07.08.16 | Jan Malewski

Tip en ven       |     Print  

Pakistan: Baba Jan og hans kammerater dømt til 40 år i fængsel

Vores kammerat Baba Jan, næstformand for Awami Workers Party (AWP) i Pakistan og leder af partiet i Gilgit-Baltistan-regionen, blev den 8. juni 2016 dømt til 40 års fængsel og en bøde på 500.000 rupees ved regionens Højeste Appelret i henhold til en ”anti-terror”-særlov.

Otte andre aktivister – Iftikhar Hussain, Aleem, Irfan Ali, Shukurullah Baig, Rasheed, Musa og Sher Khan – modtog den samme dom. (note 1)

Baba Jan var anklaget for gerninger, som han ikke kunne have begået, eftersom han på gerningstidspunktet befandt sig omkring 60 km fra gerningsstedet. Han er blevet tortureret, dømt, løsladt mod kaution, og igen fængslet. I 2015 stillede han fra sin fængselscelle op til parlamentsvalget og fik næstflest stemmer, og han blev tippet som favorit i det planlagte suppleringsvalg i år.

Højesterets ekstremt hårde domme kunne tyde på, at Baba Jan og hans kammerater er aktivister, der har indledt en væbnet kamp mod staten. Men de er bare trådt frem og har fortalt om den skæbne, der blev tusinder af indbyggere i Hunza-dalen til del, da de blev tvangsforflyttet som følge af klimakatastrofen i januar 2010, og de har været talsmænd for protester mod korruption og mod den voldelige undertrykkelse, der blev udløst, da ofrene for katastrofen demonstrerede i august 2011.

”En institution, der hverken er retfærdig eller upartisk”
I en udtalelse fra den 16. juni udtaler den asiatiske menneskerettighedsorganisation (AHRC):

”Tidspunktet for dommen sår tvivl om, hvor retfærdig og upartisk den kan være. Baba Jan var kandidat til det suppleringsvalg, der var blevet planlagt til den 28. maj, 2016, til den lovgivende forsamling i Gilgit-Baltistan i Hunza-6-distriktet.Tre dage før valget havde Baba Jans valgkampagne-team, hvor der indgik lokale AWP-ledere, afholdt et møde med overvældende stor opbakning til hans kandidatur – et møde, der også samlede kvinder og unge i stort tal.”

”Den samme dag havde Zafar Iqbal fra Pakistan People´s Party (PPP), der havde været ved magten i regionen før den nuværende regering fra Pakistan Muslim League ”Nawaz” (PML-N), opfordret Højesteret til at underkende Baba Jans kandidatur, fordi han havde været dømt ved en anti-terror-domstol. Det er velkendt, at Zafar Iqbal konspirerer med sin PML-N-rival i Hunza-6-distriktet, der er søn af den nuværende guvernør, der hører til en af de familier, der er traditionelt dominerende i regionen.”

”Uden at tage hensyn til den kendsgerning, at retten havde frikendt Baba Jan, så vedtog appelretten, at valget skulle udsættes, indtil regeringens appel af frifindelsen var blevet afgjort. Det var uventet, fordi valgdomstolen havde beordret, at Baba Jans kandidatur kunne godkendes, sådan at han kunne stille op, selv om han var i fængsel.”

”Højesterets kendelse er en skamløs sabotage mod hans valgkamp, der skal favorisere hans rivaler i PML-N, der er ved magten. Baba Jan er blevet straffet, fordi han repræsenterer og et talerør for arbejderklassen i Gilgit-Baltistan. Denne forudindtagethed fra retssystemets side, der favoriserer den herskende elite, er et angreb på ønskerne og anstrengelser hos de mennesker, der sympatiserer med og støtter Baba Jan. De domstole, der skulle være en bastion for lighed og retfærdighed, blåstempler på denne måde fornægtelsen af menneskerettighederne. Hvordan kan Gilgit-Baltistans folk forvente retfærdighed fra en institution, der ikke er retfærdig og upartisk?” (note 2)

Baba Jan og hans kammerater sidder i fængsel i henhold til den såkaldte ”anti-terror”-lov, der blev vedtaget i 1997 og siden er blevet skærpet flere gange, så den er blevet mere undertrykkende. Under overskriften ”terrorisme” omfatter denne lov en lang række forskellige aktiviteter, herunder ”anstiftelse af offentlig uro”. Aziz Siddiqui fra Pakistans menneskerettighedsorganisation sammenfattede det i 2012 med disse ord: ”Det er opskriften på, hvordan man gør en uskyldig person til en mistænkt og en mistænkt til en skyldig person – eller endda en død person. Med denne lov kan man uden videre dømmes skyldig.”

Nødsituation og korruption
Historien om Baba Jans og hans kammeraters fangenskab begyndte i vinteren 2010 i Hunza-dalen, der er omgivet af Karakorum-bjergene i Gilgit-Baltistan – en region, der ikke lovmæssigt er en del af Pakistan, men som de facto kontrolleres fra Islamabad [Pakistans hovedstad, o.a.].

Pakistans regering anerkender ikke officielt regionen som en del af landet, i håb om at kunne indlemme den i forbindelse med en mulig folkeafstemning om Kashmir, en region, der har været uenighed om mellem nabolandene Indien og Pakistan siden afslutningen af det britiske herredømme, og hvis befolkning i henhold til en FN-resolution, der aldrig er blevet ført ud i livet, for længst skulle have afgjort deres egen skæbne ved en afstemning. Eftersom de fleste i Gilgit-Baltistan er muslimer, så regner den pakistanske stat med, at deres stemmer kan tippe flertallet i Kashmir og Gilgit- Baltistan i deres favør.

Gilgit-Baltistans befolkning har så i mellemtiden ingen forfatningsmæssige rettigheder i Pakistan, de har ingen valgte repræsentanter i Islamabad, de har bare en autonom lovgivende forsamling, der i realiteten kun er rådgivende, og en regering, hvor halvdelen af dens otte medlemmer og førsteministeren (guvernøren) er udpeget af Pakistans premierminister. Grænseområdet mod Kina er en strategisk vigtig region. Hunza-dalen er også den vigtigste port mellem Kina og Pakistan, og etableringen af den kinesisk-pakistanske korridor (CPEC), der løber igennem dalen – et projekt, der er anslået til 46 mio. dollar – har skærpet appetitten hos den i forvejen dybt korrupte administration. Den kolonial kontrol over denne region garanterer straffrihed for dem, der træffer beslutninger der.

Den 4. januar 2010 blokerede et enormt jordskred i Hunza Attabad-floden og førte til dannelsen af en sø, der truede landsbyerne i dalen. 20 mennesker blev dræbt, snesevis såret. Marker og frugtplantager blev oversvømmet. Baba Jan, der dengang var medlem af Labour Party Pakistan (note 3), tog initiativ til en national kampagne for at gøre folk bevidste om situationen og advarede om, at hele landsbyer ville blive begravet, hvis ikke regeringen og humanitære organisationer greb ind med det samme. Hans advarsler blev ignoreret. Den kinesiske regering, som med held havde taget hånd om en tilsvarende situation i 2008, tilbød deres hjælp. Forgæves. Kontrakten gik til et pakistansk militært genopbygningsfirma, som lovede, at ødelæggelserne efter jordskreddet hurtigt ville blive ryddet væk. Men vandet hobede sig op over de nærmeste uger, så der blev dannet en 23 km lang sø, der totalt oversvømmede fire landsbyer. Det tog to timer at krydse den i båd. Søen ødelagde tusinder af menneskers hjem og gjorde dem til flygtninge. Det berørte ca. 25.000 mennesker, der som minimum blev afskåret fra enhver forbindelse med resten af landet. Situationen var ude af kontrol, og at dræne søen ville være meget vanskeligt.

Undertrykkelse
Gennem tre måneder demonstrerede dalens befolkning i gaderne, indtil regeringen lovede økonomisk kompensation til de mest berørte familier. Men en fjerdedel af dem modtog slet ingenting, kompensationen til dem var højst sandsynligt havnet i lommerne på korrupte embedsmænd.

Den 12. august 2011 blokerede 25 familier ud af de 457, der slet ingen kompensation havde modtaget, byen Allabad på Karakorum-hovedvejen, den vigtigste vej mellem Pakistan og Kina. Politiet besluttede sig til at sprede demonstranterne, så førsteministeren Mehdi Shah, der var kommet på besøg, kunne få adgang. Uden varsel åbnede de ild mod mængden og dræbte den 22-årige Afzal Baig og hans 50-årige far, Sherullah Baig, der forsøgte at beskytte ham. Hele dalen rejste sig i protest, kæmpede med politiet, brændte en politistation og et præfekturkontor ned. I fire dage havde indbyggerne magten i byen Allabad.

For at berolige befolkningen påstod myndighederne i strid med sandheden, at der var indledt retslige undersøgelser mod det morderiske politi, og ydede økonomisk kompensation til de efterladte familier. Samtidig benyttede man lejligheden til at forberede undertrykkelsen af de progressive miljøer ved f.eks. at mørklægge det, der var sket. Ugen efter, den 19. august, blev 36 mennesker anhold (herunder 10 medlemmer af LPP, hvoraf 6 blev fængslet). En ny bølge af arrestationer begyndte den 16. september med 33 nye anholdelser, herunder af Baba Jan. Efter at være arresteret på baggrund af sigtelser for terrorisme blev de tortureret grusomt af et hold politiefterforskere og folk fra det hemmelige politi.

I mellemtiden havde den retslige undersøgelse, der var beordret af Gilgit-Baltistans førsteminister i forbindelse med mordene på demonstranter ikke gjort det mindste fremskridt. Den politiofficer, der var ansvarlig for de to ubevæbnede demonstranters død, var blevet forfremmet, så han nu fik rang af politikommissær, mens hundredvis af mennesker, der var blevet forflyttet på grund af katastrofen ved Attabad-søen, fortsat måtte bo i lejre.

Fange og folkeleder
I fængslet begyndte Baba Jan kampen for at forbedre betingelserne for fanger og fremme sameksistensen mellem shia- og sunni-fanger, der blev holdt adskilt fra hinanden, og som ikke havde ret til at mødes (selv i fængslet praktiserer administrationen ”del og hersk”!). Han afholdt møder med lederne af de to fangefællesskaber og overbeviste dem om, at de skulle kæmpe sammen for deres rettigheder. Som ”belønning” blev Baba Jan og hans partikammerater adskilt fra andre fanger og tortureret. De blev brutalt gennembanket, deres fødder blev knust, og fangevogterne nægtede dem medicinsk behandling.

Der blev iværksat en stor kampagne for at få dem løsladt i Pakistan og over hele verden. Intellektuelle som Noam Chomsky og Tariq Ali trådte frem til forsvar for Baba Jan og hans kammerater. Det endte med, at Baba Jan blev løsladt mod kaution i oktober 2012. Men nogle af hans kammerater – især Iftikhar Hussain, der blev tortureret samtidig med Baba Jan – var fortsat i fængsel. Så snart Baba Jan, der nu var medlem af ledelsen i det nydannede AWP, var blevet løsladt, genoptog han sine aktiviteter med hensyn til at organisere Gilgit-Baltistans folk, en kamp, der fortsat blev ført med fredelige midler. Desuden organiserede han massedemonstrationer i forbindelse med spørgsmålet om hvedepriser i begyndelsen af 2014, hvor folk protesterede imod privatiseringen af regionens naturrigdomme og salget af disse til kinesisk kapital.

Det var for meget for det korrupte establishment. I september 2014 idømte en anti-terror-domstol Baba Jan og 11 andre aktivister 71 års fængsel for tre forskellige sigtelser, der alle havde forbindelse til urolighederne i Allabad. Domstolen tog ikke den retslige undersøgelse af de drab, der var årsag til urolighederne, med i betragtning. Kun fem andre anklagede, der var medlemmer PMC-N, eller var blevet presset til at slutte sig til partiet, blev frikendt. Da Baba Jan, der stadig var i frihed, fik kendskab til sin dom den 25. september, 2014, besluttede han sig til at overgive sig til myndighederne. Han har været i fængsel lige siden.

I april 2015 var der en anden domstol, der omstødte to af Baba Jans tre domme. I maj 2015, mens han stadigvæk var i fængsel, meddelte han sit kandidatur til Gilgit-Baltistans forsamling på AWP´s liste. Igennem de to ugers valgkamp, der blev ført af AWP-aktivister og uden tilstedeværelse af Baba Jan, der fortsat sad i fængsel, blev Hunza-dalen vidne til historiske scener: Tusinder af mennesker var i gaderne med AWP´s røde og hvide flag, valgkampen var udelukkende finansieret af partiets tilhængere, der var tusinder af kvinder, et fænomen uden fortilfælde i denne region, hvor kvinders stemmeret ikke blev respekteret, og hvor politikkens døre var lukket for dem. Det endte med, at regeringspartiets kandidat, Mir Ghazanfar Ali – et medlem af den forhenværende kongefamilie, der havde siddet tungt på regionen i næsten 1000 år – vandt valget. Han kontrollerede administrationen og havde opbakning fra hovedparten af den lokale kapital, og kunne også sikre sig omtale i medierne og meningsmålingerne. Men Baba Jan blev nummer to, med over en tredjedel af stemmerne, og slog kandidaterne fra de historisk dominerende partier – PPP, PTI – og alle de andre.

Da Mir Ghazanfar Ali blev guvernør for territoriet i april 2016, blev der udskrevet et suppleringsvalg for at besætte hans plads. Valg-myndighederne forsøgte med alle midler at forhindre Baba Jan i at stille op, men i sidste instans godkendte Domstolen for Valg opstillingen af den fængslede. Denne gang forudså meningsmålingerne, at han ville vinde. De lokale eliter kunne ikke tolerere tilstedeværelsen af en talsmand for befolkningen i den lokale forsamling, heller ikke selv om en således valgt repræsentant kun havde ret til at tale og ingen ret til at være med til at træffe beslutninger. For at forhindre hans sejr blev valget udskudt. Og Baba Jan måtte dømmes for at forhindre ham i at blive valgt.

Historien om Baba Jan og hans kammerater er et knusende vidnesbyrd om et undertrykkende neokolonialt regimes dominans i Gilgit-Baltistan. Et regime, der brutalt undertrykker selv den mindste hvisken om modstand. Men selv om man sætter regimets modstandere i fængsel, vil det ikke lykkes for administrationen at bringe det arbejdende folk til tavshed eller få kontrol med den bevægelse, som Baba Jan og hans kammerater har bidraget til at opbygge i denne region. Dommen er ikke anerkendt af folket, hvad udbredelsen af sloganet ”Teri Jan, Meri Jan, Baba Jan, Baba Jan!” (’Baba Jan er dyrebar for dig, Baba Jan er dyrebar for os!) vidner om. I Gilgit-Baltistan og i Pakistan har AWP iværksat en stor kampagne for at omstøde rettens uretfærdige afgørelse. Kampagnen kræver øjeblikkelig løsladelse af Baba Jan og hans kammerater, tilbagetrækning af de falske anklager, offentliggørelse af den hemmeligholdte retslige undersøgelse om politiets mord på Afzal Baig og Sherullah Baig i 2011, samt at de ansvarlige politiofficerer bliver stillet for retten, og at der bliver sat en stopper for retsforfølgelsen af dem, der forsvarer menneskerettighederne i Gilgit-Baltistan.

Vi må skabe international solidaritet for at tvinge det pakistanske regime til tilbagetog. Det er kun en international kampagne, der kan skabe bekymring hos de herskende eliter i Pakistan og tvinge dem til at respektere menneskerettighederne. Det var den internationale solidaritet, der i sin tid reddede vores peruvianske kammerat Hugo Blanco, og som fremtvang løsladelsen af Nelson Mandela. Det er på den samme måde, vi kan rive Baba Jan ud af hans torturbødlers kløer.

Noter:
1) Der er meget information om stramningen af kursen i Pakistan på websitet Europe solidaire sans frontiéres

(2) http://www.humanrights.asia/news/urgent-appeals/AHRC-UAU-012-2016

(3) Labour Party Pakistan (LPP) var på det tidspunkt den pakistanske sektion af Fjerde Internationale. I november 2012 dannede LPP sammen med Awami Party Pakistan og Workers´ Party Awami Worker´s Party (AWP, Folkets Arbejderparti) med det mål at forene den pakistanske venstrefløj og overvinde fortidens sekteriske konflikter.


Jan Malewski er medlem af det Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) i Frankrig), redaktør af Inprecor og medlem af Fjerde Internationales bureau.

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen

 

 

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: nTKQX1
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk