13.03.16 | Barry Healy

Tip en ven       |     Print  

Interview: Michael Löwy diskuterer Pave Frans´ hyrdebrev, økosocialismen og enheden på venstrefløjen i Europa

Du har skrevet, at rundskrivelsen Laudato Si fra Pave Frans er af ”verdenshistorisk betydning”. Hvorfor ser du dette hyrdebrev som anderledes end tidligere dokumenter fra Vatikanet, og hvilken særlig betydning mener du, det har for katolikker? Hvad er hyrdebrevets styrker og svagheder?

Pave Frans’ ”økologiske hyrdebrev” (se note) er en begivenhed, der virkelig har en global betydning – fra en religiøs, etisk, social og politisk synsvinkel. Tidligere dokumenter fra Vatikanet har enten ignoreret dette spørgsmål eller har begrænset sig til vage betragtninger om behovet for at ”beskytte Guds skaberværk” .

Når man tager den enorme indflydelse i betragtning, som den katolske kirke har på verdensplan, er Laudato Si et afgørende bidrag til at udvikle en kritisk økologisk bevidsthed. Det blev modtaget med entusiasme af folk, som virkelig kæmper for miljøet, hvorimod religiøse konservative, repræsentanter for kapitalen, og ”markedsøkologi”-ideologer blev nervøse og tog afstand fra det.

Det er et dokument med stor righoldighed og kompleksitet, med forslag om en ny fortolkning af den jødisk-kristne tradition, et brud med ”Prometheus´ drøm om at beherske verden” og en grundlæggende radikal overvejelse over årsagerne til den økologiske krise. Det henter meget inspiration fra befrielsesteologien, især hos øko-teologen Leonardo Boff. Et eksempel er den uadskillelige forbindelse mellem ”råbet fra jorden” og ”råbet fra de fattige”.

Grunden til, at hyrdebrevet blev mødt med så meget modstand fra de markedsorienterede medier, er dets antisystemiske karakter. For Pave Frans er den økologiske katastrofe og klimaforandringerne ikke først og fremmest et resultat af individuelle handlinger, men nærmere resultatet af den moderne måde at producere og forbruge på.

Bergoglio (paven, o.a.) er ikke marxist, og ordet ”kapitalisme” forekommer overhovedet ikke i hyrdebrevet. Men det er helt klart, at for ham er vor tids dramatiske økologiske problemer et resultat af ”nutidens globale økonomiske maskineri”, et maskineri der udgør et globalt system, ”et system af handelsrelationer og ejerskaber, der er strukturelt perverse ”(kursiveringen er Löwys, o.a.).

Den største svaghed ved Laudato Si er, at det mangler et klart radikalt alternativ til det system, han så tydeligt fordømmer. Det er her, økosocialismen kommer ind.

Har du nogen vurdering af Pave Frans´ politik? Har du gjort dig nogle tanker om den kamp, som hans pavedømme har sat i gang inden for den katolske kirke?

I begyndelsen forventede jeg mig ikke meget fra Bergoglio. Hans tidligere aktiviteter i Argentina havde ikke virket særlig fornyende eller kritiske. Men jeg er blevet glædelig overrasket over hans politiske åbning mod befrielsesteologi, hyldesten til Monsignor Oscar Romero (ærkebiskoppen af San Salvador, der blev myrdet af en af regeringens dødspatruljer i 1980), den modige fordømmelse af den italienske regerings politik over for flygtninge, mødet med de sociale bevægelser i Cochabamba, og nu hyrdebrevet Laudato Si.

Selvfølgelig er der andre områder, hvor fremskridtene er gået langsomt eller har været ikke-eksisterende, for eksempel kvinders ret til at råde over deres egen krop (skilsmisse, prævention, abort)

Er befrielsesteologi stadig en markant tankeretning i kristne kredse? Er der elementer af befrielsesteologi, som stadig har politisk betydning i Latinamerika eller i andre områder af verden?

På trods af den undertrykkelse, som den blev udsat for af pave Johannes Paul 2., og pave Benedict 16., forblev befrielsesteologien indflydelsesrig i Latinamerika, særligt i Brasilien. Den vil sandsynligvis blive styrket nu, hvor Vatikanet har valgt en mere venlig holdning, ved for eksempel at have inviteret Gustavo Gutierrez (en af hovedgrundlæggerne af befrielsesteologien) til Vatikanet.

Pave Frans har tætte forbindelser til den ikke-marxistiske gren af befrielsesteologien, repræsenteret for eksempel af den argentinske ”populistiske” teolog Juan Carlos Scannone, der ofte er blevet citeret i hans hyrdebreve. Der findes nogle katolske kredse, som sympatiserer med befrielsesteologien i Asien (Filippinerne, Sydkorea), USA og Europa, men den har især udviklet sig i Latinamerika.

Mange skribenter henviser til skrifter af Ernst Bloch som en slags ”varm strømning” i marxismen. Da du skrev om Bloch i Georg Lukacs – From Romanticism to Bolshevism (1976), mente du, at hans skrifter var ”mystiske og spåkoneagtige, ” en ”alkymistisk kombination”. Hvad er din mening om Bloch nu? Mener du, at hans tænkning er anvendelig for marxister?

Ernst Bloch er en af de mest interessante repræsentanter for en romantisk revolutionær strømning i det 20. århundredes marxisme.

Bloch definerer, som den varme strøm i marxismen, den utopiske dimension, ”det principielle håb” den romantiske impuls, ”ønskernes landskaber”.

Men at definere marxismen som en utopi betyder ikke, for Bloch, at man benægter dens videnskabelige karakter: Den kan ikke spille sin revolutionære rolle uden bidrag fra videnskabens kolde strøm. Marxisme er en uadskillelig enhed af nøgternhed og fantasi, fornuft og håb, detektivens stivhed og drømmerens begejstring. For ham var det nødvendigt, at den kolde og den varme strøm skulle blandes – begge er uundværlige, selvom der er en klar rangorden mellem dem: Den kolde strøm skal tjene den varme strøm.

Som med andre revolutionære romantikere, har Ernst Bloch en stærk interesse i religion. Af alle former for forudsigelig bevidsthed indtager religionen en særstilling, fordi den for ham udgør den altoverskyggende utopi. Men det står ikke desto mindre klart, at den religion, som Bloch abonnerer på – for at bruge en af hans yndlings-paradokser – er en ateistisk religion. Det er et gudsrige uden Gud, som har erstattet Verdens Herre med et ”mystisk demokrati”.

Hans mål er at overvinde religionens transcendens, og få det indhold af længsel, der ligger indlejret i religionen, bragt ned på jorden. Det er skatte, som blandt andet omfatter ideen om kommunismen: Fra den mest primitive kommunisme i Bibelen (omvandrende nomadesamfund) til Joachim de Flores klosterkommunisme og kommunismen hos de kætterske tusindårsrige-bevægelser (albigensere, husitter, taborister , anabaptister).

Det er forståeligt, at befrielsesteologerne var virkelig interesserede i Ernst Blochs skrifter: Han er den oftest citerede marxistiske forfatter i Gustavo Gutierrez´ pionerværk, A Theology of Liberation: History, Politics and Salvation (1971).

Tidligere har du skrevet om behovet for, at marxister og anarkister arbejder tættere sammen. Du har peget på den periode under Første Internationale, hvor Marx og Bakunin var dele af den samme organisation.

På hvilket grundlag tror du, at et sådant forenet arbejde kunne forekomme? En front, der står sammen i en kort periode, eller mere organiserede langtidsaftaler?

Hvilken effekt havde Pariserkommunens nederlag på arbejderbevægelsen i Frankrig? Før Kommunen var anarkisterne karakteriseret ved ultra-venstre, individualistiske former for terror?

Lad os begynde med lidt historie.

Før Kommunen deltog anarkisterne, det vil sige dem der fulgte Proudhon og Bakunin, i Første Internationales aktiviteter, og ved adskillige lejligheder i 1868-69 gik de sammen med Marx og hans tilhængere om at godkende en kollektivistisk retning for bevægelsen. Under Pariserkommunen arbejdede begge tendenser sammen for at fremme den første proletariske demokratiske magt i historien.

Efter Kommunens nederlag fulgte der en forfærdelig undertrykkelse, hvor titusinder blev dræbt. Arbejderbevægelsen i Frankrig var svækket i mange år, og Første Internationale blev ramt af en splittelse (Marx overfor Bakunin) og gik kort efter i opløsning.

I en kort periode i begyndelsen af det 20. århundrede praktiserede nogle franske anarkister (Ravachol og hans venner) en individuel form for vold – begrebet ”terrorisme” ville være misvisende – sædvanligvis rettet mod repræsentanter for magten (konger, præsidenter, Nationalforsamlingen) men sommetider også mod formodede ”borgerlige” mål (restauranter osv.). Det var en kortlivet erfaring, og i alle tilfælde var langt den største del af den anarkistiske bevægelse optaget af at opbygge en stor fagforening CGT (Confederation Générale du Travail) med en anarko-syndikalistisk orientering.

I den lille pjece, jeg skrev sammen med min ven Olivier Besancenot, Affinités Revolutionnaires (Paris, Fayard 2015) forsøgte vi at vise, at op gennem arbejderbevægelsens historie, fra Pariserkommunen til Maj ’68, inklusiv den spanske revolution i 1936-37, var anarkister og ikke-stalinistiske marxister i stand til at samarbejde og kæmpe sammen. Vi diskuterede også hoveduenighederne mellem begge strømninger og viste, at der er et stort fælles grundlag.

Vores mål er ikke en øjeblikkelig taktisk eller strategisk organisatorisk aftale, men at fremme en dialog, gensidig forståelse, såvel som at overvinde traditionel mistillid og fjendtlighed.

Du har henvist til, at stalinismen har nogle ”produktivistiske tendenser” - det vil sige at den ignorerede eller underspillede de økologiske begrænsninger på produktion.

Kan man sige, at stalinismen rehabiliterede den positivisme, der havde inficeret Anden Internationale?

Du har sagt, at i en økosocialistisk fremtid vil produktion blive baseret på brugsværdi og ikke bytteværdi. Når man går ud fra, at vi altid har set på socialismen som et samfund med overflod, hvordan kan vi så sikre, at mængden af brugsværdi, der bliver produceret, vil være nok til at tilfredsstille de menneskelige behov uden at skade den økologiske bæredygtighed?

Jo, foruden at være et bureaukratisk diktatur, så perverterede stalinismen marxismen til en positivistisk statsideologi og udviklede økonomien ved at kopiere Vestens produktivistiske metoder og teknologi, med katastrofale økologiske konsekvenser. Chernobyl er bare det mest oplagte eksempel på dette produktivistiske blindspor.

Socialismen stræber efter et samfund af overflod, men dens definition af ”overflod” er ikke den samme som kapitalisternes.

Overflod betyder for Marx ikke ubegrænsede mænger af ophobninger af forbrugsgoder, men den kvalitative tilfredsstillelse af de grundlæggende sociale behov. Væren, realiseringen af frie menneskelige liv, var vigtigere for ham end at have, at eje flere og flere ting. Det er derfor, han ser nedsættelse af arbejdstiden som begyndelsen til Frihedens Rige.

Hvis man producerer brugsværdi i stedet for varer til profit, vil der øjeblikkeligt forsvinde en stor mænge varer, der er ubrugelige. Annoncer for eksempel!

Det betyder også afslutningen på den indbyggede forældelse, som har tvunget forbrugere til at købe nye varer efter kort tid. Varer vil blive lavet, så de kan holde længere, og være lavet, så de kan blive repareret. Når det er slut med annoncer, indbygget forældelse, militærindustri, osv. vil det skabe grundlag for, at der produceres meget færre produkter, og på en måde, der er tilpasset miljøets grænser.

Hvilke varer, der reelt er brug for, og som så skal produceres, bliver en beslutning, der tilhører folk selv, efter en proces med en demokratisk diskussion, der fører til forskelige former for demokratisk, økosocialistisk planlægning.

Hvad er dine tanker om og følelser for spørgsmålet om ”brede venstrefløjspartier” efter erfaringerne med Syriza?

Der er marxister, som nu fordømmer projektet fuldstændigt. Er den europæiske situation nu så farlig, at eksperimenter med enhedsprojekter på venstrefløjen ikke længere er farbare?

Hvad er det politiske indhold af ”venstre først” kampagnen, som Liberation (fransk dagblad, o.a.) har ført frem?

Min konklusion på erfaringerne fra Syriza er ikke, at Syriza var en fejltagelse, men at den dybt antidemokratiske struktur i den Europæiske Union gør det meget vanskeligt for en isoleret venstreorienteret regering i et lille land at gennemføre sit program.

Præcist fordi situationen er så farlig i Europa – økonomisk krise, mangel på demokrati, markant opblomstring af racistiske ultra-højre partier, så er en forenet venstrefløj nødvendig og presserende. Den vil få forskellig form i de forskellige lande. Partier som Venstreblokken i Portugal, Podemos i Spanien, Syriza i Grækenland, Die Linke i Tyskland, Labour Party med Jeromy Corbyn i Storbritannien er nogle af de mest relevante eksempler.

Det er ikke nogen enkel opskrift, man må i hvert enkelt land finde sin måde at skabe enhed på venstrefløjen og tage skridt i den rigtige retning – mod racisme, nedskæringer, neoliberalistisk politik, økologisk ødelæggelse, og i sidste ende mod ondets rod – det kapitalistiske system.

Kampagnen ”venstre først” i Frankrig virker på mig som et ret forvirret initiativ, der ikke rigtig er i stand til at overvinde splittelsen mellem ”venstrefløjens venstrefløj” (dvs. partierne til venstre for Socialistpartiet, o.a.). Et mere interessant forslag er kommet fra Olivier Besancenot: En stor fælles samling af sociale og økologiske bevægelser, som skulle diskuterer en fælles platform og eventuelt en kandidat, der skulle repræsentere bevægelserne, som så kunne støttes af de forskellige venstrefløjspartier.
I øjeblikket, er den franske venstrefløj desværre forvirret, svækket, splittet og uden noget klart perspektiv.

Note: pave Frans´ anden encyklika (hyrdebrev) er dateret 24. maj 2015 og blev offentliggjort 18. juni 2015, med undertitlen Om omsorgen for vores fælles hjem og handler mest om miljø- og klimabeskyttelse. Brevet kan læses på Vatikanets hjemmeside på en række sprog.

Michael Löwy er aktivist i det franske Nyt Antkapitalistisk Parti (NPA) og medlem af Fjerde Internationales ledelse. Hans vidtfavnende interesser omfatter blandt andet forbindelsen mellem den romantiske bevægelse og marxismen, økosocialisme, befrielsesteologi og spørgsmål om kunst og kultur.

Dette interview blev udført af Barry Healy via internettet i februar 2016. Oversat fra Links - International Journal of Social Renewal (Australien) af Martin Mørch.

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: tRyXIO
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk