20.12.12 | Anders Hagström

Tip en ven       |     Print  

Revolutionære: Rosa Luxemburg – en ørn

Rosa Luxemburg er en af den revolutionære arbejderbevægelses største personligheder. Hendes liv var én lang kamp for arbejderklassens frigørelse.

Oprindeligt var hun en af den polske arbejderbevægelses ledere, senere blev hun en af de mest kendte personligheder i det tyske socialdemokrati.

Under Første Verdenskrig tilhørte hun det mindretal, som ikke kapitulerede for krigsbegejstringen ved at bakke op bag sit eget lands herskere. Efter november-revolutionen i 1918, som omstyrtede det tyske kejserdømme, var hun med til at grundlægge det tyske kommunistparti. I januar 1919 blev hun brutalt myrdet af den tyske reaktion, med de socialdemokratiske lederes stiltiende velsignelse.

Rosa Luxemburg blev født den 5. marts 1871 i den lille by Zamosc i den russiske del af Polen. Som 16- årig tilsluttede denne datter af en jødisk købmand sig til det revolutionære parti, »Proletariatet«. På dette tidspunkt var partiet sønderrevet af undertrykkelsen. I 1886 var flere af partiets ledere blevet henrettet eller deporteret. Allerede i 1889 forlod Rosa Luxemburg Polen. Hendes partikammerater mente, at hun ville gøre større nytte i eksil end i fængsel. De havde formentlig aldrig forestillet sig, hvor meget ret de skulle få.

I eksil
Rosa bosatte sig i Zürich i Schweiz, som var et af samlingsstederne for de russiske og polske revolutionære i landflygtighed. Ved siden af universitetsstudierne i naturvidenskab, matematik og økonomi var hun aktiv i det lokale politiske arbejde. På kort tid blev denne tidligt modne kvinde en af sit partis ledende teoretikere og en flittig skribent i partiets tidsskrift.

Helt frem til udbruddet af Første Verdenskrig, hvor forbindelsen blev kappet, holdt hun tæt kontakt til den polske bevægelse, som fra 1894 kaldte sig Kongeriget Polens socialdemokratiske parti (Litauen blev senere inkorporeret i navnet, SDKPiL). Ved verdenskrigens udbrud kunne Rosa Luxemburg med tilfredshed konstatere, at den polske bevægelse, som hun havde haft så stærk indflydelse på, var et af de arbejderpartier i Europa, som ikke slækkede på sine internationalistiske principper, men vendte sig mod krigen.

I 1898 flyttede hun til Tyskland. Gennem et proforma ægteskab fik hun tysk statsborgerskab. Hurtigt blev hun en af de største bidragydere til datidens vigtigste marxistiske tidsskrift, Neue Zeit. Redaktør for tidsskriftet var Karl Kautsky, som efter Engels’ død var den toneangivende marxistiske autoritet inden for socialdemokratiet.

Tog udfordringen op
Inden for det tyske socialdemokrati, SPD, var en pragmatisk og grundlæggende reformistisk strømning ved at udkrystallisere sig som en retning med voksende indflydelse blandt partiets mange funktionærer og parlamentarikere. En af de vigtigste teoretikere for denne strømning blev Eduard Bernstein, som mellem 1896 og 1898 skrev en række artikler i Neue Zeit, der talte for, at socialdemokratiet skulle opgive sit revolutionære perspektiv og blive et reformistisk parti. Bernsteins ideer blev kaldt revisionisme, eftersom han udtrykkeligt ønskede at revidere bevægelsens program.

I en række artikler tog Rosa Luxemburg Bernsteins udfordring op. Blandt andet tog hun forholdet mellem reform og revolution op – som reformisterne jo gerne opstiller som hinandens modsætninger – på en alternativ måde:

»Reformarbejdet har ingen drivkraft uafhængigt af revolutionen. I hver historisk epoke gennemføres reformer udelukkende som følge af den foregående revolutions impulser, og fortsætter kun så længe disse impulser gør sig gældende. Eller for at udtrykke det mere konkret: I hver historisk epoke gennemføres reformerne kun inden for rammerne af den samfundsform, som kom til verden ved den seneste samfundsomvæltning. Dette er problemets kerne.«

På papiret led revisionisterne nederlag. To partikongresser inden for det tyske socialdemokrati (1901 og 1903) fordømte deres standpunkter, det samme gjorde en international socialdemokratisk kongres i 1904.

Men det sluttede ikke her. Argumenter rører ikke ved sociale fænomener, hvis de ikke vinder massetilslutning i praksis. Bernstein og hans tilhængere tabte måske debatten, men dette havde ingen afgørende betydning for det tyske socialdemokratis udvikling. Det er sigende, at den bayerske socialistleder Ignaz Auer skrev til Eduard Bernstein:

»At gøre som du kræver, vil for de fleste indflydelsesrige medlemmer af partiet ganske enkelt indebære at splitte partiet og kaste årtiers arbejde overbord. Min kære Ede, man beslutter ikke formelt hvad du beder om, man siger det ikke, man gør det. Al vores aktivitet … er aktiviteten hos et socialdemokratisk reformparti.«

Revolutionen 1905
Da den første russiske revolution brød ud i 1905, var det naturligt, at den russiskdominerede del af Polen blev inddraget i revolutionens strømhvirvler. Rosa Luxemburg fulgte spændt udviklingen. Så snart muligheden bød sig, tog hun over grænsen for at deltage i kampen. Det var i december 1905. Men da havde revolutionen allerede kulmineret, og undertrykkelsen tog til i styrke. I marts 1906 blev hun pågrebet af politiet. Efter fire måneder i fængsel blev hun løsladt på grund af dårligt helbred og sit tyske statsborgerskab.

I modsætning til flertallet af socialdemokratiet, der så den russiske revolution som en borgerligt ledet og demokratisk revolution mod det tsariske enevælde, mente Rosa Luxemburg, at revolutionen kunne gå meget længere. Det perspektiv, hun formulerede for revolutionen, var »proletariatets diktatur med støtte fra bønderne «, som på lang sigt ville bane vejen for en socialistisk forandring af Rusland, men hvis umiddelbare opgave det var at smadre det tsariske Ruslands samfundsstruktur, frigøre bønderne og under arbejderklassens ledelse skabe forudsætningerne for en hurtig økonomisk udvikling.

Det var et standpunkt, som nærmede sig det, Trotskij formulerede i sin teori om den permanente revolution. Det var blandt andet dette slægtskab som i 1930’erne skulle koste hende Stalins fordømmelse.

Sprækkerne bliver dybere
Mellem 1905 og 1910 blev sprækkerne dybere mellem Rosa Luxemburg, venstrefløjen i det tyske parti og SP D’s vaklende ledelse – og dermed voksede hendes kritiske indstilling til Kautsky, som lagde sin autoritet bag ledelsen af SP D.

Det kulminerede i 1910, hvor SP D delte sig i tre retninger: En udtalt reformistisk retning, med støtte fra fagbureaukratiet. En anden omkring den ledelse, der blev kaldt det marxistiske centrum, og som forsøgte at fremstå som dem, der forsvarede ortodoksien, men i virkeligheden var på en glidebane mod reformistiske standpunkter. Og endelig en revolutionær strømning, som i partikredse blev kaldt »venstreradikale «, hvor Rosa Luxemburg spillede en meget fremtrædende rolle. Det var gennem sin centrale position i den tyske arbejderbevægelse, at Rosa Luxemburg hurtigere end mange andre revolutionære i den Anden Internationale skulle blive klar over degenerationen i det tyske parti – Internationalens toneangivende parti.

Men selv ikke hun kunne undgå at blive rystet af de socialdemokratiske partiers letkøbte kapitulation overfor de herskendes krigsopfordringer i 1914.

I årevis havde Anden Internationales ledere talt varmt for klassesolidaritet på tværs af grænser.

Ved Internationalens kongres i Stuttgart 1907 blev det enstemmigt vedtaget, at partierne med al kraft skulle modarbejde et krigsudbrud. Resolutionen indeholdt også et tillæg, som var formuleret af blandt andet Luxemburg og Lenin:

»Hvis krig alligevel skulle bryde ud, er de forpligtede til at gå i brechen for dens snarlige afslutning, og med alle kræfter at stræbe mod at udnytte den af krigen fremkaldte økonomiske og politiske krise til at opildne folket og derigennem fremskynde det kapitalistiske klasseherredømmes afskaffelse.«

Men da krigen var et faktum i sommeren 1914, sluttede Internationalens vigtigste partier, deriblandt SP D, op bag deres respektive regeringer. Internationalen kollapsede i en brødrekrig. Den 4. august stemte hele SP D’s rigsdagsgruppe for at give krigskreditter til den kejserlige regering. Af de 111 medlemmer i gruppen var der blot 15, som stillede sig skeptiske overfor gruppens standpunkt. Men disclinen var stærkere. En af dem, som bøjede sig, var Karl Liebknecht – som fire måneder senere som den eneste skulle afgive sin stemme imod regeringen.

Samme dag som rigsdagsgruppen enstemmigt formaliserede SPD’s kapitulation samledes en håndfuld partimedlemmer i Rosa Luxemburgs lejlighed i Berlin for at diskutere situationen. Blandt dem var Frans Mehring, en af SPD’s førende historikere og intellektuelle. Kort herefter sluttede Clara Zetkin, en af kvindeforbundets ledere, og Karl Liebknecht sig til gruppen. Det var fra denne gruppe, at Spartakusbund skulle tage form.

For fred
I modsætning til de udbredte illusioner, som fandtes ved krigsudbruddet, om en kortvarig krig på nogle måneder, trak tiden ud og krævede stadigt større ofre. Stemningen begyndte at vende sig mod krigen og dens ophavsmænd.

I december stemte ikke mindre end tyve SPD-ledelsesmedlemmer mod fortsatte krigskreditter – året efter blev de oppositionelle ledelsesmedlemmer ekskluderet fra rigsdagsgruppen.

I påsken 1916 samledes omkring 10.000 arbejdere i det centrale Berlin for at demonstrere for fred. Også i andre byer fandt lignende demonstrationer sted. Den 28. juni samme år, den dag Karl Liebknecht blev idømt to et halvt års fængsel for sin agitation mod krigen, strejkede 55.000 arbejdere i Berlins ammunitionsfabrikker i protest mod dommen. Langt flere vendte sig nu mod krigen og under den parole, som mange strejkende fremførte: »Fred, frihed og brød«.

I april 1917 blev SPD splittet, og gruppen omkring Kautsky, Hugo Haase, og paradoksalt nok, Bernstein, stiftede det Uafhængige Socialdemokratiske Parti, USPD. Spartakusbund, som under Rosa Luxemburgs indflydelse var blevet i SPD, sluttede sig til USPD. Der blev de, indtil de forlod partiet for at grundlægge det tyske kommunistparti, KPD, i december 1918, som det mindste af arbejderbevægelsens partier. Nogle begivenhedsrige år senere sluttede flertallet af USPD, som var vundet for kommunismen, sig dog til KPD.

Novemberrevolutionen 1918, denne frugt af den udbredte krigstræthed, styrtede kejserdømmet og fik reaktionen til at søge tilflugt bag højresocialdemokraternes ledere, som, med Friedrich Eberts ord, »hadede den sociale revolution som pesten«. Novemberrevolutionen befriede også Rosa Luxemburg fra en langvarig fængselsdom, hendes anden under de fire krigsår.

Myrdet
De to sidste måneder af Rosa Luxemburgs liv var fyldt med hektisk arbejde for at forsøge at overvinde det faktum, at revolutionen savnede et revolutionært parti, der var opgaven voksen. Hun havde aldrig stræbt efter at skabe en politisk og organisatorisk sammenhængende fraktion indenfor SPD i stil med Lenins bolsjevikker, der udgjorde en organiseret retning indenfor det russiske socialdemokrati, lang tid før de stiftede et selvstændigt parti.

Spartakusbund var ingen undtagelse. Ifølge Heinrich Brandler, en af Rosa Luxemburgs tilhængere og senere leder af kommunistpartiet, havde Spartakusbund omkring 3.000 medlemmer ved krigens slutning, men »en god halvdel af dem var moralske pacifister og ikke marxister«.

Manglen på et politisk modent og revolutionært parti skulle blive ødelæggende. Som et lille mindretal opfordrede man til boykot af valget til den nye nationalforsamling – og derefter kastede spartakisterne og USP D-aktivister sig ind i et oprørsforsøg – de såkaldte spartakistdage – som hurtigt blev slået ned af militæret. Rosa Luxemburg forsøgte fortvivlet at få sit parti til at komme til fornuft og indse virkelighedens styrkeforhold, men forgæves. I den efterfølgende bølge af terror blev både Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg myrdet efter en hadsk kampagne, i hvilken socialdemokratiet ikke holdt sig for gode til at kræve deres død.

Kaptajn Pabst ved Garde-Kavallerie-Schützen-Division arrangerede mordet på begge de revolutionære, som blev arresteret samme dag. Karl Liebknecht blev mishandlet næsten til bevidstløshed og skudt i omtåget tilstand »under flugtforsøg«. Morderne efterlod hans krop på en skadestue som »ukendt person«.

Rosa Luxemburg blev groft mishandlet og skudt i hovedet. Kroppen blev smidt i Landwehr-kanalen, hvor den først blev fundet den 31. maj.

I det omfang morderne blev stillet for en domstol, fik de meget milde straffe. Leo Jogisches, i mange år Rosa Luxemburgs partner og siden nære ven, som med stort besvær fik afsløret morderne og blandt andet fandt et fotografi, som viste dem i fuld gang med at fejre mordene, blev fængslet og henrettet. Ligeledes »under flugtforsøg«.

Kølig interesse
Langt om længe gik det tyske kommunistparti i gang med at samle hendes værker. Men interessen var kølig i det splittede og fraktionshærgede parti KPD for virkelig at tage hendes tænkning til sig.

Paul Fröhlich, som blev udset som ansvarlig for at indsamle hendes skrifter, blev selv ekskluderet af partiet i slutningen af 20’erne. Han fortsatte dog arbejdet på egen hånd. Da han blev fængslet af nazisterne, blev hans samlinger imidlertid overladt til Moskva af slægtninge, som troede, at de ville være sikre der, og der forblev de. Det lykkedes Frölich at slippe ud af Tyskland, og i slutningen af 30’ene skrev han en, på denne tid, klassisk biografi over Rosa Luxemburg.

Men da herskede Stalin og hans lakajer uindskrænket over den kommunistiske bevægelse, og for dem var Rosa Luxemburgs geniale idéer og kritiske intellekt en vederstyggelighed.

Sammen skulle den uhellige alliance af socialdemokrater, stalinister og nazister fordrive hendes tænkning fra den politiske scene, hvor de så længe havde spillet en fremtrædende rolle. Men man kan ikke slå idéer ihjel, som er i takt med historiens rytme. Undertrykkelse kan måske bryde den fysiske kontinuitet – men før eller siden knyttes båndene igen. Socialdemokratiets ideologiske tiltrækningskraft er skamferet af årtiers stadigt mere borgerliggjorte klassesamarbejdspolitik, stalinismen ligger i ruiner, selvom det kinesiske og cubanske bureaukrati stadig lever.

Og nazismen tiltrækker blot skumle elementer. Sammenholdt med alt dette fremstår Rosa Luxemburgs tænkning som både frisk og vital, netop fordi hun tager vores epokes mest grundlæggende problemer op og viser den eneste mulige vej ud af den blindgyde, som vores tid har forvandlet sig til: den socialistiske revolution.

Ingen ringere end Lenin – som ofte havde kontroverser med Rosa Luxemburg, men til trods for evindelige myter om det modsatte grundlæggende delte hendes verdensbillede – sammenlignede hende engang med en ørn. Og tilføjede:

»Ikke blot vil hun altid være et kært minde for kommunister over hele verden, hendes biografi og den komplette samling af hendes arbejde... kommer til at være et virkeligt anvendeligt redskab i skolingen af mange generationer af kommunister over hele verden.«

Oversat fra svensk af Nina Trige Andersen. Den originale artikel findes på siden www.marxistarkiv.se, som også indeholder en række andre historiske og teoretiske tekster. Første gang bragt i Socialistisk Information nr. 214, januar 2007.

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: jq0UJn
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk