22.02.14 | Dan La Botz

Tip en ven       |     Print  

USA: Jagten på en ny uafhængig politik

Amerikanernes utilfredshed med den nuværende politiske tilstand har vist sig på mange måder de seneste år, især inden for de to store partier. På højrefløjen har vi haft Tea Partybevægelsen, der er blevet en markant kraft inden for det Republikanske Parti. På venstrefløjen fandt den mest slående udvikling sted ved valget til borgmesterposten i New York med jordskredsejren til demokraten Bill de Blasio (med 73,3 procent mod 24,3 til modkandidaten).

Man var blevet trætte af den republikanske milliardær Michael B. Bloomberg (den syvende rigeste mand i USA, den 13. rigeste i verden) – en borgmester, der havde sørget for de rigeste på bekostning af de fattige. Newyorkerne stemte i november på de Blasio, der kørte kampagne på et grundlag, der gik imod den stigende økonomiske ulighed i byen. Fra at være tidligere aktivist, der havde været i Nicaragua som støtte for den sandinistiske revolution i 1980’erne, havde de Blasio udviklet sig til en mainstream Clinton-demokrat. Men på et populistisk program vandt han opbakning fra byens multietniske arbejderklasse.

På samme tid, og måske vigtigere i det lange løb, er amerikanerne vidne til nye former for politiske kampagner og udtryk for, at man søger efter en uafhængig politikker. Kombinationen af den økonomiske krise i 2008, nedskæringerne fra både Demokraterne og Republikanerne, og den stadige racisme mod afro-amerikanere har fået forskellige grupper fra venstrefløjen, arbejderklassen og blandt sorte til at forkaste den eksisterende model med to partier og skabe nye politiske redskaber. Nogle af disse bestræbelser er mest lokale, andre er små i omfang, og næsten alle har en foreløbig karakter. Men de kan måske repræsentere en voksende tendens i et land, der siden 1920’erne har været domineret af to kapitalistiske partier i et samfund, hvor de svageste sjældent har haft deres egen politiske stemme.

Mange radikale og venstreorienterede tror stadig på, at progressive socialpolitiske bevægelser kan og skal oprettes inden for det Demokratiske Parti. I Jackson (Mississippi), en by på 175.000 indbyggere, med 59 procent hvide og 37 procent sorte, stillede Cokwe Lumumba op som borgmester i foråret 2013. Han er menneskerettighedsadvokat og mangeårig sort nationalist, tidligere leder af The Republic of New Africa. Hans valgkampagne byggede på Jackson People’s Assembly, som igen er et projekt udsprunget af Malcolm X Græsrodsbevægelsen.

Kampagnens ”Jackson Plan” kræver deltagerdemokrati, en solidarisk økonomi, og en bæredygtig udvikling kombineret med en progressiv lokal organisering og politik. Lumumba vandt fem ud af syv pladser og slog sin nærmeste modstander med 3000 stemmer. Selv om hans kampagne aldrig nævnte ordet socialisme mente maoisterne, som støttede ham, at hans politik var et skridt i den retning. Andre venstreorienterede kritiserede kampagnen for, at den ikke var et brud med det Demokratiske parti.

En af de mest interessante udviklinger er den mere uafhængige rolle, som fagforeningerne spiller. Historisk har AFL-CIO og andre fagforeninger næsten udelukkende støttet Demokraterne og kæmpet voldsomt imod ethvert forsøg fra fagforeningerne på at rykke til venstre, med argumentet om at individuelle kampagner ville splitte venstrefløjen og føre til republikansk sejre. Alligevel har lokale fagforeninger i nogle områder været villige til at trodse AFL-CIO og deres egne nationale forbund og støtte grønne, socialister og uafhængige arbejderkandidater.

I Syracuse (NewYork) er de offentlige funktionærers fagforening (Civil Service Employees Association) som både er tilknyttet American Federation of State, County and Municipial Employees (AFSCME) og AFL-CIO. Denne fagforening udfordrede traditionerne og støttede Howie Hawkins, tidligere guvernørkandidat fra De Grønne, i byrådsvalget. Hawkins tabte til den siddende kandidat. Det mindede om det, der skete i Seattle, hvor det lykkedes Kshama Sawant, der var byrådskandidat for Socialistisk Alternativ, at vinde støtte fra adskillige lokale fagforeninger: AFSCME, postarbejderne, lærerne og det Internationale Broderskab af Elektrikere. Sawant vandt en sejr, der kom som en overraskelse for både hendes modstandere og tilhængere. (se note)

I Lorain County (Ohio, lidt vest for Cleveland) besluttede det lokale faglige ledelse at stille deres egen kandidat op, efter at borgmesteren havde tilsidesat byrådets aftale om at bruge lokal arbejdskraft, som var fagligt organiseret og fra minoriteterne. ”Det havde taget os tre år at forhandle denne historiske aftale hjem, og det tog dem tre dage at slå den ihjel,” sagde Joe Thayer fra kleinsmedenes fagforening. Stillet over for forræderiet fra det lokale Demokratiske Parti, besluttede fagforeningen at stille sin egen kandidat. "Det var et skridt, vi kun tog tøvende,” sagde AFL-CIO præsidenten fra Lorain County Harry Williamson ”Da lederne fra partiet (det demokratiske) bare tog os for givet og forsøgte at se stort på arbejdende menneskers rettigheder her, var vi nødt til at stå fast.” Med støtte fra fagforeningerne, et center for immigrantarbejdere og en studentergruppe fra Oberlin College, vandt arbejderlisten 24 pladser i byrådet. ”Det at stille op selvstændigt havde ikke været vores førstevalg. Men forhåbentlig kan det hjælpe med til at få de demokratiske ledere til at komme til fornuft,” sagde maskinarbejder Art Thomas. ”Hvis ikke, har vi vist dem, at vi kan arbejde sammen med vores venner og vælge vores egne folk.”

I USA hælder de fleste sociale bevægelser og fagforeningsaktive stadig til at støtte demokrater som de Blasio, eller at være tilbøjelige til at støtte venstrefløjskandidater som Lumumba, som stiller op for det Demokratiske Parti. Men det ser ud, som om tingene er ved at ændre sig, som resultat af de erfaringer, folk får med krisen, med nedskæringerne, og med Occupy-bevægelsen. Vi har set en fremvækst af et miljø af unge mennesker fra den yderste venstrefløj, multietniske, som forkaster ikke bare to-partisystemet, men også de store firmaers dominans over samfundet, forbrugerismen og miljøødelæggelser. Det nye venstre forkaster enten politik i det hele taget, eller de hælder mod at støtte nye radikale politiske alternativer. Allervigtigst er, at nogle arbejdere i fagforeningerne nu mener, at når Demokraterne forråder dem, så bliver de nødt til selv at organisere deres egne politiske alternativer.

Dan La Botz er lærer, skribent og aktivist, og i øjeblikket involveret i Occupy Cincinnati. Han er også forfatter til adskillige bøger om mexikanske fagforeninger, politiske bevægelser og politik. Han redigerer Mexican Labor News and Analysis, en on-line udgivelse fra United Electrical Workers Union (UE) og the Authentic Labor Front (FAT) på http:/www.ueinternational.org/ Han er medlem af Solidaritys landsledelse

Oversat fra International Viewpoint af engelsk af Martin Mørch.
 


Note:
Socialist vinder valg i Seattle

(bragt i kvartalsmagasinet Socialistisk Information, januar 2014)

Byrådsvalget i november i Seattle, den største by i delstaten Washington, gav et sensationelt valg til Kshama Sawant, som slog kandidaten fra det Demokratiske Parti. Sawant er medlem af den lille revolutionære organisation Socialist Alternative (tilknyttet den international Militant-tendens) og blev støttet af en række græsrodsbevægelser og andre organisationer på venstrefløjen som Solidarity and International Socialist Organization.

I ledelsen af den lokale faglige sammenslutning stemte 28 for og 21 imod at støtte hendes kampagne, men forslaget faldt på grund af en regel, der kræver to tredjedels flertal.

Ikke siden første halvdel af det 20. århundrede har en revolutionær socialist i USA haft et tilsvarende parlamentarisk gennembrud. Sawant førte en energisk græsrodskampagne med tre centrale krav: minimumsløn på 15 dollar, huslejekontrol for at sikre billige boliger og en millionærskat til at finansiere transport, uddannelse og anden offentlig service.

Sawant, som er professor i økonomi og født i Indien, var en central figur i Occupy-bevægelsen i Seattle, som blandt andet besatte en park i byens centrum i 2011. Mange af aktivisterne har siden været aktive på andre fronter: modstand mod fyringer, strejkestøtte og demonstrationer for de ansatte i fastfood-industrien og modstand mod kultransporter gennem Seattleområdet.

Byrådet i Seattle består kun af ni medlemmer, som vælges på tur for en fireårig periode. Seattle er en by helt domineret af Demokraterne. Derfor var det ikke et argument at stemme på Demokraterne for at undgå Republikanerne, som ikke har et eneste medlem af byrådet.

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: qzJVys
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk