03.01.16 | Steen Andersen

Tip en ven       |     Print  

Analyse: DF´s vælgere er ordentlige mennesker!

Det mener de i hvert fald selv, og det ser ud til, at de har noget at have det i. De er godt nok ikke helt unge. Til gengæld har de arbejde og tjener deres egne penge, de har uddannelse (oftest håndværksuddannelse eller anden kortere uddannelse).

Deres indtægter er den typiske mellemindkomst, og de betaler solidarisk deres skat. De er kort sagt motoren i den danske velfærdsmodel – dem, som leverer de ydelser, ”de andre” skal leve af. De bor i de små (og mellemstore) danske provinsbyer.

Og de føler sig i den grad tisset på…

Når de rigeste 10 procent øger andelen af samfundets rigdom, er det i høj grad DF-vælgerens penge, der flyttes op i systemet:

Når der skæres på hospitaler og ældreomsorg, er det nogle af de (relativt få) goder, der kommer denne gruppe til gode.

Når jernbanestationer, posthuse, domhuse, rådhuse osv. lukkes i de små byer, er det i høj grad deres arbejdspladser, der forsvinder. Både direkte, og fordi der ikke længere skal leveres serviceydelser til institutionerne.

Når daginstitutioner nedlægges, og skoler sammenlægges, er det deres børn, der får en ekstra halv times transporttid, og deres lokale samlingssteder, der forsvinder.

Busruter lukkes og beskæres, detailhandlen forsvinder – ikke bare fra de helt små byer, men også fra centrum af de mindre provinsbyer, og alt præges af forfald.

Listen kan fortsættes meget længe endnu, og vi har endda ikke nævnt konsekvenserne af globaliseringen, hvor de samme grupper kan se deres arbejdspladser flyttet om på den anden side af jorden.

Kort sagt er det ikke bare de udsatte grupper og de svageste i samfundet, der oplever nyliberalismens udplyndring af befolkningen. Den lavere middelklasse – som i gamle dage gik under navnet ”det tavse flertal” - bliver i høj grad også presset.

De bliver ikke alene presset direkte økonomisk. De bliver især presset på det, man kan kalde fremtidsudsigterne. Kernemål som en tryg alderdom i et hjem, der er til at betale, god ældreomsorg og hospitalsbehandling, når det bliver nødvendigt, er mål, der har fortabt sig i nedskæringstågerne og supersygehusenes fjerne fabriksmiljøer. Ideen om at sikre børnene en tilværelse med lidt bedre uddannelse og lidt bedre materielle vilkår end dem, man selv kunne opnå, er også ved at gå fløjten.

Og når først troen på fremtiden forsvinder, så åbner man for alvor døren for de nemme løsninger og de desperate metoder.

Partiblindhed
Det er ikke en udvikling, som i så grad har berørt akademikere og storbyborgere, og de mere velbjærgede har deres på det tørre. Studerende har godt nok mærket nedskæringer, men det er jo trods alt kun en overgang, og forude vinker drømmejobbene.

Det er jo i høj grad fra disse grupper, at partierne rekrutterer deres aktivister, og det har fået konsekvenser. Stort set ingen politiske partier har for alvor og på landspolitisk niveau bekymret sig synderligt om denne udvikling og denne gruppe. Heller ikke Enhedslisten for den sags skyld, selv om vi i høj grad taler om ”almindelige arbejdervælgere”.

Det parti, som har taget den gruppe mest alvorligt, er Dansk Folkeparti. De har et solidt forspring, der baserer sig på mindst fire forskellige elementer:

  1. De var der først. I midten af 90erne havde DF idealer hentet fra Morten Korch-film, og en udtalt tro på ”de gode gamle dage”. Dengang var globaliseringen en teoretisk ting for de fleste, og selv om EUs indre marked med fri bevægelighed for arbejdskraften var ”stendød”, insisterede de på angsten for de fremmede og skrækken for andre kulturer. I dag bliver det – i endnu højere grad end dengang – set som et troværdigt alternativ til neoliberalismens konkurrencestat.
     
  2. De andre partier - først og fremmest Venstre og Socialdemokraterne - har givet dem ret. EUs indre marked var virkelig den trussel mod arbejdspladser til danskere, som DF (og Folkebevægelsen) påpegede engang. Der er faktisk flyttet mange, mange tusinde østeuropæere til Danmark, hvor de ofte accepterer at arbejde på lave lønninger og dårligere arbejdsforhold, end danske ansatte ville have accepteret. Og massevis af ”almindelige” arbejdspladser er flyttet til oversøiske destinationer.
     
  3. Og i deres jagt på ”volatile vælgersegmenter”, har både V og K overtaget DF´s indvandrer- og fremmedfjendske retorik, og dermed yderligere bekræftet, at DF ”hele tiden har haft ret.”.
     
  4. Endelig har de to partier i høj grad vist sig dybt upålidelige. Først SD med deres mange brudte valgløfter efter valget i 2011 og sideløbende Venstre med deres mange personsager.



Lægger man alle disse ting sammen, så fremstår DF i dag som det fremadskuende parti, der så skriften på væggen. Det er ledet af hæderligere mennesker, der siger, hvad de mener, og mener, hvad de siger, og de kommer med nemme og overskuelige løsninger på problemerne.

Det er ikke slut endnu
Der er ikke noget, der tyder på, at DF´s fremgang er toppet. Godt nok har de dårligt fat i førstegangsvælgerne – faktisk dårligst af alle partier. (Det er Liberal Alliance, der står stærkest blandt førstegangsvælgerne).

partiernes andel af foerstegangsvaelgere

 

Men til gengæld vokser deres vælgerbase støt de steder, hvor de hidtil har stået svagt: I byerne, blandt de højere uddannede og blandt de bedre lønnede.

Efter sidste valg offentliggjorde Megafon en analyse af nye og gamle DF-vælgere. Resultatet var, at der sker en tydelig forskydning over mod højere uddannede og bedre lønnede vælgere. Ikke noget kæmperyk, der ændrer DF´s karakter her og nu, men en klar vandring.

Dette stemmer overens med en anden tendens: En fremgang i de større byer, af samme størrelsesorden som i de mindre provinsbyer. I Odense Vest ser vi fx en fremgang på næsten 70 procent, Århus Nord en fremgang på 58 procent. I velhaverkommuner som Fredensborg går DF frem med næsten 77 procent, mens man i Lyngby-Taarbæk er man ”helt nede” på en fremgang på 51 procent.

Det er stadig en langt mindre fremgang end i de jyske byer, hvor fremgangen ofte var en på en fordobling og en samlet vælgeropbakning på over 30 procent. Men det siger sig selv, at når et parti opnår 30 procent af stemmerne i større provinsbyer, så er det ikke længere kun landsbytosser, der stemmer på dem!

DFs fremgang i forskellige byer

Slanger i Paradiset
Selvfølgelig går et politisk parti ikke bare frem, og virkeligheden har allerede indfundet sig for DF ved flere lejligheder.

For det første er talentmassen blandt de etablerede kadrer åbenbart begrænset. Vi har alle kunnet more os over folketingsmedlemmer, der ikke ved, at maorierne er de oprindelige beboere i New Zealand, eller hvad BNP nu lige er for en størrelse. Det sidste svarer omtrent til at være fodboldtræner uden at vide, at banen har to mål…

For det andet viser det sig, at den afstand partitoppen forsøger at lægge til det yderste højre, i virkeligheden er papirtynd. Med jævne mellemrum ryger de ekstreme udtalelser ud på Facebook og andre steder, ofte fra folk, der er ganske centralt placeret i partiet.

Men disse forhold åbner jo i virkeligheden bare op for plads til karrieremindede personer med lyst til at erstatte nogen af ”landsbytosserne”.

Mere alvorligt er det, at partiet nok har været i stand til at sælge deres vælgere en vision. Men den politiske vej til at realisere denne vision er ikke-eksisterende.

Det kunne skjules i 00´ernes boom, hvor Anders Fogh tømte reserverne og hvert år til jul gav DF nogle gaver på finansloven – om det så bare var ekstra penge til Inges Kattehjem (det er ikke engang en vittighed!). Her levede man højt på symbolpolitik.

Men nu er kassen tom, og der skal gennemføres rigtige nedskæringer på kernevelfærden. Det er ikke noget, DF er gearet til, som vi så det med beskæringen af boligydelsen til pensionister på dette års finanslov.

I første omgang kom DF og Thulesen-Dahl helskindede igennem krisen. Men de var nødt til at påstå, at de var blevet snydt – selv om de havde fået klare advarsler. Det slider på troværdigheden og på tilliden hos vælgerne. Det ser ikke ud til at have resulteret i flugt fra partiet i meningsmålingerne. Men det skyldes nok den kombinerede effekt af tilgivelse (da det var en førstegangsforseelse) og – i lige så høj grad – mangel på et troværdigt alternativ.

Manglen på alternativ kan formentlig redde DF i et stykke tid – muligvis vil vi se nogle grupper veksle frem og tilbage mellem Venstre, DF og SD. Det er også muligt, at DF føler sig tvunget til en mere tilbagetrukket rolle, hvor det stabile flertal i Folketinget vil udgøres af Venstre og SD.

Det næste valg
Når man ser nøgternt på de grupper, der i stort tal stemmer på DF, så burde de jo ”i virkeligheden” være Enhedslistens kernevælgere. Når det ikke er tilfældet, skyldes det – i hvert fald et langt stykke hen ad vejen – at disse grupper er meget lidt modtagelige overfor fremtidsvisioner, som ikke er relateret til meget konkrete ting, og overfor standpunkter, der hovedsageligt er funderet i en moralsk stillingtagen til nogle af verdens store spørgsmål.

Et enkelt eksempel: Kollektiv trafik kontra privatbilisme. Dette er ikke ment som nogen uddybet kritik af Enhedslistens aktuelle trafikpolitik, blot som et eksempel på et sted, hvor vi taler forbi DF-vælgeren.

Det er fint nok, at Enhedslisten ønsker at styrke den kollektive trafik. Det kan langt de fleste gå ind for. Men når det skal ske gennem fordyrelse af den private bilisme, så hopper kæden af. Mange mennesker ved det ikke, men hvis man bor uden for de større byer, så stopper den kollektive trafik oftest mellem 18 og 19 på hverdage, og den består af 2-3 afgange i weekender og på helligdage. Rutenettet er så bredmasket, at selv når der faktisk kører busser, er der ofte en spadseretur på flere kilometer til bussen. Ingen, der bor på landet, har nogen tro på, at selv en nok så kraftig beskatning af ”privatbilismen” vil kunne give en dækning med kollektiv trafik, der kan gøre en bil (eller to) overflødig.

Så mange af de tanker og forslag, der i årenes løb er kommet fra Enhedslisten, er i realiteten bare forslag om en ekstra skat på at bo uden for byen. Det er slemt i sig selv – men det er i virkeligheden ikke det værste. Det, der for alvor fremmedgør folk, er den klare oplevelse af, at forslagsstillerne faktisk ikke har nogen anelse om, hvordan virkeligheden ser ud.

Læser man Enhedslistens aktuelle politik på området ”Mobilitet og transport”, er det i øvrigt slående, at den styrkelse af den kollektive trafik, man konkret foreslår, handler om styrkelse af den kollektive trafik i København og de øvrige store byer. Bevæger man sig ud over de (geografiske) områder, hvor Enhedslisten og venstrefløjen altid har stået stærkest, bliver politikken meget ukonkret, og kan stort set opsummeres til ordet ”takstreduktion”. Ideen om, at prisen er den eneste grund til, at folk kører i egen bil, slås fast allerede i andet afsnit.

Det næste valg er kommunalvalget i 2017, om mindre end to år. Her står Enhedslisten i en historisk stærk position, der giver os alle muligheder for at konfrontere DF. Skal vi vinde den konfrontation – der i parentes bemærket også vil være en konfrontation med Venstre og Socialdemokratiet – så kræver det, at vi bliver i stand til at pege på konkrete løsninger på ”almindelige menneskers” bekymringer og problemer. Vores største svaghed er måske tendensen til at udvikle politikker i snævre venstrefløjsmiljøer med begrænset kontakt til andre virkeligheder end vores egen. 

Kilder på nettet:
Denne artikel er skrevet blandt andet på baggrund af oplysninger i nedenstående artikler:

Danmarks Radio:
Det delte Danmark, resultatet på kredse (interaktive grafikker)

Politiken:
Sigge Winther Nielsen, Dansk Folkepartis nye vælgere: Rigere, klogere og yngre

Jyllands Posten:
Thomas Aagaard: Interview med kultursociolog Emilie van Hauen

Altinget.dk:
Erik Holstein: Venstre og DF har de største vælgerreserver

Enhedslisten:
Fællesskab fungerer, politikområder: Mobilitet og transport

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: BUmYU7
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk