22.08.14 | Michael Voss

Tip en ven       |     Print  

Medicinalindustrien: Forbrydelse betaler sig

For knap et år siden udgav en dansk professor et 450 sider langt anklageskrift om bedrageri, korruption og udbredelse af dødsensfarlig medicin. Kritikken er blevet fortiet af de anklagede, afsløringerne ignoreret eller glemt af medierne, og politikerne har ladet forfatterens forslag til indgreb ligge.

Egentlig havde jeg droppet denne anmeldelse. Ganske vist er bogen med sin knivskarpe afsløring og kritik af medicinalindustrien spændende at læse og uhyre vigtig. Men der kom hele tiden noget andet i vejen.

Jeg tænkte: Nu er der næsten gået et år, siden bogen udkom. Kan Socialistisk Information være bekendt at offentliggøre en anmeldelse så lang tid efter?

Men så tog jeg bogen frem igen og så på mine understregninger og kommentarer i marginen, og det slog mig, at forsinkelsen har leveret et ekstra argument for at gøre opmærksom på bogen. Det lille år, der er gået, har rejst yderligere et problem – ud over de mange problemer, Peter Gøtzsche præsenterer i selve bogen.

Knap et år efter udgivelsen må jeg i den grad undre mig over, hvor få og tamme reaktioner bogen har fået, når man tager anklagernes grovhed og dokumentationens omfang i betragtning. Hvor er den skarpe og indignerede afvisning fra de anklagede: medicinalindustrien, lægerne, tidsskrifterne og myndighederne? Hvor er de opfølgende kritiske artikler og tv-programmer? Hvor er forslagene om indgreb mod industrien fra politikerne? Det vender jeg tilbage til.

Anklagerne hober sig op
Jeg kendte på forhånd Peter Gøtzsches kritik af medicinalindustrien og havde ved flere lejligheder citeret ham [se min tidligere artikel om antikapitalistiske krav og medicinalindustrien]. Alligevel var jeg en smule skeptisk, da jeg første gang hørte om bogen og dens titel ”Dødelig medicin og organiseret kriminalitet – Hvordan medicinalindustrien har korrumperet sundhedsvæsenet”.

Overspiller han den ikke nu? Har han mistet jordforbindelsen? Bliver den ikke for let at tilbagevise?

Selvfølgelig jeg kan som lægmand ikke kontrollere bogens mange tal og citater. Det kan da også godt være, at der er ét eksempel og én talopstilling, som kan tilbagevises. Men hen over de 450 sider lykkes det forfatteren at påvise, dokumentere og overbevise om:

  • At urimeligt mange mennesker dør af medicin
  • At medicinalindustrien markedsfører medicin, som ikke har nogen positiv effekt i forhold til den sygdom, de hævder at ville kurere eller lindre – og at industrien ved det
  • At industrien bevidst hemmeligholder eller manipulerer med data, så alvorlige bivirkninger ikke bliver offentligt kendte
  • At industrien betaler forskere for at lovprise deres produkter og praktiserende læger for at udbrede og markedsføre produkterne.
  • At industrien betaler de lægevidenskabelige tidsskrifter for at bringe ”markedsføringsartikler” og for at afvise kritiske artikler
  • At industrien hyrer ”spøgelsesforfattere” til at skrive videnskabelige artikler om deres produkter – mens kendte forskere lægger navn til artiklerne
  • At medicinalvirksomheder er blevet idømt trecifrede millionbøder for at markedsføre farlig og/eller effektløs medicin, men at de endnu oftere indgår forlig for at undgå kriminaliserende domfældelse og for at undgå at dokumentationen for anklagerne bliver offentliggjort.
  • At industrien får hjælp fra forskere og myndigheder til at erstatte billig medicin med dyr medicin med samme effekt.
  • At industrien bruger trusler, vold, intimidering af læger og redaktører, der afslører manipulationen.
  • At industrien bruger større summer på markedsføring end på forskning
  • Og at der findes eksempler på stort set det hele også fra danske medicinalvirksomheder.

Betalte redaktører
Kan det være rigtigt? Ja, det kan det. Af pladshensyn må jeg her nøjes med et par eksempler og ellers henvise til bogen.

”En amerikansk kongresefterforskning af produkter til fusion af ryghvirvler viste i 2009, at ortopædkirurgen Thomas Zdeblick havde modtaget mere end 20 millioner dollar i patentafgifter og mere end 2 millioner dollaar i konsulenthonorar fra Medtronic, mens han var redaktør på Journal of Spinal Disorders & Techniques. Medtronic sælger rygimplantater, og Zdeblicks tidsskrift publicerede i næsten hvert eneste nummer artikler om Medtronics rygprodukter, der som regel var gunstige og undlod at deklarere de økonomiske bånd mellem forfatterne og Medtronic.

Et incestuøst forhold, især i betragtning af, at artikler om Medtronics rygimplantater temmelig konsekvent havde udeladt alle de alvorlige skadevirkninger, kirurgerne havde observeret.” (side 112)

Hemmeligholder dødsfare
”I 2002 hade danske journalister også forsøgt at få adgang til de indberettede bivirkninger på Roaccutan [et bumsemiddel, der har depressiv adfærd og selvmordstanker tom bivirkning], de såkaldte Periodic Safety Update Reports (PSUR), fra Lægemiddelstyrelsen i Danmark. Styrelsen ville gerne give dem adgang, men Roche satte hælene i og argumenterede for, at det ville skabe en stor risiko for betydelige tab for Roche. Roche truede endda med at sagsøge den danske stat, hvis udleveringen skadede firmaets kommercielle interesser. Sagsøge en stat, fordi færre patienter vil tage et lægemiddel, efter de har fundet ud af, at det kunne dræbe dem. Hvor absurd kan sundhedsvæsenet blive? (side 219).

Bestikkelse belønnes

”Udsåningsforsøg lokker læger til at ordinere nye dyre lægemidler i stedet for gamle og billige, der er lige så gode eller bedre. (…)

I 2006 betalte Novo Nordisk lægernes assistenter og en apotekskæde for at skifte diabetespatienter over til firmaets nye og dyre insulinprodukter. Novos distriktschef skrev til sælgerne: ”Vores mål er 50 eller flere recepter om ugen for hvert område. Hvis du ikke når dette mål, så spørg dig selv, om de læger, som du har så fine relationer til, er fair over for dig. Hold dem ansvarlige for al den tid, lægemiddelprøver, frokoster, middage, programmer og tidligere uddannelse, som du har givet eller betalt for og afslut handlen!! Du kan gøre det!!”

Sådanne handlinger er ulovlige, idet de føderale statutter [USA – MV] om bestikkelse forbyder firmaerne at tilbyde økonomiske incitamenter til læger eller apoteker for at opfordre til eller belønne ordinationen af et bestemt lægemiddel, men forbrydelserne betalte sig. Mens Novos insulinsalg sted med 364%, steg Eli Lillys salg kun med 13%.”

Fortiet – ikke tilbagevist
I forbindelse med udgivelsen var et par repræsentanter for lægemiddelindustrien ude med et par rituelle afvisninger, hvis indhold kan koges ned til: ”Det passer ikke, hvad Gøtzsche skriver. Med vores produkter hjælper v i millioner af syge mennesker hvert år. Patenter og høje priser er nødvendige for at finansiere den meget omkostningstunge forskning.”

Ingen forsøg på at dokumentere fejl i artiklerne. Ingen mobilisering af eksperter, som tilbageviser bogen. Ingen retssager om bagvaskelse. Først da Peter Gøtzsche et halvt år efter skrev en kronik om psykofarmaka i Politiken, kom der en vis reaktion. Her konkluderede han i en af sine spidsvinklede formuleringer, at borgerne ville være bedre stillet, hvis vi fjernede alle psykofarmaka fra markedet. Deres tilgængelighed gør mere skade end gavn.

I bogen påviser han, at alt for mange ordineres psykofarmaka, at patienterne får det alt for længe, og at de udvikler afhængighed, der binder dem til medicinen, efter at de psykiske problemer er væk, og at mange mennesker dør af bivirkningerne, herunder drives til selvmord.

På det grundlag konkluderer han, at psykofarmaka er samlet set gør mere skade end gavn. Men i en kronik i Politiken vakte det selvsagt et ramaskrig fra patienter, der er blevet hjulpet af medicinen, og fra psykiatere. Det endte også med, at Gøtzsches samarbejdspartnerne (Cochrane-institutterne) måtte lægge afstand til citatet.

Det er det eneste reelle forsøg, der har været på at tilbagevise kritikken.

Efterlyser protester og demonstrationer

Gøtzsche var i TV et par gange i forbindelse med udgivelsen, og Politikens Poul Aarøe Pedersen forsøgte med et par artikler at skabe opmærksomhed om dens anklager. Men ingen reaktioner og ingen journalistisk prioritering på hans egen avis.

Alene det kan være med til at forklare, hvorfor forfatterens forhåbninger ikke er blevet til noget: ”Jeg håber også, at min bog kan bidrage til at gøre så mange borgere vrede, at de vil protestere og demonstrere, indtil vi tvinger vores politikere til at indføre nogle meget nødvendige reformer.” (side 204).

Heller ikke patientforeningerne har grebet bolden, men det vil de, der har læst bogen, heller ikke forvente. Hovedparten af foreningerne er finansierede af medicinalindustrien, og de optræder oftere som pr-agenter for industrien end som patienternes kritiske vagthund.

Mere og mindre radikale politikforslag
”Men hvad skal vi gøre ved det?” Sådan lyder reaktionen ofte fra politikere, der bliver præsenteret for et nyt problem. Men her ermanglende løsningsforslag ingen undskyldning. I et af de sidste afsnit stiller Peter Gøtzsche det ene forslag til politisk indgreb til fri afbenyttelse efter det andet.

Der er noget til de politikere, som ikke tør gå for hårdt til det private erhvervsliv, f.eks.:

  • At sikre, at firmaernes kriminelle elementer retsforfølges med samme energi som traditionelle kriminelle
  • At give whistle-blowers fra industrien bedre beskyttelse og andel af efterfølgende bøder som kompensation for det tab, de lider, når de ikke kan få arbejde i branchen igen
  • At forbyde medicinalfirmaernes finansiering af lægernes efteruddannelse

Her er også forslag til de politikere, som tør at gå videre:

  • At pålægge alle firmaer at offentliggøre forskningsdata og al anden viden om deres medicin
  • At pålægge dem at offentliggøre alle protokoller og kontrakter
  • At forbyde industrien at udføre kliniske forsøg, men i stedet pålægge dem at bidrage til finansieringen af uafhængig forskning i offentlig regi

Peter Gøtzsche holder sig heller ikke tilbage fra at pege på de helt grundlæggende løsninger. For det første anbefaler han, at vi afmedikaliserer samfundet: ”Hvis vi brugte medicin rationelt, ville vi have meget sundere befolkninger til en brøkdel af de udgifter, vi i øjeblikket har på lægemidler. I 2012 solgte de 50 største firmaer for 610 milliarder dollar i receptpligtige lægemidler. Jeg er ikke i tvivl om, at man kunne spare 95 % af dette, hvilket er en årlig besparelse på 580 milliarder dollar, fordi mange af vores mest anvendte lægemidler er 20 gange dyrere end lige så gode alternativer, og fordi vore borgere er så overbehandlede.” (s. 352).

For det andet foreslår han at afskaffe private medicinalfirmaer og erstatte dem med statsejede virksomheder og andre non-profit virksomheder: ”At lade markedskræfterne styre den lægelige praksis opfylder ikke patienternes behov særlig godt, og det er ikke foreneligt med en etisk baseret profession. Profitskabelsen producerer ikke de sociale goder, som tilhængere af en fri markedsøkonomi hævder.” (side 394).

Her knap et år efter at bogen udkom, venter vi stadig på et politisk parti, der gør spørgsmålet til et prioriteret politikområde, udarbejder et politisk program af løsninger og fører kampagne for det.

Peter C. Gøtzsche, ”Dødelig medicin og organiseret kriminalitet, People’s Press, Vejledende pris 299,95. kr.

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: JBvkOF
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk