01.10.08 | Josep Maria Antentas og Esther Vivas

Tip en ven       |     Print  

Kina: Den nye kinesiske kapitalisme

De nyligt overståede Olympiske Lege har været en fantastisk fremvisning af den nye opstigende kinesiske kapitalisme. Kina har i dag været gennem en lang kapitalistisk genopbygningsproces, som startede for tre årtier siden. Reformerne begyndte i 1978 og blev gradvist mere vidtgående og dybere; skridt for skridt blev de planøkonomiske mekanismer afviklet.

Den mest afgørende udvikling mod kapitalisme har fundet sted fra 1992 og frem. 1990erne har været præget af en uhæmmet proces mod privatisering af statslige virksomheder og liberalisering af de offentlige services. I dag arbejder to tredjedele af lønmodtagerne for privat kapital. I starten af det 21. århundrede kulminerede Kinas reintegration i den globale kapitalisme med optagelsen i Verdenshandelsorganisationen WTO i 2001.

Heldigvis er det kun få på venstrefløjen, der har illusioner om den kinesiske model. Men der burde være åbenlys enighed om, at de sidste tredive års reformer har skabt en rovdyrskapitalisme uden restriktioner. Og Kina styrer fortsat mod denne horisont, på trods af præsident Hu Jintaos retorik om et ”harmonisk samfund”. Der kommer hele tiden flere beviser til for de sociale og miljømæssige katastrofer som er skabt af den aktuelle akkumuleringsmodel, som har skabt forandringer i den officielle retorik og tilpasninger af politikker til at opsamle ubalancer, men uden at der bliver ændret på den generelle retning for landets udvikling.

Den kapitalistiske genopbyggelse er blevet anført af Kinas Kommunistparti (CCP), hvis ideologi og natur har forandret over årene. Nationalisme er blevet det mest centrale element i CCP’s diskurs og identitet, og bliver brugt som et tvangsredskab, og som en legitimerende faktor i de politiske projekter. Heraf den strategiske vigtighed af OL.

Kina er tynget af store sociale og regionale skævheder. Reformerne har medført koncentration af indkomster, social polarisering og stigende uligheder, og ifølge Verdensbanken er der nu 300 millioner fattige i landet. Størstedelen af den økonomiske aktivitet er koncentreret i kystregionerne (der modtog 85 procent af de udenlandske investeringer sidste år) i stærk kontrast til de fattigdomsramte regioner midt i landet. Den aktuelle udviklingsmodel har også enorme miljømæssige omkostninger, især i form af luftforurening i de store byer og forgiftning af vandet.

Det kinesiske regimes sociale base er det nye opstigende borgerskab, som er knyttet til stats- og partiapparatet, samt en væsentlig urban middelklasse, der også inkluderer de mest kvalificerede grupper af lønmodtagere og mange offentligt ansatte og embedsmænd.

Arbejderklassen har oplevet store forandringer. Og arbejderne i den offentlige sektor, 20 procent af den arbejdende befolkning, er blevet hårdt ramt af en store bølge af privatiseringer, som har udslettet 40 procent af stillingerne i den offentlige sektor. Denne del af arbejderklassen har været vidne til at det sociale sikkerhedsnet fra den maoistiske periode er blevet undermineret. Parallelt med dette er der opstået en ny gruppe indenfor arbejderklassen, bestående af landarbejdere som er indvandret til byerne, koncentreret omkring de eksportorienterede industrier på østkysten og Pearl River Delta, samt i dårligt betalte jobs i sektorer som f.eks. byggeri og service i de store byer.

Intern immigration fra land til by bliver ansporet af en krise I landbrugsressourcer og I kollapset af bøndernes købekraft, som er på blot en tredjedel af byboernes. Med en størrelse på omkring 150 millioner placerer denne del af arbejderklassen sig på bunden af arbejdsmarkedet.

Deres levevilkår og arbejdsforhold er den bitreste del af den nye kinesiske kapitalisme. Lave lønninger, ubegrænsede arbejdstider, et mangelfuldt sundhedssystem, og lave standarder for sikkerhed på arbejdspladsen samt overtrædelse af arbejdsmarkedslovgivningen fra virksomheder og underentrepenørers side er dagligdag. Det officielle fagforbund, det eneste lovlige, har ingen selvstændighed i forhold til staten og er underordnet erhvervslivets interesser. Den er langt fra et reelt kampredskab for arbejderklassen.

Set på denne baggrund er der intet overraskende i at antallet af sociale kampe har været stigende siden slutningen af 1990erne. Ikke desto mindre er disse kampe stadig meget fragmenterede og isolerede, og på grund af den benhårde repression har de sjældent organisatoriske efterspil. Der er ingen sammenhæng mellem mobiliseringer blandt arbejdere inden for den statslige sektor og dem blandt immigrantarbejderne. Det samme gælder for adskillige protester på landet og i de urbane områder.

Det er en central strategisk opgav i kampen mod neoliberal globalisering at bakke op om disse spirende kampe i Kina imod den aktuelle akkumulationsmodel, fordi Kina indtager en så afgørende position i den globale kapitalismes arkitektur. Dette skal naturligvis foregå uden at spille de vestlige regeringers spil, som når de hyklerisk tager afstand fra krænkelser af menneskerettigheder i Kina eller undertrykkelsen af det tibetanske folk.

Hvilken form verdens udvikling vil tage i fremtiden vil i vid udstrækning afhænge af de folkelige kampe i Kina.

Denne artikel blev første gang bragt i avisen ‘Publico’ den 7. september 2008.

Josep Maria Antentas er medlem af redaktionen på magasinet Viento Sur og er professor i Sociologi på Barcelonas uafhængige universitet.

Oversat fra The New Chinese Capitalism af Nina Trige Andersen

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: pjLn8R
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk