RELATEREDE ARTIKLER

En vej ud af krisen? Hvilken løsning for arbejderbefolkningen? Efter generalstrejken 28. april Brasilien ramt af første generalstrejke i 20 år Bliver Venezuela til et diktatur? Sandinisme eller "Danielisme"? Masseprotester over hele Mexico mod ”gasolinazo” - prisforhøjelser på el og benzin Historisk revolutionært massemøde Fidel Castro er død Skal vi stemme eller lade være? Temer opretter en komité for racerenhed Hilser freden velkommen, men presser på for social retfærdighed Bittersød eftersmag En blå bølge "Jordskredsvalget": Den bolivariske proces i krisetider »Vi vil have en hård venstrefløj, som fordømmer den politiske kaste og kæmper med arbejderne.« ”Der er ingen vej tilbage” "Hverken den 13. eller den 15. repræsenterer os" Vejen til folkemagt? Cuba: En sejr og et par risikomomenter Hvad har menneskerettighederne at gøre med en kanal i Nicaragua? Krise og modstand i Mexico Den aktuelle debat handler om, hvordan man stopper offensiven fra den neoliberale højrefløj Kan et land have en revolutionær stat og en kapitalistisk økonomi? Vores Cuba Hernandez godkendt som vinder, anklager om valgsvindel Juni-vinden blæser stadig Da Pinochet inviterede nyliberalismen Ingen fredelig vej til socialisme Den folkelige opstand er retfærdig! Stop undertrykkelsen! Historien om en revolutionær Efter Chavez: Et muligt scenarie Nyt politisk landskab i Mexico Nederlag for højrefløjen, udfordringer til venstrefløjen “7. oktober: Chavez som præsident – 8. oktober: Ud med bureaukraterne” Argentinas eksempel fra 2001 Rio +20 og videre frem Topmøde i Venezuela starten på “ny historisk fase” Nye perspektiver for den antikapitalistiske venstrefløj Udsigt til et socialt og politisk forår Humalas sejr - et ryk til venstre Den neoliberale strategi slog fejl i Cuba Et farligt og modsætningsfyldt dokument Den venezuelanske revolution PT-valgsejr med bismag Venstrefløjen vinder valget, men højrefløjen gik frem Revolutionens udfordringer Den internationale situation sommeren 2010 Forsvar og styrk den bolivarianske revolution med et bevæbnet og mobiliseret folk Cochabamba viser vej Lav en aftale om jordens overlevelse! Solidaritet med indfødte folk fra den peruanske regnskov Konsolidering af kuppet i Honduras? Uafhængig kandidat udfordrer de to blokke Tiltrængt demokratisering af medierne Det herskende oligarkis kup Nationaliseringer og klassekamp Venstrefløjen sejrede Morales vandt – igen Alle er enige: De andre tabte Fri abort stoppet af veto Regionalvalg i Venezuela Mexico i krig Livet efter Fidel Hugo Blanco – arresteret og løsladt Peruviansk bondeoprører arresteret Karakteristiske træk ved erfaringerne fra Venezuela, Bolivia og Ecuador Historisk afstemning viser vilje til forandring Karakteristika ved udviklingen i Latinamerika Venezuelas arbejderbevægelse ved en skillevej Venezuelas revolution i krydsild

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Latinamerika

01.11.14 | Claire Veale

Tip en ven      |    Print  

Bolivia: Genvalg til Morales - revolutionær forandring stadig på dagsordenen?

Søndag den 12. oktober stemte bolivianerne for et genvalg af Evo Morales Ayma, Bolivias siddende præsident med overvældende 60 procent af stemmerne.

Morales har i sandhed vundet bred folkelig støtte gennem sin anti-imperialistiske og socialistiske politik, og selv Verdensbanken har været tvunget til at anerkende hans sociale programmer som en succes. Hans regering har til gengæld ikke kunnet leve op til de revolutionære løfter, den først blev valgt på. Derfor er det vigtigt at spørge: Hvor langt går Morales reformer egentlig?

Løfterne fra en socialistisk græsrodsleder
Morales store popularitet stammer fra hans fattige og indfødte baggrund og hans symbolske rolle i den anti-imperialistiske og anti-neoliberale folkelige opstand i 2000-tallet. Han blev først kendt for at lede cocabøndernes kamp imod krigen mod narko. Den blev drevet af USA og forsøgte at kriminalisere cocabladene, der betragtes som en hellig plante i Bolivia og er dagligt i lovlig brug blandt hundredtusinder af bolivianere. Derefter tog han aktivt del i de sociale revolutioner som bragte folk på gaderne i stort tal for at protestere mod privatisering af vand i 2000 og for at kræve en nationalisering af gas i 2003. De sociale bevægelser havde succes med at gøre en ende på de neoliberale regimer, som havde privatiseret og udbyttet Bolivias naturressourcer siden 1980, og i 2005 blev Evo Morales’ parti Movimiento al Socialismo (MAS) valgt på løftet om nationalisering med støtte fra disse bevægelser.

Ni år senere har Morales’ regering uden tvivl forbedret livsvilkårene for mange bolivianere gennem den såkaldte Proceso de Cambio (forandringsproces). Der er sket store fremskridt med hensyn til nedbringelse af fattigdom, med støtte til mødre, børn og ældre, og uddannelsesreformer har nedbragt antallet af analfabeter væsentligt [1], ligesom sundhedstilbud nu i bredt omfang er tilgængelige og er blevet beder med hjælp fra cubansk sundhedspersonale. Infrastruktur og industrialisering er også blevet udviklet, og initiativer for nationalisering af Bolivias nøgleindustrier har stået centralt i Morales’ kampagne.

Den nye grundlov fra 2009 er et andet vigtigt resultat for MAS, som implementerede nye mekanismer for direkte demokrati og større decentralisering, så myndigheds-kompetencen flyttes til regionale, lokale og indfødtes niveauer. Grundloven anerkender også Bolivia som en flernational stat, ligesom den anerkender rettigheder for Moder Natur, en milepæl for fremskridt for indfødtes rettigheder og miljølovgivning. I et land, hvor den indfødte befolkning for mindre end 30 år siden ikke havde adgang til særlige områder på grund af racediskrimination, er det ikke svært at forstå, hvorfor Morales nyder udbredt støtte fra Bolivias overvejende indfødte og fattige befolkning.

Taler og virkelighed
Ikke desto mindre er det næsten umuligt helt at bryde med Latinamerikas lange historie som kolonier og vore dages globale neoliberalisme. Og det har betydet, at regeringens politik ikke har levet op til de lovede revolutionære forandringer, som Evo blev valgt på. Faktisk har mange kritikere fra venstrefløjen argumenteret for, at Morales regering har fokuseret på overfladiske politiske justeringer drevet af en populistisk fortælling uden at tackle de kapitalistiske strukturer for udbytning. Og det synes i en vis udstrækning at være sandt.

Man kan argumentere for, at nationaliseringen af kulbrinte-industrien var en simpel genforhandling af kontrakterne med de udenlandsk ejede benzinselskaber [2], der sigtede mod at forøge statens indtægter snarere end at overtage aktiverne til fuld nationalisering. Valget af sprog i regeringens fortælling er problematisk, når det bolivianske folk – der historisk set har kæmpet indædt for ejerskab til sine ressourcer – bliver frarådet at forlange yderligere nationalisering, eftersom Morales – uberettiget – hævder, at industrien er i statens hænder.

Men også på andre områder er præsidentens fortælling ikke helt i overensstemmelse med virkeligheden på gulvet. Morales er virkelig kendt internationalt for sit vægtige forsvar af Pachamama – Moder Jord – og han hævder at repræsentere de indfødtes kamp i hele verden for deres rettigheder og deres jord. Der er da heller ingen tvivl om, at Morales’ forsvar for miljøet og hans højst tiltrængte kritik af den vækstdrevne kapitalisme er et bemærkelsesværdigt fremskridt for samfund i hele verden.

De bolivianske aymara-indianeres tradition for Suma Qamaña – eller Buen Vivir – det vil sige behovet for at leve i harmoni med naturen uden at fokusere på materialistisk vinding – er blevet promoveret kraftigt af Morales og afspejler en inspirerende alternativ tilgang til udvikling. Ikke desto mindre er den fortælling langt fra realiteterne i hans politik, og man behøver blot at tage et kig på regeringens afhængighed af udvindingsindustrier for at forstå modsætningen.

Socialistisk omfordeling af rigdommen vs. Pachamama
Evo Morales støtter sig, lige som sine sydamerikanske allierede i Venezuela og Ecuador, meget kraftigt til udvindingen af gas, olie og mineraler for at finansiere sin socialistiske omfordelings-politik. En strategi, der kan være i modsætning til miljøpolitikken og hensynet til de indfødtes rettigheder. Regeringen har været uanstændigt repressiv over for de indfødtes marcher til beskyttelse af Tipnis-reservatet, som er truet af planerne om at bygge en hovedvej der forbinder Bolivias og Brasiliens handelsruter.

For nylig har oprindelige folk i Bolivia protesteret over en minelov, som ville resultere i en udbredt forurening af drikkevand og landbrugsjord. Det førte til en kriminalisering af protesterne, og den vigtigste kritiske bevægelse for oprindelige folk Conamaq [3] fik sit hovedkvarter lukket. Kritikere blandt de oprindelige folk, inklusiv Fernando Vargas, som var en af dette års præsidentkandidater, hævder, at Evo ikke adskiller sig fra sine forgængere, når det kommer til ødelæggelsen af planeten for at opnå økonomisk vækst. Denne debat kaster lys over det svære forhold mellem socialistiske og miljømæssige mål.

Kriminalisering af kritik
Regeringens hårde undertrykkelse af bevægelserne TIPNIS og CONAMAQ afspejler en dybere bekymring for det vanskelige forhold mellem MAS og de sociale bevægelser og andre kritikere. De indfødtes bevægelser, som i årtier har kæmpet for deres rettigheder, er blevet anklaget for at arbejde under indflydelse fra imperialistiske og kapitalistiske grupper med det formål at destabilisere regeringen og spekulere i et kup.

Disse anklager undergraver ikke kun det kæmpe arbejde, som de indfødtes samfund har opnået i deres kamp for rettigheder, ved at fremstille dem som simple ofre for imperialistiske magter [4], men skaber også en uhjælpsom enten-eller-modsætning for de sociale bevægelser: ”du er enten med os eller imod os”. Morales’ regering, under intellektuelt lederskab af vicepræsident Alvaro Garcia Linera, har i perioder kriminaliseret enhver form for kritik, oplæst sociale bevægelser og anklaget kritikere for at arbejde sammen med oppositionen. Denne kendsgerning er skuffende, i og med at det radikale, kritiske sociale bevægelser, som i første omgang gjorde det muligt for Morales at blive præsident.

En ny periode bringer nyt håb
Til trods for alle regeringens mangler repræsenterer Evo Morales stadig håbet for radikale forandringer og hans politik har et stort potentiale for bolivianerne. Hans regerings visioner for socialistisk velfærdsfordeling og Bolivias indsats for at slutte sig til kontinentets anti-imperialistiske tendenser ved at opmuntre regionalt samarbejde er i sandhed positive skridt i den rigtige retning.

Til gengæld – som vi har set i Venezuela – må MAS planlægge fremad for at forblive stærke, når Morales epoke er forbi for at kunne skubbe videre på Proceso de Cambio - forandringsprocessen. En måde at styrke regeringens position i samfundet ville være at ændre taktik i konfrontationen med sociale bevægelser og kritiske røster generelt - og anerkende, at oprindelige folks og faglige bevægelser bør behandles anderledes end den højreorienterede oppositions forsøg på at afmontere regeringens politik. Den nuværende konfliktorienterede strategi vil kun svække MAS på langt sigt og føre til, at partiet mister troværdighed og støtte fra venstrefløjen.

At sikre et rum for dialog og samarbejde mellem regeringen og sociale bevægelser er en væsentlig forudsætning for at stabilisere den spæde start på afkolonialiserings-processen og socialisme, som MAS forsøger at etablere. Lad os håbe, at MAS vil tage denne chance, som en ny præsidentperiode giver dem til at sikre deres Proceso de Cambio ved at brede debatten ud til de sociale bevægelser og komme dybere med deres sociale projekt.

14. oktober 2014

Artiklen blev først bragt hos Global South Development Magazine og er oversat af Bodil Olsen

1) Se statistik fra UNESCO

2) Spansksproget analyse af regeringens ”nationalisering” af kulbrinteressourcerne

3) Interview med CONAMAQ-repræsentanter

4) Læs mere om  her

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 33

Intet pusterum til Lunde Larsen - For en skånsom og dedikeret hav- og fiskeripolitik

Den nyeste tumult i regeringen, efter at Karen Ellemann har måttet overtage fiskerimisteriet, og udenrigsministeriet fiskeristyrelsen, fra Esben Lunde Larsen, er udtryk for en virkelig skandale. Siden det i dølgsmål lykkedes den daværende VK-regering at privatisere den danske fiskebestand i 2007, har en systematisk privatisering af havet været på dagsordenen. Men privateje og profit er i direkte konflikt med den mest effektive og omsorgsfulde håndtering af vores fælles hav. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.