10.05.14 | Stig Hegn

Tip en ven       |     Print  

Ny bog: Vores Cuba

"Cuba since the revolution" er en sønderlemmende kritik af Castros regering set i historisk lys med et rigt historisk overblik og teoretiske og praktiske detaljer. Men det vigtigste er at Farber giver os en revolutionær opskrift på demokrati og viser hvordan et formelt demokrati skal udformes i praksis og hvilke institutioner det kræver for at det skal være i overensstemmelse af en reel socialisme.

Det var stegende varmt da vi ankom, og vi havde været meget længe undervejes. Først en stor forsinkelse fra Amsterdam, så mellemlanding og tankning af det oldgamle propelfly på et vindomsust New Foundland. Men nu var vi der, på den revolutionære ø. Cuba bød og velkommen: vi fik en drink, Cuba Libre, arbejdshandsker og en stråhat. De unge mennesker fra mange dele af det europæiske kontinent var landet i revolutionen. Vi tilhørte Brigada Nordica, mest fra Sverige og Danmark, hvor primus motor var Jens Lohmann med sit flydende spansk. Og da vi skrev juli 1968 var der en særlig aura over franskmændene - efter maj 68 var de ikke til at skyde igennem, de havde jo vist hvad det handlede om.

De unge mennesker blev indkvarteret i en hyttelejr i øens vestlige del, hvor dagen gik med frivilligt arbejde om formiddagen hvor vi plantede bl.a. mahogni. Om eftermiddagen var der seminarer hvor vi blev belært om revolutionens resultater. Derefter blev vi kørt til forskellige steder på øen, hvor vi så skoler, tobaksfabrikker etc. Børnene marcherede lidt rigeligt i takt, og fabrikkerne larmede lidt rigeligt - men vi var jo på vej i den rigtige retning. Godt nok havde de diskussionslystne europæere ikke så meget held med spørgsmål om afhængigheden af Sovjetunionen, men hvad, cubanerne var jo truet af amerikansk invasion.

Da vi kom hjem lavede vi solidaritetsforeninger, og svenskerne udgav den første revolutionære bog om Cuba som fik titlen Revolutionært eksempel. Ole blev formand for den danske forening og han pointerede at Cuba jo ikke bare var en dejlig tropeø, det særlige ved den var socialismen. Jeg var med til at lave solidaritetsarbejde med cubanske biblioteker, ikke mindst nationalbiblioteket, hvor ambassaden i Danmark befordrede flere pakker. Men så overtog DKP foreningen og vi andre smuttede, afhængigheden af Sovjet blev for åbenlys, Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet etc.

Men jeg har nu altid tænkt tilbage på Cuba og opholdet der med en vis længsel og velvilje. Altid tænkt at forholdene trods alt var anderledes end i Østeuropa. Det var derfor med særlig interesse jeg kastede mig over Cuba since the revolution of 1959 af Samuel Farber.

Bogen handler om det vigtigste socialistiske eksperiment i Latinamerika. Den koncentrerer sig om det revolutionære lederskab og dets ideer. Som Farber skriver, hvis man skal fremhæve en enkelt faktor bag Cubas enestående udvikling, er det Fidel Castros lederskab, som spillede den afgørende rolle i kampen mod Batista og i den retning den cubanske revolution fik efterfølgende. Farber anerkender den vedvarende trussel mod revolutionen som USA's aggression udgjorde og udgør. Men han påviser også at den cubanske regerings repressive natur er allestedsnærværende og systematisk, så den ikke kun er det berettiget svar på de reelle sikkerhedstrusler. Alle de myter, vildfarelser og misforståelser der løbende har præget ledelsen og dens tilhængere og det gør han indenfor mange områder som samfund, kultur, politik, økonomi, fra revolutionens start frem til nutiden.

Farber benægter ikke at den cubanske revolution havde bred støtte frem til 1990erne hvor en udbredt apati gjorde sig gældende. Han tager udgangspunkt i den ’klassiske marxistiske tradition’, men gennem hele bogen gælder det enkle spørgsmål om der er tale om et demokrati nedefra med aktiv deltagelse. Som han skriver handler det om at det drejer sig om folkets egen deltagelse og organisering, at flertallet må vise respekt for mindretallet og menneskerettighederne. Set fra det synspunkt er det aldrig lykkedes den cubanske revolution at styrke tilhængerne til at udvikle en selvstændig politisk bevidsthed, så de kunne træde ud af rollen som objekter, men blive historiens handlende subjekter.

I kapitel 1 får vi en beskrivelse af den måde beslutningerne blev taget i den regering der kom efter revolutionen og dens tilbøjelighed til at iværksætte større politiske skift uden diskussioner og rådslagninger der gik ude over den revolutionære inderkreds. Om tendensen til at underordne alle dele af samfundets, politikkens og det kulturelle liv staten, ledet af Det cubanske Kommunistparti (som i 1965 omsluttede alle de vigtigste partier og bevægelser).

Regeringen organiserede massebevægelser som f.eks. CDR (Comité de Defensa de la Revolución), Revolutionskomiteerne der som hovedformål havde at tjene som transmissionsled for en virkeliggørelse af regeringens politik (og udspionere befolkningen). Det var etpartistyret og den revolutionære regerings absolutte monopol over medierne der sikrerede de revolutionære partis eneret på en vision om samfundets fremtid. Trods nogle vigtige demokratiske reformer i 1970erne og 1980erne er det stadigvæk ikke muligt for en kandidat at formulere en politisk platform og agitere for den, det være sig synspunkter til valg til provinskammer eller folketing, og de valgte forsamlinger får kun i ringe grad mulighed for indflydelse på en formulering af landets politikudvikling. Alle disse fænomener repræsenterer, siger Farber, et afgørende skridt væk fra den vision om en demokratisk og revolutionær socialisme fra neden, sådan som den blev formuleret i den klassiske marxistiske tradition, som vi så den praktiseret under Pariserkommunen i 1871 og de indledende stadier af den russiske revolution i 1917.

Farber dokumenterer omhyggeligt regeringens undertrykkelse af enhver opposition, med dens drakoniske love som f.eks. kriminalisering af ’foragt’ for myndigheder og bestemmelser der tillader regeringen at straffe borgere uden rettergang, såkaldt kriminalpræventive foranstaltninger hvis de ikke opfører sig passende. Farber er ikke blind for de mange foranstaltninger som USA har foretaget for at undergrave revolutionen og myrde Castro, men han mener ikke der skulle være nogen grund til at man ikke skulle kunne opnå en revolutionær enighed via debat og diskussioner inden for demokratiske samfundsinstitutioner. Efter at den højreorienterede guerilla blev nedkæmpet i Escambray bjergene i 1965 har de kontrarevolutionære kræfter på øen været ikke-eksisterende.

Der findes ikke en skole eller et universitet hvor arbejderne og andre udbyttede og undertrykte kan gå på og lære hvordan man praktiserer et socialistisk demokrati, undtagen den hvor de lærer i kraft af egen indsats med de uundgåelige fejl og forsøg. Det er helt sikkert at de ikke lærer og bliver i stand til at udvikle ’demokratiske traditioner’ under et diktatur som hindrer dem i at gennemgå denne helt nødvendige læreproces. (side 50)

En tilsvarende kritik fremfører Farber i kapitel 2 angående den cubanske kommandoøkonomis og den ineffektivitet. Indtil for nylig var selv ’den mindste revne i muren’ ejet at staten og genstand for central planlægning. Men landets resultater inden for undervisning og sundhed bliver sat i perspektiv. For selv om Cuba rangerer i toppen af FNs indeks for ’human development’ er der nogle aspekter som indekset ikke tager med, nemlig tildelingen af fødevarer som jo har stor betydning for livskvaliteten. Og i tredje kapitel fortæller Farber om Cuba udenrigspolitik og nævner hvordan regeringens progressive kampagner i 1970erne og 1980erne, særligt i Angola skete i forståelse med og med støtte fra den kommunistiske diktator i Etiopien, Mengistu Haile Mariam. Det var i overensstemmelse med cubanske statshensyn og nødvendigheden af at manøvrere i forhold til Sovjetunionen.

I kapitel 4 står vi over for en undersøgelse af regeringens arbejdsmarkedslove og dens forhold til arbejderne og det bliver klarlagt hvordan det aldrig er lykkede at skabe en ægte arbejderkontrol over produktionsmidlerne. Regeringen har i stedet brugt fagforeningerne som et discipliceringsinstrument over for arbejderne og formanet dem til øget produktivitet. Jeg husker at diskussionen om valget mellem moralsk og materiel belønning for en indsats spillede en stor rolle i de diskussioner vi var vidne til i lejren. Ernesto Che Guevara havde jo en stor stjerne, og mange var tilhænger af hans moralske belønning, mens der kun var foragt for den anden form. Den manifesterede sig vist i at ’årets arbejder’ skulle have en bil, eller noget i den stil. Guevara havde jo allerede tidligere i cubansk fjernsyn (26.6.1961) fortalt arbejderne, at der ikke mere var brug for strejker da man nu levede med et kollektivt regime. Men ingen snak om hvem der bestemte produktionsmål og den slags. Hvem bestemte at alt dengang skulle mobiliseres omkring en sukkerhøst på 10 mio tons, som plakater overalt forkyndte? Det endte som bekendt med en af Castros største økonomiske fiaskoer.

Farber citerer en karakteristik af den sovjetiske model på Cuba som en med ’stærke tommelfingre, men ingen andre fingre’, forstået på den måde at regeringen havde succes med massemobilisering til vaccinationskampagner og evakuering ved stormflod, men det samme har ikke gjort sig gældende med folkesundhed, uddannelse og socialt sikkerhedsnet. Landbrugsproduktionen har de samme karakteristiske mangler som gennem det meste af Sovjets historie.

Kapitel 5 og 6 handler om kønsforhold og raceproblemer. Selvom sorte cubanere og kvinder har fået forbedret forhold er der dog ikke tale om revolutionens lederskab har bortskaffet racisme og kønsdiskriminering. I lejren morede europæerne sig en del over at kvindefrigørelse var lig med at der var gratis damefrisør og skønhedspleje - det var da også kun de ansatte cubanere der brugte det! Bøsser og lesbiske er et særligt kapitel hvor der var omfattende kampagner mod det i 1960erne og 70erne - den fortvivlede aktuelle situation handler kapitel seks om.

Kapitel 7 er en fortælling om alle de forskellige dissidenter og deres retninger, hvoraf der ikke er nogen der har et socialistisk perspektiv. Efter 1990 er der kommet en åbning fra regimet efter Sovjets sammenbrud, idet de siger at Cuba er anderledes end Sovjet og derfor ikke vil få samme skæbne. Det har åbnet for visse yngre akademikere til at skrive om hidtil uhørte sager, som Hiram Hernández Castro om Rosa Luxemburg (Rosa Luxemburgo y la Revolución Rusa , på AHS Habana) og Ariel Dacal Díaz om Socialismens sammenbrud i Sovjet og Lev Trotskij . I slutningen af kapitlet omtaler Farber mulighederne for en udvikling af en kritisk venstrefløj, uden at se det store lys forude. Men han fremhæver forskellige miljøer der er vokset frem efter 1990erne, og nævner HavanaTimes.org, en hjemmeside som også er på engelsk. Den kan det nok betale sig at følge, der er meget om dagliglivets fortrædeligheder, men selv hos en kvik iagttager som Armando Chaguaceda synes jeg der er lidt langt mellem de socialistiske snapse. Der er også en blog bestyret af den rapkæftede Yoani Sánchez, Generación Y – de kan begge følges på engelsk. Farber omtaler en række yngre folk, bl.a. omkring Red Observatorio Crítico, men bemærker også en ældre marxist, Pedro Campos Santos, der taler om arbejderkontrol og statskapitalisme.

Der var jo store forventninger til Raul Castro da han to over efter storebror. Og visse økonomiske reformer er blevet gennemført - sidst økonomiske frizoner for at tiltrække udenlandsk kapital. Men det er reformer der i store træk er blevet gennemført fra oven, uden diskussioner. Farber frygter at Cuba der nu i stigende grad bevæger sig i retning af en kapitalistisk økonomi vil blive domineret af hardlinere fra militæret der vil styre mod en langstrakt overgang til en kapitalisme i stil med den der gælder i Kina og Vietnam - måske med hjælp fra det reaktionære højre i USA og i Miami.

Cuba since the revolution er en sønderlemmende kritik af Castros regering set i historisk lys med et rigt historisk overblik og teoretiske og praktiske detaljer. Men det vigtigste er at Farber giver os en revolutionær opskrift på demokrati og viser hvordan et formelt demokrati skal udformes i praksis og hvilke institutioner det kræver for at det skal være i overensstemmelse af en reel socialisme. Man kan indvende at bogen mangler at placere Cuba i en sammenhæng med venstrefløjen på det øvrige Latinamerika og mulighederne her. Men det ville jo være en bog om den aktuelle situation og ikke om revolutionens dilemma historisk set. Men det gør ikke bogen til mindre betydningsfuld da den er et provokerende værk med historisk tyngde, hinsides højrefløjens snævre anticastroisme og Cubas rygklappere på venstrefløjen.

Farber: Revolutionært demokrati eller socialisme fra neden betyder at mennesket har evnen og styrken til at selv at styre, at det ikke behøver frelsere eller diktatorer til at beskytte dem mod egne fejltagelser mens de lærer og finder ud af selv at regere. (side 6).

Samuel Farber: Cuba since the revolution of 1959: A critical assesment. Chicago, Haymarket, 2011. 369 sider. 24 US $

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: CLrE3L
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk