24.08.14 | Sonia Mitralias

Tip en ven       |     Print  

Kvinder i front: En eksemplarisk kamp, som kan smitte

Efter 11 måneders indædt kamp er 595 kvindelige rengøringsassistenter blevet legemliggørelsen, symbolet, sjælen, selve livet for den mest beslutsomme modstand mod nedskæringspolitikken i Grækenland. Disse kvinder er blevet ”politiske subjekter” og fortroppen i hele den aktuelle kamp mod Trojkaens politik, fordi de har haft modet til stå op imod så magtfulde kræfter som den græske regering, den Europæiske Centralbank, EU-Kommissionen og den Internationale Valutafond.

Men trods 11 måneders kamp, hvor de har stået imod og er blevet en hovedfjende for Trojkaen og for den græske regering, og hvor de desuden har kortsluttet den juridiske legitimering af nedskæringspolitikken og har haft konstant politisk opmærksomhed i medierne, - trods dette ser modstanderne af nedskæringspolitikken stadig ikke disse kæmpende rengøringskvinder som politiske subjekter.

Virkeligheden er, at fra starten af nedskæringerne, som Trojkaen satte i gang, er kvinderne gået massivt på gaden, og deres modstand viser en særlig dynamik, med sine egne kendetegn, og med sine særlige politiske lærdomme.

I de fire år, hvor nedskæringspolitikken har forandret Grækenland til en bunke af social, økonomisk og frem for alt menneskelig ruin, er det kun få af os, der snakket om kvindernes tilværelse og endnu mindre om deres kamp mod Trojkaens diktater. Derfor var det noget af en overraskelse, at den offentlige opinion har taget denne eksemplariske kamp, hvor der udelukkende står kvinder bag, til sig. Men er det nu også så stor en overraskelse?

Kvinder har deltaget massivt i de 26 generalstrejker. I ”indignados-bevægelsen” var de også med til at besatte byens pladser, de slog lejr og demonstrerede. De har været i første række i mobiliseringerne i besættelsen og selvforvaltningen af det statslige tv-selskab ERT. På eksemplarisk vis blev de også strejkens sjæl, da det administrative personale på universiteterne strejkede mod fyringer (det vil sige, at de blev fyret efter 8 måneder, med 75 procent løn). 25.000 statsansatte, hovedsageligt kvinder, vil blive ramt af besparelserne i den offentlige service. De udgør også den overvældende flertal (95%) af de frivillige i Solidaritetsbevægelsen og de selvstyrende sundhedscentre, som forsøger at tage sig af den menneskelige kriser og kompensere for sammenbruddet i det offentlige sundhedsvæsen.

Den massive kvindedeltagelse i kampen mod nedbrydningen af velfærdsstaten er således ikke nogen overraskelse eller tilfældighed: Først og fremmest, og vi ved det alle sammen, fordi er kvindernes livsvilkår i centrum af nedskæringsorkanen. Nedbrydning af velfærdsstaten og den offentlige service ødelægger deres liv: Kvinderne udgør hovedparten af de ansatte og er samtidig dem, der mest bruger de offentlige ydelser, og derfor bliver de dobbelt ramt af hvert et slag. De har derfor tusinde grunde til ikke at acceptere en historisk nedbrydning af deres livsbetingelser, som mest af alt minder om tilbagevenden til det 19. århundrede.
Det er rigtigt, at i starten markerede de sig ikke så meget som ”kvindelige politiske subjekter”, men deltog i bevægelserne med de samme krav og kampformer som mændene. De var bare til stede i stort tal.

Men allerede i den første kamp mod guldudvindingen i Skouries-regionen ved Chalkidiki i det nordlige Grækenland mod det canadiske multinationale firma Eldorado, skilte kvinderne sig hurtigt ud med deres kampformer og deres radikalitet. Og hvis medierne og den offentlige opinion ignorerede betydningen af deres kvindelige kampformer, så gjorde politiet det ikke! Faktisk angreb uropolitiet mest kvinder med en uhørt voldsom og selektiv måde for at terrorisere hele befolkningen med deres eksempel og dermed sætte en stopper for al ulydighed og modstand. De blev kriminaliseret, fængslet, ydmyget – også seksuelt, i forhold til deres krop og deres … køn!

Året efter tog kvinder en række initiativer og udviklede deres egne aktionsformer.

Det hele startede, da regeringen – for at gennemføre den skrappeste del af nedskæringsprogrammet, som var pålagt af ”långiverne” – som det første rettede skytset mod rengøringspersonalet i Finansministeriet og Told og Skat. De blev sat på ”reservelisten” allerede i slutningen af august, dvs. at de kun fik udbetalt tre fjerdedele af deres månedsløn på 550 euro i 8 måneder for derefter at blive definitivt fyret. Regeringen kørte nøjagtig den samme strategi som i Skouries.

Målet var at starte med de svageste og dem med de dårligste muligheder for at få støtte, for derefter at gå videre til resten af lønmodtagerne, de 25.000 offentligt ansatte, der var udset til at blive fyret. Og det var timet til det tidspunkt, hvor bevægelsen var ved at blive træt af de evindelige nedskæringer, som gjorde mange aktivister opgivende, atomiserede, sårbare…

Regeringen troede, at man hurtigt kunne smadre denne arbejdergruppe - slå dem ud som fluer, disse fattige kvinder fra den ”laveste klasse”, med en månedsløn tæt på 500 euro og – troede man – ikke særlig intelligente (heraf deres slogan: ”Vi er ikke idioter, vi er kvinder, der gør rent”).

Målet var at privatisere det kvindelige rengøringsarbejde for at tilgodese private rengøringsfirmaer. Disse mafiaselskaber, som er kendte for at være mestre i skattesnyd, skulle så genansætte dem til 200 euro om måneden, dvs. 2 euro i timen, med en ussel forsikring og uden nogen jobgaranti. Med andre ord halvvejs slaveagtige forhold.

Disse kvinder, som blev ofret af Trojkaens kannibalagtige alter, disse kvinder i alderen45-57 år, ofte enlige, fraskilte, enker, forgældede af udgifter til børn, arbejdsløse mænd eller handicappede familiemedlemmer, og som stod uden mulighed for tidlig pensionering efter 20 års arbejde og uden chance for at finde et andet job – disse kvinder besluttede sig for, at de ikke ville give op. De tog skæbnen i deres egne hænder!

Og på den måde fik vi en håndfuld kvinder, som besluttede at lave om på de etablerede aktionsformer hos de traditionelle fagforeninger. Nogle tog initiativ til at organisere sig selv for sig selv, med en gruppe rengøringskvinder, som havde været i kamp og vundet 10 år tidligere for at få langtidskontrakter. De har arbejdet myreflittigt og skabt et netværk på landsplan.
Og eftersom disse Finansministeriets tjenestefolk allerede var smidt på gaden, og det i deres tilfælde ikke handlede om at gå i strejke, besluttede de at lave en menneskekæde foran hovedindgangen til Finansministeriet på Syntagmapladsen, pladsen foran parlamentsbygningen, det fremmeste symbol på magten…

Det er ingen tilfældighed, at det er kvinder, som har fundet på de fantasifulde kampformer. De har været nødt til at råbe op for at blive hørt, på grund af deres køn og deres sociale status, fordi de var marginaliseret af fagforeningerne, og uden kontakt til de traditionelle organisationer på venstrefløjen. De var tvunget til at finde på noget, hvis man skulle opdage dem!

I stedet for passive strejker og ineffektive, enkeltstående aktionsdage har de satset på direkte og kollektive aktioner. De har satset på ikke-vold, humor og opfindsomhed. Med tornekranse på hovedet ved påske, med rebe om halsen uden for Nyt Demokratis kontorer, med musik og dans krævede de genansættelse for alle her og nu! Alt dette er nyt i Grækenland…

De besatte og blokerede indgangen til Ministeriet og især konfronterede de medlemmerne fra Trojkaen, når de skulle ind i Ministeriet og tvang dem til at flygte i løb og tage bagindgangen, sammen med deres sikkerhedsvagter. De gik i konfrontation, kvinde mod mand, med politiets specialenheder. Hver eneste dag fandt de nye aktioner, som blev transmitteret af medierne og dermed sendte et signal til hele befolkningen. Kort sagt brød de isolationen.

PÅ den måde blev det, der normalt gengives i statistikker uden liv og sjæl, med rekordtal for arbejdsløsheden eller fattigdommen, nu ”menneskeliggjort” og fik et ansigt af kvinder af kød og blod, som i højere grad fik en personlighed og en selvstændig politisk vilje. De hedder Litsa, Despina, Georgia, Fotini, Dimitra… Og med deres eksempel på mod, deres udholdenhed og deres stålsatte vilje til at vinde, giver de et håb til alle ofrene for nedskæringspolitikken.

Men pas på: Politiet slår næsten dagligt ned på disse kvinder, fordi deres arbejdsgivere frygter, at eksemplet vil sprede sig. Og det er hele Grækenland, som er vidne til dette triste skuespil med disse ofte ældre kvinder, som den ene dag efter den anden bliver trampet på, mishandlet og såret af Rambo-politiet, som kunne være deres sønner! Og hvorfor? Fordi det er selve Trojkaen, som vil slå dem, fordi de er et eksempel til efterfølgelse for de undertrykte, fordi de er i forreste række i kampen mod nedskæringer, ikke kun i Grækenland, men i hele Europa. Fordi deres kamp kan smitte.

Mere end nogensinde er disse 595 rengøringskvinders kamp heroisk og en del af vores kamp. Vi må ikke lade dem stå alene. De kæmper for os, vi kæmper for dem. Lad os organisere en europisk og verdensomspændende solidaritet!

Oversat fra websiden Gauche Anticapitaliste af Karina Skov

PS: Enhedslistens årsmøde 2014 havde besøg af de græske rengøringskvinder og samlede ind til deres fortsatte kamp.

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: OCQkO0
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk