25.02.14 | Per Bregengaard

Tip en ven       |     Print  

Debat: Darwinistisk marxisme og kristendom

En kommentar til Einar Baldvin Baldurssons anmeldelse ”En fortælling om skabelsen historien og skæbnen – Et bidrag til politisk dannelse og personlige livsanskuelser i det 21. århundrede” (Socialistisk Information 04.02.14)

Marx og Engels beundrede Darwin, men hvor vidt kan deres samfundsvidenskabelige og naturfaglige teorier forenes? Var kristendommen en progressiv historisk kraft eller skal den måles på de forbrydelser, der er begået i dens navn? Per Bregengaard kommenterer her Einar Baldvin Baldursson anmeldelse af hans bog (se Socialistisk Information 04.02.14).

En mere fremragende anmeldelse af min bog: ”En fortælling om skabelsen historien og skæbnen – Et bidrag til politisk dannelse og personlige livsanskuelser i det 21. århundrede” end Einar Baldvin Baldurssons (E.B.B.) i Socialistisk Information 04.02.14 kan jeg næppe forestille mig. Det hænger ikke kun sammen med en overstrømmende ros, som jeg naturligvis er stjerne glad for, men også, at anmelderen forholder sig til en af bogens grundlæggende hensigter: at se natur- og samfundshistorien i sammenhæng og forsøget på at give et bud på venstrefløjens teoretiske grundlag præsenteret i en konkret historisk fortælling. Mange tak for dette.

Einar Baldwin Baldursson er rosende, men ikke ukritisk. Vi er ikke altid helt enige, og kan også være uenige. Der er grundlag for en god debat om marxismens aktuelle teoretiske grundlag og vores livsanskuelser.

Marx og økologien
E.B.B. mener, at det er en forfejlet kritik, når jeg skriver, at Marx og Engels ”ikke kunne forudse, hvordan videnskab og teknologi af kapitalismen blev anvendt på sådan en måde, at selve menneskehedens livsgrundlag er truet” (se s. 54). Jeg henviser her kun til Det Kommunistiske Manifast. Faktisk har jeg tidligere inddraget Marx’ kritiske økologiske bemærkninger i Kapitalen (se s. 47). Min pointe med at bruge programmet, det politiske kampskrift er imidlertid at tydeliggøre, at Marx og Engels hovedinteresse også efter 1848 er udbytningen af arbejdskraften, den sociale elendighed, klassekampen og den socialistiske løsning.

For os under senkapitalismen handler det om en økosocialistisk løsning. Det handler ikke kun om arbejderklassens befrielse, men også om menneskehedens frelse. Det burde give et bredere grundlag for fortællingen om socialismen.

Jeg er i øvrigt enig med E.B.B. i, at hvis man fokuserer enøjet på det økologiske aspekt er der en fare for, at kapitalismekritikken forfladiges til en humanistisk, naturromantisk samfundskritik i stil med Charles Dickens opfattelse af årsagerne til og løsningen på den sociale elendighed i England i midten af 1800-tallet. Løsningerne ligger sjældent i de gode gamle dage.

E.B.B. mener, at humanistisk og naturromantisk samfundskritik sætter et vist præg på min bog, men at jeg dog indskriver mig solidt i traditionen for progressiv kapitalismekritik. Dette let kritiske skudsmål såvel som E.B.B.s påstand om en forfejlet opfattelse af Marx’ økosynspunkt er hans springbræt til vores delvise uenighed om radikaliteten i samtænkningen af naturvidenskab, især Darwin, og samfundsvidenskab, især Marx. Efter min opfattelse reducerer E.B.B. i for høj grad samfundsvidenskaben, herunder historie, til at være en art naturvidenskab og skaber på denne måde en darwinistisk marxisme.

Darwinistisk marxisme
Vi er enige om, at samfundsforandringer og ændringer i menneskets adfærd kan forstås som en tilpasning til naturforholdene og ændringerne i disse. Men det er langt fra hele historien. Vi er også enige om, hvad jeg formulerer som, at samfundets opståen skabte mennesket defineret ved en bestemt arvemasse (se bl.a. s. 111). Udviklingen af bl.a. evnen til at tilegne sig og bruge sproget forudsætter en så kompliceret gruppestruktur og adfærd, at man ikke længere kan tale om en dyreflok, men et samfund (se s. 121). Vi har et genetisk bestemt naturligt behov for anerkendelse, som er udviklet til at tøjle ”asociale” sider af den frie vilje (se s. 111f). Hvad vi bliver anerkendt for er så en ganske anden sag. Den sociale ”selektor” skaber altså mennesket. Men en darwinistisk forståelse af mennesket har efter min opfattelse dog sine klare grænser.

Vi er af kød, ben og blod, men først og fremmest er vi mennesker en historie. Menneskene og deres samfund skal først og fremmest begribes på denne baggrund. Darwins analyse af mennesket i hans bog: ”Menneskets afstamning og parringsvalget” er blottet for det historiske aspekt. Historien reduceres til social biologisk selektion (se min kritik s. 83f). ”Derfor køber jeg ikke hele Darwin-pakken”. Det er E.B.B. mere tilbøjelig til.
Uenigheden bliver mere konkret i synes på ”menneskekærligheden”. Hos E.B.B. er den genetisk funderet på baggrund af en darwinistisk selektion, altså fremelskelsen af en bestemt social adfærd. Jeg er enig i, at indlevelse i, medfølelse med andre og en uegennyttig delen ud og hjælpen har et genetisk fundament. Men dette fænomen er især bundet til de nære, til gruppen og definerede fællesskaber. Tor Nørretranders nyeste bog: ”Vær nær” er en interessant undersøgelse af dette.

Den altomfattende uegennyttige menneskekærlighed har et vist grundlag i vores natur, men er efter min opfattelse især et historisk betinget fænomen (se s. 82, 122, 193ff). Hvordan skulle vi ellers kunne være så onde ved hinanden? Ondskab kan ikke kun tilskrives unaturligheden i form af afstumpede psykopater. Alle vil i bestemte historiske og personlige situationer kunne blive aktive deltagere i folkemord!

E.B.B. bruger sin darwinistiske marxisme til at klassificere den liberalistiske menneskeforståelse som ””unaturlig”” og ”videnskabeligt uvederhæftig”. Det sidste er rigtigt. Liberalisternes egoistiske menneske fortæller ikke sandheden om menneskets natur. Det liberalisterne i virkeligheden finder, er den måde den kapitalistiske markedsøkonomi, der har udviklet sig under ganske særlige historiske omstændigheder, fungerer på og naturligt sætter sit præg på mennesket, der klarer sig bedst, hvis det forstår og følger den liberalistiske markedsøkonomis mekanismer. Det er uanset om man er kapitalist, arbejder eller fagforeningsmand (se s. 339). At liberalismen ligefrem er unaturlig er tvivlsomt, selvom jeg også med et glimt i øjet har sagt det samme ud fra fortællingen om menneskets oprindelse. Det naturlige menneske findes ikke, for vi er først og fremmest en historie!

En forudsætning for menneskekærligheden og formuleringen af et begreb som verdensborgeren er en individualisering af mennesket, som i vores civilisation synes at tage fat i århundrederne f.v.t. Det er her ideen om mennesket (slet og ret) opstår (se s.189). Det præger bl.a. kristendommen, der i sammenhæng hermed indfører synden (se s. 193ff). Det er i denne sammenhæng, at jeg efter min opfattelse velbegrundet skildrer denne religion som et historisk fremskridt for humaniteten, herunder synet på kvinden, på trods af alle de forbrydelser, der er begået i denne religions navn og ikke mindst Paulus’ kvindesyn (se s. 195ff).

Kristendommen
E.B.B. er uenig i mit syn på kristendommen og vil begrunde det med en kristendommens sorte bog, altså en karakterbog med plusser og minusser. Det kan være et glimrende empirisk og ideologisk projekt, men er på linje med Stéphane Courtois (red.): ”Kommunismens sorte bog” og Marc Ferro (red): ”Kolonialismens sorte bog” ikke et særlig godt marxistisk historisk projekt.

Kristendommen har gennem de seneste 8-1500 år været den herskende religion i Vesteuropa. Den har været brugt til at legitimere alle de overgreb, der har været en følge af de materielle og politiske forandringer, som et splittet kontinent med mange konkurrerende statsmagter både territorialt og internt i samfundene i slagsmålene mellem kirke-, godsejer-, konge- og kejsermagt, som kapitalismens gennembrud og sejrrige imperialistiske ekspansion har ført med sig.

På nøjagtig samme måde har kristendommen legitimeret alle de oprørs- og revolutionsforsøg, der har præget den samme periode, hvis man til dels ser bort fra de sidste godt 200 år. Problemet er, at dokumentationen for de undertryktes brug af kristendommen i svundne tider kun eksisterer som et meget begrænset antal fragmenter. Min ynglingstekst er fra en prædiken, der tillægges den engelske oprørspræst John Ball (henrettet i 1381):

”Godtfolk! Intet kan gå godt i England, før der bliver ejendomsfællesskab, og før der hverken er livegne eller adelsmænd, men vi alle er lige. Hvad har de, som vi kalder lorder, gjort, siden de skal være højere herrer end v? Hvordan har de gjort sig fortjent til det? Hvorfor holder de os i livegenskab? Og hvis alle har samme stamfader og stammorder, Adam og Eva, hvorfor kan de så påstå, at de er bedre herre end vi, med mindre det er, fordi de lader os pløje deres jord og indtjene det, som de bruger?
..." (se s. 235f).

Det store spørgsmål er, om man ud fra et marxistisk historiesyn skal tillægge kristendommen en væsentlig betydning. Kristendommens grundlæggende tekster blev udformet i en særlig historisk sammenhæng, hvor næstekærligheden, syndsbevidstheden og andet kunne formuleres. Den har fungeret som ideologisk legitimation for alt mellem himmel og jord i århundreder. Men teksten har ud fra en dialektisk forståelse også været en overbevisende historisk kraft i skabelsen af empati, tolerance og fremskridtsvenlighed.

Kirkens holdning til teknologisk udvikling har ikke været entydig, men mange positive kræfter virker for den (se s. 226). Marx’ spidsformulering af det kommunistiske samfund som et fællesskab, ”hvor enhver yder efter evne og enhver får efter behov”, er tyvstjålet fra Apostlenes Gerninger kapital 4 i Det Nye Testamente (se s. 201). Det er ganske enkelt ikke rigtigt, når E.B.B. påstår, at socialismen opstår på trods af kristendommen. Den er én af den vestlige civilisations mange forudsætninger for den, jf. også John Ball. Velfærdsstaten har rødder i kristendommen, men den kunne ikke være skabt uden den kapitalistiske industrielle revolution, en temmelig sekulær stat og en stærk arbejderbevægelse (se s. 489f)).

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: xhEVzs
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk