22.03.14 | Fjerde Internationale

Tip en ven       |     Print  

Dokument: Resolution om Syrien

Denne resolution til støtte og solidaritet med det syriske folks opstand blev vedtaget med overvældende flertal på mødet i Fjerde Internationales Internationale Komite den 25. februar 2014.

Den igangværende opstand mod Assads diktatur, der begyndte i marts 2011, er en bevægelse for demokratiske, sociale og økonomiske rettigheder på linje med dem, der brød ud i Tunesien og Egypten i slutningen af 2010 og begyndelsen af 2011. Det er en del af det ”arabiske oprør”.

Opstanden i Syrien er en revolutionær proces for politisk forandring, demokrati, social retfærdighed og imod religiøs sekterisme. Denne politiske revolution har uden tvivl en masse-basis, som det blev demonstreret af det faktum, at Assad-regimet, efter næsten tre år, ikke har været i stand til at bekæmpe oppositionen militært eller politisk. Der er områder af landet, der er befriet fra regimets kontrol.

Regimets undertrykkelse af denne opstand har været forfærdende. Efter næsten tre år er der 130.000 døde, 4,5 millioner internt fordrevne og mere end 3 millioner flygtninge ud af en befolkning på 24 millioner.

Den sociale og økonomiske baggrund svarer til andre lande i regionen: Efter 40 år med Assadfamilien ved magten er der massiv arbejdsløshed, fattigdom og korruption. Der skete omfattende nationaliseringer i 1960’erne, men siden 1990’erne er der sket økonomiske liberaliseringer og privatiseringer. Det har ført til en dramatisk ulighed i velstand og til forarmelse af befolkningen. Ved begyndelsen af opstanden var vækst og udvikling stagneret, inflationen var røget op over 100 procent om året, og arbejdsløsheden var sandsynligvis 30 procent. Halvdelen af de arbejdsløse er uddannede og faglærte unge under 24 år med forhåbninger om et bedre liv.

Det undertrykkende regime i Syrien har hersket siden 1970, da Hafiz al-Assad overtog magten ved et kup. På trods af deres påståede sekularisme, har det syriske regime udviklet et sekterisk og familiebaseret klientregime for at konsolidere sit herredømme.

Siden 1970’ene har regimet opmuntret en konservativ udgave af islam for at knytte den til sin egen legitimitet ved at give store bidrag til islamiske skoler og propagandere for islam i medierne. I 1973 indførte Hafiz al-Assad, efter protester fra nogle sunni-religiøse spidser en tilføjelse til en ny forfatning, der erklærede at ”præsidentens religion er islam”. Denne paragraf har man fastholdt i den ”nye” forfatning, som det nye regime har vedtaget i marts 2012, og som tilføjer en ny paragraf: ”Islamisk retsopfattelse er grundlaget for al lovgivning”.

Bachar Al Assad viderefører denne politik med tættere samarbejde med religiøse sammenslutninger og en forstærket neoliberal politik. Disse tiltag bliver fulgt op med censur og understøttelse af religiøs litteratur og islamisering af de højere uddannelser.

Regimet har gennemtvunget et brutalt greb om alevitternes samfund, og det har drevet mange af de mest forarmede unge ind i militæret. Det har forsøgt at fjerne anderledes opfattelser inden for det alevittiske samfund, og at ændre dette til en politisk sekt, knyttet til sin egen klan. Det havde man ikke held til.

Alevit-samfundet har ikke nydt godt af nogen særlig økonomisk politik, der skulle favorisere dem. Bjergområdet Alawiyin [langs kysten nord for Libanon, traditionelt hjemsted for alevit-samfundet, red] er den næstmest forarmede region efter den nordøstlige, der især er befolket af det kurdiske folk. Regionen og alevit-samfundet har lidt lige så meget som andre i landet under den økonomiske liberalisering, fjernelse af subsidier og den høje inflation.

Det syriske regime gør bevidst og forsætligt brug af sekterisme, især når det håndplukker folk til det undertrykkende apparat prætorianergarden omkring Assad.

Den imperialistiske besættelse af Irak og rivaliseringen mellem Saudiarabien og Iran har også bidraget til udviklingen af religiøs fundamentalisme i regionen. Det har det også, at det ikke er lykkedes for den internationale anti-krigsbevægelse at støtte revolutionen i Syrien.

På trods af, at det smykker sig af at være ”socialistisk” nationalistisk og aliancefrit, har Assad-regimet været en nyttig allieret for imperialismen. Det har fastholdt en fredelig sameksistens med Israel, undertrykt palæstinenserne (det gik ind i Libanon i 1976 for at hjælpe med til at knuse PLO). I 1990 deltog de i den USA-ledede Golfkrig mod Saddam Hussein og har tilladt, at deres fængsler blev brugt af USA til tortur, som en del af krigen mod terror.

Imperialisterne er parate til at se Assad gå i kødet på oprøret, men de er desperate for at fastholde regimets og statens infrastruktur. USA har lært af katastrofen i Irak, hvor resultatet blev, at på trods af en militær sejr, var USA og Storbritannien ikke i stand til at nå deres politiske mål.

Imperialisterne ønsker nu en ”yemenitisk” løsning, hvor regimets frontfigur træder tilbage, men selve regimet fortsætter. Det vil sige, at de forsøger at tvinge oppositionen til at acceptere en form for magtdeling med det syriske Baath-parti. Den største frygt for imperialisterne er en sejr for den folkelige opstand mod Assad, som kunne genrejse den arabiske opstand, der er kørt fast i Egypten, Tunesien og andre steder. Det ses af deres legitimering af Assad regimet gennem den russisk formidlede aftale om fjernelse og ødelæggelse af kemiske våben, der også undergraver oprøret, samtidig med at man ignorerer brugen af andre lige så ødelæggende våben. De igangværende fredsforhandlinger er også et forsøg på at splitte oppositionen, og tvinge den Frie Syriske Hær/det Syriske Nationalråd til at dele magten med Assad-regimet for at bekæmpe ”terrorismen”.

Rusland er sammen med Iran Assads vigtigste støtte og leverandør af alle de våben, det er nødvendigt for at påføre oppositionen et nederlag. Ruslands eneste flådebase uden for det tidligere Sovjetunionen ligger i Syrien, og de har brug for allierede i regionen, der kan hjælpe med deres geo-strategiske interesser. Befolkningen i Syrien bør have frihed til selv at vælge sin egen fremtid, uafhængigt af al fremmed indblanding, ikke kun fra USA og Storbritannien, men også fra den russiske imperialisme.

Den politiske karakter af de kræfter, der gør modstand mod regimet, er ekstremt forskellig og modstridende. Der er et lille, men markant venstreorienteret, progressivt og demokratisk element, der er organiseret især inden for de lokale koordinationskomiteer. Dette element oplever en beskeden vækst.

De islamiske kræfter, der bliver støttet af forskellige eksterne kræfter (især Qatar og det saudiske kongedømme) ligger i indbyrdes krig – militært såvel som politisk. Et af de mest positive elementer de seneste måneder, har været modstanden fra store dele af befolkningen imod disse islamiske kræfter.

Kvinder har været en markant del af opstanden, også i forreste linje mod de fundamentalistiske kræfter, der forsøger at begrænse kvindernes rettigheder mere, end de er i forvejen.

Men de fundamentalistiske kræfter er meget stærkere nu, end de var ved krigens begyndelse. De har fået penge og forsyninger fra Golf-staterne, og det har givet dem en stigende militær fordel, og de er derfor i stand til at tiltrække frivillige. På trods af USA's hykleriske påstand om, at de støtter oppositionen, har de forhindret leverancer til det Syriske Nationalråd af de våben, de havde bedt om til at forsvare sig mod Assads hær.

Konflikten i Syrien stiller imperialismen over for et dilemma. Krigen mod terror har været den ideologiske lim, de har brugt til at vinde ”hjerter og sjæl” i deres interventioner i Irak og Afghanistan, og for at påtvinge vestligt godkendte demokratier, som erstatning for illoyale lokale tyranner. Dette dilemma bestyrker imperialismens ønske om at få en ”yemenitisk” løsning på konflikten. Imperialisterne ønsker ikke, at konflikten breder sig ud over en bestemt ramme. En sejr for oppositionen og Assad-regimets fald ville være endnu et slag mod imperialismen og give håb for millioner af mennesker, om at den revolutionære proces i det arabiske oprør ikke er forbi.

Mens de foregiver at være forfærdede over Assads forbrydelser, begrænser imperialisterne aktivt direkte humanitær hjælp og militær støtte til det syriske folks opstand.

Der skal ikke ties om Assad regimets forbrydelser, og vi kan ikke være neutrale i konflikten. Vi bliver nødt til argumentere kraftigt mod dem på venstrefløjen, der har adopteret denne ”lejrtænkning” i forhold til Assad-regimet. For revolutionære marxister er valget klart: Solidaritet med det syriske folk i kampen for demokrati, social retfærdighed og imod religiøs sekterisme frem til Assad-regimets fald.

Som revolutionære marxister står vi for:

1. Ned med Assad. Solidaritet med oprøret, og især med alle progressive demokratiske sekulære kræfter.

2. Støt det syriske folks ret til at kæmpe for deres demokratiske rettigheder og for social og økonomisk retfærdighed. Solidaritet med Syriens kvinder, der kæmper for deres rettigheder.

3. Modstand mod enhver direkte militær intervention, uanset om det er fra de vestlige imperialistiske lande, Rusland, regionale magter eller Hezbollah.

4. Støt det syriske folks ret til selv at bestemme deres lands fremtid uden nogen fremmed indblanding.

5. Støt det syriske folks ret til at gribe til våben for at forsvare sig mod Assad, og til at skaffe dem derfra, hvor de vil.

6. For politiske og kulturelle rettigheder for det kurdiske folk.

7. For et øjeblikkeligt massivt humanitært hjælpeprogram til flygtningene.

8. Åbn grænserne i Europa for at give beskyttelse og støtte til flygtninge, uanset hvor de ønsker at slå sig ned.

9. Forsvar de demokratiske rettigheder i Europa, og gå imod ethvert angreb på borgerrettigheder der undskyldes med ”krig mod terror”. Ingen kriminalisering af dem, der kæmper mod Assad.

10. Fordømmelse af alle vilkårlige angreb på civile og for en retssag mod alle dem, der er involveret i krigsforbrydelser.

Vi vil stræbe efter at skabe solidaritetskampagner for dem, der går imod Assad og kæmper for demokrati. Hvad grundlaget for sådanne kampagner skal være, er en taktisk afgørelse. Det afhænger af lokale forhold og de politiske kræfter, der deltager. Vi vil arbejde på at få brede bevægelser som fagforeninger, fredsbevægelsen og anti-krigsgrupper til at støtte disse kampagner.

25. februar 2014.

Udtalelsen er bragt i Fjerde Internationales webmagasin International Viewpoint. Oversat fra engelsk af Martin Mørch.

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: qCRPfX
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk