08.09.13 | Martin Hammer

Tip en ven       |     Print  

Chile 1973: Ingen fredelig vej til socialisme

Den chilenske vej til socialisme druknede i blod, da Pinochet støttet af USA tog magten ved et kup den 11. september 1973, og med kuppet mistede det borgerlige demokrati sin uskyld. Unidad Populars regering var et forsøg på en demokratisk og fredelig overgang til socialisme. Kuppet i Chile definerede spørgsmålet: Kan vi stemme os til socialisme?

Den chilenske arbejderbevægelse var uden tvivl den stærkeste i hele det kapitalistiske Latinamerika, da Salvador Allende vandt præsidentposten i 1970. Arbejderklassen byggede på en lang og stærk tradition. Organiseringen i fagforeninger fik allerede sin spæde start i slutningen af 1800-tallet, da arbejderne i de nordlige kul- og salpeterminer dannede landets første fagforeninger. I 1904 dannede 15 fagforeninger en national sammenslutning, og i 1909 blev den første faglige landsorganisation dannet sammen med Chiles Socialistiske Arbejderparti, der efter Første Verdenskrig tilsluttede sig Tredje Internationale og siden blev et Moskvatro kommunistparti (i dag PCCh).

Arbejderklassen opnåede allerede i 1920’erne en række sejre som 8 timers arbejdsdagen og forskellige sociale reformer. Allendes Socialistparti (PS) blev dannet i 1933 og har siden været et uafhængigt socialistparti. De to partier stillede siden 50’erne op sammen i kampen om præsidentvalget. Chile adskilte sig med sin lange demokratiske tradition og stærke organiserede arbejderklasse voldsomt fra den typiske sydamerikanske model med militærkup og voldsom undertrykkelse, og siden 1932 havde militæret ikke blandet sig i nogen regerings politik.

Stor opbakning
Salvadors Allendes valgsejr var kulminationen på et stærkt opsving i klassekampen med en række strejker og godsbesættelser. Kort tid efter indsættelsen af Allende som præsident i november 1970 påbegynder regeringen en nationalisering af monopolistiske virksomheder. De vigtigste kul-, salpeter- og jernmalmsminer nationaliseres, og gennem opkøb af bankaktier opnår regeringen kontrol over en væsentlig del af banksystemet. De store godsejeres jorder eksproprieres, og andre jordreformer igangsættes, dertil kommer et storstilet boligprogram.

Indkomststrukturen ændres til fordel for arbejderne og de fattigste gennem lønstigninger og stigning i mindstelønnen, familietilskud og pensioner. I juli 1971 nationaliseres også de største kobberminer. Inflationen nedsættes kraftigt gennem et prisstop. Indenfor det første år formår Allende at styrke den industrielle produktion gennem den øgede købekraft og en bedre udnyttelse af produktionsmidlerne – på trods af kapitalflugt og økonomisk sabotage fra kapitalisternes side.

Selvorganisering og modoffensiv
Alt dette betød en voldsom stigning i regeringens popularitet og opbakning. Ved lokalvalget i marts 1971 steg tilslutningen bag Unidad Popular (note 1) med 13 procent til næsten 50 procent af de samlede stemmer. Der skete en omfattende organisering af befolkningen, og der blev oprettet lokal organisering af magt i bonderåd, forbrugerkomiteer, fabrikskomiteer og industriråd. Den proces, der var sat i gang, betød en mobilisering af bønder, arbejdere og slumbeboere med fabriksbesættelser, jordovertagelser og boligbesættelser.

Efter valgsejren i 1970 startede borgerskabet straks en modoffensiv med kapitalflugt, og mange godsejere lod markerne ligge brak og undlod at opdrætte kvæg for at svække Allende. Oppositionen var dog temmelig splittet i starten. Men i løbet af 1971 skærpedes konflikten med stigende sabotage af økonomien. Borgerskabet samles i en modoffensiv i samarbejde med CIA i et organiseret og finansieret oprør mod regeringen.

Oktoberstrejken
En vognmandstrejke startede i oktober 1972 efter inspiration og økonomisk støtte fra USA og truede med at paralysere landet fuldstændigt. Chile er med sin geografiske facon og infrastruktur helt og aldeles afhængig af lastbiltransport.

Men et voldsomt opsving i virksomhedsbesættelser af de fabrikker, der lavede produktionsstrejke, sikrede produktionen. Gennem arbejderkomiteer (Cordones Industriales), koordineredes produktionen, og Folkemagtsorganisationer (Commandes Populares) brød vognmandsstrejken. JAB (Juntas de Abastamento) fordelte forbrugsgoderne i boligkvartererne, og således formåede befolkningens selvorganisering at holde samfundet i gang. Alligevel betød strejken varemangel, og borgerskabets kvinder blev sendt på gaden for med gryder i hånden at kræve regeringens afgang.

Manglende støtte
Denne omfattende selvorganisering kunne Unidad Popular have styrket betragteligt og derved have styrket den chilenske økonomi overfor den økonomiske sabotage. Men i stedet for at bygge på den mobilisering, der reddede regeringens liv, gav regeringen indrømmelser overfor borgerskabet i håb om, at de ville indstille sin offensiv. Allende indsætter tre generaler i regeringen i november 1972 og udnævner Augusto Pinochet som de væbnede styrkers øverstbefalende.

Kommunistpartiet udsender en erklæring om, at landet nu er vendt tilbage til normale tilstande og opfordrer arbejderne til at tilbagelevere de besatte fabrikker, hvilket arbejderne modsætter sig. Unidad Popular laver antivåben-love vendt mod selvorganiserede folkemilitser, som giver militæret og politiet vide beføjelser.

Splittelse på venstrefløjen

Trods den defensive linje formåede Allendes Unidad Popular ved parlamentsvalget i marts 1973 at øge sin opbakning til 44 procent af stemmerne, men i stedet for at udnytte denne opbakning til en offensiv, og til en konsolidering af de opnåede resultater, fortsatte regeringen med sine indrømmelser overfor borgerskabet, og det skabte splittelse blandt de kæmpende.

I regeringen opstod også splid. Allende, der indtil sin død under kuppet den 11. september 1973 havde en blind tiltro til, at militæret ville respektere grundloven og den til enhver tid siddende regering, samt det Moskvatro kommunistparti, stod for den reformistiske linje med indrømmelse overfor højrefløjen og militæret, mens der hos store dele af Allendes parti, socialistpartiet, venstrefløjen i MAPU (der sprænges) og i Kristelige Venstre skete en radikalisering. MIR (Movimiento Izquierda Revolucionario), som hele tiden havde stået udenfor regeringen og længe havde kritiseret reformismen i regeringen, opnår en voldsom fremgang.

USAs undergravende virksomhed
Det fremgår af nu offentliggjorte papirer fra CIA (note 2), at allerede under valgkampen 1970 havde CIA og USA brugt en masse penge på at miskreditere Allende og Unidad Popular. Og siden Allende havde vundet præsidentvalget, havde USA forsøgt at forhindre indsættelsen af ham og forsøgt at destabilisere landet. Der blev efterhånden udviklet en stærk ideologi – også indenfor de væbnede styrker – om loyalitet mod de valgte regeringer. Det er karakteristisk, at de væbnede styrkers øverstkommanderende i 1970, René Schneider, gang på gang præciserede dette og var den vigtigste hindring for CIA’s kupplaner efter valget af Allende. Schneider blev ryddet af vejen ligesom den næstsidste repræsentant for denne ideologi, øverstkommanderende Carlos Prats. Han blev presset ud i august 1973, for at kuppet kunne gennemføres med en samlet hær.

Senere kom det for lyset, at det amerikanske teleselskab ITT og Pepsi Cola (note 3) var indblandet i mordet på Schneider, og at selskaberne havde tilbudt CIA store summer for Allendes fald. Under Allende formår Washington at standse alle kreditter fra såvel amerikanske banker som udenlandske kreditinstitutioner.

Prøvekup
I marts 1973 trækker militæret sig fra regeringen, og den 29. juni forsøger det 2. panserregiment i Santiago et kup. 150 soldater angriber regeringsbygningen. Kamphandlingerne varer 3 timer. Allende beordrer arbejderne til at forsvare regeringen, »med alt hvad der er for hånden«. Den nationale fagforeningssammenslutning CUT opfordrer arbejderne til at besætte fabrikkerne.

En ny vognmandsstrejke starter i juli, og lederen fra det største oppositionsparti, de kristelige demokrater, Aylwin, opfordrer nu åbent militæret til at gribe ind. Arbejderne afstår stadig fra at aflevere de besatte fabrikker, og hæren laver razziaer med Allendes antivåbenlov i hånden, hvor forsvarsgrupper på fabrikkerne efter kupforsøget bliver effektivt undertrykt, fængslet eller dræbt.

Kuppet
Unidad Populars venstrefløj forsøger sammen med MIR at arbejde politisk blandt menige soldater og underofficerer, men hæren griber hårdt ind og arresterer, torturerer og henretter adskillige anklaget for mytteri. Samtidig optrapper højrefløjen i august og september 1973 sabotager mod olieledninger, elmaster, jernbaner og offentlige bygninger. Hæren angriber konstant de besatte fabrikker i søgen efter våben og med betydeligt svækkede arbejdermilitser og med en amerikansk flådeøvelse ud for Santiagos kystby Valparaiso gennemfører militæret den 11. september 1973 et blodigt kup.

Under Augusto Pinochets ledelse bliver tusinder af venstrefløjsaktivister myrdet. Hundredtusinder bliver fængslet og tortureret, og al modstand bliver brutalt nedkæmpet. Alle UPs reformer ophæves, fabrikker bliver tilbageleveret, og fagforeningerne undertrykt. Udenlandske virksomheder får frie hænder, reallønnen falder til det halve, og arbejdsløsheden stiger til 25 procent, og mange års militærdiktatur hærger landet.

Hvad gik galt?
Allendes forståelse af socialisme var i høj grad båret af socialisme fra oven og via den parlamentariske vej, og som et samarbejde mellem alle klasser. I en tale i 1971 fortæller Allende: »I dag er Chile det første land i verden, der vil skabe en anden vej til socialisme«… »Skeptikere og katastrofeteoretikere vil hævde, at et parlament, som har tjent den herskende klasse så godt, ikke vil være i stand til at omdanne sig til et parlament for det chilenske folk. Det er blevet sagt, at de væbnede styrker og politiet ikke vil støtte folket i dets ønske om at opbygge socialisme i vort land. Disse folk overser de væbnede styrker og politiets nationale bevidsthed, deres professionelle tradition, og deres accept af civilt styre.«

Allende undervurderede fatalt, hvilket barbari imperialismen kunne præstere. Den borgerlige stat har til formål med alle midler at beskytte den borgerlige samfundsorden. Det er uansvarligt at afskrive sig enhver form for magtanvendelse, når projektet er en samfundsomvæltning til et socialistisk samfund. Regeringen modarbejder befolkningens selvorganisering, da processen er i gang og går aktivt ind og afvæbner magtorganer som arbejder- og folkemilitser. Allende forsømmer at benytte det mislykkedes kup til at rense ud i militæret.

Allendes klassesamarbejde berøvede arbejderklassen sin ledelse i kampen mod borgerskabet. Trods opbakning kæmpede de videre, men svækket uden UPs opbakning. Konfrontationen ville komme under alle omstændigheder, men hvis man havde forberedt sig på den, var det ikke sikkert, at udfaldet ville have endt i samme tragedie. Allende banede – med sine illusioner og manglende forudseenhed – vejen for en blodig konfrontation.

Artiklen har tidligere været bragt i Socialistisk Information nr. 179, september 2003.

Noter
1. Unidad Popular (Folkefronten): Regeringskoalition bag Allendes bestående af Allendes Partido Socialista (Socialistpartiet), Partido Comunista (Kommunistpartiet), MAPU (Movimiento Accion Popular Unitario), Izquierda Cristiana (Kristeligt Venstre).

2. Papirerne afslører i detaljer USA’s indblanding i Chile i 1968-1991. »Initiativer, der blev godkendt af den amerikanske regering i denne periode, forværrede den politiske splittelse og havde indflydelse på Chiles langvarige tradition for demokratiske valg og respekt for den forfatningsmæssige orden og lovens bogstav,« hed det i en erklæring fra Det Hvide Hus, der blev udsendt sammen med frigivelsen af omkring 16.000 dokumenter. (Information 15. nov. 2000)

3. Ifølge nu offentliggjorte papirer fra CIA og interview med USA tidligere ambassadør i Chile Edward Korry, ifølge Information 25. november 1998.

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: UcG4ym
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk