05.04.16 | Fjerde Internationale

Tip en ven       |     Print  

Udtalelse: Nye "frihandels"-aftaler løser intet, men skaber nye problemer

Skjulte, som røvere, der lurer på deres ofre - og udemokratisk, er eliten, der ejer finansinstitutionerne og de multinationale selskaber, i gang med at presse implementeringen af de ny "frihandelsaftaler igennem: Trans-Pacific Partnership, (TPP); Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP) og Trade in Service Agreement (TSA).

Som ved tidligere lejligheder - da de aftaler som skabte EU eller den Nordamerikanske Frihandelsaftale blev til - bliver disse aftaler præsenteret af de herskende klasser som magiske besværgelser, der skal "fjerne fattigdom og skabe rigdom og velstand". Resultaterne fra de sidstnævnte aftaler efterlader ingen tvivl om, hvad der venter dem, der lader sig lokke af sirene-sangen: Nye regler, der vil tillade de multinationale at krænke hver enkelt nations selvstændighed; "private" domstole vil afgøre konflikter mellem firmaer og stater; privatisering af offentlige tjenester, der stadig måtte være på offentlige hænder (uddannelse, sundhed, transport, vand og så videre); deregulering af telekommunikation, der vil bane vejen for knægtelse af ytringsfriheden i sociale netværk; afskaffelse af små og familiedrevne landbrug, udvidelsen af monokulturer og genmodificerede fødevarer og brugen af flere pesticider; grådighed i stedet for miljøbeskyttelse; stadig stigende ødelæggelse af livs- og arbejdsbetingelser for befolkningen både i by og på land, og fremprovokeringen af nye migrationsbølger.

Hvis disse aftalers formål virkelig var at fremme verdenshandlen, hvorfor udelader man så lande, som i alt omfatter mere end 3 milliarder mennesker, dvs. mere end en tredjedel af klodens befolkning? Det virkelige formål med disse aftaler er dobbeltsidigt: At begrænse tilstedeværelsen af "andre" nationer i den vestlige imperialismes indflydelsessfære og at sikre et maksimalt udbytte til de multinationale selskaber.

Krisen, som kapitalismen i øjeblikket gennemløber, er ikke forårsaget af de påståede begrænsninger af den "frie handel".

Den ekstreme koncentration af rigdom i nogle få personers hænder (ifølge Oxfam ejer de 62 rigeste familier lige så meget som de resterende 99,99 procent tilsammen), den drastiske reduktion af arbejderklassens købekraft, den enorme gældsbyrde på globalt plan (mere end 200 milliarder dollars i 2014), og den vanvittige vækst i fiktiv kapital, har forårsaget et relativt overskud af produktionskapacitet og mindsket staternes evne til at forhindre nye tilbageslag, større end det i 2008.

Den voksende modsætning mellem USA og dets allieredes (Vesteuropa, Japan og dets satellitter) økonomiske interesser og Kinas, som er en del af BRIC-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina), har givet medvind til disse nye aftaler, for at styrke de respektive transnationale virksomheder, ved at privatisere så meget som muligt, og få annulleret al lovgivning, der beskytter ansættelse, og menneskelige, sociale og økologiske interesser, der står i modsætning til dette.

Den internationale arbejderklasse skal ikke begrænses af national politik. Vi må opmærksomt følge disse modsætninger og kende alle hemmelighederne ved begge disse forbryderbanders udenrigspolitik, og ikke tillade, at vi selv bliver trukket ned af tilfældige interesser, der er totalt fremmede for verdens arbejderklasse og for hele menneskeheden. De herskende klasser i Kina, Rusland, USA og de europæiske lande er vores fælles fjender. Dette er ikke en kamp mellem nationer, det er en klassekamp, og vi rækker hånden ud mod alle folk i verden, der står i modsætning til de multinationale og militariseringen.

Vi erklærer os i total modsætning til disse "kommercielle traktater" og fremføre en alternativ politik, baseret på at forbedre leve- og arbejdsvilkårene for alle arbejdere på en global skala; genindføre den frie ret til fagforeningsaktiviteter og indgåelse af kollektive aftaler; gennationalisering af økonomiens strategiske sektorer; indføre en kraftig progressiv skat på store formuer og spekulativ kapital; åbne grænserne for fri emigration ("intet menneske er illegalt"); afvise alle former for tvivlsom/eller ubetalelig offentlig gæld; kræve internationale aftaler og konventioner på arbejdsmarkedet og for menneskerettigheder overholdt; og udvikle en international handel, der tager hensyn til den eksisterende asymmetri mellem forskellige grupper af lande.

Fjerde Internationale - hvis medlemmer på alle kontinenter, deltager i bevægelser, der modsætter sig godkendelsen af disse aftaler - hylder initiativer som det, der blev vedtaget den 21. februar 2016 i den spanske stat af forskellige venstrefløjskræfter i Europa, med det formål at udvikle et alternativt program for folks sociale velfærd og dannelsen af den bredest mulige mobilisering, som den der er planlagt til lørdag den 28. maj 2016.

Den slags initiativer bør udvides på verdensplan, og interkontinentale enhedsdemonstrationer skal koordineres. Disse traktaters godkendelse er ikke uundgåelige, verdens folk har det sidste ord.

Udtalelsen blev vedtaget af Fjerde Internationales Internationale Komite den 1. marts 2016

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: NOf4zO
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk