29.01.16 | Ashley Smith /Ellen David Friedman

Tip en ven       |     Print  

Interview: Fanget i Kinas klapjagt på faglige aktivister

3. december arresterede kinesiske myndigheder over 20 personer med forbindelser til forskellige faglige solidaritetsorganisationer i Guangdong-provinsen. De arresterede havde været aktive med praktisk hjælp og skoling af faglige aktivister. Arrestationerne kommer midt i en voksende bølge af strejker og protester i Guangdong.

Ellen David Friedman, mangeårig organisator i National Education Association, medgrundlægger af Progressive Party i Vermont og medlem af Labor Notes Policy Committee, har i det seneste årti arbejdet sammen med arbejder- og fagforeningsaktivister i Hongkong og på det kinesiske fastland. Da hun for nylig var i Kina, blev hun kortvarigt arresteret og forhørt af regeringen. Hun har talt med Ashley Smith fra socialistworker.org om, hvad der skete.

AS: Da du for nylig var i Kina, blev du arresteret midt under angrebet på de faglige NGO-er. Kan du fortælle os, hvad der skete?

EDF: Jeg har arbejdet i Kina i ca. 10 år, undervist om arbejdsmarkedsforhold og deltaget i forskellige aktiviteter blandt arbejderne. Jeg var blevet advaret mange gange på forhånd, men altid indirekte og på anden hånd gennem kolleger. Det var første gang, jeg var i et egentligt politiforhør.

De ankom til mit hotel og forhørte mig i ca. to timer - meget høfligt - men de opfordrede mig til at holde op med at ”møde folk”, ellers ville det få retslige konsekvenser. De sagde, at jeg overtrådte visumreglerne.

Det er svært at vide, om min arrestation havde forbindelse med tilbageholdelsen af de faglige aktivister. Det skete på samme tid, men der er ingen der ved, hvorfor ting sker i Kina. De gav mig i hvert fald ingen forklaring på det. Det kan kun blive et gæt.

Den sammenhæng, som det foregik i, er, at staten siden Xi Ping-administrationens start i Kina for tre år siden har foretaget en skarp kursændring væk fra enhver form for tolerance over for aktivisme og organisering i civilsamfundet. Under den foregående Hu Jintao-administration var der tilsyneladende væsentlig større udfoldelsesmuligheder for NGO-er og for kritisk debat og forskning. Alt dette er blevet meget stærkt indskrænket under Xi Jinping-regeringen.

Siden Xi kom til magten, har staten chikaneret faglige NGO-er, kriminaliseret faglig modstand og arresteret og rejst anklage mod faglige aktivister. Regeringen har også ført en ”anti-udenlandsk indflydelses”-kampagne. Så fordi jeg har været aktiv i arbejderbevægelsen i Kina i denne periode, og fordi jeg er udlænding, så man kan kun sige, at det er i overensstemmelse med deres politik.

AS: Hvor omfattende er regeringens aktion? Hvem har den været rettet imod?

EDF: Den seneste begivenhed var en højt profileret arrestation af ca. 20 aktivister den 3. december, alle i Guangzhou, der er en af de største byer i Kina. Det er på sydøstkysten, over for Hongkong. Det er hovedstaden i Guangdong-provinsen, hvor finans- og arbejdsmarkedet begyndte at udvikle sig i 80erne.

Siden dengang har byen gennemgået en enorm udvikling. Migrantarbejdere er i et tocifret milliontal rejst dertil for at få arbejde. Området har også oplevet en eksplosion af modstand fra arbejdernes side. 10-12 faglige NGO-er har været aktive under denne bølge af faglig aktivisme.

Regeringen slog ned på de aktivister, der havde forbindelse med fire af disse faglige NGO-er. Nogle af dem er meget nyttige hjælpeorganisationer, der for eksempel hjælper tilskadekomne arbejdere med at udfærdige ansøgninger om erstatning. Andre er mere aktivt involveret i at hjælpe arbejderne med at udvikle lederevner, samt uddanne dem, der er gået i spidsen for strejker osv., til at kunne føre kollektive forhandlinger.

Mange af dem blev afhørt og løsladt igen i løbet af dagen, men der er syv, der stadigvæk er arresteret, og som der vil blive rejst sigtelse imod. Den mest fremtrædende person, der blev fanget under klapjagten, hedder Zeng Feiyang. Han er grundlægger og leder af den ældste og mest kendte NGO, Panya Arbejdercenter.

Regeringen har anklaget mange af de anholdte for forstyrrelse af den offentlige orden, hvad der er den mest almindelige anklage, der bliver rejst imod faglige aktivister. Der er en enkelt, der er blevet anklaget for underslæb. Solidaritetsaktivister har sørget for forsvarere til dem - der er rent faktisk nu et 60-mand stort forsvarer-team - men indtil videre har de ikke været i stand til at komme i kontakt med de indsatte aktivister. Vi ved altså stadigvæk ikke, hvad de konkret er anklaget for.

AS: Er denne aktion et svar på et stigende antal strejker?

EDF: Det tror jeg. Der har helt sikkert været en mærkbart større strejkeaktivitet, hvad der i vid udstrækning hænger sammen med den lavere økonomiske vækst i Kina. Det har ført til et stort antal fabrikslukninger og flytning af produktion og dermed tab af arbejdspladser. Der er også chefer, der er løbet fra deres lovbundne forpligtelser til at betale fratrædelsesgodtgørelse, når en fabrik lukker.

Arbejdere, der har mistet deres job, opdager også, at deres chefer har undladt at betale til deres sociale forsikring, dvs. dagpenge eller pensioner. Mange af disse arbejdere er i 30erne og 40erne og står over for at vende tilbage til de provinser, byer og landsbyer, som de kom fra, uden pension. Alle disse ting er årsager til de protester og strejker, som vi lige har set.

Men det er også en del af et længerevarende mønster med en voksende faglig militans gennem de seneste 15 år. Alle disse strejker og protester er forblevet relativt atomiserede. Arbejderne har ikke været i stand til at forbinde deres kampe, men de er selvfølgelig begyndt at lære af deres erfaringer.

Som følge af det har strejkerne ændret karakter, de er blevet præget af større selvsikkerhed og blevet mere strategiske. Arbejderne lærer hele tiden mere om kollektive forhandlinger. De lærer mere om, hvordan de kan gebærde sig både i forhold til kapitalen og staten. Det er helt sikkert en trussel imod regeringen.

De har også lagt et pres på den officielle statslige fagorganisation, den Al-kinesiske Føderation af Fagforbund. Det er slet ikke en rigtig faglig organisation, men først og fremmest et redskab, som regeringen bruger til at kontrollere arbejderne. Føderationen repræsenterer ikke arbejderne, men hovedsagelig arbejdsgiverne. Arbejderne har overhovedet ingen tillid til den. Så nu har arbejderne, især migrantarbejderne, virkelig forstået, at de er nødt til at opbygge deres egne organisationer.

Der er på den måde mere diskussion, end jeg har oplevet tidligere, om behovet for noget, der ligner et uafhængigt forbund. Det er selvfølgelig grænseoverskridende i Kina. Regeringen vil ikke tolerere det, så det kan også blive en anledning til en mere skånselsløs undertrykkelse.

AS: Hvordan er situationen for den kinesiske økonomi, og hvordan indvirker den på arbejdernes kampe og bevidsthed?

EDF: Landets økonomi er meget omfattende og kompliceret. Der er ingen tvivl om, at eksportens kollaps i 2008 førte til en omgående og meget, meget dyb recession. Det siges, at noget i retning af 75.000 fabrikker lukkede inden for to måneder i 2008 - alene i Guangdong-provinsen.

Der kom så et opsving i den kinesiske økonomi på grund af regeringens enorme stimuleringsplan. Staten pumpede masser af penge i udvikling af infrastrukturen, især i provinserne i det indre af landet. Så der var uoverskueligt mange byggeprojekter - veje, dæmninger, kraftværker, havne, transportcentre osv.

Men alt dette byggede på forventningen om, at landets eksportsektor ville komme til hægterne igen. Det skete ikke. Og derfor har hele denne infrastrukturelle udvikling, baseret på forestillingen om en fortsat produktion med henblik på eksport, bare ført til overkapacitet. Kina havde i forvejen et problem med overinvestering, overproduktion og overkapacitet. Det er blevet meget værre efter stimuleringsprocessen, end det var før.

Oven i det så har staten i vid udstrækning været ude af stand til at stimulere den type forbrugsefterspørgsel, der kunne kompensere for eksportnedgangen. Der er opstået en middelklasse, som køber masser af biler og luksuslejligheder. Men så udbredt er det heller ikke, og det kan slet ikke opveje nedgangen i den internationale efterspørgsel.

Når økonomien på den måde taber fart, så bliver folk, selv en stor del af middelklassen, bange for at bruge penge, hvis de har dem. De sparer i stedet for op til fornødenheder som husleje, lægehjælp og pensioner, som staten ikke tager sig af. Som følge heraf har staten ikke været i stand til at stimulere det hjemlige forbrug som erstatning for den svigtende eksport.

Staten har omsider udviklet en langtidsplan om at føre investeringer og udvikling fra østkystbyerne til det indre af landet, i håbet om at mange migranter vil vende tilbage til deres tidligere hjemstavn.

Men fordi regeringen også har slækket på kravene til bopælsregistrering, så er der mange migranter, der ikke vender tilbage. De bliver i kystbyerne. Og så har staten som følge af sit indlandsudviklingsfremstød bygget spøgelsesbyer med kæmpemæssige boligkomplekser, der står tomme og ubenyttede hen.

AS: Er arbejderne begyndt at opbygge nye organisationer for at kunne gå til modstand mod økonomisk tilbagegang og undertrykkelse?


EDF: Ja, men processen er på et meget tidligt stadium. Det er meget, meget svært for arbejderne at netværke, for aktister at netværke, for studerende at netværke. Staten er meget oppe på dupperne for at spænde ben for sådanne bestræbelser.

Lad mig give et eksempel. Jeg har været tilknyttet Sun Yat-sen-universitetet i Guangzhou i de seneste 10 år. I den relativt liberale periode under Hu Jintao lykkedes det os at etablere et internationalt center for arbejdsmarkedsforskning inden for Institut for Samfundsstyring. Vi lavede forskning, der involverede arbejdsmarkedsforskere, fagforeningsfolk, økonomer, historikere og arbejdsretsjurister, der var både kinesiske og udenlandske fagfolk. Det frembragte en masse vidunderlig forskning, undervisningstimer og workshops.

Myndighederne lukkede det hele ned sidste år. De gav ingen begrundelse - de lukkede det bare, lige pludselig. Forskerne, studerende, aktivister og arbejdere, som kendte hinanden igennem forløbet, har forsøgt at holde kontakt og fortsætte vores arbejde. Men vi kan ikke længere gøre det inden for formaliserede rammer.

Centeret for arbejdsmarkedsforskning har helt klart vakt bekymring hos myndighederne. Da jeg blev arresteret og forhørt, udspurgte de mig om Centeret for Arbejdsmarkedsforskning, som om det fortsat eksisterede. Jeg sagde til dem: ”I ved vel, at det blev lukket sidste år. Der er ikke mere noget Center for Arbejdsmarkedsforskning.” Men de blev ved. De spurgte mig: ”Da du var i Guangzhou, hvem talte du så med? Mødtes du med dine kolleger? Hvorfor mødtes du med dine tidligere studerende?”

Det giver dig en fornemmelse af den grad af overvågning, som aktivisterne er underlagt. Folks e-mails, telefoner og møder, det bliver alt sammen overvåget. Selv når folk bruger de sociale medier, hvad de gør i høj grad, så bliver de udsat for næsten øjeblikkelig censur. Så mens der er en stærk international solidaritetskampagne på de arresterede aktivisters vegne, så er der ikke noget som helst i den retning inden for selve Kina. Det er så godt som umuligt bare at få oplysninger om arrestationerne der.

4. januar 2016
Oversat fra
SocialistWorker.org af Niels Overgaard Hansen

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: V5fjTH
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk