RELATEREDE ARTIKLER

Den sidste skanse holdt heller ikke Hvem satte Trump i Det Hvide Hus? Kampen for et arbejderparti Standing Rock: Et slag er vundet, men krigen fortsætter Donald Trump, eliten og arbejderklassen Myten om den arbejderløse fremtid Nyliberalismens sorte hul 5000 mod CETA og TTIP Venstrefløjen og det “mindste onde” Socialistisk samling i Philadelphia Den nye politiske unormalitet TTIP sætter løn- og arbejdsforhold under pres En politisk revolution på vej? Når neoliberalismen forgifter børn Bernie Sanders udfordrer Hilary Clinton Massakren i Charleston har racistiske rødder 15-dollarkampagne skal sætte liv i arbejderbevægelsen Stor sejr for homoseksuelles rettigheder Genopbygning af venstrefløjen Amerikansk socialist får hævet mindstelønnen Jagten på en ny uafhængig politik Arbejderbefolkningen er taberen i tovtrækkeriet om betalingsstandsning En heltegerning imod systemet To Amerika'er – hvor racismen lever Øretæve til Charets liberale regering Hvorfor Tea Party? Nordamerikas største studenterstrejke Faglig støtte til ”Besæt Wall Street” kan give den nye sociale bevægelse muskler Amerikanske fagforeninger slår igen Legalisering af pot kan blive virkelighed Den internationale situation sommeren 2010 Obamas sundhedsreform. Er der noget at fejre? "Når amerikanske arbejdere bliver ramt, står I næst i rækken i Europa" Vinter-OL – et orgie for erhvervslivet Fortsat kamp imod nyliberalismen Store forventninger til rød regering Historisk forandring af det politiske landskab Nytænkning af USA’s venstrefløj Barack Obamas dobbelte mandat Kandidater til venstre for midten Venstrefløjen og præsidentvalget Bag Obamas sejr En økonomi smurt i gæld

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Nordamerika

04.09.16 | Joanna Misnik

Tip en ven      |    Print  

Interview: Nogle aspekter af USAs politik i dag

Joanna Misnik, aktivist i den politiske organisation Solidarity i USA, fortæller om bevægelsen Black Lives Matter, Bernie Sanders og præsidentkampagnen med overraskelsen Donald Trump og den første kvindelige kandidat fra et af de to dominerende partier.

Kan du forklare os det den særlige betydning af bevægelsen Black Lives Matter?
På bare får år er Black Lives Matter blevet en politisk kraft i USA. Bevægelsen, der begyndte med, at tre kvinder opfordrede til aktiviteter, har skabt offentlig opmærksomhed om politiets brutale mord på sorte. En ny generation af unge afro-amerikanere er blevet drevet til handling og organisering. Nu kan BLM-bevægelsen sætte gang i militante protester alle steder, hvor sorte mennesker bliver myrdet – ofte med forskellige former for civil ulydighed.

Der er vundet nogle sejre, for eksempel når politichefer i større byer har måttet tage deres afsked, eller når der er kommet nye regler for politiets adfærd, når der er kommet obligatoriske kropskameraer for politifolk og hurtige og mere upartiske undersøgelser af politiets optræden. Det afgørende spørgsmål om systematisk racisme er blevet trukket i forgrunden på venstrefløjen og blandt almindelige mennesker mere bredt. BLM holder sig ude af præsidentkapløbet og afviser at bakke op bag en såkaldt ”mindste onde”-kandidat som Hillary Clinton.

Et studie har for nylig vurderet, at der bliver myrdet et sort menneske hver 28. time af politiet. BLM-bevægelsen opstod på et tidspunkt, hvor den sociale status for det afro-amerikanske samfund har ændret sig dramatisk under angrebene fra den neoliberale politik. Borgerrettighedsbevægelsen i 1950-60´erne virkede i et klima af almen velstand og udbygning af den sociale velfærdsstat. Den sorte befolkning blev regnet for en arbejdskraftens reservehær, og borgerrettighedsbevægelsen stræbte efter fuld lighed og integration i den amerikanske drøm. Neoliberalismen har reduceret rollen for de sorte samfund i byerne, og især de unge, til en overflødig, skrottet arbejdskraft, der næsten er blevet totalt udelukket fra de økonomiske aktiviteter. Vurderingerne går på, at det vil tage en gennemsnitlig sort familie 228 år at samle den formue, som en gennemsnitlig hvid familie har i dag.

Svaret fra den herskende klasse er en militarisering af politiet som en besættelsesstyrke i sorte kvarterer, og skolen fungerer som fødelinje til fængslerne, så hver tredje sorte mand ender i fængsel på et eller andet tidspunkt i sit liv. Da Obama trådte til, var udgifterne til lokalt politi omkring 30 millioner dollars. På få år brugte forbundsregeringen 787 millioner dollars på at støtte lokale politistyrker, så de kunne anskaffe sig tungt militært udstyr, som armerede køretøjer, granatkastere, oprørsudstyr, droner osv.

Det er det drabelige system, som Black Lives Matter kæmper imod. Blandt BLM er der en debat: Kræver vi afskaffelse af politiet, eller kræver vi samfundskontrol med politiet, kontroludvalg osv. Efter et års arbejde har omkring 40 organisationer i Movement for Black Lives vedtaget en politisk platform, der går videre end de spontane protester mod de enkelte politimord. Med titlen ”En vision for sorte liv” rejser programmet krav på alle områder af sort undertrykkelse og marginalisering af sorte. Det er et gigantisk skridt frem mod dannelsen af en ny sort befrielsesbevægelse i USA.

Hvordan vurderer du den indflydelse, som Trumps kandidatur har haft på det Republikanske Parti?
Donald Trumps sejr i Republikanernes primærvalg er et resultat af år med ændringer af kernevælgerne i det Republikanske Parti. Det begyndte med George Bush juniors præsidentperiode, hvor bølger af fundamentalistisk evangeliske protestantiske sekter invaderede Republikanerne for at sikre sig en base at operere i mod moderne regeringers gudløshed.

Efter depressionen i 2008 fik de tilslutning fra Tea Party, en massebevægelse med over 1000 afdelinger med hvide arbejdere og reaktionære middelklassevælgere, der klynger sig til religion og til en opposition mod Demokraternes liberale ideer, som for eksempel abortrettigheder, immigrationsrettigheder og regeringens sociale velfærdsprogrammer. I 2010 blev 87 republikanere fra Tea Party valgt til kongressen, hvilket skabte en handlingslammelse for den føderale regering.

Republikanere af denne fundamentalistiske type har vundet guvernørposter og flertal i lovgivende forsamlinger i 24 stater. Det har ført til omfattende begrænsninger i retten til abort, kriminaliseret retten til at danne fagforeninger og manglende beskyttelse af stemmeretten i disse stater. Trumps vicepræsidentkandidat, guvernør Pence fra Indiana er et typisk eksempel på en af disse højrefløjs-republikanere, som er kommet til magten i en delstatsregering. Blandt andet mener Pence, at kondomer er ”for moderne” og skal gøres ulovlige.

I virkeligheden var det store flertal af de 17 kandidater ved den republikanske nominering ekstremister i deres overbevisning. Trump skilte sig ud som en afviger, der adskilte sig fra de professionelle politikere. Som det vigtigste forkastede han NAFTA-aften og lovede sætte en stopper for handelsaftaler som den uafsluttede TPP og skaffe ”vores job” tilbage til USA. Mange hvide mennesker blev tiltrukket af hans råb om at ”gøre Amerika stort igen”, delvis ved at stoppe indvandringen fra Mexico og fra muslimer, uanset hvor de kommer fra.

Trumps sejr i primærvalget splittede det republikanske parti i stumper og stykker. Traditionelle republikanere, som for eksempel Bush-familien, afviste at deltage i det republikanske konvent og føre kampagne for Trump. Penge og anbefalinger begyndte at strømme til Hillary Clinton og Demokraterne. Hillary er, når alt kommer til alt, en lige så god republikaner som enhver anden, med hendes støtte til krigsmaskineriet, storkapitalen og de store banker. I den neoliberale tidsalder bliver det mere og mere meningsløst at påstå, at der er forskel på liberale og konservative.

En ting er at vinde det republikanske primærvalg, men noget ganske andet er at sejre i selve valget. Sådan som han tumler fra den ene undskyldning for at være blevet misforstået til den anden, uden fuld opbakning fra sit parti, vil Trump tabe dette valg. Vi mangler at se, om det republikanske parti kan blive samlet igen, eller om USA omsider vil få et tredje parti. Desværre vil dette parti blive et resultat af et styrkeforhold, der gavner den ekstreme højrefløj og ikke en uafhængig arbejderklassepolitik.

Hvad er Hillary Clintons kampagne udtryk for?
Den ene måling efter den anden viser, at amerikanske vælgere står overfor to præsidentkandidater, som de ikke har nogen virkelig tillid til. Hilary har et udbredt ry for ikke at fortælle sandheden og for at gå efter at bruge sin position til at berige sig selv og sin familie. Selv efter at hun havde sikret sig nomineringen, fortsatte efterforskningsenheder og undersøgende journalister med at prøve at afdække flere informationer om Clinton Foundation. Hvad fik bidragydere til denne erklærede non-profit fond for deres gavmildhed fra udenrigsminister Clinton eller hendes tidligere præsident-ægtemand. Denne historie, sammen med skandalen med hendes private e-mailserver, er endnu ikke skrevet færdig – og det bliver den ikke, før Hillary ikke er præsident mere. Hillary Clinton er beskyttet af den herskende klasse, som vil sikre hendes valg. Når alt kommer til alt, så er det hendes belønning for trofast at tjene denne klasse.

Neoliberalismen stammer tilbage fra det alvorlige sammenbrud i USA´s profitmarginal i de tidlige1970ere. Præsident Ronald Reagan regnes for den leder, der sammen med Margaret Thatcher, udformede den statslige politik, som skabte det uhæmmede frie marked på bekostning af arbejderklassens levestandard. Men demokraten Bill Clinton, med Hillary Clinton ved sin side som en nær rådgiver og mere end en traditionel førstedame, gjorde lige så meget eller mere for at styre statens regering i retning af en neoliberal ramme. Clinton-dynastiet hviler på legitimeringen af ”den tredje vej”, en udviskning af den liberale linje i det Demokratiske Parti til fordel for en konsensus på vegne af det amerikanske erhvervsliv mellem de to partier. Bill Clinton lancerer sig selv som en Eisenhower-demokrat, måske uden at tænke på Eisenhowers modstand mod det militær-industrielle kompleks.

I Clintons præsidentperiode så man ophævelsen af Glass-Steagall loven, en regulering af bankerne, der da den blev ophævet bidrog til det finansielle sammenbrud i 2008. Clinton var modstander af bøsse-ægteskaber og hjalp med til at få gennemført ”loven til forsvar for ægteskab”. Bill Clinton afskaffede ”velfærd som vi kender den”, kastede hundrede af tusinder af børn ud i håbløs fattigdom. De forsvarede dødsstraf og støttede straffelovgivning, der som startede med overfylde fængslerne med tusinder af sorte og brune mænd der afsonede uoverkommeligt lange straffe for forholdsvis små forbrydelser. De skulle ”sætte uhyrerne fast” (”bringing the super-predators on heel”), som Hillary sagde. De 40 millioner amerikanere, der ikke havde nogen sundhedsforsikring, fik ingen hjælp fra Clinton´erne, som i stedet oprettede en ordning, som de private forsikringsselskaber tjente på, men som var ubrugelig for dem, der var dækket. Men så kom ”dot-com”-boomet og bragte for en tid nogen velstand i løbet af præsidentperioden, Bill spillede saxofon og var en sej fyr, og hans kone var supersmart og dygtig.

På en eller anden måde fik Clintons hold dækket over den ødelæggende måde, de regerede på, og hvis interesser de tjente. Det vil være meget sværere at gøre i den nuværende situation – i en nedskæringstid, hvor en ny radikalisering er i gang og er klar til at slå til. Hillary Clinton er en krigsmager og stor tilhænger af USA´s ”ret” til at udskifte regimer for at beskytte ”vores” interesser. Hendes afsættelse af den valgte regering i Honduras er blevet trukket frem gennem mordet på menneskerettighedsaktivisten Bertha Carceras. Hun har samlet de store fortalere for USA´s magt fra begge partier, med Henry Kissinger øverst på plakaten. Alle de bevægelser fra venstrefløjen, hun fremhævede i løbet af primærvalget for at tilpasse sig til Bernie Sanders succes, er allerede forsvundet. Det Demokratiske Partis platform er bare et stykke papir, ikke noget løfte. Ingen, der så det, kan glemme Hillarys svar på spørgsmålet under et tv-interview om angrebet på Libyen og Gaddafi. Jo, svarer hun og bryder ud i en uhyggelig latter: ”Vi kom, vi så, han døde.”

Nogle ledende feminister er fortalere for en støtte til Hillary Clinton, fordi hun er en kvinde. Hvad mener du om det?

Hillary Clinton er ikke det mindste onde, hun er bare en af de onde, der tilfældigvis er kvinde.

Alle steder er folk på venstrefløjen blevet overraskede over bevægelsen for Bernie Sanders. Hvordan var det i USA?
Der var ikke nogen på den revolutionære venstrefløj, der havde forudsagt Bernie Sanders-bevægelsen. Bernie selv havde heller aldrig set den komme. Meget på samme måde som Occupy bevægelsen før den, så dukkede denne opstand pludselig op og fejede over landet. På trods af alt, så gjorde Sanders-kampagnen det umulige, skaffede mere end 225 millioner i små bidrag fra 2,5 million mennesker, fik 43 procent af stemmerne – over 14 millioner, vandt primærvalget i 23 stater, og samlede over 2 millioner mennesker til gigantiske massemøder ud over hele nationen. Bernies kampagne beviste, at det var muligt at stille op som præsident uden den økonomiske støtte fra de store selskaber og deres super PACs (se note), at en masseopstand kunne forkaste indflydelsen fra erhvervslivet fondsmidler. De udstillede, hvordan politikere som Hillary Clinton var afhængige af de store pengesummer fra Wall Street, og hvordan selskaberne og bankerne ejer og kontrollerer vores regering.

Læren fra Occupy-bevægelsen - at der er de 99 procent overfor den ene procent - formede sig som en hærskare af unge mennesker, der var besluttet på at vride kontrollen over samfundet ud af hænderne på de rige ved at vælge Bernie Sanders. De blev ledet i deres kamp af socialisten Bernie. Selv før Sanders-kampagnen havde afstemning efter afstemning afsløret, at USA´s ungdom foretrak socialisme for kapitalisme med en snæver margin. Sanders´ socialisme var en klassisk socialdemokratisk efterkrigstids-omfordelings-velfærdsstat. Han pegede på det nordlige Europa og Franklin Delano Roosevelts New Deal, når han førte kampagne for et sundhedsvæsen for alle, gratis universitetsundervisning, 15 dollars i timen som mindsteløn, betalt forældreorlov, job-programmer gennem genopbygning af infrastruktur, forholdt sig til klimaforandringerne, krævede at virksomhederne betaler deres rimelige andel af skatterne og et opgør med erhvervslivets kontrol over regeringen. Sanders understregede, at ingen præsident kunne nå disse mål alene. Befolkningen var nødt til at forblive politisk mobiliseret i massebevægelser for at vinde vores krav. Han pegede på eksempler fra sociale bevægelser som borgerrettighedsbevægelsen og kvindernes kamp for frigørelse.

Sanders har væren den ensomme uafhængige i Kongressen i årtier. Da han annoncerede sin kampagne som demokrat, forpligtede han sig på at støtte den, der måtte vinde primærvalget. Da hans kampagne tog fart, begyndte hans støtter, hvoraf mange var blevet aktive i politik for første gang, at tvivle på, at Sanders ville opgive ”revolutionen” og bakke op om Hillary. Det var en knusende skuffelse for de 1900 Sanders-delegerede ved Demokraternes partikonvent, da Sanders gik op og nominerede Hillary med akklamation og hyldede sin ”aftale” med partiet . De fleste af de unge Sanders-tilhængere havde ikke nogen interesse i at reformere Demokraterne indefra eller blive venstrefløj indenfor det parti. Især efter primærvalgene havde de set de beskidte tricks, og hvordan partiet havde manipuleret valget imod Sanders. Hundredvis af delegerede udvandrede fra konventet i væmmelse. Mange vil give deres stemme og energi til Jill Stein, det grønne partis præsidentkandidat. Der en markant bevægelser, der siger Jill – ikke Hill.

Hvor vil Bernie-oprøret fortsætte herfra? Vil den fortsætte i en eller anden form, eller vil den forsvinde som en organiseret kraft, og overlade det til de individuelle aktivister at finde projekter og organisationer på egen hånd?

Bernie tilbyder noget, der bliver kaldt ”Vores revolution” (Our Revolution), en organisation og støttefond for progressive kandidater fra det Demokratiske Parti rundt omkring i landet, der vil ændre styrkeforholdet i Kongressen, hvis de bliver valgt. Der er allerede tegn på, at Our Revolution har problemer med at komme i gang. Min organisation Solidarity, og andre på den revolutionære venstrefløj, foreslår i stedet at opbygge koalitioner for at opstille kandidater, der er uafhængige af de to partier på lokalt niveau. Vi prøver at udnytte Bernies momentum til et begyndende brud med Demokraterne og opbygge en uafhængig arbejderklassepolitik. Det Grønne Parti er en del af dette projekt, men det omfatter også andre.

Den radikalisering, der kom op til overfladen omkring Sanders kampagne er en genfødsel af oprørsideer i USA og af beslutsomheden om at ville kæmpe for dem. Det er et velkomment og håbefuldt tegn. Man skal være opmærksom på, at desværre er den organiserede revolutionære venstrefløj fra det 20. århundreds alt for lille og socialt uden tynge til at kunne udgøre en pol eller et ideologisk samlingspunkt for dette nye opsving. Det begrænser også mulighederne for at holde Sanders momentum i live og i vækst. Der er rigtig meget, der skal gøres.

Note: Super PAC er en relativt ny type organisering, som kan rejse ubegrænsede mængder af penge fra virksomheder, fagforeninger, sammenslutninger og enkeltindivider og bruge dem til at støtte eller bekæmpe politiske kandidater, hvorimod de ikke må donere penge direkte til politiske kandidater.

Interviewet blev bragt på fransk i L´Anticapitaliste, som udgives af NPA (Frankrig). Her oversat fra den engelske udgave på International Viewpoint af Martin Mørch

 

 

 

 

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 33

Intet pusterum til Lunde Larsen - For en skånsom og dedikeret hav- og fiskeripolitik

Den nyeste tumult i regeringen, efter at Karen Ellemann har måttet overtage fiskerimisteriet, og udenrigsministeriet fiskeristyrelsen, fra Esben Lunde Larsen, er udtryk for en virkelig skandale. Siden det i dølgsmål lykkedes den daværende VK-regering at privatisere den danske fiskebestand i 2007, har en systematisk privatisering af havet været på dagsordenen. Men privateje og profit er i direkte konflikt med den mest effektive og omsorgsfulde håndtering af vores fælles hav. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.