RELATEREDE ARTIKLER

1. Maj og social dumping Modernisering af det offentlige? Fair pensionsalder! TTIP sætter løn- og arbejdsforhold under pres Det store luftkastel Regeringens mislykkede bidrag Lærere siger op Presset vokser på Thorning Øresundstoget kører igen Kamppladser Kædeansvar i Sverige Status nu og kampen herfra En indskrænket kamp om løn Regeringen revolutionerer erhvervsuddannelserne – på den dårlige måde Husarbejde til discountpris Så starter karavanen gennem Danmark Mere jobrotation hjælper ledige Del arbejdet! Tryghed og arbejde Arbejdsløse danner aktionsnetværk Udfordringen fra den gule fag-forretning Fagbevægelsens ledere på dødskurs Frafald må stoppes Unge vil have fagforeninger Fagforeningsfolk vil stille krav til en rød regering Eventyret i Odense Et spørgsmål om liv og død En ny aktiv fagforeningsstrategi Kommunale 3F’ere kræver rød regering Måletyranniet breder sig Kampen for holdbare industriarbejdspladser OK 2010 - midt i en krisetid ”Umyndiggørelse” af pædagoger (og mange andre) Når kommunen svinger kæppen "Utryghedsskabende"? SDs nye principprogram Post Danmark - resultatet af statslig misregimente Lille sejr midt i en humanitær katastrofe Regeringen blæser til vandkamp Den sidste olie (fra Nordsøen…) For de rige og formuende (2) Sammenhold mod Uber For de rige og formuende DF´s vælgere er ordentlige mennesker! Fattigdomsgrænsen er kun toppen af isbjerget Hvem betaler, når Løkke ryster posen? Welcome to Denmark Finansloven er en tillidserklæring til regeringen De rige svin slap igen alt for let Dansk Folkeparti og den danske højrepopulisme Recepten til S og SF Winter is coming Nytårshilsen fra en anden planet Landsdækkende aktionsdag 2. oktober Optøjer afspejler sociale problemer Permanent ophold bliver nemmere Fortryder, men lægger linjen Enhedslistens rolle under en S-R-SF-regering Slut med point på kærlighed SRSF-regeringen og klimaet En antibureaukratisk regering? S og SF på afveje i Fair Løsning 2020 Om SF's højredrejning og fremgang Fem års mobilisering baner vejen for ny regering Mail-gate: Næste offer bliver vel tyngdeloven Velkommen til veltilpassede udlændinge Profitstyringen af energiforsyningen skal stoppes I clinch med systemet Hvem skal betale? Etniske mindretal får pisk Vi holder sammen på Danmark S-SF og klimavisionerne Rejs krav om behovsstyret produktion Dyrere og dårligere post i vente Fattigdommen vokser Når Helle og Villy overtager krisen Socialdemokratiet – et sikkert kort?

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Arbejdsmarked | Dansk politik

28.02.16 | Steen Andersen

Tip en ven      |    Print  

Det virkede ikke: ”New Public Management” – eller ”Regnedrengenes Amokløb”

Neoliberalismen er ikke kun et sæt af dogmer om økonomi, det er også en ideologi og et menneskesyn. På det private område har vi mest set de økonomiske konsekvenser i fri udfoldelse. På det offentlige område oplever vi ideologien i en mere direkte form under navnet ”New Public Management” (NPM), der begyndte at blive en dominerende ideologi i sektoren i starten af 90’erne.

I denne artikel ser vi på nogle af konsekvenserne af NPM for styringen og effektiviteten i sektoren, demokratiet, og de negative konsekvenser for fagbevægelsen (se note 1).

NPM blev primært introduceret i England under Thatcher, og selve navnet ”New Public Management” blev introduceret af en engelsk Oxford-professor, Christoffer Hood.

Målsætningen var imponerende: Vi skal have en billigere offentlig sektor, og den skal være bedre end den nuværende. Midlet var at lade ”virksomhedsånden” gennemsyre den offentlige sektor, fra det øverste embedsværk i ministerierne til køkkenerne på sygehusene.

Nu har samme Hood – i samarbejde med Ruth Dixon – gjort noget højst usædvanligt for borgerlige økonomer: De har undersøgt, om deres teorier nu også holder vand i praksis. Og efter flere års studier er de nået frem til det – ikke særligt overraskende resultat: Nej, vi har ikke fået hverken billigere eller bedre offentlig sektor - tværtimod.

Neoliberal ideologi og – mytologi
”Den herskende ideologi er den herskende klasses ideologi” er en gammel sandhed på venstrefløjen. Og det kan præciseres til, at den herskende ideologi ikke er hele klassens ideologi, men en ideologi for det herskende lag i den herskende klasse. Så da magten skiftede fra de gamle ”produktionskapitalister” til de nye ”finanskapitalister” op gennem 70´erne og starten af 80´erne, var der behov for en ny ideologi.

Denne artikel vil forsøge at se på nogle af de ideologiske myter bag NPM og deres praktiske konsekvenser. En mere uddybet gennemgang kunne være ønskelig, der er mange aspekter, som tid og plads ikke tillader at komme ind på her. Fx er hele kommercialiseringen af uddannelsessektoren og de katastrofale følger for uddannelsesniveauet i Danmark slet ikke berørt, selv om det emne alene kunne bære en hel serie af artikler.

Det herskende menneskesyn
Den tanke, der slog igennem, var ideen om mennesket som ”The Economic Man”, en økonomisk model for, hvordan mennesket konstant træffer en række af rationelle økonomiske beslutninger, ud fra en forudsætning om, at menneskets behov er umættelige, men den produktion, der er til rådighed, er begrænset. (note 2)

Ideen er, at alle handler ud fra en logik, der handler om at rage så meget til sig som muligt, og at alle altid træffer de beslutninger, som bedst muligt skaffer dem mest muligt.

I den økonomiske teoris verden laver man det kunstgreb, at man definerer, at alle værdier uden undtagelse kan gøres op i penge.

Kort sagt: En ide om mennesket som et grænseløst egoistisk individ, hvis handlinger altid vil være de handlinger, der skaffer ham/hende størst mulige fordele, i form af økonomisk gevinst – uden hensyn til andre mennesker.

Ideen er gammel, med rødder i ”utilarismen”, en filosofi fra slutningen af 1700-tallet, og ikke begrænset til neoliberalismen.

De praktiske konsekvenser
Neoliberalismens åndelige fædre generaliserede ideen om individets ”rationelle” søgen efter maksimal økonomisk gevinst til andre områder: Først og fremmest til virksomheder, hvad man som marxist jo ikke kan indvende noget imod. Men derefter fortsatte man, og besluttede, at når modellen gjaldt for mennesker og virksomheder, så måtte den gælde universelt, for en hvilken som helst for organisering af mennesker: I vores tilfælde også for politiske partier, kommunale forvaltninger og faglige organisationer.

Det er jo til en vis grad rigtigt. Alle sammenslutninger og grupper af mennesker, der handler i fællesskab har jo en eller anden form for målsætning. Den kan være mere eller mindre indlysende og veldefineret, men den er der.

Men neoliberalisternes ideologer fastholder også ideen om, at al nytteværdi i sidste ende handler om at skaffe sig selv materielle goder. I en markedsorienteret økonomi vil det sige, at alle – uden undtagelse – også brandvæsenet, hjemmehjælperne, det Konservative Folkeparti, og embedsmændene i statsministeriet (note 3), for slet ikke at tale om alle de private organisationer og firmaer, har ét og kun ét mål: nemlig at score kassen.

Kort sagt: Ikke bare mennesket er grænseløst egoistisk. Enhver menneskelig organisering stræber hensynsløst efter at berige sig selv.

Det er dette dystopiske menneskesyn og livsopfattelse, der ligger til grund for neoliberalismen. Ideen gør det naturligvis fuldstændigt legitimt at berige sig på andres bekostning: Du gør jo bare mod dem, hvad de ville gøre mod dig, hvis ikke du var kommet først.

NPM: Nogle ideologiske principper
Udgangspunktet for den nye offentlige styring er altså, at både brugere, ansatte og politikere er grænseløse egoister, der hver for sig forsøger at mele deres egne kager. Det får selvfølgelig voldsomme konsekvenser, når man skal vurdere den offentlige sektor og de redskaber, der skal bruges for at kontrollere den.

Samtidig har neoliberalismen den grundtanke, at enhver krone, der bruges af det offentlige er en krone, der er stjålet fra det private, og at alle de offentlige funktioner, der handler om at kontrollere og styre ”det private initiativ” – altså virksomhederne – bør afskaffes.

Så det kan ikke undre, at udgangspunktet og hele målsætningen for NPM er at reducere den offentlige sektor: bruge færre penge og mindre tid på offentlige aktiviteter, og afskaffe alle former for kontrol af erhvervslivet. Eller som Anders Fogh Rasmussen formulerede det i 1993: at gå ”fra Socialstat til Minimalstat”.

NPM består af tre væsentlige komponenter, hvor ”management” nok er den vigtigste, men ikke den eneste. De to andre væsentlige elementer er brug af markedsføring af statens initiativer. Som enhver anden aktør på det private marked, skal offentlige virksomheder markedsføre deres initiativer. I dag har enhver forvaltning selvstændige pressesektioner, kommunikationsrådgivere og spindoktorer.

Det tredje element i ideologien er en blind tro på it, og de effektiviseringspotentialer, der ligger i at bruge it. Det kunne man måske forstå i slutningen af 80´erne/starten af 90’erne. Dengang plukkede vi virkelig de lavthængende frugter.

Men tiltroen til it-systemers mirakuløse effekt hænger stadig ved, selv om alle – private, såvel som offentlige – ved, at der er snævre grænser for gevinsterne, og på trods af den nærmest endeløse række af kæmpeskandale med offentlige it-systemer.

NPM og politikerne (the good)
Politikere opfattes som sælgere på et marked: De sælger deres ideer til vælgerne, og søger aktivt efter nye ideer, der efterspørges af vælgerne. Målet er at blive valgt til de givtigste poster. Det er jo en tankegang som de fleste kan genkende, nogen politikere passer bedre ind i billedet end andre.

Men i NPM-tankegangen er politik, som vi traditionelt kender begrebet – ideer og visioner om samfundets indretning, som man forsøger at samle opbakning bag, fuldstændig forsvundet.

Politikernes motivation til at udvikle og fremføre politik er grundlæggende den samme, som driver enhver vareproducent: ønsket om at kunne tilbyde en vare, som finder kunder på markedet. Det er altså ønsket – ”efterspørgslen” hos vælgerne – efter bestemte ideer, der dikterer, hvilke ideer der fremføres politisk. Politikerne imødekommer blot markedets ønsker. Og lige som i ”den virkelige verden”, er der nogle, der går efter at levere mainstream-produkter, fx DF, V og A, og nogle, der lever af at sælge nicheprodukter, som Alternativet og Liberal Alliance.

NPM og vælgerne/brugerne/klienterne (the bad)
Hvor kommer vælgernes ønsker så fra, kan man spørge. De udspringer selvfølgelig af ”nyttemaksimeringsbehovet”, som det hedder i de termer. Det vil sige af ønsket om at skaffe sig selv størst mulige økonomisk fordele. Dette gælder også for alle organisationer og sammen¬slutninger, der repræsenterer særlige grupper, hvad enten det er handicaporganisationer, ældreråd eller sportsforeninger. I NPM er der intet galt i at danne disse grupper. De er blot ”lige gyldige” i ordenes egentlige forstand, idet de alle betragtes som grupper, der alle rejser ligeberettigede krav på en del af de offentlige ressourcer.

NPM og de offentligt ansatte (the ugly)
Vi husker, at alle – altså også de offentligt ansatte – i denne teori, er skånselsløse egoister. Så offentligt ansatte vil – i forhold til politikerne og deres egne chefer – også forsøge at mele deres egne kager. Det sker på alle områder: Man kæmper for flest muligt ansatte inden for ens område, for derved at få mindst muligt arbejde, man kæmper for større budgetter, store budgetter giver stor prestige, og bedre muligheder for at øge lønnen, man øger sin magt over fagområdet, og man udnævner sine egne til chefer.

Enhver, der har arbejdet i centraladministrationen eller en kommunal forvaltning, kan genkende billedet, men det samme kan enhver, der har arbejdet i en bare nogenlunde stor organisation – hvad enten den er privat eller offentlig!

De offentligt ansatte er de virkelige skurke i fortællingen. De har nemlig faglig indsigt i deres embedsområder, og det misbruger de på det skammeligste. I den politiske beslutningsproces har de større viden og indsigt end politikerne, og dette ”forspring” udnytter de til at få politikerne til at bevilge flere penge og flere ressourcer til områderne, end der i virkeligheden er behov for blandt ”kunderne” – borgerne/klienterne.

Så enhver stat/offentlig organisation vil tendentielt vokse mere end det, der er nødvendigt for at løse de aktuelle opgaver. De ansatte vil konstant sikre et overforbrug af ressourcer og underpræstere på arbejdsindsatsen. Alene af den grund skal man i NPM’s verden altid skære ned i den offentlige sektor, og altid tvinge de offentligt ansatte til at løbe hurtigere.

Den slags organisationsteorier har et meget rammende navn: ”Low trust”-teorier.

NPM To the rescue!
I dette morads af hæmningsløst forbrugende borgere, uvidende politikere og umættelige og manipulerende offentligt ansatte, kommer helten på den hvide hest ind fra højre: ”Den nye offentlige leder”.

Som den eneste aktør i den offentlige sektor har lederen nemlig en objektiv interesse i at sikre effektiviteten, sænke omkostningerne og levere de ydelser, som brugeren virkelig efterspørger. Det er han (sjældnere: hun) nemlig ansat til – ofte på en meget lukrativ kontrakt.

Med det private erhvervslivs topchefer som rollemodeller skærer de ind til benet, omstrukturerer organisationerne, rationaliserer og effektiviserer, outsourcer og indfører ny teknologi, så vi alle sammen oplever voldsomme forbedringer. Metoderne skal kopieres fra ”de store firmaer” i det private erhvervsliv, der – takket være det frie markeds rensende effekter – fungerer langt bedre end den træge offentlige administration. Det hævder teorien i hvert fald.

Nedtur for demokratiet
NPM fik for alvor fodfæste i staten, da Lykketoft blev finansminister i januar 1994. En af de første ting, der blev indført, var omdannelsen af ministerier til ”koncerner”, ledet af ”koncernledelser”. Det lyder ret uinteressant, men hæng på et øjeblik – var denne ændring ikke sket, havde vi fx næppe oplevet de seneste dages regeringskrise omkring landbrugsministeren.

Før ”koncerngørelsen” havde man en arbejdsdeling, hvor ministerier var delt op i et departement, der betjente ministeren, skrev lovene og i det hele taget håndterede politikken og politikerne. Nedenunder levede styrelser og direktorater som faglige videnscentre med udførende opgaver i forhold til lovgivningen. Styrelseschefer og direktører refererede til egne bestyrelser. Selv om et departement godt kunne overrule en styrelse eller et direktorat, skete det sjældent, at man ignorerede den faglige viden og ekspertise, der lå i styrelserne. Og i princippet (og langt hen ad vejen i praksis), kunne alle trække på den ekspertise, der lå i styrelserne og direktoraterne.

Med koncerngørelsen – under parolen: ”et ministerium – et hus”, blev der i praksis gennemført en strukturændring, hvor departementerne blev langt mere dominerende. Parolen dækkede i praksis over, at den politiske kontrol med informationer og kontakt med offentligheden skulle centraliseres og styres i det politiske led, så man undgik ubehagelige episoder, hvor sagkundskaben i styrelserne, på baggrund af fakta, kom til at modsige ministeren eller de dominerende politiske strømninger.

Der er ingen grund til at male et skønmaleri af ”de gamle dage” – også den gang var der masser af manipulation, fortielser og omhyggelig udmåling af sandheden. Men det var yderst sjældent, at man oplevede snyd i den skala, som vi netop har været vidner til i landbrugsministeriet. Datidens miljøstyrelse havde formentlig slået så hårdt i bordet, at hele sagen var blevet kørt på en anden måde.

Den nuværende krise er bare et aktuelt eksempel. Især efter Fogh blev statsminister, har eksemplerne, hvor ministre har vildledt Folketinget, nærmest stået i kø, og sager, hvor ministeriet er blevet grebet i at fortie eller fordreje informationer, er snart dagligdag. Det har intet specielt at gøre med Fogh, det handler mere om, at ledelseslaget i ministerierne er blevet udskiftet med nye personer, uddannet og opvokset med NPM-tankegangen, om de ”dumme”, popularitetssøgende politikere.

Politisk spin er også en væsentlig del af jobbet som embedsmand i dag og en integreret del af NPM-ideerne. Så en del af jobbet som topembedsmand bliver at forsyne politikerne med letsælgelige synspunkter, simple argumenter og nemme løsninger – ikke at forsøge at skabe forståelse for komplekse problemstillinger eller langsigtede løsninger uden garanti for øjeblikkelig succes. I den sammenhæng er det mindre vigtigt om det, der fortælles, strengt taget er sandt eller ej (note 4)

Udviklingen er ikke begrænset til lederne i centraladministrationen. I forbindelse med vedtagelsen af Finanslov ´16 så man, hvordan en fjernelse af en bebudet nedskæring hensatte Udbetaling Danmark i panik. Man var nemlig allerede begyndt at administrere efter den – længe før loven var vedtaget. Det er i al beskedenhed en overtrædelse af grundloven. Men ideen om, at politikerne kunne finde på at gå uden for det planlagte manuskript var åbenbart utænkeligt for UD. Kun gennem en kæmpeudskrivning på konsulent- og overarbejdskontoen fik man stoppet de fejlagtige opkrævninger, så den totale skandale blev undgået.

Og på lokalt plan, i min egen lille kommune, oplever vi jævnligt, at administrationen ”kommer til” at iværksætte millionprojekter uden lige at huske, at byrådet skal vedtage udgifterne først. Embedsmænd på lokale niveauer uddannes på samme skoler og i samme teorier som topembedsmændene.

Man kan blive ved med at opregne eksempler på, at politikere – og dermed resten af offentligheden – køres ud på et sidespor. Men det skal med, at der er ved at udvikle sig en politikertype, som modsvarer holdningen hos topembedsmændene. Der er faktisk politikere, der bare søger efter populære standpunkter, og i øvrigt udnytter deres politiske poster til at berige sig selv og deres nærmeste. Bare inden for de sidste 8 måneder har vi fx oplevet såvel uddannelses- og forskningsministerens forsøg på at gavne familiens vindmølleprojekter som den afgåede forsvarsminister Carl Holst og hans ansættelser af venner og venners koner i højt betalte lederstillinger og som personlige assistenter, for at sikre sit eget genvalg.

Nedtur for effektiviteten
En af kapitalismens ubønhørlige krav til virksomhederne er kravet om resultater på bundlinjen. Det er faktisk det dominerende træk ved privat virksomhed i en markedsøkonomi, den egentlige motivator i hele systemet. En privat virksomhed er konstant til eksamen. Gør man ikke tingene ordentligt – på alle måder og i alle situationer – kan (og vil) man blive udkonkurreret. Uanset hvad vi mener om markedsøkonomien, har den i hvert fald sin egen konsekvenspædagogik indbygget!

Og det er også her, filmen knækker totalt, når man tror, man kan overføre private styringsmetoder til offentlig virksomhed. For uanset hvor meget man prøver, så kan man ikke kopiere bundlinjens ubønhørlige krav til virksomheden til den offentlige sektor.

Laver en privat virksomhed dårlig research forud for et stort initiativ, så koster det kassen, her og nu, og virksomheden lærer (hvis den overlever), at man skal være ordentligt forberedt.

Laver et ministerium dårligt lovforberedende arbejde, så – ja, så ingenting. I hvert fald ikke for ministeriet. Det kan godt være, at der er nogle borgere, der bliver ramt af den dårlige lovgivning, som når tilfældige lystfiskere pludselig står til et år i spjældet, fordi de har glemt en foldekniv i bagagerummet fra den sidste fisketur. Det kan også være, at en masse mennesker mister penge, fordi kommunerne ikke kan finde ud af at fortolke reglerne med ultrakort varsel, som vi så det med de såkaldte ”kærestepenge”. Men det er ikke noget, der har konsekvenser for de ansvarlige i ministeriet.

Man har godt nok forsøgt sig med resultatkontrakter. Men de ”resultater”, der skal leveres, handler typisk om ”ministerbetjening” – og ministeren fik jo sin lov, til tiden og som ønsket. Der er ikke indbygget noget krav om at måle virkningen af ministeriets aktiviteter i ”det virkelige liv”. Her er man i øvrigt ikke bleg for at skubbe de dumme politikere foran sig: I sidste ende er det jo dem, der har bestemt indholdet i lovene!

Den samme tendens kan ses hele vejen ned i systemet: Træffer en kommunal sagsbehandler dårlige eller forkerte beslutninger, så er det borgeren, det går ud over, ikke forvaltningen. Heller ikke selv om den forkerte beslutning i virkeligheden bunder i en gennemført ulovlig praksis.

Tværtimod er der en økonomisk belønning forbundet med forkerte beslutninger i kommunalt regi: Går den, så går den – det er kun de borgere, der klager, der får deres penge, resten går direkte i kommunekassen. Det har endda været sådan, at kommunerne i praksis kunne beholde de penge og ydelser, de snød folk for, og kun udbetalte korrekte beløb fremadrettet!

”Men sådan har det jo altid været,” kan man indvende. Jo, på det formelle plan. Men her slår ideologien hårdt og afgørende igennem. For 30 år siden var det stadig en fremherskende ideologi blandt embedsmænd (fra toppen i ministerierne og helt ud i de kommunale forvaltninger), at det vigtigste var at administrere efter lovene, og at det var forvaltningens opgave at sikre, at borgerne fik, hvad de havde krav på ifølge loven. Sådan er det langt fra i dag.

Under NPM ses alle borgere som potentielle snydere, der konstant forsøger at skrabe mest muligt til sig, med det resultat, at de offentlige udgifter stiger unødigt meget. Det er den gode embedsmands pligt at bekæmpe denne tendens og kontrollere de snyltende borgere.

Så i en verden, hvor tildelingen af mange offentlige ydelser bygger på skøn, er det nu blevet bedre at give borgeren så lidt som muligt. Helt i tråd med det private arbejdsmarked henviser man borgerne til, at de kan klage, hvis de er utilfredse. Hvis ikke folk klager, er det jo, fordi de har fået det, de havde behov for – eller i det mindste er tilfredse med det, de har fået.

Også her fejler markedsanalogien totalt: Hvis jeg får en dårlig betjening eller dårlige varer i en butik, er det langt fra altid, at jeg gider gå ned og klage. Men jeg finder nok en anden butik at handle i. Det valg har borgeren ikke i forhold til det lokale jobcenter eller socialforvaltning! Og det forhold kan der nu engang ikke laves om på.

Så NPM skaber ikke effektive måde at administrere på. I stedet skaber NPM en situation, hvor ”systemet” ligger i konstant krig med sine egne borgere.

Nedtur for fagbevægelsen
Som det fremgår af den indledende gennemgang, er det dog ”de offentligt ansatte”, der er den største forhindring for en effektiv offentlig forvaltning. Så naturligvis må der sættes hårdt ind over for de ansattes erhvervede og tilkæmpede rettigheder, når man skal indføre NPM i den offentlige sektor.

I modsætning til så mange andre lande har de faglige organisationer i mange år stået stærkt på det offentlige område. Indflydelse på ansættelser og udnævnelser, kontrol over lønudviklingen, stærke tillidsrepræsentanter, osv. var alt sammen ting, der begrænsede topledelsernes magt og kontrol.

Så da Lykketoft kom til, var det kun naturligt, at der blev blæst til kamp mod fagforeningerne. På det formelle plan vedtog Socialdemokratiet at fjerne de vedtægtsmæssige bånd til fagbevægelsen i midten af 90´erne.

Mere håndgribeligt kastede man sig over det mest essentielle i enhver faglig organisations eksistensberettigelse: Kontrollen over løndannelsen.

Det skete med indførelsen af det, der stadig kaldes ”ny løn” ved overenskomstfornyelsen i 1997. ”Ny løn” afløste et system, hvor hver stilling var tilknyttet et bestemt lønforløb og det eneste, der afgjorde lønnen, var medarbejderens anciennitet. Dette stive system var suppleret med et system, hvor de ansatte kunne gøre sig fortjent til (meget) små personlige tillæg, populært kaldet fedterøvstillæg. Disse tillæg var ikke voldsomt populære og i realiteten så små, at de sjældent gjorde nogen forskel i folks privatøkonomi.

Men fedterøvstillæggene var årsag til megen splid og diskussion lokalt på arbejdspladserne mellem de faglige organisationer, og denne kendsgerning greb Finansministeriet (i tæt samarbejde med KL og amterne) med kyshånd.

Først proklamerede man, at man ville afskaffe de upopulære tillæg. Dernæst spillede man ud med afløseren ”ny løn”. Meget kort fortalt gik systemet ud på, at man sænkede den garanterede slutløn for alle grupper. De frigjorte midler skulle ledelsen og tillidsrepræsentanterne så dele ud til dem, ”der havde gjort sig fortjent til det”.

Nu talte vi ikke længere om småpenge. Som systemet blev indrettet, lagde man op til lønforskelle på op mod 30 % mellem de højst og de lavest lønnede, under forudsætning af, at hver medarbejdergruppe nogenlunde bevarede sine andel af den samlede lønsum. Det er vel at mærke en lønforskel mellem folk med samme uddannelse og samme erhvervserfaring.

Man styrkede de lokale ledelser ved, at det i store træk var dem, der fik lov til at bestemme hvad – og langt hen ad vejen hvem – der skulle have tillæg.

Og man åbnede op for en fri konkurrence mellem de forskellige faggrupper om institutionernes lønkroner.

De faglige organisationer faldt i vandet med alt tøjet på.

Læste man de forskellige organisationers begrundelse for at acceptere Ny løn, var de fuldstændig enslydende – uanset om der var tale om HK’ere, akademikere eller fysioterapeuter: ”Ja, det kan godt være, at der er en risiko ved det nye system. Men lige netop VORES faggruppe får jo alt for lidt i løn. Det ved ledelsen udmærket godt, og når vi får det nye system, så vil lige netop vores gruppe få stor glæde af det”. Sådan lød det i fagblad efter fagblad. Sætningen er ikke engang særligt karikeret her! At det helt konkret betød, at der var andre faggrupper, der skulle ned i løn blev fortiet over hele linjen. Og absolut ingen forholdt sig til den kendsgerning, at systemet åbnede op for enorme lønforskelle inden for den enkelte gruppe, var også en kendsgerning, der blev ignoreret.

Internt i de faglige organisationer var man glade for det nye system. Det ville jo give de lokale tillidsfolk magt og indflydelse over løndannelsen. Ideen var, at så ville folk uden for de faglige organisationer kunne tvinges ind i fagforeningerne med truslen om, at tillidsfolkene kun ville forhandle for egne medlemmer.

Man må sige, at arbejdsgivernes trick virkede. Efter lidt indkøringsvanskeligheder brugte de lokale tillidsfolk og fællesklubber (der hvor de eksisterede), stort set al deres tid på at skændes om lønkronerne. De mange andre forandringer, der skete i ledelsen og styringen af de offentlige arbejdspladser blev rent praktisk trængt i baggrunden.

Der var godt nok enkelte der meldte sig ind i de faglige organisationer, for at få nemmere del i tillæggene. Men de fleste ”outsidere” fandt ud af, at alliere sig med cheferne – der jo stadig havde det største ord at skulle have sagt. Til gengæld var der mange tillidsfolk, der trak sig fra deres poster, fordi de blev trætte af deres kollegaers negative reaktioner, når folk ikke fik de tillæg, de havde forventet.

De faglige organisationer forsømte stort set at klæde deres tillidsfolk på til opgaven. Kurser i ”Ny løn” fokuserede på teknik og beregninger, og ikke på hvordan man skulle håndtere et arbejderkollektiv, hvor alle nu var blevet hinandens konkurrenter.

Der kan skrives (og bør) skrives bøger om resultaterne af Ny løn i den offentlige sektor. Blandt andet kunne vi se, hvordan kvinderne helt systematisk sakkede bagud. Ikke bare når man sammenlignede forskellige faggrupper, men også inden for samme faggruppe.

Successen var så stor, at arbejdsgiverne introducerede en tilsvarende deregulering på arbejdstidsområdet ganske få år senere. Også her var hovedkernen at fjerne eller reducere de faglige organisationers indflydelse, og at individualisere tilrettelæggelsen af arbejdstiden.

Reformen blev rullet ud over det offentlige område i løbet af cirka 10 år. Det sidste område der kom med var lærerområdet, hvor det dog gav anledning til konflikt. Men da var det for længst for sent at gøre modstand.

Konklusioner
Nu er der så et par ideologerne bag NPM, der har fået den gode ide, at teste om der var hold i teorierne. Det ved de fleste allerede: Det er det ikke. Alligevel har det skabt et vist røre, i det mindste blandt økonomer og samfundsforskere, at der nu er nogle af ”deres egne”, der undsiger NPM-modellen. Vi skal dog næppe forvente nogen synderlig ændring i ledelsen af den offentlige sektor de næste mange år.

Dels er ideologien dybt indgroet i de ledende lag af DJØF’ere i den offentlige sektor. Dels – og det er endnu vigtigere – stemmer ideologien overens med de politiske ønsker hos de ledende lag i samfundet. Selv om vi ikke har fået hverken bedre eller billigere administration, er det i dag langt nemmere at bruge samfundets penge som direkte eller indirekte erhvervsstøtte. (se fx Anders Hadbergs artikel i Socialistisk Information den 14. februar 2014: Finanslov 2016: For de rige og formuende).

Drømmen om – engang med tiden – at kunne transformere offentlige ydelser om til lukrative private forretninger, lever også videre.

Endelig skal vi ikke glemme, at en ineffektiv offentlig sektor ikke er noget skrækscenario for magthaverne. Elendig fungerende skatteopkrævning, manglende inddrivelse af restancer, ikke-fungerende miljøkontrol, mangel på arbejdsmiljø-kontrollanter osv. er jo alt sammen ting, der styrker erhvervslivets ”rammebetingelser”, som det så smukt hedder.

Noter:

Note 1: Neoliberalismen har også andre konsekvenser, fx i form af deregulering og afskaffelse af offentlig kontrol. Meget iøjnefaldende er, at demonteringen af SKAT, der indtil videre har kostet samfundet et 3-cifret milliardbeløb i tabte skatteindtægter. Men den side må vente til en anden artikel.

Note 2: Den ”økonomiske mand” har i øvrigt en bror, der hedder den ”administrative mand”, som ikke nødvendigvis går efter ”det bedste”, men somme tider kan nøjes med det, der er ”godt nok”.

Notye 3: Listen er absolut tilfældig valgt. Enhver anden organisation eller virksomhed kan sættes ind i stedet for enhver af navnene på listen.

Note 4: Her skal man lige huske på, at det langt fra er alle uredelighederne, der bliver opdaget. Langt de fleste kører igennem systemet ubemærket, eller bliver ignoreret som ”uvæsentlige”.

Kilder og inspiration:
Fremstillingen af NPM og dets enkelte elementer er stærkt inspireret af nogle af de skrifter, Henrik Herløv Lund har skrevet. Fremstillingen her i artiklen er dog min egen og baseret på egne erfaringer.

Vil man læse en mere videnskabelig gennemgang af NPM kan jeg anbefale http://www.henrikherloevlund.dk/artikler/NeoliberalismeogNPMiDanmark1980-2014.pdf, der også er udgivet som supplement til Richard Seymours ”Deres Krise – vores løsninger” (Solidaritet, 2015, 100 kr.), der i øvrigt behandler nogle af denne artikels problemstillinger set ud fra en engelsk/amerikansk synsvinkel.

Christopher Hood og Ruth Dixon har udgivet bogen ”A Government that Worked Better and Cost Less” på Oxford University Press ( 30 £). Vil man ikke investere i hele værket kan man læse første kapitel her.

Om forfatteren
Steen Andersen har været ansat i centraladministrationen (den daværende Socialstyrelse og senere Socialministeriets departement) i 13 år, og var i 11 år daglig leder af PROSAs fagforening for offentligt ansatte, hvor han blandt andet varetog overenskomstforhandlingerne med Finansministeriet og KL.

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 33

Intet pusterum til Lunde Larsen - For en skånsom og dedikeret hav- og fiskeripolitik

Den nyeste tumult i regeringen, efter at Karen Ellemann har måttet overtage fiskerimisteriet, og udenrigsministeriet fiskeristyrelsen, fra Esben Lunde Larsen, er udtryk for en virkelig skandale. Siden det i dølgsmål lykkedes den daværende VK-regering at privatisere den danske fiskebestand i 2007, har en systematisk privatisering af havet været på dagsordenen. Men privateje og profit er i direkte konflikt med den mest effektive og omsorgsfulde håndtering af vores fælles hav. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.