23.08.13 | Masis Kürkçügil

Tip en ven       |     Print  

Tyrkiet: Modstanden på Taksim

Der er en enorm kløft mellem den udbredte utilfredshed og den socialistiske bevægelse. Det kommer til udtryk ved, at de mennesker, der deltog i modstanden på Taksim, ikke er tilknyttet noget politisk parti. For de fleste var det også første gang, at de deltog i en politisk aktivitet. Mange gav endda udtryk for, at der er brug for et nyt politisk parti.

Trods det faktum, at der ikke åbenlyst blev udtrykt et socialt indhold under modstanden, var det et tilbagevende fokus i diskussionerne blandt unge i de forskellige parker, hvilke politiske resultater der kunne komme ud af denne modstand. Spørgsmålet er, om denne eksplosion af vrede rettet mod regeringen og frem for alt statsministeren blot vil svække regeringen en smule og samtidig styrke det største oppositionsparti, CHP, uden at omdanne sig til en politisk bevægelse – eller om vreden vil åbne op for en ny kanal for opposition.

Det er svært at lave en præcis vurdering af sammensætningen af denne bevægelse, som har spredt sig til flere byer rundt om i landet. Dog kan vi konstatere, at grupper, som kan betegnes som en nationalistisk venstrefløj og medlemmer af CHP, deltog massivt i de demonstrationer, der fandt sted i Ankara, hvor politiets fremfærd var meget mere aggressiv end andre steder.

I starten deltog også, om end begrænset, de højreekstremistiske Grå Ulve, i demonstrationerne. Men det holdt hurtigt op, efter advarsler fra ledelsen af MHP (det højrenationalistiske parti, som De Grå Ulve er tilknyttet, fik 13 procent af stemmerne ved parlamentsvalget i 2011, red.). På en temmelig mærkelig måde indtog MHP og BDP (det kurdiske parti, tilsluttet den socialdemokratsike Internationale), dermed for første gang en fælles holdning til en konkret situation.

Hvad angår den kurdiske bevægelse, forblev den på sidelinjen i starten af demonstrationerne, da den så tyrkiske flag og nationalistiske venstrefløjsaktivister, og frygtede, at det kunne skade forhandlingsprocessen. Budskabet om støtte, som Abdullah Öcalan sendte fra sin fængselscelle, var ikke desto mindre en appel, omend den kom noget sent.

Selv om der ikke var mange af dem, begyndte unge kurdere at dukke op i gaderne med deres danse [halays], og befandt sig for første gang nogensinde ved siden af den nationalistiske venstrefløj i festlighederne.

Mangfoldighed, solidaritet og tolerance
Men der var langt flere end de sædvanlige elementer (socialister, den nationalistiske venstrefløj, den kurdiske nationale bevægelse og CHP-tilhængere), som deltog i denne bevægelse. Det var således takket være de nye deltagere kampen, at en så heterogen mængde formåede at samles. Selv ikke barrikaderne var bygget kun af venstrefløjsaktivister: Igen var der tale et bredt spektrum fra LGBT-aktivister til folk, der deltog i en politisk aktivitet for første gang.

Nogle særlige grupper kom i forgrunden, de mest populære var fans af fodboldsklubben Besiktas, kendt som Carsi (med bogstavet A skrevet som et anarkistisk symbol). Denne gruppe, som allerede havde givet udtryk for sit engagement i forhold til en lang række sociale spørgsmål, blev en legende i Taksim-modstanden. De sange mod politiet, som denne gruppe lavede, med deres erfaringer fra konfrontation i forbindelse med fodboldkampe, var på alles læber under demonstrationerne.

Desuden blev antikapitalistiske muslimer, som er begyndt at markere sig i venstrefløjs-tidsskrifter og -aviser samt på tv, og ved at deltage i 1.maj-demonstrationer de seneste år, et centrum for interesse i denne modstand. Under en religiøs fest under Taksim-oprøret, begyndte unge fra Gezi Park at uddele sesamkager (et religiøst symbol for festligheder) til andre demonstranter, for at vise, at alle respekterede deres religiøse praksis, uden nogen anmodning herom fra muslimerne.


Feminister og LGBT-bevægelsen greb muligheden for at give sig til kende. I begyndelsen var der ingen fælles slogans, som de brede masser kunne tage op, så fornærmelser erstattede disse. Feministerne fjernede sexistisk og uanstændigt graffiti, for at vise de unge, hvordan man kan rette deres sprog. Og de unge fulgte stort set denne fremgangsmåde.

Bevægelsen mest alvorlig forsømmelse var ikke at danne græsrodskomiteer, som kunne have opbygget en koordinering med stærk repræsentativitet. I øjeblikket forsøger forskellige fora i de omkringliggende parker at håndtere denne mangel. Det er uden tvivl svært for en så bred bevægelse at danne en sådan koordinering, har, men det ville have været vigtigt, for at imødegå politiets angreb og for at holde bevægelsens dynamik i live.

Oprettelsen af gratis suppekøkkener, ambulatorium, vuggestue og bibliotek til den fælles hverdag førte til dannelsen af en interessant "moralsk" økonomi. Selv om det fælles liv i Gezi Park i disse dage udviklede forskellige eksempler på praktisk solidaritet, som omfattede meget forskellige sektorer, og til en vis grad med direkte demokrati, så dukkede der ikke "venstrefløjs"-krav eller –spørgsmål op.

Socialisternes rolle
Erdogan forsøgte at skyde skylden for begivenhederne den radikale venstrefløj, men det svarede ikke til virkeligheden. I de seneste år er 1 maj demonstrationer blevet en lejlighed for den socialistiske bevægelse til at måle sin styrke. Demonstrationerne, som undertiden fandt sted med deltagelse af højreorienterede fagforeninger og nysgerrige (som blev talt med blandt deltagerne), blev blot scener for konfrontation med politiet. De blev derefter set som en magtdemonstration og intet mere.

Dette år havde Erdogan lukket Taksim-pladsen, der var åben for demonstrationer sidste år. Politiet spærrede adgangen til pladsen, og demonstranterne lykkedes kun lige at nå til Besiktas’ stadion, lige under Taksim, hvor selv parlamentsmedlemmer fra CHP blev udsat for tåregas. En måned senere ændrede modstanden på Taksim pladsen til en befriet zone, omgivet af barrikader, hvor sikkerhedsstyrker og politi ikke kunne sætte foden for et par uger! Det er noget, den socialistiske bevægelse aldrig kunne have gjort.

Selv om socialistiske aktivister deltog massivt (i hele landet) i modstanden på Taksim, så udgjorde den samlede andel af socialistiske aktivister aldrig mere end 10 procent af alle demonstranter. Da begivenhederne tog fart, dukkede forskellige socialistiske grupper og partier op på Taksim-pladsen med deres flag. Nogle af disse forholdsvis små grupper, som slog sig ned mest i udkanten af Taksim-pladsen og Gezi Park, lykkedes at blive fuldgyldige komponenter i bevægelsen, men de fleste blev aldrig mere end "gæster", mens andre ikke var i forreste række i de fysiske konfrontationer med politiet.

Akademiske studier om sammensætningen af demonstranterne har vist, at snarere end at gå efter et socialt eller politisk resultat, så vendte de unge sig først og fremmest imod regeringens indgreb i alle hverdagslivets områder, som det blev legemliggjort af Erdogans paternalistiske og autoritære personlighed. Det største krav var frihed. Selv om de ikke så de socialistiske grupper som en del af det politiske system, de var imod, så så de dem heller ikke som dem, der var i stand til at bidrage til løsningen af deres problemer.

Den socialistiske venstrefløjs største fordel var at deltage i bevægelsen som en legitim komponent. Men de flag og slogans, de ønskede at pådutte folk, blev trods dette ikke virkelig værdsat!

Af de tre vigtigste socialistiske grupper, deltog kun det kommunistiske parti TKP i parlamentsvalget i 2011 (og fik kun 0,14 procent eller 60.000 stemmer, 25.000 færre end i det foregående valg). Hvis Frihed- og Solidaritetspartiet (ÖDP) havde været i stand til at deltage, ville det sandsynligvis have fået et lignende resultat. Hvad angår Fællesskabs Husene (Halkevleri), der præsenterer sig selv som en bevægelse og ikke et parti, ville deres sociale vægt uden tvivl givet dem en lignende procentdel. Under disse omstændigheder havde ingen af disse bevægelser mulighed for at foretage et spring fremad. Selv om de kunne have dannet et fælles parti ville de ikke udgøre en tiltrækningskraft.

Valget af en uafhængig socialistisk kandidat til parlamentet efter en kampagne i en enkelt valgkreds i Istanbul, med deltagelse af brede socialistiske og andre sektorer, men frem for alt takket være de kurdiske stemmer (den kurdiske bevægelse begyndte denne kampagne), står stadig som en betydelig erfaring for os.

Det er ikke muligt i Tyrkiet at finde bare skyggen af et Syriza, båret frem af en kampstemning mod krisen. Hver af de vigtigste socialistiske organisationer har et vælgergrundlag på bare 0,5 procent. Således er det let at forstå, hvorfor de ikke kunne udgøre en tiltrækningskraft for demonstranterne, selv i samlet flok.

Den socialistiske bevægelse manglende evne til at føre mindst en forenet kamp har afsløret en af sine svagheder under modstanden i Taksim. Hvis et troværdigt alternativ ikke kan oprettes, også at bringe i de nye elementer, der opstår modstand, vil det blive sværere og sværere at stå over for en ordning, der vil blive mere undertrykkende i den kommende periode.

Den socialistiske bevægelses manglende evne til at føre en samlet kamp har afsløret en af dens svagheder i løbet af modstanden på Taksim. Hvis et troværdigt alternativ ikke bliver opbygget, også med nye kræfter fra modstanden, så vil det blive stadig sværere at stå op imod et regime, som vil blive mere repressivt i den kommende periode.

Den sociale modstand, som I de senere år har begrænset sig til kampe mod vandkraftværker, fejlslagne strejker og rutineprægede maj-demonstrationer, har med Taksim modstanden genvundet en ny selvtillid.

Den socialistiske bevægelse må nødvendigvis løse problemet med at opbygge et alternativ, som kan møde udfordringen i de kommende valg. Men det kræver en omstrukturering, at det lykkes at deltage i kampe på nye områder, og at man ikke begrænser til de nuværende kræfter. Taksim har vist, at det er muligt at vinde, hvis vi kæmper. En styrkelse af denne nye position vil kræve nye og integrerede kampe, som ikke begrænser sig til spørgsmål om frihedsrettighederne, men som også fremfører sociale krav.

Oversat fra International Viewpoint af Karina Skov

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: Rxz8kI
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk