22.08.15 | John Riddell

Tip en ven       |     Print  

Pionerer: Clara Zetkins kamp for enhedsfronten

Genossinnen und Genossen! – Sådan begyndte Clara Zetkin sine taler. Det er tysk og betyder ”kvindelige og mandlige kammerater”. Kun få socialister brugte denne hilsen på hendes tid, og der var få kvinder til sted på møderne. Men det var begyndelsen til noget nyt, og Zetkin var en del af denne udvikling.

Clara Zetkin var en revolutionær leder, som gennem hele sit liv deltog i mange kampe og på mange forskellige områder. Denne artikel vil kun omhandle en lille del af hendes aktiviteter, men en del som var afgørende for den tyske kommunismens tragedie i 1920erne.

Vores emne er enhedsfrontpolitikken, en central del af vores politiske av fra tiden omkring den russiske revolution. Denne politik, som blev vedtaget at den kommunistiske verdensbevægelse i december 1921, gik ud på, at revolutionere socialister skulle arbejde for enhed med andre politiske kræfter i handling for krav, der gavnede den arbejdende befolkning. Hvordan en sådan enhedsfront skulle se ud, var et emne, som blev diskuteret blandt socialister dengang såvel som i dag.

Lad os se nærmere på denne politik gennem Zetkins øjne.

Clara Zetkin var den mest fremtrædende kvindelige leder i den kommunistiske bevægelse i starten af det 20. århundrede, og i dag er hun bedst kendt for fortaler for kvindernes frigørelse. Men hun var også med til at udforme den kommunistiske bevægelses politik om aktionsenhed. Hun stod for en bred og ikke-sekterisk tilgang, som tilstræbte enhed med ikke-revolutionere strømninger; aktioner til gavn for arbejderklassen som helhed; og initiativer for at vinde sociale lag uden for den industrielle arbejderklasse. Hun understregede, at en kommunistisk politik måtte nå ud til de mindre radikale lag i arbejderklassen og til småproducenterne. Hun var modstander af at fokusere på problemerne for den revolutionære avantgarde.

Zetkin – en pioner-marxist
Da den kommunistiske eller Tredje Internationale (Komintern) vedtog enhedsfront-politikken i 1921, var Zetkin i en alder af 64 en del ældre end alle de øvrige ledere (note 1). Hun havde meldt sig ind i det tyske Socialdemokrati i de tidlige, heroiske dage. Hun var ven med Friedrich Engels, knyttede tætte bånd til Rosa Luxemburg for at forsvare partiets revolutionære arv og gøre modstand mod partiets højrefløj, som forsøgte at slutte fred med Tysklands kapitalistiske stat.

På den tid var kvinder stort set udelukket fra det politiske liv. Zetkin og Luxemburg var de første kvinder, som kæmpede sig op til den øverste ledelse af de socialistiske partier. Frem til i dag er det kun få kvinder, der har kunnet følge dem på denne vej.

Zetkin var leder af den Socialistiske (eller Anden) Internationales kvindearbejde, og i denne egenskab indkaldte hun til den første internationale socialistiske konference mod Første Verdenskrig (note 2).

Denne krig sluttede med revolutionerne i Rusland og Tyskland i 1917 og 1918. I 1919 gik Zetkin ind i det nydannede Tysklands Kommunistiske Parti, KPD. Samme år blev de fleste af partiets centrale ledere, blandt andet Rosa Luxemburg, ofre for regeringens terror.
Zetkin var en indflydelsesrig person i partiets nye ledelse og, fra 1921, også i den Kommunistiske Internationale – den verdensomspændende sammenslutning af revolutionære organisationer, som var dannet to år tidligere i Moskva.

Enhedsfront-politikkens rødder
Efter den tyske revolution i 1918 stod lederne i det tyske Socialdemokrati i spidsen for at organisere genetableringen af den kapitalistiske orden i landet, ligesom de var åbenlyst medansvarlige i terroren mod de revolutionære arbejdere. Alligevel fastholdt de opbakning fra de fleste arbejdere, mens det kommunistiske parti anførte et lille mindretal.

I marts 1920, da den yderste højrefløj gennemførte et militærkup, spillede socialdemokraterne en central rolle i den store generalstrejke, som slog kuppet tilbage. Hvordan kunne dette sejrens momentum blive fastholdt?

Et frugtbart initiativ til at bryde dødvandet kom senere samme år fra de revolutionære metalarbejdere i Clara Zetkins hjemmebase, Stuttgart. Det var, at arbejderaktivister seks år tidligere havde overbevist Karl Liebknecht om at erklære en åben socialistisk modstand mod den imperialistiske verdenskrig (note 3).

I december vedtog et stormøde for Stuttgarts metalarbejdere, på initiativ fra aktivister fra det Kommunistiske Parti, en resolution, som opfordrede ledelsen i deres fagforeninger, og i alle fagforeninger, til at rejse en fælles kamp for mærkbare forbedringer i arbejdernes levestandard. Denne kampagne skulle, hed det i udtalelsen, handle om disse fem krav, ”som alle arbejdere er enige om”:
1. Lavere priser på fødevarer og andre livsfornødenheder
2. Åbning af kapitalisternes regnskabsbøger og højere understøttelse
3. Lavere skat på de fattige og højere skat på de rige
4. Arbejderkontrol med råvarer og produktion og distribution af fødevarer
5. Afvæbning af reaktionære bander og bevæbning af arbejderne (note 4)

Det er bemærkelsesværdigt, at Stuttgart-kravene ikke kun handlede brød og penge, men også de første skridt mod arbejdermagt. Dette var et tidligt eksempel på den kommunistiske opfattelse af overgangskrav, som er forankret i de umiddelbare behov, men som peger fremad mod arbejdermagt.

Socialdemokraterne, som på det tidspunkt var organiseret i to partier, ignorerede først denne appel, for senere at afvise den, blandt andet med begrundelsen, at kravene var for aggressive, mens andre kritiserede, at de ikke var tilstrækkeligt vidtgående. Imidlertid førte kommunisterne kampagne for at få opbakning til Stuttgart-appellen, og ganske mange faglige forsamlinger gav deres støtte (note 5).

Det ”åbne brev”
En måned senere, i januar 1921, udsendte ledelsen af KPD en mere omfattende appel om enhedsaktion til alle arbejderorganisationer, også de socialdemokratiske. Zetkin var med i ledelsen, men hovedarkitekten bag appellen var partiets formand Paul Levi (formandsskabet var delt med Ernst Däumig).

Denne appel, som blev kendt under navnet ”det åbne brev”, indeholdt de fem Stuttgart-punkter i en mere detaljeret form, sammen med krav om løsladelse af de politiske fanger og genoptagelse af handelsmæssige og diplomatiske forbindelser med den russiske Sovjetrepublik.

Også det Åbne Brev blev afvist af det Socialdemokratiske Parti og de nationale fagforbundsledelser. Fagforeninger begyndte at ekskludere medlemmer, som støttede appellen. Men denne gang var kampagnen for at få støtte fra græsrødderne bredere og mere succesfuld – i en grad, så den faglige landsorganisation følte sig tvunget til at komme med modforslag. Selv om det ikke lykkedes at nå til enighed, så viste efterfølgende meningsudvekslinger, at det var muligt med frugtbare forhandlinger mellem socialdemokrater og kommunister (note 6).

Krise om krigserstatninger
Januar 1921 var også den måned, hvor Storbritannien, Frankrig og andre sejrherrer i verdenskrigen rejste deres krav om erstatninger. De krævede, at Tyskland betalte en sum svarende til 12 gange den årlige omsætning i den tyske stat (som var på fallittens rand), og truede med en militær besættelse, hvis der ikke blev betalt. Alle afskygninger af den tyske offentlighed anså det for umuligt at betale erstatningerne, og en bølge af forargelse skyllede over landet (note 7).

Kommunisterne svarede ved at lave et ekstra punkt i deres Åbne Brev og opfordrede til, at Tyskland indgik en alliance med Sovjetrusland. Clara Zetkin havde allerede rejst dette krav i sin første tale i det tyske parlament, Reichstag, den 2. juli 1920 (note 8). Da krisen omkring erstatningerne kom op, rejse hun igen dette krav i Reichstag den 24. januar 2921, som ”den eneste måde til at få Versaillestraktaten ændret og i sidste ende få den annulleret”.

Ved at kræve en fælles front omkring dette krav forsøgte Zetkin at lede på de tyske massers indignation over Versailles-traktaten i en socialistisk retning. Etableringen af arbejdermagt, sagde hun, vil blive den tid, "hvor den tyske nation bliver født, en fødsel af et forenet tysk folk, som ikek længere er opdelt i herremænd og tjenere." (note 9).

En storm af kontroverser
Stuttgart-initiativet og det Åbne Brev markerede en skarp kursændring hos det Kommunistiske Parti. I stedet for bare at fordømme socialdemokraternes pro-kapitalistiske kurs, foreslog kommunisterne nu en handlingstest på socialdemokraternes evne til at kæmpe for de krav, der lå inden for socialdemokraternes formelle program.

Denne kursændring forskrækkede mange tyske kommunister, som følte, at deres parti nedtonede målet om at vælte regeringen og i stedet koncentrerede sig om beskedne krav, som var mere acceptable for socialdemokraterne. De frygtede, at Zetkins påberåbelse om et arbejdernes Tyskland som en ny nation skabte grobund for en reaktionær nationalisme.

Initiativerne fra Levi, Zetkin og deres allierede mødte også modstand uden for Tyskland. En strømning anført af Bela Kun og andre ungarske kommunister opfordrede kommunisterne til at skærpe deres slogans og iværksætte mindretalsaktioner, som kunne skubbe de tøvende arbejdere til handling – den såkaldte ”offensiv-teori”. Selv om den blev kritiseret af Lenin, så vandt dette begreb en vis støtte i den Moskva-baserede Eksekutivkomite i Kommunistisk Internationale (EKKI), blandt andet fra Nikolaj Bukharin og Gregory Zinoviev (note 10).

EKKI kritiserede det Åbne Brev. Men Lenin støttede det, og sagen blev henlagt til den kommende verdenskongres (note 11).

Splittet arbejderklasse
Diskussionen om enhedsfrontpolitikken hang sammen med et dilemma, som den tyske arbejderklasse stod overfor. Den var blevet slået, med svære tab, i den borgerkrig, som de socialdemokratiske ledere havde organiseret i 1919. Sult og fattigdom bredte sig i de følgende år: den gennemsnitlige forbrug af kort var nu kun lidt over halvdelen af niveauet fra før krigen; kødforbruget var reduceret med to tredjedele. De kapitalistiske angreb regnede ned, og arbejderbevægelsen var på tilbagetog.

I slutningen af 1920 var det Kommunistiske Parti vokset til et masseparti, med mere end 400.000 medlemmer, men det var en opbakning fra under 20 procent af de arbejdere, som stemte socialdemokratisk (note 12).

Dette skabte en splittelse blandt de tyske arbejdere. En kommunistisk avantgarde var frustreret og utålmodig for at handle, mens flertallet af arbejdere var pessimistiske og passive. Med Zetkins ord, så var arbejderne ”nærmest desperate,” men alligevel ”utilbøjelige til at kæmpe” ((note 13).

Zetkin og hendes allierede bifaldt forsøg på at samle arbejderne i en defensiv kamp, hvor de kunne genvinde tiltroen til en fornyet og samlet offensiv for arbejdermagt. Imidlertid tilskyndede hendes modstandere på venstrefløjen i partiet til mindretalsaktioner for at fremprovokere en krise. Som en af dem senere kommenterede: "Det var en stagnerende sump overalt. En mur af passivitet skød op. Vi måtte bryde den ned for enhver pris (note 14).”

Et lederskab var nødvendigt for at tøjle utålmodigheden og udføre et konsistent arbejde for aktionsenhed – men det manglede, både i Berlin og i Moskva.

Marts-aktionen
Spændingerne i KPD eksploderede omkring en sag, som ikke direkte handlede om enhedsfronten. Det italienske Socialistparti, som var tilknyttet den Kommunistiske Internationale, oplevede en splittelse på sin kongres i januar 1921, da en fløj af Komintern-tilhængere brød ud for at danne et kommunistisk parti – med kraftig støtte fra EKKI-repræsentanterne, den ungarske Mátyás Rákosi og bulgareren Kristo Kabakchiev. En større og mindre radikal gruppering, som hævdede at støtte Komintern, men var modstander af et brud her og nu med partiets reformistiske, mindretals-højrefløj, blev i det Socialistiske Parti.

I en efterfølgende diskussion i KPDs ledelse, argumenterede Levi og Zetkin for, at denne splittelse, om end uundgåelig, var blevet fremprovokeret af Kominterns EKKI-repræsentanter på en aggressiv og ufleksibel måde, som unødvendigt splittede de pro-kommunistiske kræfter. Karl radek, som på det tidspunkt repræsenterede EKKI i Tyskland, forsvarede deres handlinger i Italien og vandt støtte hertil fra den radikale fløj i KPDs ledelse. Diskussionen blev ophedet og kom til at handle om uenigheder i KPD om enhedsfrontpolitikken, teorien om offensiv og EKKIs rolle.

Partiets Forretningsudvalg vedtog en udtalelse af Zetkin, som glattede uenighederne ud, men de dukkede snart op igen.

På et Centrakomite-møde den 22. februar blev debatten genåbnet af Rákosi, som repræsenterede EKKI, og han gik så vidt som at hævde, at en splittelse af den type, som var sket i Italien, også kunne blive nødvendig i Tyskland. Med 28 stemmer mod 23 bakkede Centralkomiteen op bag Rákosi og afviste Levis position. I protest trådte Levi, Zetkin og tre andre ud af Forretningsudvalget, den daglige ledelse. De blev erstattet af nye, mere radikale ledere, som havde været kritiske over for partiets enhedsfront-initiativer. Zinoviev hilste udskiftningen velkommen i en tale på en kongres i det russiske parti (note 15).

Der var fortilfælde i den kommunistiske historie for Zetkins demonstrative opgivenhed. Zinoviev havde selv forladt den bolsjevikiske Centralkomite på denne måde få dage før opstanden i oktober 1917, som oprettede sovjetmagten. Men Zetkin og hendes venners tilbagetræden fra den tyske ledelse fik katastrofale resultater. Den nye ledelse så det som en illoyal handling – en måde at desertere på. Desuden satte det Zetkin uden for diskussionerne i den daglige ledelse under de afgørende begivenheder, som snart fulgte.

I marts gik KPD, under kraftig påvirkning fra udsendingene fra EKKI, i gang med at sætte handling bag ”offensiv”-begrebet, idet de forsøgte at starte et oprør med en generalstrejke, som kun byggede på partiets egne kræfter. Den såkaldte ”marts-aktion” blev en dyr fejltagelse, men partilederne holdt fast i kursen. Paul levi fordømte offentligt partiets opførsel som et ”kup”, hvilket betød, at han blev ekskluderet.

Korrektion på verdenskongressen
Derefter var Zetkin den mest fremtrædende fortaler for en enhedsfront-linje i KPD og i den Kommunistiske Internationale. På KPDs Centralkomitemøde den 7-8. april fordømte hun partiledelsen for at have fraveget fra det Åbne brev og alliancen med Sovjetrusland, og for at have ført partiet ud på en konfrontationskurs, som udelukkede det store flertal af arbejdere. ”Partikampagner kan forberede vejen til masseaktion, de kan sætte mål og give dem et lederskab, men de kan ikke erstatte dem,” hed det i den udtalelse, hun fremlagde (note 16).

Men Zetkin stod næsten alene, omgivet af en ”frigid mur af afvisning, mistro og fjendskab”, og hun blev stemplet som ”opportunist” og ”renegat”, skriver biografisten Louise Dornemann. Zetkin ”følte sig frygtelig alene som aldrig før i sit liv (note 17).”

Da Komintern mødtes til kongres i Moskva i juni, fik Zetkin opbakning. Lenin og Leon Trotsky satte en kampagne i gang for omstøde den venstre-ekstreme ”offensiv-teori” og fik den Kommunistiske Internationales tilslutning til en linje, der svarede til den, Zetkin havde foreslået.

Samtidig rasede uenighederne blandt de tyske kommunister på kongressen, med Zetkin som bannerfører for kritikken af marts-aktionen. I hendes øjne havde partiets ledelse ikke vist nogen fornemmelse for virkeligheden. ”De behandlede … tendenser som allerede eksisterende kendsgerninger,” sagde hun. ”Ved at koncentrere sig om det, der måske kunne opnås, overså de det, der var virkeligt. De troede, at en resolution, som var brygget i en forsøgskolbe … kunne styre situationen og øjeblikkeligt ændre partiets basis, som var fuldstændig uforberedte .” (note 18)

Med en kompromis-udtalelse vedtog kongressen essensen af den politiske linje, som Zetkin havde stået for. Dette resultat åbnede døren for Kominterns vedtagelse af enhedsfront-politikken i december 1921. Det gjorde det muligt for Zetkin gennem to år at udføre et frugtbart arbejde som den bedst kendte ikke-russiske leder i den Kommunistiske Internationale.

Enhedsfronten i praksis
Som leder af den kommunistiske Internationales kvindearbejde forsøgte Zetkin at gennemsyre dette med begreber fra enhedsfronten. Kvindearbejdet var aldrig en høj prioritet blandt partilederne, og kvinder udgjorde i bedste fald ti procent af den samlede medlemsskare. Trods dette havde den Kommunistiske Kvinde-Internationale sine egne publikationer og konferencer både internationalt og nationalt, som nåede langt bredere ud end bare til partimedlemmerne. Zetkin ”ønskede at vinde ikke kun de kvindelige (industri)arbejdere, men kvinder, som var kontoransatte, landarbejdere offentlige funktionærer og intelektuelle,” skriver biografisten Gilbert Badia. ”Hun prioriterede at appellere til de socialdemokratiske kvinder og satte skældsordene til side for at vinde gehør.” (note 19)

I midten af 1920’erne, da Komintern var blevet bureaukratiseret under Joseph Stalin, blev den Kommunistiske Kvinde-Internationale et af de første ofre. I 1925 blev Zetkins internationale kvindetidsskrift lukket, fordi det ”kostede for meget”. Året efter blev kvindesekretariatet lukket trods indædte protester fra Zetkin og hendes kolleger, og oprettelse af nye kvindeorganisationer blev forbudt med advarsler om ”feminisme” og ”socialdemokratiske metoder”. (note 20)

Zetkin var også blandt de centrale ledere for to organisationer, som blev dannet for at koordinere solidaritet over grænser: International Workers Aid (Arbejderhjælp), som gav humanitær bistand, og Internationale Røde Hjælp, som forsvarede ofre for politisk forfølgelse. Arbejderhjælp var dannet for at afhjælpe hungersnøden i Rusland i 1921, og snart efter var 200.000 personer helt afhængige af hjælpen. Senere opbyggede den fonde for industriel udvikling, som svarede til halvdelen af, hvad sovjetregeringen skaffede fra egne ressourcer. Dette betragtelige bidrag byggede på bidrag fra arbejdere og også fra mere velstående venner af Sovjetrusland, og der var endda også nogle banker, som bevilgede lån. (note 21)

Disse initiativer var organiseret på et grundlag, der var bredere end partiet. Sponsorerne inkluderede Anatole France og Albert Einstein (note 22. Men senere, i Stalin-æraen, overlevede dette partiuafhængige princip ikke. Trods Zetkins voldsomme protester blev disse organisationer udrenset i slutningen af 1920´erne, og alle Astalins kritikere blev fjernet, herunder hendes nærmeste medarbejdere (note 23).

Zetkin var eksponent for ideen om en arbejder-regering, det vil sige en regering, som bygger på arbejdernes massebevægelse, og som handler i dens interesse. Dette var en anvendelse enhedsfronten, som stammede fra Tyskland, og som blev en del af kommunisternes politiske værktøjskasse på Lenins tid. Dette emne bliver henviser jeg dog til en separat diskussion på andet sted (note 24).

Enhed med bønderne
Bolsjevikkernes landbrugspolitik, med det formål at skabe en alliance med de udbyttede småbønder, mødte modstand fra mange marxister andre steder i Europa, blandt andet fra Rosa Luxemburg. Derimod understregede Zetkin, i en tale i november 1922 på 5-årsdagen for den russiske revolution, bolsjevikkernes resultater med hensyn til at nå ud til bønderne. I dette citat giver hun udtryk for en tanke, som jeg ikke har fundet noget andet sted i datidens kommunistiske litteratur.

Blandt de fattige russiske bønder eksisterer der gamle og dybtfølte traditioner fra den oprindelige landsbykommunisme, som ikke er døet fuldstændig ud. De er blevet vedligeholdt og styrket af primitive religiøse følelser, som ser al ejendom som i sidste ende fra Gud, som Guds ejendom … Og disse spæde kommunistiske forståelser bliver systematisk opmuntret og understøttet af den proletariske stats initiativer (note 25).

Denne opfattelse gå tilbage til ideer fra Marx, som var ukendte på Zetkins tid, og peger frem mod holdninger hos Jose Carlos Mariátegui og nutidens marxister i forhold til overlevelse af den oprindelige kommunisme hos indfødte folk.

Forene de kreative producenter
Den vigtigste begivenhed i europæisk politik i 1920’erne var fascismens fremmarch, som sejrede i Italien i 1922 og vandt frem i Tyskland. Zetkin kom med et vigtigt bidrag til marxismens forståelse af dette nye fænomen.
Zetkin mente,at under disse betingelser med en udbredt social krise, måtte arbejdernes enhedsfront udvides langt ud over det industrielle proletariat. Hendes særlige tilgang er kendetegnet af et begreb, som hun – og kun hun – benytter: die Scaffenden, et tysk ord, som forener betydningen ”producenter” og ”skabere”. Die Schaffenden, siger Zetkin, er ”alle dem, hvis arbejde, uanset om det er med hånden eller hjernen, udvider menneskehedens materielle og kulturelle arvegods, uden at udnytte andres arbejdskraft.” (note 26) Dette omfatter mange, som ikke er udbyttede lønarbejdere – for eksempel fiskere, kunstnere eller læger – men som ikke desto mindre er ofre for kapitalismen, og som proletariatet må forsøge at vinde.


I en kommentar til en strejke blandt funktionærer ved de tyske jernbaner, så hun det som et symptom på den tyske stats opløsning. Kommunisterne skulle ”udvikle deres relationer blandt alle offentligt ansatte, ikke kun jernbanefolk og postarbejdere, men lærere, advokatsekretærer osv.” (note 27)

I en tale til en anti-fascistisk enhedskonference i 1923 forklarede Zetkin, at ”brede lag af småborgere og intellektuelle har mistet deres livsgrundlag i førkrigsperioden. De er ikke proletariserede, men forarmede.” Men proletariatet tilbyder dem en vej fremad, fordi ”kun den revolutionære klasekamp kan vinde reformer.” (note 28)

Kampen mod fascismen
Zetkins opfattelse af de kreative producenter giver en dybde i hendes analyse af fascismen. I modsætning til andre former for højreorienteret diktatur er fascismen holdt oppe ”ikke af en lille kaste, men af et bredt socialt lag, brede masser, som strækker sig helt ind i proletariatet,” sagde hun på en Komintern-konference i 1923. ”Vi kan ikke bekæmpe dem alene med militære midler.” (note 29)

Hun så fascismen som et ”ydtryk for den kapitalistiske økonomis forfald og opløsning og et symptom på den borgerige stats kollaps”. Under disse sociale betingelser, fortsatte Zetkin, er det ikke kun proletariatet, der bliver drevet ud i fattigdom, men småborgerlige lag, bønder og intellektuelle bliver proletariserede (note 30)

Disse lag har ”mistet troen ikke kun på de reformistiske [socialdemokratiske] ledere, men på selve socialismen.”

Fascismen tilbyder et ”helle for den politisk hjemløse og socialt udsatte, som er desillusioneret og frarøvet sit livsgrundlag”. Alligevel ”står de vitale interesser hos disse lag i stigende kontrast til den kapitalistiske orden”, ligesom deres længsel efter at nå op på et højere kulturelt niveau”. Sådanne ”desperate lag behøver et håb, et nyt verdensperspektiv”, som proletariatet kan tilbyde (note 31).

Disse ideer blev taget op af den Provisoriske Internationale Komite mod Fascismen, som var dannet i 1923 med Zetkin og den franske forfatter Henri Barbusse som ledere (note 32).

Zetkin i Stalins Komintern
Denne lovende begyndelse blev gjort til skamme det følgende år, da den Kommunistiske Internationale og KPD, det tyske parti, gik tilbage til en venstreradikal linje, som var mere ekstrem end den, der herskede i perioden med ”offensiv-teorien”. Socialdemokratiet blev nu set som en ”gren af den tyske fascisme” eller, med Stalins ord, dens ”tvilling”. Begrebet ”enhedsfront” blev stadig brugt, men nu skulel det være en ”enhedsfront fra neden”, det vil sige ingen appeller til lederne af andre politiske strømninger, men i stedet forsøg på at vinde de menige arbejdere over til de kommunistiske rækker.

Dette omsving var dikteret af taktiske behov hos den bureaukratiske fraktion, der regerede i Moskva, i den første fase af en proces, som hurtigt førte til, at den Kommunistiske Internationale degenererede.

Bortset fra en delvis afbrydelse i 1926-27 var Zetkin nu i opposition og gav kun udtryk for sine inderste holdninger i private breve, lukkede møder og fortrolige notater.

Venstrefraktionen i KPD, som på det tidspunkt havde flertallet, var allieret med Komintern-formanden Gregory Zinoview, og i 1926 fulgte de med ham til den Forenede Opposition, som var anført af Zinoview og Trotsky. Zetkin lod sit fjendskab mod de tyske venstreekstremister farve sin holdning til denne nye opposition. Hun allierede sig med Nikolai Bukharin, som på det tidspunkt var allieret med Stalin, i en kombination, der fremmede en bureaukratisering af den Kommunistiske Internationale. På tragisk vis udtalte hun sin støtte til eksklusionen af tilhængerne af den Forenede Opposition.

Kun to år senere støttede Zetkin den fløj, der var anført af Bukharin, den såkaldte ”Højreopposition”, i dennes oprør mod den venstreradikale drejning af Stalins politik. Bukharins tendens led nederlag, og dens støtter blev ekskluderet eller tvunget til at afsværge deres synspunkter. Kun Zetkin forblev på sin post og afsværgede aldrig sine holdninger, men fastholdt dem, når hun kunne, i breve, notater og private diskussioner. Hun gjorde ingen hemmelighed af sin hån mod Stalin og skrev en gang om ham, i tidens chauvinistiske sprog, som en skizofren kvinde i mandetøj.” (note 33)

I løbet af disse turbulente år gik det ned ad bakke for hendes aldrig gode helbred. Bevægelsesproblemer gjorde det stadig sværere for hende at gå. Hhun led af virkningerne fra malaria, og i sine sidste levevår var hun næsten blind.

Hun bevarede håbet om, at Komintern kunne reformeres – ligesom Bukharin, Trotsky og næsten alle kommunister i opposition på denne tid. Hun forlod ikke officielt den kommunistiske bevægelse. Men hun kunne ikke forhindre Stalin i at bruge hendes enorme prestige til sine egne formål.

Ved en lejlighed lykkedes det hende at fortælle på skrift, at hun var uenig med Kominterns linje. To af hendes grundige bidrag med kritik af Stalins politik nåede på en eller anden måde frem til uafhængige socialistiske tidsskrifter, som offentliggjorde dem.

Zetkins vigtigste bekymring var fascismens fremmarch i Tyskland. Overfor denne trussel lukkede den Kommunistiske Internationale sig inde i sekterisme, stemplede socialdemokraterne som fascister og afviste en bred alliance mod Hitler, ligesom man ikke gjorde noget forsøg på at forberede en samlet modstand. Zetkin gik ind for en enhedsfront, ligesom Trotsky og Venstreoppositionen.

Da det tyske parlament åbnede i 1932, var det Zetkins ret, som det ældste medlem, at åbne parlamentets samling. Da hun hørte dette, udbrød hun: ”Jeg vil gøre det, død eller levende.” Nazisterne svor at slå hende ihjel, hvis hun trådte frem. Tæt på døden blev hun båret i en stol til talerstolen, hvor hun sad over for en arrogant skare af nazistiske delegerede. Hendes stemme, i starten spæd, voksede i styrke og engagement (note 34), og hun gav udtryk for såvel sin afsky og sin indsigt i, hvordan den fascistiske trussel kunne slås ned:

”Den vigtigste umiddelbare opgave er at danne en enhedsfront for alle arbejdere for at slå fascismen tilbage… Alle begrænsende og splittende politiske, faglige, religiøse og ideologiske holdninger må træde i baggrunden for denne tvingende historiske nødvendighed.” (note 35)

Ikke desto mindre gik den tyske arbejderbevægelse ned uden at tage kampen op. I starten af 1933 greb nazisterne magten og knuste det kommunistiske parti og arbejderbevægelsen.

Clara Zetkin døde i juli dette år. Det var en tid med nederlag og demoralisering. Hvis hun havde levet fem år mere, ville hun have oplevet den Kommunistiske Internationale svinge skarpt til højre og gå ind for alliancer med borgerlige kræfter i forsvaret for kapitalismen, mens Stain organiserede henrettelserne af stort set alle hendes venner og kollegaer, som dengang boede i Sovjetunionen.

Hvad siger Clara Zetkin os i dag? Lad mig komme med tre bud:

1. De politiske forudsætninger og klasseforhold har ændret sig enormt siden Zetkins tid. Men hendes insisteren på nødvendigheden af aktionsenhed på vejen til arbejdermagt er stadig gyldig.

2. Som kommunistisk leder skilte Zetkin sig ud ved sin opmærksomhed og fornemmelse for stemningen hos de mere tilbagestående og mere privilegerede arbejdergrupper. Ledelsen af et revolutionært parti bør ikke kun bestå af sådanne ledere. Men på den anden side må en ledelse også have dette perspektiv. Zetkins eksempel illustrerer behovet for inklusion og bredde i lederskabet for et revolutionært parti.

3. Clara Zetkin tog ofte fejl, nogle gange på tragisk vis. Alligevel formåede hun at bidrage enormt til kampen for menneksenes frigørelse på sin tid. Hun leverer et eksempel på, hvad vi – ved at arbejde sammen – kan opnå i de kommende årtier.

Noter:

[1] Lenin, som de russiske kommunister ofte kaldte “den gamle mand,” var født 13 år efter Zetkin.

[2]. Se John Riddell, ed., Lenin´s Struggle for a Revolutionary International (New York: Monad Press, 1984) 276-79.

[3] Riddell, Lenin´s Struggle 172.

[4] Pierre Broué, The German Revolution 1917-1923 (London: Merlin Press, 2006) 468-69; Arnold Reisberg, An den Quellen der Einheitsfrontpolitik (Berlin: Dietz Verlag, 1971) 50-51.

[5] Reisberg 51-53.

[6] Reisberg 53-62, 65-67.

[7] Sigrid Koch-Baumgarten, Aufstand der Avantgarde: Die Märzaktion der KPD 1921 (Frankfurt: Campus Verlag, 1986) 99-101.

[8] Kvindernes stemmeret var et af resultaterne fra den tyske revolution i 1918, først da blev det muligt for Zetkin at stilelop til valg.

[9] Reisberg 71. Zetkins udtalelse minder om en passage i det Kommunistiske Manifest: "Arbejderne har ikke noget fædreland. Man kan ikke tage fra dem, hvad de ikke har. Da proletariatet først må erobre det politiske herredømme, hæve sig op til national klasse , konstituere sig selv som nation, er det altså selv nationalt, selv om det er i en helt anden betydning end den borgerlige."

[10] Koch-Baumgarten 81. Lenin, “ ‘Kommunismus,’ ” i Collected Works vol. 31 (Moscow: Progress Publishers, 1960-71) 165-67.

[11] Broué 473.

[12] Reisberg, 97; Koch-Baumgarten, 87.

[13] Zetkin, “Die Lehren des deutschen Eisenbahnerstriks,” in Kommunistische Internationale 20 (1922), 1.

[14] Citeret af Trotsky i Protokoll des III Weltkongresses der Kommuinistischen Internationale (Hamburg: Verlag der Kommunistischen Internationale, 1921) 274.

[15] Den komplekse historie om den italienske splittelse og dens betydning for de tyske kommunisterne er godt fortalt af Broué 474-90.

[16] Reisberg 125.

[17] Luise Dornemann, Clara Zetkin: Leben und Wirken (Berlin: Dietz Verlag, 1973) 423.

[18] Protokoll des III Weltkongresses 601.

[19] Gilbert Badia, Clara Zetkin, féministe sans frontières (Paris: Les Éditions Ouvrières, 1993) 256.

[20] Badia 257; Bernhard Beyerlein, “Zwischen Internationale und Gulag. Präliminarien zur Geschichte der internationalen kommunistischen Frauenbewegung (1919-1945). Teil 1.” i The International Newsletter of Communist Studies Online, vol. 12 (2006), no. 19, 38-42.

[21] Protokoll des Vierten Kongresses der Kommuinistischen Internationale (Hamburg: Verlag der Kommunistischen Internationale, 1923) 550, 555

[22] Badia 265

[23] Badia 267.

[24] Se Zetkin, “Die Arbeiterregierung,” Die Kommunistische Fraueninternationale 9-10 (1922): 651-57.

[25] Protokoll des Vierten Kongresses 250.

[26] From a speech to the German Reichstag (parliament), March 7, 1923, published that year by the KPD and quoted in Tânia Puschnerat, Clara Zetkin: Bürgerlichkeit und Marxismus (Essen: Klartext Verlag, 2003) 346.

[27] Zetkin, “Die Lehren des deutschen Eisenbahnerstriks,” in Kommunistische Internationale 20 (1920) 8.

[28] Zetkin, “Kampf gegen den internationalen Faschismus,” in Internationale Presse-Korrespondenz 52 (1923) 418.

[29] Protokoll der Konferenz der erweiterten Executive der Kommunistischen Internationale Moscau 12-23. Juni 1923 (Hamburg: Verlag Carl Hoym, 1923) 205.

[30] Protokoll der Konferenz 205-209.

[31] Protokoll der Konferenz 222.

[32] Puschnerat 283

[33] Puschnerat 374.

[34] Badia 302-303.

[35] Philip S. Foner, ed., Clara Zetkin: Selected Writings (New York: International Publishers, 1984) 174.


Artiklen bygger på et indlæg af John Riddell i juni 2009 i Chicago. Det blev første gang trykt i november-december 2009-udgaven af International Socialist Review. Se også artiklen om Clara Zetkin: Arbejderenhed og feminisme på Kominterns kongres.

Oversat af Åge Skovrind

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: 0wcVgq
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk