22.11.12 | Socialistisk Arbejderparti

Tip en ven       |     Print  

Dokument: Regeringens fallit kræver bevægelse, organisering og alternativ

Vedtaget af SAP’s Landsmøde 17.-18. november 2012.

Bemærk, at dokumentet er udarbejdet før aftalen om Finansloven for 2013 – og ikke er opdateret, da Landsmødet i stedet vedtog en selvstændig udtalelse om netop finansloven (”Finanslov 2013: En markant fejltagelse”).

Med denne tekst vurderer SAP’s landsmøde den politiske udvikling i Danmark siden sidste landsmøde samt Enhedslistens og vores egen reaktioner på denne udvikling. Derudover peger vi på de to hovedudfordringer for Enhedslisten i den kommende periode og forklarer, hvordan vi vil bidrage til, at Enhedslisten bedst muligt angriber disse udfordringer.

I. Sådan håndterede vi regeringens højrekurs
Landsmødeperioden begyndte 7.-8. januar 2012 efter et historisk valg for Enhedslisten. På den baggrund formulerede vi allerede på sidste landsmøde de udfordringer og muligheder, som den nye parlamentariske situation gav, i to dokumenter: ”Klassekampen under S-R-SF-regeringen” og ”Bekæmp nytårstalens regeringsprogram”.

I.1 Klassekampen under en ny regering
I ”Klassekampen under S-R-SF-regeringen” formulerede vi - på baggrund af en aktuel analyse af den historiske situation - en taktik overfor reformismen og et bud på, hvordan Enhedslisten kunne arbejde overfor den ny regering.

For det første pegede vi på, at regeringspartierne S og SF var reformistiske partier, der ville vælge side til fordel for kapitalen under presset fra den økonomiske krise og arbejdsgiverne. Dette blev allerede udlagt i regeringsprogrammet, som markerede et markant højresving for S og SF.

Programmet tegnede en bane, hvor regeringen ville angribe de arbejdsløse, velfærden og den offentlige sektor, samt ville have stærkt fokus på at skabe de bedst mulige vilkår for det private erhvervsliv. Med et klassisk greb, som de reformistiske partier har foretaget utallige gange gennem historien, var den taktiske venstredrejning før valget forvandlet til et ublu forsvar for det kapitalistiske system og kapitalistklassens privilegier.

Heroverfor pegede vi på, at en taktik overfor de reformistiske partier måtte bestå i opbygningen af en enhedsfront, hvor Enhedslisten stillede sig på samme side som de dele af arbejderklassen og folk på overførselsindkomst, som krævede reformer af et system i krise. Ved at stille sig ”skulder ved skulder” med de aktivt protesterende bevægelser kunne vi skabe forbindelsen til en bredere del af arbejderklassen og dermed opnå en stærk kampenhed, der kunne lægge maksimalt pres på regeringen for at skifte kurs.

Vi pegede på nødvendigheden af, at denne enhedsfronttaktik spillede sammen med udviklingen af to centrale strategiske orienteringspunkter i Enhedslistens arbejde: formuleringen af et dynamisk antikapitalistisk kampgrundlag og orienteringen af partiets aktivitet mod bevægelsesopbygning – både den faglige og de sociale bevægelser.

Kun ved den dobbelte indsats at være talerør for selv de mindste reformkrav formuleret af bevægelserne, samt den aktive, koordinerede og langsigtede indsats i bevægelserne kunne skabe forudsætningerne for et reelt pres og muligheden for et kursskifte i regeringen.

I.2 Regeringens kurs mod afgrunden
Regeringen har blot fortsat den kurs, som regeringsprogrammet udstak. Dette har vist sig at være en kurs, der har retning direkte mod afgrunden, økonomisk, politisk og organisatorisk.

For det første har regeringens socialliberale kurs ikke tilnærmelsesvist afhjulpet den økonomiske krise og arbejdsløshedsproblemet. Tværtimod er arbejdsløsheden uændret og i den offentlige sektor medfører nedskæringspolitikken fyringer – især i kommuner og stat. Den uændrede arbejdsløshed har igen gjort ”kickstarten” effektløs, og det private forbrug er stadig meget lavt. Virksomhederne sparer op i store pengetanke, og regeringens politik har ikke ændret på dette forhold. Derfor er der tusinder, der er langtidsarbejdsløse, og mange flere på vej til at blive det.

For det andet har regeringens kurs betydet en politisk selvmordskurs for S og SF. Opbakningen til regeringspartierne S og SF er smuldret på meget kort tid. Selv valgforskere taler om en historisk vending i styrkeforholdene mellem rød og blå blok. Vælgerne har vist meget tydeligt, at de ikke støtter den blå politik, som regeringen fører – især arbejdervælgere strømmer fra de to partier.

SF er ramt af en identitetskrise og der foregår en regulær nedsmeltning i SF’s politiske projekt for åben skærm. Seneste begivenhed, som udtrykker og forstærker denne tendens, er formandsopgøret i SF, ikke blev et valg mellem, om SF skal blive i regeringen for enhver pris eller bevare muligheden for at kunne træde ud af regeringen, hvis regeringens politik med højrefløjen fortsætter.

I Socialdemokratiet er modstanden mod regeringstoppen mindre udtalt, men langt fra usynlig. Der er konstant uro i baglandet, som stiller spørgsmålstegn ved regeringens kurs.
Samtidig bevæger regeringen sig længere og længere væk fra Enhedslisten som parlamentarisk grundlag. Det betyder, at regeringen bliver afhængig af en borgerlig opposition, som nok sprang til i skatteforliget fordi udsigten til et skatteforlig med Enhedslisten var for ubærligt, men som vil bruge enhver opportun lejlighed til at komme regeringen til livs.

For det tredje er kursen rent organisatorisk også på vej mod afgrunden. Den grundlæggende organisering af klassesamarbejdet, hvor regeringen, fagbevægelse og arbejdsgivere ordnede de store reformer i treparts-aftaler, er under pres fra både arbejdsgivere og fagbevægelse. Sammenbruddet af trepartsforhandlingerne, fordi Dansk Metals hovedbestyrelse (!) afviste længere arbejdstid, har betydet at det fredfyldte klassesamarbejde kun fungerer i stærkt amputeret form.
Regeringen kan ikke – som tidligere reformistiske regeringer – lave politik gennem trepartssamarbejde. Dels er der indædt modstand mod den mest borgerlige af regeringens politik, dels eksisterer der i fagbevægelsen – koncentreret omkring de offentliges fagforeninger en regulær bevægelse imod regeringens grundlæggende kurs.

Trods kritikken og utilfredsheden i fagbevægelsen, har det været begrænset med protester, mobilisering og organisering. Det skyldes et sammenspil mellem tre faktorer: 1) Fagbevægelsens ledere ønsker ikke at genere regeringen og bliver ikke presset tilstrækkeligt nedefra til at mobilisere. 2) Venstrefløjen er ikke i tilstrækkelig grad aktivt til stede blandt fagbevægelsens medlemmer og udgør ikke et troværdigt organisatorisk alternativ, når der skal aktioneres. 3) Fagbevægelsens medlemmer er utilfredse, men ikke så utilfredse, at de kaster sig ud i aktioner, når der ikke er en overbevisende kraft i fagbevægelsen, der opfordrer til det.

I.3 Enhedslisten og forholdet til regeringen
I landsmødeperioden har Enhedslisten på den ene side skærpet tonen over for regeringen, men på den anden side ikke fremstillet sig som et egentligt alternativ til den politikopfattelse, som S og SF står for. Tonen blev skærpet i forbindelse med den borgerlige skattereform, men kritikken holdes stadig inde for den samme politikopfattelse: S og SF er gode nok på bunden; regeringen skal tilbage på sporet; regeringen må føre socialdemokratisk politik; det var bedre i det gode gamle Anker-Auken-Nyrup-dage.

Samtidig har Enhedslisten indgået en række politiske aftaler med regeringen, bl.a. justering af udligningssystemet, asylaftale, aftale om investeringsvindue, klimaaftale o.a.
Denne taktik overfor regeringen har umiddelbart båret frugt.

Enhedslisten har som følge regeringens kurs fået øget opbakning. I skrivende stund står Enhedslisten (3.10.12) til 17 mandater.

I.4 Enhedslistens indre debat om perspektivet i den nuværende kamp
Parallelt har der i Enhedslisten udspillet sig en debat om programmet og dets formulering om et revolutionært brud med kapitalismen.

Første fase foregik internt med afsæt i Dragsted-Voss-debatten, som blandt andet har været spredt ud gennem medlemsbladet og oplæg i afdelinger. Anden fase foregik i offentligheden da Sass-Larsen og medierne lykkedes at fange Enhedslistens repræsentanter på det forkerte ben midt i agurketiden.

Begge faser har afsløret store forskelle i perspektiverne hos forskellige grupper i Enhedslisten, og det har udløst stor forvirring om perspektivet. Trods stor frygt i dele af Enhedslisten for, hvad revolutionsdebatten hen over sommeren ville ”koste” partiet i opbakning, endte det kun med en tilbagegang på 0,8 procentpoint, som hurtigt derefter blev indhentet.

I.5 SAP’s arbejde i landsmødeperioden
SAP har arbejdet ud fra landsmødevedtagelsen ”Klassekampen under en S-R-SF-regering”. Vi har bakket op om Enhedslistens initiativer. Vi har argumenteret mod at underspille forskellene mellem Enhedslisten og regeringen og mod at sende signaler, der kunne opfattes som, at partiet vil bryde med ”mindste forbedring/mindste forringelse” princippet for at redde regeringen. Og vi har peget på og bakket op omkring det mindste initiativ til at mobilisere et pres på regeringen.

Det gjorde vi f.eks. i en ugekommentar om de indledende skatteforhandlinger:

”I sidste uge var EL så ivrig efter at tydeliggøre regeringens mulighed for forlig til venstre, at der opstod lidt signalforvirring. Men faktisk har Enhedslisten formuleret en klar, solidarisk klasseholdning til, hvilken skattereform vi kræver. I al enkelhed er budskabet, at EL gerne vil lette skatten for almindelige arbejdere, især de lavtlønnede, men at de arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagerne, pensionisterne osv. ikke skal snydes!”

”Det er faktisk netop dem, der er blevet snydt mest under VKO. Til gengæld skal de rige så betale mere, meget mere i skat. ”

”På dette afgørende område - som på mange andre - står Enhedslisten for en helt anden politisk retning end regeringen. Det skal vi ikke være flove over eller forsøge at nedtone. Tværtimod skal vi være stolte over, at Enhedslisten ikke er en del af den tværpolitiske enighed om, at vejen ud af krisen er at gøre kapitalen tilfreds. Med det udgangspunkt kan vi i de kommende uger lægges et massivt pres på S og SF, så de må opgive Möger-linjen. Et godt afsæt for dette er de protester, der har lydt fra dele af fagbevægelsen, først og fremmest HK og FOA.” (Ugekommentar, 21.1.12)

I forhold til de strategiske diskussioner i Enhedslisten har vi argumenteret for, hvorfor svaret på S-SF’s højredrejning ikke er at overtage eller besmykke de to partiers holdninger for et halvt år siden:

”Enhedslistens opgave er i denne situation absolut ikke at tilbyde sig som ”det nye hjem for reformistiske illusioner” – ved bare at være dem, der står fast på S-SF-programmet fra valgkampen. Vores opgave er tvært imod at fastholde og argumentere for vores egen politik og vores eget program: At pege på de brud med systemet, der skal til, for at vi overhovedet kan tage hul på at løse problemerne. Netop den aktuelle krise giver stor lydhørhed for Enhedslistens kritik af selve det kapitalistiske system. Derfor er det ekstra vigtigt netop nu at stå fast på, at EL er det parti, der vil gøre op med kapitalismen!” ((Ugekommentar 13.4.12)

Vi har også forsøgt at skitsere, hvordan Enhedslisten bedst udnytter den parlamentariske situation til at styrke mobilisering og politisk radikalisering:

”Det bedst mulige resultat vil være en aktiv, politisk diskuterende og organiseret arbejderklasse, der får S og SF til at sætte De Radikale stolen for døren – og det virker, så regeringen begynder at rette ind efter kravene nedefra og skifter politisk kurs. Er det muligt? Det er ikke til at sige, men en eller anden form for selvopholdelsesdrift må der vel være i S og SF.

Det næstbedste udfald vil være, at S og SF også sætter De Radikale stolen for døren, og det ikke virker, men de to partier til gengæld står fast, selv om det betyder regeringens fald. S og SF kan så forklare regeringens afgang med, at de ikke kunne få De Radikale til fornuft. Det vil give de to partier mulighed for at gå til valg på en - i det mindste delvis – anden politik end VK’s og end den blå politik, de i øjeblikket fører.

Selv om det næppe kan udløse et vælgerskred, der skaber flertal til S, SF og Enhedslisten, så vil det skabe lidt mere håb og bedre grundlag for den udenomsparlamentariske kamp mod den borgerlige regering.

Sker det heller ikke, så må vi i hvert fald sikre, at det er lysende klart, at regeringens bryder sammen, fordi den har insisteret på at gennemføre nedskæringer og lade lønarbejdere og folk på overførselsindkomst betale for krisen. Flest mulige skal forstå, at Enhedslisten ikke er ansvarlig for regeringens fallit, og flest mulige skal være enige i, at det er fornuftigt, at Enhedslisten stemmer mod den skattereform eller den finanslov, som regeringen bruge til at begå selvmord.” (Ugekommentar 15.6.12)

I.6 SAP’s prioriteringer op til Enhedslistens Årsmøde
Op til årsmødet prioriterede SAP to indsatser.

For det første at få vedtaget kampagnen om dagpenge. Processen og kampagneforslaget var godt forberedt. Der blev gjort et flot forarbejde, som sikrede, at der var en bred gruppe bag forslaget. Det blev vedtaget, og vi sikrede, at forberedelsesarbejdet kom hurtigt i gang.

Efterfølgende er det blevet meget tydeligt, at store dele af Enhedslisten ikke deler vores opfattelse af, hvordan partiet skal organisere og koordinere arbejdet for at opbygge, udvikle og styrke bevægelserne. Nogle forstår det ikke, og andre er helt bevidst imod. Vores arbejde omkring dette blev svækket af, at årsmødevedtagelsen ikke var klar nok omkring forskellen på partisporet og bevægelsessporet.

Forløbet efter har også afsløret problemer i forståelsen af interne procedurer og internt demokrati.

For det andet prioriterede vi at gå ind i programdebatten på to niveauer. Dels ved at blande os i debatten om strategi og gøre den til en del af programdebatten i stedet for en del af debatten om det såkaldte ”strategipapir”. Dels ved at sikre, at det nuværende principprogram blev udgangspunktet for Enhedslistens programdiskussion. Det blev også vedtaget på Årsmødet. Hovedbestyrelsen har efter intern uenighed besluttet at følge den arbejdsplan for programarbejdet, som Årsmødet besluttede.

I.7 Konklusion
Vores analyse af, hvordan den nye regering ville agere har vist sig at være mere rigtig end godt er. Det er også blevet bekræftet, at dele af Enhedslisten havde større illusioner om regeringen, end vi havde.

At der er behov for mobiliseringer er blevet indirekte bekræftet – i og med at regeringens højrekurs har været mulig, fordi den ikke var under pres. Det har vist sig at være endnu sværere at skabe mobilisering, end vi havde troet. Til gengæld har det vist sig, at aktivister i og omkring Enhedslisten med succes kan tage initiativ til mobiliseringer (Vejlegården og 2. oktober). Disse mobiliseringer kan ikke erstatte store, magtfulde demonstrationer, indkaldt af fagbevægelsens ledelse eller af dele af den. Men de kan fastholde muligheden for handling og presse/motivere fagbevægelsens ledere til at gøre noget ved en senere lejlighed.

Det er også blevet bekræftet, at det kræver en aktiv indsats fra SAP-medlemmer og andre, hvis vi skal overbevise Enhedslistens flertal og ledelse om, at partiet skal prioritere at udbrede krav og forslag, der går videre end de helt akutte krav om at fastholde S-SF på deres egne valgløfter og andre begrænsede forslag. Enhedslistens svaghed på dette område har endnu ikke kostet i form af tilbagegang, men det kan hurtigt blive et problem, at Enhedslisten ikke vinder tilhængere og rekrutterer på at have og at udgøre et samlet politisk alternativ til regeringen – et antikapitalistisk alternativ.

Det kan få to konsekvenser. For det første, at nogle vælgere og muligvis også medlemmer lader sig skræmme af revolutionsdebatten. De kan hurtigt komme igen, hvis Enhedslisten klarer finanslovsforløbet godt, men de kan også forsvinde hurtigt, når de oplever, at Enhedslistens dygtige folketingsmedlemmer ikke kan trække regeringen til venstre. For det andet vil det for arbejderbefolkningen se ud som om, der ikke er andre muligheder end politik inden for den fælles liberale platform, som både blå og rød blok argumenterer indenfor. Så længe Enhedslisten alene kræver, at S og SF fører den politik, de gik til valg på – eller den, som gode gamle Anker Jørgensen førte, vil det virke som om der ikke er noget alternativ til kapitalismen.

II. Hvad nu for Enhedslisten?
Regeringens krise giver fremgang for Enhedslisten i meningsmålinger og medlemstal. Men regeringens krise skaber også problemer for Enhedslisten. Til sammen stiller denne fremgang og disse problemer Enhedslisten over for delvist nye opgaver. Det er vigtigt at definere disse udfordringer og muligheder rigtigt. Ellers bliver det svært at klare udfordringerne og udnytte mulighederne.

II.1. Det politiske tomrum
En stor del af debatten i Enhedslisten om denne situation har taget udgangspunkt i begrebet ”det politiske tomrum” eller ”det politiske vakuum”. Med dette begreb kan man beskrive det forhold, at en stor del af S’ og SF’s vælgere og medlemmer føler sig politisk hjemløse.

Mange i de to partiers baglande er utilfredse med partiernes kurs og kan ikke længere støtte dem, men de er ikke blevet bevidste antikapitalister, og slet ikke revolutionære, og er derfor – stort set – lige så uenige med Enhedslistens politik, som før regeringen kom til. De kan ikke finde et parti, der repræsenterer deres synspunkter.

I den situation er det nærliggende at rejse spørgsmålene: Kan Enhedslisten udfylde det politiske tomrum, skal Enhedslisten forsøge at udfylde det, og i givet fald hvordan?

Har man først stillet spørgsmålene på den måde, er svarene snublende nær: Ja, selvfølgelig skal vi det. Og metoden er også nærliggende: Ved at definere Enhedslisten politisk, så de ”hjemløse” kan identificere sig med partiet, dvs. fjerne eller nedtone nogle af de elementer af Enhedslistens politik og program, som de utilfredse socialdemokrater og SF’ere ikke kan acceptere.

Det er højst sandsynligt, at Enhedslisten vil kunne få flere stemmer og medlemmer, hvis partiet definerer et nyt bredere grundlag. Men vi må sige klart og tydeligt: Det er ikke afgørende for udviklingen af klassekampen eller for opbygningen af Enhedslisten, at Enhedslisten i den aktuelle periode (de næste par år) får flere stemmer end meningsmålingernes 9-11 procent, eller at Enhedslisten får flere medlemmer end de knap 10.000, partiet er ved at nå op på.

Flere vælgere til Enhedslisten – og for den sags skyld flere folketingsmedlemmer – løser ikke hovedproblemet i øjeblikket: at S og SF uhindret fortsætter deres højrekurs. Flere medlemmer til Enhedslisten gør ikke i sig selv partiet til et bedre redskab for kampen mod nyliberale krisepolitik. Slet ikke, når fremgangen ikke er et udtryk for, at dele af arbejderklassen er blevet mere aktive og mere venstreorienterede.

”At udfylde tomrummet” tager altså ikke fat på de centrale opgaver for Enhedslisten i dag: 1) At skabe mobilisering og organisering; 2) At udvikle og præsentere et politisk alternativ til den politiske dagsorden, som regeringen og blå blok er fælles om.

Tværtimod risikerer Enhedslisten at spænde ben for sig selv, hvis partiet forsøger at nedtone sin udenomsparlamentariske og antikapitalistiske profil for at kunne tilbyde de hjemløse socialdemokrater og SF’ere politisk tag over hovedet. Sådan en kurs kan hurtigt komme til stå i vejen for arbejdet med at mobilisere et pres på regeringen, og den kan føre til, at man præsenterer kriseløsninger, der ikke løser noget og dermed bliver utroværdige. Det første og største problem for Enhedslisten er, at utilfredsheden i Socialdemokraternes og SF’s bagland ikke bliver omsat til aktiv politisk protest og mobilisering. Selv om der eksisterer et udbredt ønske langt ind i fagbevægelsens kerne og blandt S-SF-partimedlemmer o, at sikre, at de arbejdsløse ikke falder ud af dagpengesystemet på grund af to års reglen, så har det indtil videre ikke ført til organiseret opposition i partierne, aktiviteter i fagbevægelsen, kampagnevirksomhed eller store demonstrationer.
Så længe utilfredsheden kun manifesterer sig individuelt i samtaler, udtalelser til medier eller meningsmålinger, er det nemt for at regeringspartierne at ignorere den. Utilfredsheden bliver ikke en reel trussel.

Derfor kan regeringen fortsætte sin politik, dybt forankret i den nyliberale tankegang. Enhedslisten kan udtale den mest præcise kritik af regeringen. Enhedslisten kan stille de helt rigtige krav til regeringen. Enhedslisten kan stemme ja eller nej ud fra den mest velgennemtænkte og fornuftige parlamentariske taktik. Alt sammen hjælper det ikke meget, hvis ikke der bliver opbygget et pres udefra og nedefra.

Regeringen kan fortsætte sin selvmordskurs, og Enhedslisten kan foreløbig score en tredjedel af de frafaldne S-SF-vælgere, mens en anden tredjedel vælger sofaen, og en tredjedel går til blå blok. Arbejderklassen opnår ingen forbedringer og fremskridt. Tværtimod vil de opleve, at den ”røde” regering gennemfører nedskæringer.

Alt sammen peger det frem mod et valg, der bringer Venstre tilbage i statsministerstolen med et styrket mandat til en endnu hårdere nyliberal politik. Og vi skal ikke være blinde for, at Enhedslisten også kan blive ramt af skuffelsen og desillusionen.

II.2. Første hovedopgave: Mobilisering og organisering
På den baggrund er den ene af to hovedopgaver for Enhedslisten at arbejde for mobilisering og organisering. Det handler om protestmøder, demonstrationer, boykotter og strejker. Sådan som vi så det under VKO. Men det handler om mere end det.

Venstrefløjen står over for et strategisk problem, der går længere tilbage end regeringsskiftet, og som vi deler med venstrefløjen i mange andre lande. Det strategiske problem er, at selv når vi får skabt store protester og mobiliseringer, så fører det ikke til mere blivende organiseringer af aktive og oppositionelle.

Det bliver sjældent mere end én-gangs-forestillinger. Aktivitetsniveauet stiger ikke i de fagforeninger, der har faktisk har deltaget i en mobilisering. Der opstår eller ikke organiserede oppositionsgrupper i de fagforeninger, hvor bureaukratiet har ignoreret eller bremset kampen. Vi ser ikke lokale komiteer af folk, der vil være aktive omkring et bestemt spørgsmål.

Når de protester og aktiviteter, som trods alt opstår, ikke føres videre i en organiseret form, så lægger det ikke et reelt pres på arbejdsgiverne, på kapitalen som sådan eller på regeringen. Og næste gang begynder man forfra – i stedet for at bygge videre på de foregående mobiliseringer.

Forståelsen for mobiliseringer og initiativer til aktiviteter kan opstå spontant– også uden røde aktivister. Men tilsyneladende opstår forståelsen for organisering af de aktive meget sjældent af sig selv i den periode, vi er i. Det kræver socialister, der bevidst arbejder for det. Det er en opgave, som Enhedslisten må tage på sig.

Der er mange måder at arbejde for mobilisering og organisering på:
- Partiets repræsentanter, medier og materialer kan agitere for det.
- Enhedslistens afdelinger, netværk og medlemmer kan deltage aktivt i de mobiliseringer, der opstår i forskellige grupper – enten som direkte deltagere eller i støtteaktiviteter – og arbejde for, at mobiliseringerne bliver demokratisk organiserede – og at de aktive mødes og diskuterer videre perspektiver, når den konkrete kamp er slut.
- Enhedslistens medlemmer kan – organiseret i partiets netværk og afdelinger – rejse forslag om mobiliseringer i deres faglige organisationer, i faglige samarbejdsorganer, i uddannelsesorganisationer og i andre bevægelser – og foreslå permanente udvalg, grupper og netværk, som inddrager bredere end bestyrelserne, omkring disse spørgsmål. Hvor fagforeningsbestyrelser eller lignende sætter sig imod den slags aktiviteter, kan Enhedslistens medlemmer sammen med folk, der vil det samme, organisere åbne kritiske eller oppositionelle grupper, som arbejder for mere demokratiske og mere kæmpende fagforeninger og uddannelsesorganisationer.
- Enhedslistens aktivister kan selv tage initiativ til aktiviteter, som det skete med demonstrationen ved Vejlegaarden og demonstrationen op til 2. oktober. I fraværet af initiativer fra andre og med Enhedslistens voksende medlemsskare kan det sagtens lade sig gøre. Men vi skal samtidig udnytte enhver af den slags lejligheder til at skaber komiteer og bevægelser, der inddrager de ikke-Enhedslistemedlemmer, der deltager i mobiliseringerne.

Denne opgave udspringer af klassekampens helt aktuelle behov. Samtidig udgør den type aktiviteter kernen i et parti, der ser den folkelige mobilisering som vejen til resultater i hverdagen og vejen til en afskaffelse af kapitalismen.

Enhedslisten har med sine medlemmer et uvurderligt aktiv. I det øjeblik partiet formår at udnytte dette aktiv til bevidst, organiseret og koordineret at deltage i folkelig mobilisering, så kan Enhedslisten være med til at skabe reelle forbedringer og ændre styrkeforholdene mellem klasserne.

Derfor vil SAP’s medlemmer arbejde for, at den type aktiviteter står centralt i alle dele af Enhedslistens arbejde i den kommende periode:
- i hovedbestyrelse og forretningsudvalg
- på hjemmeside, i R+G og i uddelingsmaterialer
- i afdelinger og i netværk
- i medlemsdebatten på seminarer og årsmøder

II.3. Det manglende alternativ
Med sin nyliberale kurs har regeringen undergravet, hvad der måtte have eksisteret at tro på, at en anden vej ud af krisen er mulig. Det er også med til at svække muligheden for at opbygge et mobiliseret pres på regeringen. Samtidig får det skuffede S-SF-vælgere til at rykke til blå blok eller undlade at stemme.

At der ikke er et pres på regeringen, og at Enhedslisten ikke scorer størsteparten af utilfredsheden, er som tidligere nævnt et problem for Enhedslisten.

Men partiet risikerer at blive ramt endnu hårdere. Der vil altid være en risiko for, at Enhedslisten ses som en del af regeringsblokken og bliver straffet på linje med regeringspartierne. Skuffelsen over regeringen kan også i bredere forstand skabe desillusion langt ind blandt dem, der i dag støtter Enhedslisten.

Endelig kan regeringens blå kurs skabe problemer internt i Enhedslisten. Som vi konstaterede kort efter valget, fik Enhedslisten en stor del af sin stemmefremgang fra mennesker, der havde betydelige forventninger til, at den nye regering sammen med Enhedslisten ville gennemføre en kvalitativ anden politik end VKO’s. Langt ind i Enhedslistens ledelse og medlemskreds var der allerede op til valget urealistiske forventninger til omfanget af det brud, som et regeringsskifte i sig selv kunne medvirke til.

Når dette kursskifte ikke bliver til noget, når regeringen sjældnere og sjældnere indgår forlig med Enhedslisten, og når fremskridtene i disse forlig bliver mere og mere ubetydelige, så kan det nemt udløse to modsat rettede tendenser blandt Enhedslistens medlemmer:
1. På den ene side er der presset for ikke at blive gjort ansvarlig for regeringens fald. Det kan blive et pres for at stemme for ”mindste onde”-forslag i stedet for ”mindste forbedring”s-forslag.
2. På den anden side er der skuffelsen, som kan føre til ønsker om, at Enhedslisten stiller skrappere krav til regeringen, at Enhedslisten ikke længere skal stemme for ”mindste forbedring”, og at Enhedslisten i sidste ende aktivt skal vælte regeringen, ”fordi det har den fortjent”.

II.4. Enhedslistens politiske alternativ
Hverken for arbejderklassen eller for Enhedslisten ligger løsningen i nogen af de to reaktioner. Enhedslisten skal fastholde:
- At partiet prioriterer folkelig mobilisering og organisering for selv begrænsede krav, også bare for at forhindre forringelser
- At partiet stemmer imod selv den mindste forringelse, også selv om det indgår i en pakke med forbedringer, og at det er regeringens, ikke Enhedslistens ansvar, at finde flertal for regeringens forslag
- At partiet stemmer for selv den mindste forbedring – også selv om den er utilstrækkelig og ringere end selv regeringspartierne egne valgløfter.

Men det er ikke nok. Situationen sætter endnu større fokus på Enhedslistens anden hovedopgave i denne periode: At præsentere et reelt politisk alternativ til regeringens – og blå bloks – to varianter af nyliberalisme.

Enhedslisten har et politisk alternativ. Det er politiske reformer, politiske indgreb, kamp- og organisationsformer, der forbedrer forholdene for arbejderklassen og for folk på overførselsindkomst, og som ændrer styrkeforholdene til arbejderklassens fordel.
Den type krav og reformer vil have en tendens til at bryde med ikke bare nyliberalismens, men med kapitalismens rammer. Sammen med de aktuelle dagskrav udgør de Enhedslistens politiske alternativ.

Allerede i dag ligger der i de seneste års Årsmøde-vedtagelser og udspil fra folketingsgruppen et arsenal af forslag til drastisk omfordeling mellem kapitalen og arbejderklassen. De kan suppleres med nogle af de centrale ideer til at begrænse kapitalens magt, der er skitseret i principprogrammet: begrænsninger i arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, nationaliseringer af store virksomheder, der åbenlyst udnytter og skader arbejderklassen, nationalisering af de vigtigste dele af finanssektoren, omfattende oprustning af velfærd og anden offentlig service og offentlig grøn produktion.

Det må partiet fylde langt mere i partiets arbejde. Dels må Enhedslistens ledelse, medier og talspersoner i større omfang fremhæve den type krav. Dels må Enhedslisten arbejde videre med at udvikle denne type krav, så de bedst muligt svarer på akutte problemer og bedst muligt knytter an til de tanker og de ønsker, som findes blandt de kritiske og aktive dele af arbejderklassen.

De antikapitalistiske og systemoverskridende krav skal Enhedslisten bringe på banen, enkeltvis eller samlet, f.eks. når:
- sundhedsbudgetterne eksploderer, bl.a. fordi den private kapital i medicinalindustrien scorer kassen
- Danfoss truer med at flytte produktionen til udlandet, hvis ikke slipper endnu billigere i skat
- bankerne tigger om socialhjælp for ikke at gå fallit, samtidig med at de store banker scorer tårnhøje profitter og udbetaler ekstreme cheflønninger
- arbejdsløsheden stiger, fordi virksomhederne nægter at investere, men opsamler kapital og udbetaler store udbytter
- regeringen for 117 gang fortæller, at samfundet ikke har råd til velfærd

II.5. Det nødvendige andet ben
At udbrede og argumentere for antikapitalistiske reformer enkeltvis og for et samlet politisk alternativ til både blå blok og regeringskoalitionen står ikke i modsætning til brede mobiliseringer for begrænsede krav eller i modsætning til at stemme for selv den mindste forbedring. Det er det nødvendige andet ben at gå på. Det er metoden til at forberede de mest aktive og bevidste på, hvad næste skridt på være og til at vinde flere kræfter for det socialistiske projekt.

Hvis ikke Enhedslisten også udfører den opgave, vil det blive sværere at engagere folk i protest, mobilisering og organisering. Stadig større dele af arbejderklassen, inklusiv Enhedslistens nærmeste omegn, vil miste troen på, at der er en anden vej end den, såvel VKO som SRSF bevæger sig ud af. Utilfredse og frafaldne S-SF-vælgere vil ikke gå til venstre, men give op eller gå til højre.

Derfor vil SAP’s medlemmer i den kommende periode arbejde for at vinde opbakning i Enhedslisten for en klarere markering af partiet som politisk alternativ med systemoverskridende løsninger. Vi vil gå ind i det konkrete arbejde med at formulere de antikapitalistiske svar, udvikle argumentationen for dem og finde veje til at udbrede dem mest muligt.

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: Q8PrIs
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk