06.04.15 | Dines Bogø

Tip en ven       |     Print  

Ny bog om dobbeltmordet i Køge Bugt: 1948 – et dramatisk år

For ca. 10 år siden sad jeg i forskerlokalet på det daværende Landsarkiv for Sjælland på Jagtvej for at kigge på forskellige båndlagte kriminalsager. Efter et stykke tid fik jeg selskab af redaktør Christian Holtet fra Danmarks Radio. 1948 – et dramatisk år

Sammen med en anden medarbejder skulle han lave en tv-udsendelse om Danmarks største kriminalsag, Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej.

Samarbejde
Det blev senere til mange udbytterige samtaler med udveksling af data om begivenheder under og efter besættelsen.

Dobbeltmordene på Peter Bangs Vej og i Køge Bugt, Edderkopsagen, start på Danmarks tredje efterretningstjeneste m.v. er beskrevet i mange bøger og artikler.

Specielt er der udgivet mange bøger, hvor sagen fra Peter Bangs Vej er omtalt. Lige fra historier om spøgelser til et hav af forskellige gerningsmænd med mere eller mindre realistiske motiver.

Christian Holtet er siden periodevis dykket ned i andre arkiver. Noget han ellers dengang sagde, at det ikke lige var noget for ham. Men når jeg kiggede i de noter, vi udvekslede også dengang, kan jeg se, at Holtet allerede dengang havde en særlig evne til at finde detaljer, der afslørede nye vinkler på en sag.

Sidst i november 2014 overraskede han mange, da han pludselig fortalte, at han nu udgav en bog om begivenhederne i 1948. Jeg var bekendt med projektet, men kendte ikke udgivelsesdagen.

Vi havde inden drøftet forskellige enkeltheder, bl.a. også reglen om, at får man adgang til materiale, der er ”båndlagt” i 75 år, kan man ikke ukritisk gengive alt. Personnavne, der ikke tidligere er sat i forbindelse med den pågældende sag, må ikke gengives. Man må heller ikke give så mange oplysninger om en person, at denne kan identificeres.

Dobbeltmordet i Køge Bugt
Forfatteren har valgt sagen i Køge Bugt som bogtitel, måske for at holde lidt afstand til de mange andre bøger om det andet dobbeltmord fra samme år.

Den 22. april 1948 blev to mænd skudt på en fiskekutter i Køge Bugt. Ligene blev klædt af og smidt overbord, efter at gerningsmanden dog havde sikret sig forskellige værdier fra de dræbte.

Gerningsmanden, den arbejdsløse søfyrbøder Anders Kristian Jørgensen, blev fundet, og han tilstod efter et par uger, at han havde skudt Rudolf Nicolai og Hjalmar Olsen. Han kom med flere historier om årsagen til opgøret.

Anders Jørgensen mente selv, at han var en stor helt. Hos en sølvsmed, tæt ved hjemmet i Sundby, havde han fået påsat en plade på en af sine pistoler. Han var stolt af, at blive kaldt ”Snigskytten”.


Politiet fortalte lidt til pressen og lagde vægt på, at den sag i Køge Bugt med sikkerhed ikke havde noget at gøre med sagen fra Peter Bangs Vej to måneder før, hvor kontorchefJacobsen og hustru blev dræbt.

Hvordan kunne man vide det, når sagen fra Peter Bangs Vej officielt aldrig er blevet opklaret?

Var det en fejl, at man kom til at fortælle, at ”man” egentlig godt vidste, hvad der var sket i lejligheden på Frederiksberg?

Efterkrigstidens politiske miljø
I bogen fortæller Christian Holtet om de dræbte fra Køge Bugt. For første gang fortælles meget detaljeret om sortbørshandleren Rudolf Nicolai.

Utroligt hvad Nicolai havde af kontakter, og hvordan han indtil 22. april 1948 havde klaret sig i det brogede miljø med Værnemagten, værnemagere, modstandsfolk, korrupte politifolk og andet ”godtfolk”. Nicolai var særdeles snaksaglig og lagde ikke skjul på, hvad han gik og lavede.

Man læser også om den anden dræbte, dykker og skipper Hjalmar Olsen. Han var heller ikke kedelig.

Søfyrbøder Anders Kristian Jørgensen beskrives, og Holtet fortæller om dengang, Jørgensen bed struben over på en tysk vagtsoldat i Norge, og dengang den nyudnævnte modstandsmand myrdede en ung tysk soldat på Strandboulevarden på Østerbro.

Selv om Jørgensen var stærkt tilknyttet det kommunistiske miljø, havde han det fint med at opvarte en rig enke i Vestersøhus. En ejendom, hvor der under og efter besættelsen, har boet flere farverige personer, der også er omtalt i bogen.

Christian Holtet fortæller om det politiske miljø i efterkrigstiden og han kommer ind på, hvad der kunne være motiv til de forskellige drab i 1948.

I denne bog behøver man ikke tvivle på oplysningerne, fordi en fyldig detaljeret kildeangivelse afslutter værket.

Bogen, der er på 408 sider med mange illustrationer, koster 100 kr. Utroligt, at læserne til den pris kan få så mange veldokumenterede nye oplysninger.

Man fornemmer, at Christian Holtet ligger inde med flere oplysninger og som regel, når en bog er udkommet, dukker der nyt materiale op. Hvornår kommer næste del i serien om efterkrigstidens Danmark? 

 

De mest kendte Edderkopper, møbelhandler Johannes Linde og brugtvognshandler Svend Aage Hasselstrøm er fyldigt beskrevet i bogen. Fru Erna Hasselstrøm er også med i det store persongalleri. Hun var bestemt heller ikke kedelig.


 Dobbeltmordet i Køge Bugt, 408 sider, 100 kr., Forlaget Solidaritet.

Dines Bogø er forfatter og historiker. Hans hjemmeside indeholder også et tema om dobbeltmordet i Køge Bugt.

Christian Holtet står også bag hjemmesiden Dobbeltdanmark.dk om tiden under og efter verdenskrigen – om rationeringstiden, smuglerne, sortbørs-folkene og politiet, der vendte det blinde øje til.

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: H0fvyf
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk