RELATEREDE ARTIKLER

En vej ud af krisen? Hvilken løsning for arbejderbefolkningen? Efter generalstrejken 28. april Brasilien ramt af første generalstrejke i 20 år Bliver Venezuela til et diktatur? Sandinisme eller "Danielisme"? Masseprotester over hele Mexico mod ”gasolinazo” - prisforhøjelser på el og benzin Historisk revolutionært massemøde Fidel Castro er død Skal vi stemme eller lade være? Temer opretter en komité for racerenhed Hilser freden velkommen, men presser på for social retfærdighed Bittersød eftersmag En blå bølge "Jordskredsvalget": Den bolivariske proces i krisetider »Vi vil have en hård venstrefløj, som fordømmer den politiske kaste og kæmper med arbejderne.« ”Der er ingen vej tilbage” "Hverken den 13. eller den 15. repræsenterer os" Vejen til folkemagt? Cuba: En sejr og et par risikomomenter Hvad har menneskerettighederne at gøre med en kanal i Nicaragua? Krise og modstand i Mexico Genvalg til Morales - revolutionær forandring stadig på dagsordenen? Den aktuelle debat handler om, hvordan man stopper offensiven fra den neoliberale højrefløj Kan et land have en revolutionær stat og en kapitalistisk økonomi? Vores Cuba Hernandez godkendt som vinder, anklager om valgsvindel Juni-vinden blæser stadig Da Pinochet inviterede nyliberalismen Ingen fredelig vej til socialisme Den folkelige opstand er retfærdig! Stop undertrykkelsen! Historien om en revolutionær Nyt politisk landskab i Mexico Nederlag for højrefløjen, udfordringer til venstrefløjen “7. oktober: Chavez som præsident – 8. oktober: Ud med bureaukraterne” Argentinas eksempel fra 2001 Rio +20 og videre frem Topmøde i Venezuela starten på “ny historisk fase” Nye perspektiver for den antikapitalistiske venstrefløj Udsigt til et socialt og politisk forår Humalas sejr - et ryk til venstre Den neoliberale strategi slog fejl i Cuba Et farligt og modsætningsfyldt dokument Den venezuelanske revolution PT-valgsejr med bismag Venstrefløjen vinder valget, men højrefløjen gik frem Revolutionens udfordringer Den internationale situation sommeren 2010 Forsvar og styrk den bolivarianske revolution med et bevæbnet og mobiliseret folk Cochabamba viser vej Lav en aftale om jordens overlevelse! Solidaritet med indfødte folk fra den peruanske regnskov Konsolidering af kuppet i Honduras? Uafhængig kandidat udfordrer de to blokke Tiltrængt demokratisering af medierne Det herskende oligarkis kup Nationaliseringer og klassekamp Venstrefløjen sejrede Morales vandt – igen Alle er enige: De andre tabte Fri abort stoppet af veto Regionalvalg i Venezuela Mexico i krig Livet efter Fidel Hugo Blanco – arresteret og løsladt Peruviansk bondeoprører arresteret Karakteristiske træk ved erfaringerne fra Venezuela, Bolivia og Ecuador Historisk afstemning viser vilje til forandring Karakteristika ved udviklingen i Latinamerika Venezuelas arbejderbevægelse ved en skillevej Venezuelas revolution i krydsild Falliterklæring for Chavez?

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Venezuela | Latinamerika

09.03.13 | Roberto Lopez

Tip en ven      |    Print  

Venezuela: Efter Chavez: Et muligt scenarie

Et Venezuela uden Chavez ved magten vil betyde begyndelsen på en periode med dybtgående ændringer i det politiske lederskab af den bolivarianske revolution. Denne periode kan vare adskillige måneder eller endda år.

Denne artikel er skrevet den 7. januar 2013, altså før Hugo Chavez døde, men på et tidspunkt, hvor hans sygdom så ud til at udelukke et politisk comeback. Forfatteren er medlem af Marea Socialista, en venstreorienteret tendens inden for Venezuelas Socialistiske Enhedsparti PSUV).

Det nylige og rungende valgnederlag for oppositionen i oktober og december betyder, at fokus bliver på debatten inden for Chavez-lejren. Den vil fortsætte i mindst flere måneder og måske et år eller to. For øjeblikket er højrefløjen ikke i en politisk position, hvor den kan handle offensivt for at genvinde magten i landet, men denne svaghed kan selvfølgelig ændre sig med tiden.

Vi kan udlede heraf, at den nuværende Chavez-venlige ledelse anført af Maduro og Cabello vil svækkes, som tiden går. Årsag: Ingen af dem har Chavez’ ledelsesmæssige egenskaber, og derfor kan ingen af dem etablere den konsensus, som eksisterede med Chavez ved magten. Når konsensus forsvinder, vil der ske en nedbrydning af lederskabet i de nationale, regionale og lokale institutioner. Generelt kan man sige, at den langsigtede fortsættelse af den bolivarianske revolution ikke er sikret med det nuværende lederskab, som har udgjort Chavez’ inderkreds og hans nærmeste miljø i de sidste 14 år. Vi vil se en vedvarende regeringskrise, som vil føre til konstante nye arrangementer, hvor aktørerne og tendenserne ikke kan forudsiges præcist.

Flere processer vil finde sted samtidigt:

a) En intern kamp for en omfordeling af magten inden Chavez-lejren (omfordeling af kontrollen over statsinstitutionerne og om den faktiske kontrol med det nationale budget). Selv om de kan blive enige om at dele kagen på en bestemt måde, så vil der komme kraftige konflikter, fordi landet ikke er en sum af enkeltdele, men en organisk helhed. Disse sammenstød vil i starten blive forliget, men vil med tiden komme mere frem i offentlighedens lys. Det vil endda kunne føre til scenarier som for eksempel angreb på bestemte ledere inden for Chavez-lejren.

b) Dette lederskab for alle de venezuelanere, som støtter den revolutionære proces, vil forfalde. Det kan ske på grund af regeringens manglende evne til at indfri de folkelige krav i forhold til kritiske spørgsmål, for eksempel arbejdskonflikter og kollektive aftaler med centrale dele af staten (lærerne, akademikere, industrierne i Guayana [vigtig by ved Orinoco- og Caroniflodernes udløb med store stål- og aluminiumsfabrikker, oa.]). Chavez vil ikke længere være der til at dæmpe gemytterne med omkvædet om at ”det vidste præsidenten ikke” eller ”de overholder ikke præsidentens direktiver”. Bureaukratiets fejltagelser vil ikke blive tilgivet af folk, sådan som det skete, da Chavez havde et fast greb om nationens lederskab.

c) En omfattende konspiration fra “imperiet” (især USA) for at infiltrere de forskellige civile og militære kredse, som støtter Chavez, med det formål at vende den revolutionære proces. Det kan suppleres med fremtidige scenarier, hvor Chavez-venlige kræfter og oppositionelle går sammen med det formål at sætte en stopper for revolutionen. I øjeblikket er disse scenarier dog ikke mulige (heldigvis), men de kan blive det i løbet af kort tid.

d) I den interne kamp inden for Chavez-lejren, vil imperialistiske kræfter og deres lokale allierede konstant forsøge at gøre deres indflydelse gældende. Imperiet vil sandsynligvis udføre aktioner på egen hånd, også voldelige, som man så kan påstå er udtryk for kampe inden for kredsen af Chavez-støtter. Formålet vil være at sætte mere ild til bålet og opmuntre til fremgang for de interne kræfter, som er mere villige til at indgå kompromisser med imperialismen.

De imperialistiske kræfter vil lede efter det rette øjeblik til at knække den bolivarianske revolution. I deres initiativer vil de ikke udelukke scenarier a la Syrien og Libyen (dvs. skabe borgerkrig) for at vælte den bolivarianske regering og genoprette imperialistisk herredømme over Venezuela.

Med andre ord, så åbner fjernelsen af Chavez op for muligheden af et scenarie med usikkerhed og politisk krise i Venezuela, som alvorligt truer fortsættelsen af den revolutionære proces og åbner døren for det internationale borgerskab og dets allierede i forsøget på at genvinde den politiske magt i landet.

Stillet over for denne kendsgerning er det afgørende, at revolutionære aktivister styrker deres aktiviteter og samarbejde, på baggrund af en bred og demokratisk debat om den politiske dagsorden, som bliver rejst af de folkelige organisationer.

En fortsat revolutionær proces vil afhænge af, at der opstår nye former for folkelig, kollektiv ledelse, som vil blive skabt i kampens hede under de konfrontationer, som vil præge de kommende måneder og år.

Hvis der ikke sker en styrkelse af et sådant alternativt revolutionært lederskab, så er det sandsynligt, at de reformistiske tendenser inden for Chavez-bureaukratiet vil ende med at blive dominerende, og at de vil presse på for en aftale med det lokale borgerskab og USA-imperialismen som en udvej til at “redde” den bolivarianske proces.

Hvis denne tendens slår igennem, så vil imperialismen gradvist overtage magten, og de reformistiske ledere i Chavez-lejren vil efterhånden blive erstattet af mere pålidelige traditionelle borgerlige ledere. Den proces vil kunne tage flere år, sandsynligvis hele præsidentperioden (2013-2019).

Redskaberne til at undgå dette vil altid være at styrke den folkelige bevægelse på grundlag af et virkeligt revolutionært program. Dette kan ikke bygge på små og undselige grupper eller tendenser, som eksisterer indenfor eller uden for PSUV. Det vil afhænge af en massiv samling af revolutionære aktivister (også militæret) og sociale organisationer for at modstå den imperialistiske konspiration og den reformistiske forsoning.

I denne strategi – som jeg tror er det eneste alternativ for at redde revolutionen – må vi forsøge os med alle redskaber til at udøve demokrati og gå efter den bredest mulige konsensus for at opnå aktionsenhed i alle dele af landet

7. januar 2013.

Artiklen blev første gang offentliggjort på spansk på la.guarura.net og er senere oversat til engelsk af HavanaTimes.org. Oversat fra engelsk af Karina Skov

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 33

Intet pusterum til Lunde Larsen - For en skånsom og dedikeret hav- og fiskeripolitik

Den nyeste tumult i regeringen, efter at Karen Ellemann har måttet overtage fiskerimisteriet, og udenrigsministeriet fiskeristyrelsen, fra Esben Lunde Larsen, er udtryk for en virkelig skandale. Siden det i dølgsmål lykkedes den daværende VK-regering at privatisere den danske fiskebestand i 2007, har en systematisk privatisering af havet været på dagsordenen. Men privateje og profit er i direkte konflikt med den mest effektive og omsorgsfulde håndtering af vores fælles hav. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.