30.01.16 | Sara R. Farris

Tip en ven       |     Print  

Köln: Racistisk sexisme gavner ikke kvinder

Den kendsgerning at godt to dusin mandlige asylansøgere og mange mænd af nordafrikansk afstamning er blevet kædet sammen med røverier og seksuelle overgreb i Køln og andre tyske byer nytårsaften er blevet skamløst udnyttet af forskellige højrefløjsbevægelser til at brændemærke hele gruppen af muslimske mænd som en trussel mod kvinders rettigheder.

Det er selvfølgelig ikke noget nyt. Stemplet blev anvendt af europæiske kolonister, og blev for nyligt genanvendt af Bush-administrationen under besættelsen af Afghanistan i 2001, da bombningen af landet blev præsenteret som en nødvendighed for at befri afghanske kvinder fra den islamiske undertrykkelse.

For nylig har andre stemmer sluttet sig til det politiske højre, for - med udgangspunkt i kvinders rettigheder - at kræve en hård linje mod muslimer. I Tyskland har Alice Schwarzer været en af de mest udtalte kritikere af islam, og fremført, at både som religion og som kultur er den ansvarlig for kvindeundertrykkelse; over årene har Schwarzer fået tilslutning af en lang række af politiske aktører, inklusiv socialdemokraten Thilo Sarrzin. Denne ide er blevet så udbredt, at ifølge en undersøgelse, udført af meningsmålingsinstituttet Allensbach i 2012, forbandt 83 procent af alle tyskere ordet "islam" med "kvindeundertrykkelse".

Det er imidlertid nødvendigt, at vi husker, at i Tyskland er muslimer ikke de eneste, der er anklaget for medfødt kvindehad. Gennem 80erne beskyldte kendte kvindelige kristne feminister som Gerda Weiler og Christa Mulack jødedommen for at have indført patriarkatet i Vesten. På den tid synes selv visse politikere forbundet med De Grønne at antyde, at jødedommen - som religion - retfærdiggjorde seksuel vold og pædofili.

I nyere tysk historie har sexisme således gentagne gange været en karakteristik, man har knyttet til ikke-kristne religioner og kulturer. Men at fremstille problemerne på denne måde, er meget farligt for ligestillingen mellem kønnene og kvinders sikkerhed, da det ikke blot fordrejer fakta, men også afleder opmærksomheden fra de smuthuller i det tyske retssystem, der drejer sig om kvinders rettigheder og hverdagens sexisme og vold.

For eksempel gør den tyske lov om seksuel chikane og voldtægt det svært at retsforfølge de ansvarlige for sager om seksuelle overgreb, som dem, der blev meldt om efter nytårsaften. Paragrafferne 177-179 i den tyske straffelov definerer voldtægt som seksuel tvang udført med magt, men nævner intet om samtykke. Centre for voldtægtsofre og kvindeorganisationer har i årevis kritiseret denne tvetydighed. Det er en tvetydighed, der har givet dommere mulighed for at underkende sager med manglende samtykke, som utilstrækkeligt bevis på voldtægt, eller til at betragte overraskelsesangreb og befamling som overtrædelser, der ikke kan retsforfølges.

Endvidere viser statistikker, at det store flertal af sager om seksuel vold og misbrug - i Tyskland såvel som andre steder - ikke involverer muslimer eller immigranter. En EU-undersøgelse fra 2014 af vold mod kvinder, viser at ud af de 10.000 tyske kvinder, der blev interviewet, sagde 37 procent, at de havde oplevet mindst én form for fysisk overgreb eller trusler om vold fra en partner eller ikke-partner. De interviewede pegede oftest på mænd, de kendte: partnere, fædre, familie, venner, chefer.

I et lidt andet perspektiv, er det værd at bemærke, at i et land som Holland har ideen om, at sexisme er et problem hovedsageligt blandt immigranter (specielt muslimer) og i etniske minoritetssamfund, bidraget til at aflede opmærksomheden, såvel som penge, fra initiativer, der har forsøgt at modgå sexisme og ulighed mellem kønnene blandt "hvide" hollændere.

Igennem 00erne har de neoliberale nedskæringer i offentlige udgifter især ramt kvindeorganisationer og generelle ligestillingsinitiativer. Samtidig har skiftende hollandske regeringer over de sidste 10 år konsekvent finansieret programmer for at støtte deltagelse i arbejdsmarkedet og angiveligt "frigørelsen" af immigranter og etniske minoritetskvinder. Og dog har disse programmer skubbet kvinderne ud i udnyttelse i omsorgssektoren og i private husholdninger. Det vil sige, at hollandske politikere skubber immigranter og etniske minoritetskvinder ud i at tage de kønsspecifikke jobs, som hollandske feminister i årevis har gjort oprør mod og nægtet at udføre.

Så mens fremstillingen af muslimske mænd som kvinders fjender fuldstændig ignorerer faktiske statistikker og er blevet brugt til at fremstille muslimske kvinder som ofre for vilde muslimske mænds undertrykkelse, er der ingen af disse talspersoner for anti-islam og anti-immigration, der synes at have noget problem med udnyttelsen og segregationen af muslimske (og ikke-vestlige immigrant) kvinder i europæiske hjem.

Når sexisme gøres til et racespørgsmål og fremstilles som udelukkende de ikke-vestlige eller de ikke-kristnes domæne, så ender alle kvinder som tabere.

Sara R. Farris er adjunkt ved Goldsmiths College, University of London og forfatter til ”In the Name of Women´s Rights. The Rise of Femonationalism” (Udkommer på Duke University Press). Denne artikel stammer fra websitet salvage.zone og er oversat af Steen Andersen.

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: IrKC2H
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk