19.09.12 | Åge Skovrind

Tip en ven       |     Print  

Pakistan: Baba Jan løsladt

Efter næsten et år i fængsel er Baba Jan blevet løsladt mod kaution. Baba Jan og fire andre ledere af den pakistanske Progressiv Ungdoms Front blev fængslet i september sidste år, sigtet efter terrorlovgivning og for vold mod politiet.

I virkeligheden er de politiske fanger. Sagen drejer sig reelt om myndighedernes dårlige og korrupte håndtering af nødhjælpen efter oversvømmelseskatastrofen i Gilgit-Baltistan i 2010, hvor den 32-årige Baba Jan har stået i spidsen for de massive folkelige protester. Baba Jan er medlem af landsledelsen i Labour Party Pakistan (LPP) og samtidig en meget populær leder og derfor en torn i øjet på myndighederne.

Ugen før løsladelsen havde komiteen for menneskerettigheder i det pakistanske Senat krævet en forklaring fra statssekretæren i Gilgit-Balbistan på, hvorfor Baba Jan blev udsat for tortur og fortsat sad fængslet. Da statssekretæren kørte frem med, at Baba Jan er en statsfjendtlig aktivist, blev han afvist af Afrasayab Khatak, formand for senatskomiteen. Afrasayab Khatak bad ham om at holde op med at fortælle ham den slags vrøvl og fortalte ham – den øverste embedsmand i Gilgit-Balbistan, at han udmærket kendte til disse anklager, og at han selv en gang var blevet stemplet som statsfjende, og at han ville se dokumentation på påstande mod Baba Jan.

Efter få dage blev Baba Jan løsladt.

International kampagne
Det var efter en vedvarende kampagne både i og uden for Pakistan, at regeringen og domstolene måtte give efter. Der var demonstrationer og aktiviteter i 22 lande til fordel for de politiske aktivister i Gilgit-Balbistan. I Pakistan har der været afholdt over 50 demonstrationer. En række internationale organisationer, blandt andet, den pakistanske Menneskerettighedskommission, har givet Baba Jan status som politisk fange.

Da Baba Jan efter løsladelsen kom hjem til Hunzadalen, blev han modtaget som en helt. Over 4000 personer var mødt frem for at tage imod ham i dalen, hvor han for over et år siden stod i spidsen for en kampagne mod myndighedernes korrupte administration af nødhjælpen. I hans hjemby Nasir Abad ventede flere tusinder på ham.

Her sagde Baba Jan på et offentligt møde, at han fortsætter kampen for en retfærdig erstatning til ofrene for oversvømmelsen.

”Ungdommmens Che Guevara”
Baba Jan er blevet bredt anerkendt som en ung arbejderklassehelt, og han er den mest populære leder af den folkelige kamp i dalen. I det landsdækkende dagblad Express Tribune blev han omtalt som ungdommens Che Guevara. Alle nyhedsmedier i Gilgitdalen bragte forsidehistorier om hans løsladelse.

Andre steder iPakistan fejrede medlemmer af LPP løsladelsen af en af deres mest centrale ledere. Sammen med Fjerde Internationale har LPP kørt kampagne i et år for hans løsladelse. Mange menneskerettigheds-organisationer og progressive organisationer fra hele verden har skrevet breve og organiseret protester foran pakistanske ambassader.

Løsladelsen af Baba Jan giver associationer til en anden sag – “de 9 fra Faisalabad”. Den handler om ni tekstilarbejdere knyttet til LPP, som står over for sammenlagt 590 års fængsel for at have krævet højere løn under en strejke i juli 2010. LPP vil nu forstærke indsatsen for at få dem frigivet.

Socialistisk samling
LPP er et socialistisk parti, som siden 2005 har haft permanent observatørstatus i Fjerde Internationale. Partiet har udviklet sig bemærkelsesværdigt gennem de sidste få år. Det gælder både medlemsmæssigt (nu over 7000 medlemmer), geografisk udbredelse (nu i alle landets provinser) og social forankring (blandt bønder, arbejdere, kvinder mv.).

Netop nu er LPP i gang med en sammenslutning med to andre partier på venstrefløjen, Awamipartiet og Arbejderpartiet.

De tre partier har de seneste måneder holdt møder for at diskutere muligheden for at slutte sig sammen.

”Vi forventer ikke pludselig at opstå som en ”tredje” kraft i pakistansk politik,” skriver de tre partier i en fælles udtalelse, ”for vi har ikke samme beskyttelse fra staten og uafhængige magtcentre som højrefløjens partier. Men vi tror på, at folk i Pakistan ønsker at se nye alternativer skyde op, og vi forventer, at en sammenslutning af de eksisterende venstrefløjsgrupper vil være et stort skridt fremad for opbygningen af et sådant alternativ.”

“Det er sandt, at et flertal af den pakistanske befolkning er unge, og mange af disse unge er dødtrætte af de nuværende politiske valgmuligheder. Vi tror, at et venstreparti kan blive et talerør for denne unge og kæmpende befolkning, ikke med udgangspunkt i tomme slogans, men i form af en realistisk anti-imperialistisk, ikke-religiøst, anti-feudalt og demokratisk socialistisk program.”

Der bliver afholdt en national kongres den 4. november i Lahore, hvor delegerede fra de tre partier deltager. Her vil man vælge en midlertidig ledelse for det næste halve år. Det nye parti skal holde sin første rigtige kongres i midten af 2013.

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: S6dynD
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk