læs mere om: Trafik

02.09.08 | Arne Lund

Tip en ven      |    Print  

Landdistrikterne uddør: Regeringens økonomiske jerngreb smadrer busdriften

At bustrafikken skranter, er almindelig kendt. På fire år har busserne mistet 31 mio. passagerer. Hvis ikke kommuner og regioner snart får tilført 3-400 mio. kroner fra staten, så må omkring 10 procent af alle ruter lukke. I by som på land.

Problemerne er ingenlunde af ny dato. Tilbage i 1990’erne havde Nyrup-regeringen travlt med at udlicitere og effektivisere bustrafikken. De effektiviseringsgevinster, der herved fremkom, kom ikke de rejsende og de ansatte til gode, men blev brugt til at kommuner og amter kunne slippe billigere fra, at der var den kollektive trafik, de rejsende havde brug for.

Med kommunalreformen er det gået fra slemt til værre, fordi kommunernes økonomi i dag er langt strammere, end før reformen trådte i kraft. Nu skal kommunerne selv finansiere den bustrafik, der finder sted inden for kommunegrænsen, mens regionaltrafikken finansieres af regionerne via bloktilskud fra staten.

Med kommunalreformen blev der lagt et loft på 3 procent over taksterne i den kollektive bustrafik, svarende nogenlunde til den almindelige prisudvikling – det vil sige før priserne begyndte at gå grassat.

Godt for passagererne, men forudsigeligt nok ikke for trafikselskaberne. Stigende oliepriser, lønninger og andre omkostninger har slået hul i loftet – uden at det har udløst øget kompensation fra staten. Hertil kom, at bortfaldet af statens kompensation af dieselafgiften, har forværret situationen alvorligt. I juli meldte Danske Regioner nemlig om omkostningsstigninger på 9 procent i 2009, og ikke, som først antaget, 4,5 procent.

Lige så forudsigeligt er det, at busselskaberne ikke kender andre udveje, end at sætte taksterne op, og skære ned på driften. Nytænkningen har det ikke så godt i busselskaberne.

Ministerens passivitet
Under alle omstændigheder betyder det, at staten har fået en betydelig indflydelse på bustrafikken. Transportministeren nægter pure, at hun har et ansvar: ”Det er udelukkende kommunernes og regionernes opgave”, bedyrer Carina Christensen den ene gang efter den anden.

Grotesk, thi hun er jo medlem af den regering, der lægger rammerne for kommunernes og regionernes økonomi – og som samtidig planlægger milliardinvesteringer i jernbanen! Sammen- hæng skal man ikke lede efter her.

Den sammenhæng mellem bus- og togtrafikken, der møjsommeligt er blevet opbygget i den sidste halve snes år, risikerer altså at gå fløjten, inden effekten af investeringerne er slået igennem. For sker der en reduktion af bustrafikken med de varslede 10 procent, da svækkes tilbringertrafikken til togene, og svække DSB’s passagerunderlag.

Senest har Carina Christensen forsøgt, at snakke sig ud af problemet, idet hun påstår, at der ligger ubrugte midler på et par hundrede mio. kroner i kommuner og regioner fra 2007, og mangler man penge, kan man jo bare bruge dem først.

Nok er vi her til lands vant til besynderlige transportministre, men mon ikke Carina Christensen alligevel er i en klasse for sig. Næppe nogen af hendes forgængere kan måle sig med hende, når det gælder passivitet og ansvarsforflygtigelse.

I marts i år skulle hun forholde sig til at regionernes formand, Bent Hansen, advarede om at bus-driften er i tilbagegang, og at der snart vil være dele af landet, hvor der ikke mere er kollektiv trafik. ”Jeg forstår ikke Bent Hansens dommedagsprofeti”, lød svaret.

I april mente Carina Christensen, ”at der gøres et stort arbejde for at udvikle den kollektive trafik”. I maj benægtede hun, at regeringen ”forholder sig passivt til udviklingen i den kollektive trafik”. Tværtimod, ”det er regeringens politik, at vi skal satse massivt på kollektiv trafik”, og at ”regeringen (har) besluttet at udarbejde en strategi for reduktion af CO2-udslippet”.

Midt på sommeren blev hun så omsider indhentet af de barske realiteter: ”Jeg er bekymret for udviklingen… Det vil være uhensigtsmæssigt, at skære 10 procent af busserne væk, gør man det, så må regioner og kommuner stå til ansvar”. Siger den minister, der rask væk smider et par hundrede mio. kroner ud i et ”forsøg” med de 60 tons tunge og 25 meter lange modullastbiler, eller nok en forundersøgelse af det håbløse Femernbælt-projekt, men altså ikke vil påtage sig ansvaret for at bustrafikken fungerer.

Eksemplet Djursland
Region Midtjylland skal spare 45 mio.. kroner på bustrafikken i årene 2009-2011, ud af et budget på 150 mio. kroner! Det sker ved hjælp af et ”mere effektivt, moderne regionalt rutenet, hvor Regionen opprioriterer de regionale opgaver ved at skabe bedre forbindelser til de større byer”. På jævnt dansk: kun byer med over 5.000 indbyggere - og de byer, der ligger på ruten derimellem - vil fra 2009 blive busbetjent. Regionen mener ikke, at det er dens opgave længere at stå for busser, så folk uden biler kan komme frem, og unge kan komme til uddannelsessteder, arbejde, osv., men at kommunerne skal klare opgaven.

Argumentationen for at lukke busruterne, er, at de ikke bliver benyttet, hvilket ikke er korrekt.
Morgen og eftermiddag må der indsættes ekstra busser på flere strækninger. Når Regionen lyver så åbenlyst, så fortæller det hvor desperat situationen er, hvor anstrengt økonomien er.

Indlysende nok vil en lukning af busruter gå mest ud over de landdistrikter, hvor den enlige busrute
er den eneste forbindelse til verden ”udenfor”. Lukning vil have en negativ indflydelse på landområdernes evne til at overleve. For bussen er jo ikke det første, der er forsvundet fra landområderne i kølvandet på kommunalreformen: Biblioteket/ bogbussen, posthuset og skolen. Brugsen og håndkøbsudsalget er for længst røget.

I en interviewundersøgelse blandt uddannelsessøgende i Grenå-området, angiver 63 procent af de elever, der kører med bus til skoler/gymnasium, at såfremt planerne om at lukke et antal busruter realiseres, da har de ingen alternative transportmuligheder. Følgelig må mange enten opgive deres skolegang/uddannelse, eller de må flytte til Århus eller Randers, hvis de vil fortsætte. Alt sammen til skade for Djursland, hvor uddannelsesniveauet i forvejen er lavere, end andre steder i landet.

De mange nedskæringer er en pind til landsbyernes ligkiste, men det har nok også været meningen med kommunalreformen. Langt ind i de borgerlige partier anses det for at være alt for dyrt, at holde liv i landområderne. Vil man bo på landet, må man klare sig selv; ikke noget med at stille krav om dit og dat, og busser morgen, middag og aften. Tilbage er vel snart kun snerydningen, så vent bare.

Én af de kommuner, som transportministeren mener, er rustet til at overtage bustrafikken efter Region Midt, er Syddjurs kommune. Den går nu - sammen med 42 andre kommuner - tiggergang til Røde Karen i Velfærdsministeriet for at få en håndsrækning til den skrantende økonomi.

Andre lande viser vej
Mens bustrafikken forringes, og de rejsende flygter over i bilerne, eller op på cyklen, går det helt anderledes for sig rundt om i Europa. Her melder busselskaber om en vækst i passagertallet bl.a. takket være stigende benzinpriser. Men også fordi selskaberne er iderige og offensive. Kommer de rejsende i møde med flere afgange, bedre regularitet, mere komfort og service, bedre information. Og vel at mærke ofte til takster, der er lavere end de danske. ¨

Vi skal såmænd ikke længere væk end til Helsingborg for at finde en gedigen bustrafiksucces, og hvor passagertallet stiger og stiger. Busselskabet scorer højt på service, rettidighed, og tilfredse passagerer, for jo flere tilfredse passagerer, desto mere tjener selskabet. Andre steder, fx i Flandern, bobler det med nye ideer, der også har været i stand til at bryde det dødvande, som bustrafikken i en årrække har befundet sig i

Fastholder regeringen ”2010-planen”, der yderligere begrænser væksten i den offentlige sektor, da kan kommuner og regioner se frem til langt strammere økonomiske betingelser, end i dag. Det kan vel ikke være anderledes, når det er opfattelsen rundt om i kommunerne, at uanset hvilke aftaler regeringen påtvinger kommunerne, så skal aftalerne holdes.

Et kommunalt brud – ja, måske endda ligefrem et lille oprør – med den hidtidige praksis, synes for indeværende, at være den eneste vej ud af det jerngreb, staten holder kommunerne i.

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 33

Intet pusterum til Lunde Larsen - For en skånsom og dedikeret hav- og fiskeripolitik

Den nyeste tumult i regeringen, efter at Karen Ellemann har måttet overtage fiskerimisteriet, og udenrigsministeriet fiskeristyrelsen, fra Esben Lunde Larsen, er udtryk for en virkelig skandale. Siden det i dølgsmål lykkedes den daværende VK-regering at privatisere den danske fiskebestand i 2007, har en systematisk privatisering af havet været på dagsordenen. Men privateje og profit er i direkte konflikt med den mest effektive og omsorgsfulde håndtering af vores fælles hav. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.