RELATEREDE ARTIKLER

En vej ud af krisen? Hvilken løsning for arbejderbefolkningen? Efter generalstrejken 28. april Brasilien ramt af første generalstrejke i 20 år Bliver Venezuela til et diktatur? Sandinisme eller "Danielisme"? Masseprotester over hele Mexico mod ”gasolinazo” - prisforhøjelser på el og benzin Historisk revolutionært massemøde Fidel Castro er død Skal vi stemme eller lade være? Temer opretter en komité for racerenhed Hilser freden velkommen, men presser på for social retfærdighed Bittersød eftersmag En blå bølge "Jordskredsvalget": Den bolivariske proces i krisetider »Vi vil have en hård venstrefløj, som fordømmer den politiske kaste og kæmper med arbejderne.« ”Der er ingen vej tilbage” "Hverken den 13. eller den 15. repræsenterer os" Vejen til folkemagt? Cuba: En sejr og et par risikomomenter Hvad har menneskerettighederne at gøre med en kanal i Nicaragua? Krise og modstand i Mexico Genvalg til Morales - revolutionær forandring stadig på dagsordenen? Kan et land have en revolutionær stat og en kapitalistisk økonomi? Vores Cuba Hernandez godkendt som vinder, anklager om valgsvindel Juni-vinden blæser stadig Da Pinochet inviterede nyliberalismen Ingen fredelig vej til socialisme Den folkelige opstand er retfærdig! Stop undertrykkelsen! Historien om en revolutionær Efter Chavez: Et muligt scenarie Nyt politisk landskab i Mexico Nederlag for højrefløjen, udfordringer til venstrefløjen “7. oktober: Chavez som præsident – 8. oktober: Ud med bureaukraterne” Argentinas eksempel fra 2001 Rio +20 og videre frem Topmøde i Venezuela starten på “ny historisk fase” Nye perspektiver for den antikapitalistiske venstrefløj Udsigt til et socialt og politisk forår Humalas sejr - et ryk til venstre Den neoliberale strategi slog fejl i Cuba Et farligt og modsætningsfyldt dokument Den venezuelanske revolution PT-valgsejr med bismag Venstrefløjen vinder valget, men højrefløjen gik frem Revolutionens udfordringer Den internationale situation sommeren 2010 Forsvar og styrk den bolivarianske revolution med et bevæbnet og mobiliseret folk Cochabamba viser vej Lav en aftale om jordens overlevelse! Solidaritet med indfødte folk fra den peruanske regnskov Konsolidering af kuppet i Honduras? Uafhængig kandidat udfordrer de to blokke Tiltrængt demokratisering af medierne Det herskende oligarkis kup Nationaliseringer og klassekamp Venstrefløjen sejrede Morales vandt – igen Alle er enige: De andre tabte Fri abort stoppet af veto Regionalvalg i Venezuela Mexico i krig Livet efter Fidel Hugo Blanco – arresteret og løsladt Peruviansk bondeoprører arresteret Karakteristiske træk ved erfaringerne fra Venezuela, Bolivia og Ecuador Historisk afstemning viser vilje til forandring Karakteristika ved udviklingen i Latinamerika Venezuelas arbejderbevægelse ved en skillevej Venezuelas revolution i krydsild Falliterklæring for Chavez?

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Venezuela | Latinamerika

07.06.14 | Franck Gaudichaud, Valeria Ianni

Tip en ven      |    Print  

Debat: Den aktuelle debat handler om, hvordan man stopper offensiven fra den neoliberale højrefløj

Venezuela er splittet mellem højrefløjens forsøg på destabilisering, grænserne for den bolivariske proces og arbejderklassen og de folkelige bevægelsers mulighed for at fremme det revolutionære projekt. Latinamerika-eksperten Franck Gaudichaud diskuterer udfordringer og modsætninger i Venezuelas vej til socialisme.

Hvordan vil du karakterisere den aktuelle situation i Venezuela? Hvad er problemet?
Franck Gaudichaud: Som udgangspunkt må vi erkende, at vi står midt i en enorm global mediekrig mod den bolivariske proces. Det er derfor vigtigt at skabe rum for mod- information. Til at begynde med, og for at sejle op imod al den misinformation, vi må slå fast, at den bolivariske proces er en langsigtet proces med brede sociale fremskridt (sundhed, uddannelse, mindre ulighed), demokratisering (den nye forfatning), mere magt og inddragelse af de folkelige klasser, i et meget anspændt forhold med den karismatiske leder, som [Hugo] Chavez var.

Denne proces har også været medvirkende til etableringen af en ny folkelig og national suverænitet med oprettelsen af ALBA, UNASUR og CELAC (note 1). Således vil et tilbagefald og en neoliberal kurs i Venezuela få vigtige, umiddelbare konsekvenser på hele regionen. Alt dette synes indlysende, men det er vigtigt at understrege de vigtige relationer og geopolitiske kræfter, [især] på et tidspunkt, hvor mainstream-medierne og den venezuelanske opposition taler om et "Castro-kommunistisk diktatur " og et "folkedrab i Venezuela..."

Den nuværende situation er ekstremt anspændt, fordi de mest reaktionære dele af oppositionen har satset på vold og destabilisering på gadeplan. I denne ramme er der en tendens blandt menige venstreorienterede til at forenkle vores forståelse, så der kun er to muligheder: Enten er man modstander af imperialismen eller tilhænger af et "fascistisk" statskup. For mig er denne enten-eller-forståelse [af situationen] katastrofal. Selvfølgelig må man fordømme og gå imod den måde, de højreorienterede prøver at lave et "oprør".

Vi ved, at USA har klare geopolitiske interesser i denne destabilisering. Forbindelsen mellem ”høgene” i Washington " og den fraktion af oppositionen i Venezuela, som Leopoldo López står i spidsen for, er ikke en konspirationsteori, men er en objektiv kendsgerning. Der er også en reel indgriben fra Colombia og tilhængere af [tidligere præsident] Uribe, red.] og angreb fra paramilitære grupper, især i grænseområdet i delstaten Táchira.
Disse faktorer er vigtige. Nuvel, er der et kup i gang i stil med det i april 2002? [...] Jeg tror det ikke. For det første er de faktiske styrkeforhold anderledes end i 2002. De væbnede styrker og militære chefer støtter klart og utvetydigt regeringen – i øjeblikket – og storborgerskabet satser ikke på vold eller en forfatningsstridig exit [fra Maduro-administrationen]. [Arbejdsgiver-sammenslutningen] Fedecamaras og dens ledere (som virksomheden Polars chef Mendoza ) deltager i fredskonferencen med Maduro og fordømmer volden i gaderne. Med andre ord er de centrale elementer i den situation, der eksisterede i april 2002, ikke en del af den nuværende situation.

Men en del af oppositionen omkring Leopoldo López satser klart på gadevold og opfordrer til at vælte Maduro.
Desværre er det lykkedes denne fløj at holde meget betydelige demonstrationer - i staten Tachira, i Merida med studenterbevægelsen, men også i gaderne i Caracas. Det er rigtigt, at deltagerne i disse demonstrationer hovedsagelig kommer fra de rige kvarterer, fra de øverste og mellemste klasser; men nu kommer de også fra de mindre velhavende middelklasse. Voldelige grupper har vundet terræn, ved hjælp af vold mod arbejdere og aktivister i boligområder, og de har opført barrikader ("guarimbas"); de er ansvarlige for størstedelen af drabene i de seneste uger.

Den nyliberale opposition er delvist fragmenteret, men hver [fraktion af oppositionen] spiller sin rolle i forhold til den revolutionære proces; fra Henrique Capriles eller COPEI (den Uafhængige Politiske Valgkommission), der siger, at de støtter dialog efter en række valgnederlag, til partier som Leopoldo López’ Voluntad Popular eller organisation Súmate og [medlem af parlamentet] María Corina Machado. Sidstnævnte går ind for at skabelsen af et oprørsagtigt klima uden at vente på næste valg. Andre analytikere som Ignacio Ramonet har noteret eksistensen af et "slow-kup" med reference til Gene Sharps destabiliserings-teorier.

Men efter min mening er det centrale spørgsmål – for den antikapitalistiske venstrefløj – ikke blot at fordømme alt dette, men også at fortsætte med at tænke "nedad og til venstre " på en måde, som både er kritisk og dialektisk; og finde de strømninger i Chaves-lejren, der tillader at give udtryk for utilfredshed i forskellige samfundslag – ikke bare i studenterbevægelsen. I den forstand er vi også nødt til at undersøge modsætningerne og svaghederne den bolivariske revolution og lytte til de kritiske røster i den folkelige og revolutionære bevægelse, inden for og uden for chavismen. På rebelion.org har vi bragt indlæg fra forskellige venezuelanske skribenter, der går i denne retning : Roland Denis, Simón Rodríguez P., Javier Biardeau, Gonzalo Gómez, osv.

Hvad er de største svagheder ved chavismen?
FG: For det første er man nødt til at skelne mellem den statslige chavisme og den almindelige ”chavista”-arbejderbefolkning. Jeg kan forstå, at der er spændinger mellem disse niveauer, især her et år efter Hugo Chavez’ død; han var i stand til at balancere mellem lederen i toppen og den brede folkelige deltagelse. I en tid med "chavisme uden Chavez", henter Maduro sin legitimitet i det parlamentariske demokrati. Han vandt et fair præsidentvalg i april 2012, og kommunalvalget i december 2013 bekræftede ny bolivarisk sejr ved valgurnerne (med 17 sejre i 18 valg). Men Maduro er ikke den karismatiske leder som Chavez, og samtidig er der sket en forværring af den økonomiske situation.

Selvfølgelig bliver der også sagt meget om den dårlige sikkerhedssituation, især fra højrefløjen, og selv om dette også er en væsentlig, daglig bekymring for de folkelige klasser, så er de største problemer i den seneste tid været på det økonomiske område.

Centralbanken anerkender, at der er en vareknaphed på forbrugsvarer på 28 procent, og i 2013 var der en inflation på 56 procent, som udhulede arbejdernes lønninger. Dårlige økonomisk forvaltning og en dårlig vekselkurs styrker spekulation, et sort marked og hamstring hos de borgerlige forbrugere på en større skala. Andre marxistiske økonomer som Manuel Sutherland og Víctor Álvarez taler om den største kapitalflugt fra Sydamerika. Adskillige Marshall-planer flygter til Miami. Det er sandt, at inflationen og vareknapheden er et resultat af en offensiv fra de herskende klasser, men det skyldes også ineffektiv økonomisk politik. Korruption er et andet underliggende problem efter 15 år med den bolivariske proces. Hvordan kan man foregive at opbygge "socialismen i det 21. århundrede" under disse betingelser med bureaukratisk korruption? Stillet over for et fænomen af denne karakter, er det stadig en model af olierente-kapitalismen, som hersker. [note 2] Det er ikke nok at have et ministerium for "folkemagt". [note 3]

Jeg kan ikke se anden løsning end at skabe kontrol nedefra, med deltagerdemokrati, arbejderråd og en styrkelse af de eksisterende kommunalråd. Hvordan skal den højreorienterede offensiv ellers stoppes? Med dialog og fred med de herskende kredse, med Det Demokratiske Fællesrundbord (MUD), med [den venezuelansk-fødte mediemogul og milliardær Gustavo] Cisneros og boli-borgerskabet? [note 4]

Husk også, at de ansvarlige for kuppet i april 2002 og drabene i april 2013 stadig er ustraffede. Tilsvarende bekymring gælder straffriheden i forhold til de mord på fagforeningsfolk, der foregår, ligesom graden af undertrykkelsen af en række strejker og den voksende militarisering af nogle regioner (som harfremkaldt angst og befolkningens afstandtagen til den bolivariske guvernør i Tachiraprovinsen). I disse dage har præsident Maduro og statsadvokaten indrømmet Nationalgardens og det bolivariske politisk ansvar for, at demonstranter er døde og blevet mishandlede. Forhåbentlig går dette ikke ustraffet hen, for staten skal være garant for grundlæggende menneskerettigheder.

Her stiller du dig kritisk til den vej, regeringen har valgt for at stoppe den højreorienterede offensiv. Hvad er i dine øjne den mest effektive måde til at konfrontere højrefløjen?
FG: Hvis man vil styrke revolutionen og resultaterne af den [revolutionære] proces, så er er den bedste metode uden tvivl at styrke en kritisk, folkelig og uafhængig vurdering af bureaukratiet og boli - borgerskabet, der peger på mere magt i basis. Det er der også en række antikapitalister i Venezuela, der foreslår. Jeg tror, at regeringens bestræbelser på kølne volden i gaderne ned og opfordre til dialog og fred fuldt ud kan retfærdiggøres. Men dialog og fred, ja, men for hvad og med hvem? Forhåbentlig prioriterer dialogen en mobilisering af de folkelige sektorer, af de organiserede arbejdere, der går efter mere folkemagt, af de fattige og landarbejdere, der ønsker landbrugsreform, og af den indfødte befolkning, – sammen med mere konkrete forslag til forbedring af den økonomiske situation.

Selvfølgelig har Maduro allerede bebudet en front at imødegå den "økonomisk krig", men ud over "lov om retfærdige priser", som var positiv, er der tale om justeringer af den økonomiske politik og devaluering. Derimod har små politiske strømninger som Marea Socialista og andre uden for chavismen (libertære socialister, marxister, trotskister) foreslået at gøre op med den neoliberale højrefløj gennem revolutionære tiltag: for eksempel at overtagetage kontrollen med udenrigshandelen, men med civilt tilsyn (for at forebygge korruption), forstærket kamp mod spekulation og centralisering af handelen med udenlandsk valuta, at få bankvæsenet underlagt social kontrol, så olieindtægterne ikke delvis snuppes af opkøberne, mere beslutningskompetence til de kommunale råd, støtte til en indenlandsk produktion af fødevarer, en landsdækkende, demokratisk planlægning osv. Jeg understreger, at dette kun er gentagelser af, hvad bolivariske kollektiver og venezuelanere på den antikapitalistiske venstrefløj selv foreslår.

Fremskridt i denne retning vil bestemt også betyde, at man begynder at tænke på modsætningerne inden for den folkelige bevægelse – dens svagheder og begrænsninger, såvel som vægten af den politiske bonapartisme, der hersker i PSUV [Venezuelas Socialistiske Enhedsparti, som er største parti i landet, og som samler tilhængerne af den bolivariske proces, red.].

Hvilke ligheder og forskelle kan du finde mellem processen i Chile under Allendes regering og regeringen i Venezuela? Hvilken rolle ser du specielt på forholdet mellem den folkelige organisering og en stat, der - trods alle ændringer – stadig er en kapitalistisk stat?
FG: For det første, og det er afgørende for mig: Der er stadig en kapitalistisk stat i Venezuela, dog med en ny institutionalisme, som er mere demokratisk. Det er overvejende en stats-kapitalisme, som bygger på olieindtægter, og mere end 70 procent af BNP kommer fra den private sektor. For at kunne orientere os strategisk, må vi først vide, hvor vi står. Ligesom i Venezuela, betød Folkefronts-regeringen i Chile i 1973 store demokratiske og sociale fremskridt, at magten blev flyttet nedad, og at der var en opbakning på det faglige og politiske plan fra en meget velorganiseret arbejderklasse.

Faktisk er den store mangel i Venezuela, at der mangler en demokratisk og klassebevidst bevægelse, der er uafhængig af det statslige bureaukrati. Et andet interessant aspekt af den chilenske erfaring er det spændte forhold mellem den folkelige bevægelse og Allende-regeringen. Jeg har studeret arbejderkomiteerne, cordones industriales [note 5], som var unikke former for folkemagt, og som på forskellige tidspunkter var i stand til at stå imod Allende og forsvare revolutionære initiativer.
Et andet stridspunkt er, hvor meget vi kan stole på institutionerne, muligheden for at staten "hjælper" med at reformere samfundet fra oven. Spørgsmålet er, om vi opbygger socialismen fra staten eller gennem den spirende folkemagt, arbejderkontrol og inddragelse af borgerne. I Venezuela er initiativer med fælles ledelse [mellem staten og arbejderne] såsom Sidor [det største stålværk i landet, red] for eksempel hurtigt blevet kvalt. Det er det samme med de meget komplicerede spørgsmål om politisk vold, imperialismens rolle og de væbnede styrker.

Faktum er, at i Venezuela, i modsætning til den chilenske model, har processen været tænkt som "fredelig, men bevæbnet". I Venezuela er der en meget anderledes civil-militær dynamik end i den chilenske erfaring. Ud over dette fornyer den bolivariske revolution en uafsluttet debat fra den chilenske Folkefront: Hvad kan vi gøre med staten, og hvilken slags stat ? I hvilket omfang er regeringen og de parlamentariske valg værktøjer for demokratiske landvindinger, og hvordan kan man afgørende bygge på græsrodsorganisering for at komme videre. Hvordan skal man konfrontere højrefløjen og imperialisme ud fra det bedst mulige styrkeforhold?

Torsdag den 3. april 2014

Noter:
[1] ALBA (Alianza Bolivariana para los Publos de Nuestra Américas), en alternativ handelsblok som inkluderer 8 latinamerikanske lande.
UNASUR: De Sydamerikanske nationers forbund, frihandelsaftale efter EU-modellen, bestående af 12 sydamerikanske lande.
CELAC: (Comunidad de Estados Latinoamericanos y Caribeños), regional alliance mellem 33 lande i Latinaerika og Caraibien.
[2] Se: F. Gaudichaud, "Las tensiones del proceso Bolivariano: nacionalismo populære, conquistas sociales y capitalismo rentista" Rebelion, DIC. 2012.
[3] Alle Venezuelas ministerier indeholder ordene "folkemagt" i deres officielle titler; fx Uddannelsesministeriet for Folkemagt .
[4] Boli-borgerskabet (boliburguesía) er en dagligdags betegnelse til at beskrive velhavende, korrupte Chavista-bureaukrater
[5] Se: F. Gaudichaud, Poder popular y cordones industriales en Chile, Santiago, LOM, 2004.Venezuela. Se anmeldelse (på spansk) i tidsskriftet Sociedad y Discurso, som udgives af Aalborg Universitet.
 

Franck Gaudichaud har udgivet en række bøger om Latinamerika og er medlem af redaktionen af den spansksprogede nyhedsportal Rebelión.org. Han blev interviewet af Valeria Ianni, som er historiker fra Argentina og medlem af kollektivet “Hombre Nuevo”. Oversat fra http://venezuelanalysis.com/analysis/10561
af Karina Skov.

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 33

Intet pusterum til Lunde Larsen - For en skånsom og dedikeret hav- og fiskeripolitik

Den nyeste tumult i regeringen, efter at Karen Ellemann har måttet overtage fiskerimisteriet, og udenrigsministeriet fiskeristyrelsen, fra Esben Lunde Larsen, er udtryk for en virkelig skandale. Siden det i dølgsmål lykkedes den daværende VK-regering at privatisere den danske fiskebestand i 2007, har en systematisk privatisering af havet været på dagsordenen. Men privateje og profit er i direkte konflikt med den mest effektive og omsorgsfulde håndtering af vores fælles hav. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.