03.08.13 | Örn Ólafsson

Tip en ven       |     Print  

Kulturstalinisme: En socialistisk kunst?

Mange revolutionære, som har forkastet stalinismen, holder stadig fast i nogle af dens forestillinger. Blandt disse kan nævnes forestillingen om en socialistisk kunst og litteratur under kapitalismen.

Man forsøger jo at vinde folk for revolutionen. Hvorfor skulle man så ikke hylde kunstnere, som allerede går ind for revolutionen, og anse deres værker for at være revolutionære?

Ja, det er der en grund til. Karl Marx sagde jo, at i et klassesamfund hersker der et idésystem (en ideologi), som retfærdiggør klassedelingen. Han undtog ikke arbejderklassen, og det er en revisionistisk (socialdemokratisk) vildfarelse at antage, at arbejderklassen i et kapitalistisk samfund har en sund, socialistisk holdning, en spire til fremtidens socialistiske samfund. Denne holdning skal så bare aktiveres, og til det behøver vi et socialistisk kunstværk.

Denne opfattelse fører til en dyrkelse af arbejderklassens aktuelle ideer og holdninger, som faktisk er i takt med klassesamfundet. Således forsøger denne ideologi at fastholde arbejderklassen i kapitalismens folder! Det kræver en langvarig revolutionær kamp at frigøre sig fra den borgerlige ideologi.

Vi kender denne holdning godt fra Socialdemokratiet. Det har i årtier arbejdet på en modkultur indenfor kapitalismen, bygget på arbejderklassens "sunde bevidsthed". Arbejderlitteratur, arbejdermusik, arbejdernes bryggerier og rejsebureauer, alt skulle være selvstændigt. Men naturligvis var alt dette underordnet markedssamfundets mekanismer og kunne kun overleve ved udbytning af arbejderne. Så disse foretagender tjente mest til at indordne arbejderbevægelsen under kapitalismen.

Lad os huske, at det kapitalistiske samfund hele tiden har indflydelse på os, på mange forskellige niveauer. Alle vil vi jo se godt ud, for at indgyde respekt og tiltrække en partner. Alle ønsker sig et arbejde, som udfordrer og udvikler ens evner, og hvem vil ikke have en god løn? Ligeledes ønsker de fleste sig en god lejlighed med tilhørende møbler og inventar, såmænd en bil. For nu ikke at tale om kulturgoder, bøger, musik, film.

Man er revolutionær kun en del af tiden. Og intet under, at mange går helhjertet ind for at tilpasse sig systemet bedst muligt og profitere på det. I barndommen er alle jo konservative, går ind for at bevare og dyrke de ting de har lært. Det kræver en indsats at frigøre sig fra denne konventionalisme.

Når nu en revolutionær giver efter for disse følelser, betyder det slet ikke, et hun eller han bør melde sig ind i det Konservative Folkeparti eller Venstre. Men det skader ikke at være bevidst om disse stærke samfundskræfter, tværtimod, den bevidsthed gør bare en mere selvstændig.

Naturligvis er der intet imod, at en revolutionær skriver en roman. Og den behøver oven i købet ikke nødvendigvis være bedrevidende eller belærende, således at læserne bliver passive modtagere, hvilket jo passer den borgerlige tankeverden som fod i hose. Nej, selv hvis den udfordrer læserne til selv at tænke over samfundsproblemer, så er det ikke kun den slags litteratur, som hjælper til det. Også en reaktionær roman kan afsløre den ideologi, den bygger på.

Som den russiske læge Bogdanov sagde for et århundrede siden: "Den borgerlige ideologi omgiver os på alle ledder og kanter. Hvad kunne bedre afsløre den end et kunstværk, som er gennemsyret af denne ideologi? En kritisk tilegnelse af det, lavet i fællesskab, fører til forståelse af den borgerlige ideologi."

Det væsentlige i socialistisk kultur, det er modtagelsen, den bør være kritisk og fælles, ikke bare en stempling, men en undersøgelse af et kunstværks ideologiske positioner, hvor man anerkender dets kvaliteter.

Og hermed kommer vi til de revolutionæres evindelige problem: "Vi har jo den rigtige politik, men hvordan når vi folkemasserne?" Og så føler man sig skyldig, for noget må man jo gøre galt. Masserne har jo den rigtige tankemåde, godt nok latent, den må vækkes, men hvordan? Ved en rigtig god revolutionær roman? Film?

Nej, masserne i et kapitalistisk samfund har en borgerlig tankemåde. Vi skal slet ikke nærme os den. Vi skal tale til almuens egennytte, hjælpe til at organisere den for at kæmpe for egne interesser, i penge og fritid. De norske maoister, AKP, sagde, at fagforeninger var kapitalismens grundstøtter. Og naturligvis er de en del af kapitalismen. De er arbejderklassens redskab for at kæmpe for egne interesser indenfor kapitalismens rammer. Men de er så lige så stor en del af kapitalismen, som denne dør er en del af værelset. Den tjener ikke bare til at lukke én inde i værelset, den er også en vej ud. Og í kampen for bedre løn og arbejdsforhold erfarer arbejderne, hvem der er deres venner og hvem deres modstandere.

Kort sagt, det er en vildfarelse at tro, at arbejderklassen i et kapitalistisk samfund har en socialistisk tankemåde. Denne vildfarelse er den revisionisme, som socialdemokratiet og stalinismen har til fælles. Den tjener kun til at binde arbejderklassen til en borgerlig tankeverden.

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: pcXN0h
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk