30.11.14 | Daniel Tanuro

Tip en ven       |     Print  

Ny bog: Stærk bog om klimakrisens revolutionære potentiale

Klimakrisen forandrer alt – og Naomi Klein leverer trods visse uklarheder et vigtigt bidrag til kampen for, at forandringen bliver til det bedre.

Naomi Kleins bog om klimaforandringerne er allerede en begivenhed. Forfatteren af »Chokdoktrinen« gør her grundigt op med den kapitalistiske vækstlogik, de multinationale olie-, kul- og naturgasselskabers grådighed og regeringernes underdanighed over for deres interesser. »At klodens klima ændres på kaotisk og katastrofal vis, er lettere at acceptere end udsigten til at ændre kapitalismens grundlæggende, vækstbaserede, profitjagende logik,« skriver hun (s. 89).

For Naomi Klein er klimaskeptikernes indædte modstand ikke tilfældig, men tværtimod udtryk for, at de har forstået, at en seriøs kamp mod den globale opvarmning kræver et radikalt politisk skift. Med mere regulering, mere offentlig sektor, mere fælleseje og mere demokrati. Med andre værdier end at konkurrere, rage til sig og være sig selv nærmest.

Det er en vigtig bog, som uden tvivl vil få stor indflydelse.

Klimaforandringernes revolutionære potentiale
Titlen er velvalgt: »This Changes Everything« – dette ændrer alting. Naomi opfordrer venstrefløjen, de progressive til at gribe den chance, de får tilbudt i denne vanskelige situation. For »sandheden om klimaforandringerne,« skriver hun, »er kun foruroligende for dem, der stiller sig tilfredse med tingenes tilstand« (en henvisning til titlen på Al Gores film »En ubekvem sandhed«). Det problem har vi andre ikke, for »hvis der nogensinde har været et tidspunkt, hvor man kunne fremme en plan, der heler vores klode, og som også heler vores kriseramte økonomi og vores opsplittede samfund, så er det nu« (s. 155).

Miljøkrisen føjer sin eksistentielt presserende karakter til alle de andre problemer. Den »tilbyder en overgribende fortælling, inden for hvilken alt fra kampen for gode job over retfærdighed for indvandrere til erstatning for historiske ugerninger såsom slaveri og kolonialisme kan blive en del af det store projekt at opbygge en ikke-giftig, stødsikker økonomi, før det er for sent« (s.154).

Mere skarpsindigt end mange antikapitalistiske aktivister sætter Klein sin lid til »klimaforandringernes revolutionære magt«, og hun har fuldstændig ret. Hun opstiller et uforsonligt og særdeles overbevisende anklageskrift mod de store miljøorganisationer, hvoraf nogle anklages for at være smeltet sammen med systemet. Som alternativ taler hun for at opbygge massebevægelser.

Forfatteren erkender, at »vi stadig mangler modmagt af en slags, der har en chance for at forandre samfundet i blot tilnærmelsesvis det nødvendige omfang« (s.156). Men hun ser lovende tegn i de radikale mobiliseringer mod »ekstraktivisme« (stræben efter økonomisk vækst gennem udvinding af naturens ressourcer, o.a.) og store infrastrukturprojekter, som tager til over hele verden. Når oprindelige folk spiller en ofte afgørende rolle i disse mobiliseringer, er det for Klein en kilde til håb, fordi disse folk har et andet syn på deres forhold til naturen end det ønske om dominans og total kontrol, der er typisk for kapitalismen og i det hele taget den vestlige kultur siden oplysningstiden.

»This Changes Everything« er en stærk bog. Den kunne have været endnu stærkere, hvis forfatteren havde afsat tyve sider til klart at forklare mekanikken i klimaforandringerne og til at præsentere deres vigtigste økonomiske og sociale følger, i stedet for at starte direkte med en kritik af klimaskeptikerne. Her forspildes i mine øjne en lejlighed til at øge offentlighedens indsigt. Men det er en detalje.

En bog med modsætninger
Mere grundlæggende er »This Changes Everything« en bog med indbyggede modsætninger. Forfatteren tilstår: »Det er den sværeste bog, jeg nogensinde har skrevet, netop fordi min research har ført mig til at søge så radikale svar. Jeg er ikke i tvivl om, at de er nødvendige, men jeg tvivler dagligt på, om de er politisk gennemførlige« (s. 26).

Faktisk svinger Klein mellem på den ene side et antikapitalistisk alternativ, som er selvforvaltende og decentraliseret, økosocialistisk og økofeministisk, og på den anden side et projekt for en reguleret, grøn kapitalisme, som er baseret på blandingsøkonomi og mere lokal produktion, og præget af en omsorgs- og forsigtighedstankegang. Dette spændingsforhold gør sig gældende i hele bogen.

En revolutionær inspiration går gennem konklusionen, hvor Klein – ligesom Marx i Kapitalen! – drager en parallel mellem kampen mod slaveriet og kampen mod den kapitalistiske tilegnelse af ressourcerne (s. 455ff). Andre steder skriver hun imidlertid, at der er »masser af muligheder for at tjene penge i en kulstoffri økonomi«, og at hindringen for den økologiske omstilling kommer fra »de nuværende forretningsmodeller« (business models, s. 252) og fra den måde, hvorpå »vi tænker på økonomien« (we think about the economy, s. 95) – altså ikke fra økonomien i sig selv.

Denne svingen er måske ikke uden forbindelse med den opfattelse, som Klein synes at have af naturbeherskelses-ideologien. Forfatteren minder med rette om, at denne ideologi har sin oprindelse inden kapitalismen. Men kapitalismen er netop den form, hvori denne ideologi eksisterer i dag. Deraf følger ikke, at afskaffelsen af den kapitalistiske produktionsmåde automatisk vil fjerne de »ekstraktivistiske« opfattelser – tværtimod vil kampen for at »tage sig af naturen med forsigtighed« skulle fortsætte i lang tid efter dette systems ophør. Men ideologien om dominans svæver ikke i luften; den er rodfæstet i samfundsstrukturerne. Den ideologiske kamp mod ekstraktivismen er uløseligt forbundet med kampen mod de kapitalistiske sociale relationer. Især med kampen mod udbytningen af lønarbejdet, som faktisk er en form for »ekstraktivistisk« udplyndring af den naturressource, der kaldes arbejdskraft.

Nej, Tyskland er ikke et forbillede
Når det er sagt, må man også være beskeden og erkende, at enhver, der prøver at udtænke et socialt svar på klimaudfordringen, står over for den modsætning, som Naomi Klein omtaler i indledningen til sin bog. Det skyldes, at der i dag er en svimlende kløft mellem de yderst radikale antikapitalistiske foranstaltninger, der objektivt er nødvendige for at forhindre en forfærdelig katastrofe, og det bevidsthedsniveau, der er blandt den brede befolkning. Hvilken strategi der skal til for at bygge bro over den kløft, er genstand for debat, og der er ingen grund til at være belærende over for Klein. Men én ting er for mig at se klar: Hvad angår »politisk gennemførlighed«, er hun dårligt informeret, når hun peger på Merkel-regeringens energipolitik med feed in-tariffer som et eksempel på »et brud med den nyliberalistiske ortodoksi« (s. 131).

Feed in-tarifferne er faste takster, der gør grøn strøm konkurrencedygtig over for »beskidt« strøm. På samme måde som grønne certifikater legemliggør de den liberalistiske idé om, at man blot behøver at internalisere »eksternaliteterne« for at gøre investeringsbeslutninger baseret på omkostningseffektivitet miljøvenlige. Miljømæssigt er denne idé dømt til at mislykkes, fordi den vægter udviklingen af markedet for grøn teknologi højere end indsatsen for at nedbringe energiforbruget.

På det sociale plan er det tyske system finansieret ved en afgift (Umlage), der opkræves over elregningen. Alle husstande betaler, men afgiften bliver mere end kompenseret for dem, der har investeret i vedvarende energi, fordi de sælger deres strøm til en høj pris, der garanteres af staten i 20 år. Dermed betaler de dårligst stillede samfundslag for de velbjærgede (enkeltpersoner, kooperativer eller selskaber).

Det er rigtigt, at også tyske kommuner producerer og sælger grøn strøm. Her har fællesskabet naturligvis et afkast i form af tjenesteydelser. Dette er et positivt aspekt af systemet, som Klein med rette fremhæver, men det er ikke nok til at etablere Tyskland som et eksempel til efterfølgelse. Tre tusinde virksomheder er fritaget for 80 procent af Umlage, hvilket udgør en gave på 4-5 milliarder euro om året.

Det er langt fra det retfærdige krav, som Klein formulerer: at de fossile skal betale for omstillingen. I stedet uddyber Merkels energipolitik ulighederne. Mere generelt viderefører kanslerens regering den barske politik, som blev indført af koalitionen mellem Die Grünen og socialdemokratiet. Denne politik tvang 8 millioner mennesker til at arbejde for mindre end 8 euro brutto per time. Så Tyskland er ikke rigtig en af de »modeller, der viser, hvordan man bemærkelsesværdigt hurtigt kan få vidtrækkende decentraliserede klimaløsninger op og stå, samtidig med at man bekæmper fattigdom, sult og arbejdsløshed,« som Klein uforsigtigt hævder (s. 136).

Når det umulige bliver muligt
Og det er ikke overraskende: Sådan en »model« eksisterer ikke i kapitalismen, for denne bygger – som Klein også påpeger gentagne gange i bogen – på udbytning af såvel natur som arbejdskraft. Kløften mellem den nødvendige radikalitet og den politiske gennemførlighed kan til syvende og sidst kun fjernes ved hjælp af en stor krise, et af disse »uhyggeligt sjældne og dyrebare øjeblikke, hvor det umulige pludselig forekommer muligt«, som der står i konklusionen. Her forlader forfatteren den »politiske gennemførlighed« for at svinge tilbage til sin radikalitet.

Vi deler hendes overbevisning om, at der vil komme et sådant øjeblik, at det vil falde sammen med en radikal udfordring af dominansideologien, og at »det virkelige spørgsmål er, hvordan de progressive kræfter vil udnytte det, med hvilken styrke og selvtillid det vil blive grebet« for »ikke alene at forkaste verden, som den er«, men for »at opbygge den verden, som vil skabe tryghed for alle« (s. 466). Naomi Kleins bog er, uanset de forbehold og diskussioner, den kan foranledige blandt økosocialister, et vigtigt bidrag til denne kamp.

 

Naomi Klein: »This Changes Everything. Capitalism vs. the Climate«, Allen Lane, London / Simon & Schuster, New York, 2014.

På dansk: »Intet bliver som før. Kapitalisme vs. klima, Klim, Aarhus, 2014.

Find anmeldelser, artikler og interview via Modkraft: Naomi Kleins »Intet bliver som før«

 

Daniel Tanuro er agronom, aktiv i LCR (Fjerde Internationale) i Belgien og forfatter til »Green Capitalism: why it can't work«. Artiklen er oversat af Finn Kjeller fra La Gauche (Belgien), citaterne dog fra Naomi Kleins originalversion.

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: Ms1xQ6
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk