læs mere om: Kultur

02.05.15 | Örn Olafsson

Tip en ven      |    Print  

Teori: Socialistisk kunst?

Tit høres den mening, at kunstnere kan have stor indflydelse på folkemasserne, især at revolutionære kunstnere kan påvirke folket til at få revolutionære idéer. Disse idéer, en socialistisk revolution, er jo i folkets interesse.

Det må da siges, at selv om man mener, det er rigtigt, så er det måske ikke lige, når arbejderen kommer træt hjem fra arbejde, at en socialistisk roman eller digt vil få ham til at storme ud på barrikaderne og lave revolution. Man regner da generelt med en langtidsvirkning på deres idéer. Men de fleste mennesker har ambition om at tilpasse sig det system, de nu engang bor i, og at få en komfortabel stilling deri. Dvs. en konservativ indstilling.

Karl Marx sagde da også i 1845:
”De dominerende idéer er kun den idéelle form af de dominerende materielle forhold – de forhold at én klasse dominerer, dvs. at de dominerende idéer er de idéer som udtrykker denne klasses dominans.” (Ma I, s. 46)

Læg mærke til, at arbejderklassen slet ikke er undtaget her. Man behøver heller ikke at kigge sig særlig længe omkring for at se, at dette er rigtigt, også underklassemennesker er tit konservative. Hvordan kan de bringes ud af den tilstand? Ved at kæmpe for egne interesser – i fællesskab, for de vil da hurtigt opdage, at de har de største chancer for at lykkes, hvis de kæmper sammen med andre i samme eller lignende situation. Til gengæld, hvis de accepterer et ulighedens samfund, har underklassen et behov for at kunne se ned på andre mennesker – det være jyder, jøder, østarbejdere eller indvandrere af mørk hud eller fremmed religion. Det er grundlaget for racisme.

Det er en stalinistisk – og socialdemokratisk – vildfarelse at tro, at arbejderne har en naturlig tendens til socialisme. Jeg kendte godt en butiksansat, som med stor nydelse læste Halldór Laxness revolutionære romaner (Salka Valka, Frie mennesker, Verdens lys, Islands klokke, Kæmpeliv i nord) men han var konservativ fra sin ungdom af! Der var min far, mens hans far var med til at stifte den første fagforening og Socialdemokratiet. Altså har jeg svært ved at tro på, at litteratur vil forandre folks tankemåde.

Karl Marx sagde da også (i 1842):
”En forfatter kan ikke se sine værker som instrument, han kan kun se dem som et mål i sig selv.” (Ma I, s.71)

Og han sagde samme år:
”Stilen, hvordan stoffet anskues og behandles, det bestemmes naturligvis af forfatteren. Ingen ekstern tvang er tilladelig.” (Ma I, s. 5-8)

Hans kammerat, Friedrich Engels, sagde i 1859:
”Et historisk digtværk skal vise den tendens som ligger i stoffet, forfatteren må ikke påtvinge værket sine anskuelser. Når værkets personer repræsenterer samfundsklasser og tendenser, er det på rette vej. Således er et værk socialistisk, hvis det afslører de dominerende forhold, ryster de borgerlige læseres optimisme og opretter tvivl om det beståendes evige værdi, selv uden at tage standpunkt.” (Brev til Lassalle, 18.5., s.5-8)

Dette er et varigt standpunkt, både hos socialister og andre.
Således sagde den russiske marxist Plekhanov i 1913:
”En kunstner udtrykker sine idéer billedligt, mens en artikelforfatter bruger argumenter til at påvise sine idéer. Hvis en forfatter bruger argumenter i stedet for billedsprog, eller bruger han billedsprog for at argumentere for en bestemt holdning, så er han artikelforfatter, selv om han udelukkende skriver romaner, noveller eller skuespil. Den som mener at kunne ofre formen for idéerne, holder dermed op med at være kunstner, hvis han da nogensinde har været det.” (s. 249)

I 1908 sagde han:
”Men en stor kunstners evner vil blive meget styrket, hvis han bliver gennemtrængt af vor tids store frihedsidealer, dvs. socialismen. De idéer vil dog kun forstyrre ham ved kunstskabelse, hvis ikke de er hans inderste hjerteblod.” (s.876)

II
Lad os alligevel regne med, at kunst kan have en vis indflydelse på folks tankemåde. Hvordan?

Til det siger Gastev (en leder af Proletkult, en organisation af revolutionære kunstnere i Sovjetunionen i 1920erne):
”Proletarkunst kan ikke karakteriseres som arbejdets kunst, for arbejde har altid eksisteret. Heller ikke kan man sige, at proletarkultur udtrykker lønarbejderes tankegang, for hvilken forskel er der på denne og slavemoral?
Man taler nogen gange om oprørsmentalitet, kampgejst eller revolutionær bevidsthed, men er der sket så store forandringer i revolutionære klassers historiske proces?
Man taler tit om kollektivitetens ånd. Men samarbejde er intet nyt, og den er af mange forskellige slags, bl.a. religiøs.
Man kan ej heller definere proletarkultur ud fra arbejderklassens forskellige organisationsformer, såsom sovjetter, fagforeninger eller direkte demokrati. Sovjetterne for eksempel er et politisk forbund mellem arbejderklassen og fattige bønder, såmænd også mellem arbejderklassen og mellembønder.”

Efter denne fortale bringer Gastev en positiv definition af proletarkultur. Han siger, at folk formes af deres arbejde. Proletarkultur vil derfor genspejle samlebåndsarbejde og arbejdsdeling i storindustri, store enheder, og den vil præges af konstant bevægelse.
”Arbejdsgrupper formes af maskiner, den konstant forøgede nøjagtighed ved arbejde gør bevidstheden særlig fintfølende og skarp, man vil ikke længere stole på menneskelige følelser, disse folk kender ingen lyrik og ingen følelser, man kan måle deres reaktioner, osv.” (Ma Ii, 57-63).

De italienske futuristers (omkr. 1900) indflydelse synes åbenbar. Futuristernes begejstring for teknik og krig førte dem til de italienske fascister.

Friedrich Engels sagde (i 1885, brev til Schluter, s.315):
”En revolutionær kunst bliver hurtigt forældet, for den kan kun have indflydelse på masserne ved at genspejle tidens almindelige fordomme, så som Chartisternes revolutionære bevægelses religiøse nonsens.”

Og Walter Benjamin skrev i 1934:
”Når man skriver for det dominerende distributionssystem, bliver resultatet kontrarevolutionært, uanset hvor revolutionær værkets tendens er. Kampen mod elendighed bliver en forbrugsartikel, en revolutionær tendens bliver til underholdning. Man må derfor forandre forbrugere til blive deltagere. Og det gør Brechts episke teater ved at sammenføje forskellige ting (Montage), ved at standse begivenhederne, ved stilbrud så som sange, tvinger det tilskuerne til at tænke over stoffet. Hovedsagen er at bryde den kunstneriske illusion, at få tilskuerne til at holde op med at indleve sig i personernes skæbne.” (Ma III, 273-4)

En førende dansk socialdemokrat, som blev den første kulturminister i Danmark, Julius Bomholt, skrev (i 1932, s. 222-4):
”En socialistisk litteratur bør være opbyggelig, dvs. støtte det almindelige arbejderfolks idéer og værdier, som er forskellige fra andre samfundsklassers. Denne litteratur bør skildre de almindelige arbejders liv, de som er organiseret i fagforeninger. Man bør vise typer, ikke særprægede personer, og ikke være nøjagtig i skildringer af sjælsliv. Typerne bør være forbilledlige og de bør vises i sammenhæng med samfund og produktivkræfter. Derfor bør arbejderlitteratur være optimistisk, lægge vægt på folkets skabermagt og fælles kamp. Litteraturen bør have en tendens, men denne tendens bør kun fremkomme i saglig fremstilling af stoffet. Formen skal være enkel men have monumentalitet, der skal være praktisk sprogbrug og litteraturen bør formes af idéer.”

III
Trotski sagde i 1938 (s. 448):
”Ethvert rigtigt kunstværk må være en protest mod virkeligheden dvs. være revolutionært, for det rummer et krav om en harmoni og en rig tilværelse, dvs. de vigtigste livsgoder, som klassesamfundet berøver folk.”

Og en af Proletkunsts ledere, lægen Bogdanov, sagde i 1918 (s. 254):
”Proletariatet må tilegne sig den kulturelle arv, også når den er gennemtrængt af et tankesystem, som er den fremmed, således som religiøse værker er autoritære. For selv om den autoritære ånd er forsvundet, så omringer dens levn folk på alle kanter, selv i en uventet form. For at besejre en slig ånd må man kende tankemådens kerne. Her kommer proletariatets kritikere til og påviser dens historiske betydning og modsætninger til proletariatets levnedsforhold. Men hvem kunne bedre end en stor kunstner føre proletariatet ind i en fremmet livs og problemer. Når det er gjort, er der ikke længere en fare for, at proletariatet bliver forledt til en fremmed tankemåde, et kendskab til den er tværtimod dens vigtigste instrument for at skabe sin egen.”

Det må være klart af ovenstående, at en marxistisk holdning tager afstand fra at blive ført af en digters eller kunstners vision, man skal selv tilkæmpe sig en forståelse af værket og dets omgivelser, det sker bedst i fælles diskussioner.. Men det er værre endnu. Når man søger, vil man finde. Finder man noget positivt i f.eks. en fjernsynsserie, som viser almuens slette vilkår, så godtager man seriens helhedsbillede. Det vil sige, at man generelt godtager et billede af samfundet, som godt nok har nogen fejl, men de fejl kan rettes, ved målrettet aktion. Med andre ord, man godtager det socialdemokratiske verdensbillede.

Eksempelvis Sjöwall og Wahlö, Rifbjerg, serien Forbrydelsen, osv. I Enhedslistens lokaler findes der et særligt skrækeksempel, det er en maleriudstilling i stuen. Man ser fede borgere med cigar og deres fine fruer se ned på proletarer og muslimer, men proletarerne planter træer og skriver litteratur. Men hovedmodsætningen er mellem almuen og nazister. Næsten alle er jo imod nazister, så det er en billig løsning. Jeg taler ikke om den kunstneriske side af billederne, for budskabet dominerer jo totalt. Klassisk kp-kunst.

Man har altså et klart valg: Enten at lade os føre af en kunstner, som vi håber er socialistisk indstillet, og som vi derfor vil se igennem fingre med. Man accepterer altså kapitalismen, men vil forbedre dens største mangler. Denne kunst forleder til en socialdemokratisk holdning.

Alternativet er blandt andet selv at søge klarhed og forståelse i al slags kunst.

Litteraturhenvisninger:

Marxismus und Literatur I-III. Rowolt 1969.

David Craig, ed., Marxists on Literature: An Anthology (Penguin Books, 1975). Selections from Marx, Engels, Trotsky, Plekhanov, and Lenin. 

Bogdanov: L‘art et la classe ouvriere.

Leon Trotsky on Literature and Art

 

 

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 33

Intet pusterum til Lunde Larsen - For en skånsom og dedikeret hav- og fiskeripolitik

Den nyeste tumult i regeringen, efter at Karen Ellemann har måttet overtage fiskerimisteriet, og udenrigsministeriet fiskeristyrelsen, fra Esben Lunde Larsen, er udtryk for en virkelig skandale. Siden det i dølgsmål lykkedes den daværende VK-regering at privatisere den danske fiskebestand i 2007, har en systematisk privatisering af havet været på dagsordenen. Men privateje og profit er i direkte konflikt med den mest effektive og omsorgsfulde håndtering af vores fælles hav. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.