22.03.16 | Nancy Holmstrom

Tip en ven       |     Print  

Vores historie: Rosa Luxemburg i vores tid

Efterlader Rosa Luxemburg en teoretisk og politisk arv til feminister i dag? Det vil sige, giver hun os nogen teoretisk vejledning i, hvordan man kan forstå undertrykkelsen af kvinder? Og hvis hun gør, hvilken forståelse er det så?

Rosa Luxemburg er helt sikkert et forbillede for feminister til alle tider med sit passionerede engagement i både at forstå karakteren af vores undertrykkelsessystem – og, allervigtigst, at forandre det – og på grund af den måde, hvorpå hun levede sit eget politiske og personlige liv, uden hensyn til, hvad kvinder forventedes eller ikke forventedes at gøre.

Men hvad ville hun have at sige, hvis noget i det hele taget, om de teoretiske debatter blandt socialistiske feminister i dag? Var hun overhovedet feminist i den forstand? Kunne hendes holdning til kvinders undertrykkelse sammenlignes med hendes holdning til national undertrykkelse (hun var imod Lenins omfavnelse af retten til national selvbestemmelse, som hun så som en afledning af klassekampen, red.)?

Og angiver Luxemburgs arbejde i så fald en retning i forhold til de praktiske politiske spørgsmål, feminister står overfor i dag? Det er den slags spørgsmål, vi vil se på.

Luxemburg og Zetkin
Luxemburg skrev næsten ingenting, der specifikt angik kvinder, og var ikke aktiv i kvindebevægelsen. Nogle har ud fra dette konkluderet, at hun ikke var feminist, eller i hvert fald, at hun ikke var interesseret i kvindespørgsmål.

Det var tydeligvis ikke hendes vigtigste interesseområde, men hvorfor skulle det være det – kan man ikke lave en arbejdsdeling?

Clara Zetkin, Luxemburgs nære kammerat og ven, er velkendt for sit arbejde med arbejderklassens kvinder, herunder arbejdet med at oprette grupper, ligesom skolingsgrupperne i 1970erne. Det gjorde Lenin tydeligt urolig. Jeg kender ikke til noget bevis på, at Luxemburg skulle være uenig i hendes arbejde.

Tværtimod, i nogle af sine sidste breve fra november 1918, bad Rosa Zetkin om en artikel om kvinder – ”som er så vigtig nu, og ingen af os her forstår os overhovedet på det” – og derefter om at redigere en kvindesektion af Spartakusforbundets avis, med ordene: ”…. det er et så presserende spørgsmål! Hver dag, vi mister, er en synd…”

På grundlag af denne korrespondance og på hendes få skriverier om kvindespørgsmål, må det være fuldstændigt tydeligt, at Luxemburg var en marxistisk eller socialistisk feminist i den forstand, vi bruger disse begreber i dag.

Først vil jeg helt kort sige, hvordan jeg karakteriserer en socialistisk feminist, nogle af dem marxister, nogle er ikke, for derefter at forsøge at sige, hvor Luxemburg ville placere sig i debatterne blandt os.

Blandt socialistiske feminister
Alle socialistiske feminister ser klassespørgsmålet som centralt for kvinders liv, men på samme tid vil ingen reducere seksuel og racemæssig undertrykkelse til økonomisk udbytning. Og vi ser alle disse aspekter af vores liv som uadskillelige og systematisk forbundne; med andre ord, klasse er altid kønnet og racialiseret.

Begrebet ”intersektionalitet” er blevet det begreb, man bruger om denne opfattelse. Luxemburg hældede mod dette perspektiv, idet hun anerkendte nogle former for undertrykkelse som fælles for alle kvinder, mens andre var forskellige ud fra klasse og nation.

Mens det var arbejderkvindernes særlige behov, der var Luxemburgs prioritet, støttede hun også nogle holdninger, som man kunne opfatte som mere ”borgerlige krav”: Afskaffelsen af alle love, der diskriminerede imod kvinder, og kvinders valgret, som hun var fortaler for både som et principielt spørgsmål og af pragmatiske politiske grunde.

At føre kvinder ind i politik ville bidrage til at bekæmpe det, hun kaldte ”den kvælende luft fra den spidsborgerlige familie”, der præger selv socialistiske mænd, og det ville også styrke de socialdemokratiske kræfter. Disse holdninger var faktisk forud for de borgerlige kvindeorganisationer på den tid.

Ved en lejlighed kritiserede hun socialdemokraternes villighed til at gå på kompromis med kvindevalgretten for at lave en valgalliance med liberale. De mest radikale af socialisterne var ofte også de bedste feminister. Inden for den brede definition af intersektionalitet var der imidlertid forskellige opfattelser af, hvordan man skulle forstå disse former for undertrykkelse, og hvordan de er forbundne.

Nogle socialistiske feminister ser kapitalisme og sexisme (sædvanligvis kaldet ”patriarkatet”) som to adskilte, men dog intersektionelle systemer med lige stor forklaringsbetydning. (Andre systemer, der hører med til racemæssig/etnisk undertrykkelse, hører sædvanligvis også med til billedet)

På samme måde som kapitalismen er bestemt gennem undertrykkelses- og udbytningsrelationer mellem kapitalister og arbejdere, er patriarkatet et system, hvor mænd undertrykker kvinder. Nogen siger også, at mænd udbytter kvinder, hvilket de forklarer på forskellige måder. Det er kendt som ”dual-system”-teori.

Marxistisk feminisme
På den anden side tror andre marxistiske/socialistiske feminister, at der kun er én form for undertrykkelse og udbytning, som i den nuværende periode i virkeligheden udgøres af ét system med fuld forklaringskraft - og det er kapitalismen. Men samtidig spiller andre former for undertrykkelse, som sexisme, en mere eller mindre vigtig rolle inden for rammerne af dette system på forskellige tider og steder

Et system eller to - eller flere – er et højst abstrakt teoretisk spørgsmål, men er ofte knyttet til et praktisk politisk spørgsmål: Hvilken form for politisk organisering skal man prioritere? Skal det altid være klassespørgsmålet, arbejdskampen og andre økonomiske spørgsmål, som ikke er differentieret efter kønslinjer? Eller er det tilladt ud fra en socialistisk synsvinkel at lægge lige så stor vægt på særlige kvindespørgsmål?

Tilhængerne af dual-system-teorier vil uvægerligt lægge lige så stor politisk betydning i at organisere omkring køns-(eller race-) spørgsmål. Hvorfor skulle de ikke? Men hvilke politiske konsekvenser kan man drage fra en teoretisk position om ét-system, som jeg tager udgangspunkt i?

Efter min mening – og jeg ønsker at understrege dette - medfører det ikke, at kampen om seksuel (eller racemæssig) undertrykkelse nødvendigvis skulle få en lavere politisk prioritering. Socialistiske feminister prøver at integrere de to, uanset hvad deres syn er på det abstrakte spørgsmål om et eller to systemer.

For eksempel støtter moderne socialistiske feminister retten til fri abort, ligesom liberale feminister, men vi kombinerer den med retten til fødselskontrol, lægehjælp, børnepasning, bedre løn og ligeløn (og sandelig mere end 15 dollar per time) – alle disse ting er nødvendige for at give arbejderklassekvinder et reelt valg i forhold til reproduktion.

Luxemburg, er jeg ret sikker på, antog ét-system-positionen: at give kapitalismen teoretisk forrang som den ramme, inden for hvilken andre former for undertrykkelse finder sted. Om det praktiske politiske spørgsmål kan jeg ikke sige det med sikkerhed, men jeg ville gerne tænke, at hun havde denne fleksible holdning vedrørende politiske prioriteringer (måske fordi det er min egen holdning).

Undertrykkelse og udnyttelse
I ”Women´s Suffrage and Class Struggle” fra 1912 kommer Luxemburg med et interessant teoretisk argument, der er relevant for den aktuelle debat. Hun skriver følgende:

”Kun det arbejde er produktivt, som producerer merværdi og skaber kapitalistisk profit - så længe som kapitalens herredømme og lønsystemet stadig eksisterer. Fra dette standpunkt er danseren i en café, som skaber profit til sin arbejdsgiver med sine ben, en produktiv arbejderkvinde, mens alt sliddet fra proletariatets kvinder og mødre inden for hjemmets fire vægge regnes for uproduktivt arbejde. Det lyder brutalt og skørt, men det er et præcist udtryk for brutaliteten og det vanvittige ved dagens kapitalistiske orden…”

Jeg har brugt dette citat mere end en gang for at klargøre betydningen af (u)produktivt arbejde under kapitalismen og for at skelne mellem undertrykkelse og kapitalistisk udbytning.

Nogle feminister føler sig meget stødte over det marxistiske standpunkt, at husarbejde er uproduktivt arbejde, og nogen argumenterer for ”løn for husarbejde”. Men som citatet fra Luxemburg gør klart, at betegne husarbejde som uproduktivt kan dårligt kaldes en fornærmelse, det er heller ikke sexistisk. En tømrer, der arbejder for regeringen, eller en folkeskolelærer for den sags skyld, er også ”uproduktive” i kapitalistiske termer, selvom begge – åbenlyst og meget vigtigt – er produktive i almindelig forstand.

Det er afgørende at forstå, hvad ”produktiv” betyder i kapitalistiske termer, dvs. produktion af merværdi, fordi det er den måde, det kapitalistiske system er indrettet.

Der er mere at sige om debatten om husligt arbejde, men en vigtig pointe er, at selv i 1912, som Luxemburg skrev, er der ”millioner af proletariatets kvinder…. [som] producerer profit til kapitalisterne fuldstændig ligesom mænd – på fabrikker, værksteder, landbrug, hjemmeindustrier, kontorer og butikker. Derfor er de produktive i den strengeste økonomiske forstand i samfundet i dag.”

Luxemburg brugte dette faktum som et argument for stemmeret. Det viste, at det patriarkalske begreb om kvindens ”sande rolle” simpelthen er blevet latterlig.

Jeg er enig med Luxemburg i dette teoretiske synspunkt, og i, at det er vigtigt. Men jeg mener, at vi må være omhyggelige med ikke at overdrive dets politiske betydning.

Selv hvis husarbejde producerede merværdi, ville det ikke medføre, at det skulle være en prioriteret opgave for socialister at organisere husmødre. Man kan sammenligne det med vagter i private fængsler, som faktisk producerer merværdi. Selvom de bliver udbyttet af kapitalen, vil de så sandelig ikke være lovende kandidater for en socialistisk organisering.

På den anden side, selvom arbejdere i den offentlige sektor ikke er produktive i den forstand, er de en nøglesektor for en arbejderorganisering i dag, og de må være det, når man ser på angrebene på den offentlige sektor. Hvor socialister skal sætte de stærkeste kræfter ind, afhænger af mange forhold, og vi er nødt til at være opmærksomme på, at vilkårene ændre sig.

Luxemburgs læggen vægt på betydningen af ”produktivt” arbejde i dette vanvittige kapitalistiske system, hjælper os også til at forstå, hvorfor kapitalisme fører til ødelæggelse af vores planet, og hvorfor vi er nødt til at bygge et samfund, der bygger på produktion for menneskelige behov, ikke for profit. At organisere os omkring dette spørgsmål må være centralt for os alle sammen i dag.

Luxemburg argumenterer for en organisering af arbejderkvinderne uafhængigt af borgerskabets kvindebevægelse, sådan at de bedre kan kæmpe for deres specielle behov, samtidig med at de støtter de universelle kvindeinteresser.

Mere kontroversielt støttede hun også en uafhængig selvorganisering indenfor arbejderklassen , og selv blandt socialister, og opmuntrede Zetkin til at grundlægge en kvindesektion af Spartakusforbundet. Dette standpunkt er, vil jeg påpege, langt foran mange marxister i dag.

Så, for at konkludere: Der er meget, som Luxemburgs liv og arbejde kan bidrage med til nutidens socialistiske feminister. Vi behøver ikke at lede efter alle svarene hos hende, og vi finder måske nogle områder, hvor vi er uenige, men sandsynligvis ikke mere, end vi vil finde i dette lokale.

Artiklen er et indlæg på et debatmøde, som organisationen Solidarity (USA) afholdt på kvindernes internationale kampdag den 8. marts. Oversat fra Against the Current (USA) af Martin Mørch

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: UNcPhM
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk