18.09.16 | Vijay Prashad

Tip en ven       |     Print  

Indien: Verdens største generalstrejke

150 millioner arbejdere nedlagde arbejdet, men medierne fortsætter deres tavshed.

Faglige ledere er tilbageholdende med at sætte tal på, hvor mange, der nedlagde arbejdet den 2. september 2016. De kan ganske enkelt ikke komme et præcist tal. Men de siger, at strejken – den 17. generalstrejke siden Indien begyndte sin nye økonomiske politik i 1991 – har været den største nogensinde. De etablerede medier – som ikke bryder sig om strejker – skrev, at antallet af strejkende oversteg de anslåede 150 millioner. Flere aviser anslog, at 180 millioner havde nedlagt arbejdet. Hvis det er sandt, så er der tale om den største generalstrejke i historien.

Og alligevel har den ikke fået meget opmærksomhed i medierne. Nogle få forsidehistorier, og endnu færre billeder af demonstrerende arbejdere foran de øde fabrikker og banker, teplantager og busstationer. Enkelte journalisters interesse kan kun sjældent bryde igennem den mur af kynisme, som ejerne af medierne står for, og den kultur, de ønsker at fremme. For dem er arbejderkamp en besværlighed i hverdagen. Det er meget bedre for den etablerede presse at fremstille en strejke som en forstyrrelse, som en plage for borgerne, som øjensynligt lever adskilt fra arbejderne. Det er middelklassens vrede, som definerer dækningen af en strejke, ikke de problemer, som får arbejderne til at gå i ud en dybtfølt og vanskelig aktion. Strejken bliver behandlet som et levn fra fortiden og ikke som et nødvendigt redskab for arbejderne til at gøre opmærksom på deres frustrationer og håb. De røde flag, deres slogans og taler – de bliver fremstillet med forlegenhed. Det er som om, at det at lukke øjnene for dem på en eller anden måde skulle få dem til at forsvinde.

Afsavn

Et førende internationalt firma for rådgivning til erhvervslivet skrev for få år siden, at 680 millioner indere lider afsavn. Disse mennesker, halvdelen af Indiens befolkning, mangler basale livsfornødenheder såsom mad, energi, drikkevand, sanitet, sundhedspleje, uddannelse og social sikkerhed. De fleste indiske arbejdere og bønder er blandt dem, der lider afsavn. 90 procent af Indiens arbejdere er i den uformelle sektor, hvor beskyttelsen på arbejdspladsen er minimal, og hvor retten til faglig organisering er praktisk talt ikkeeksisterende. Disse arbejdere er ikke ligegyldige i forhold til Indiens vækst-dagsorden. I 2002 beregnede den Nationale Arbejdskommission, at ”den primære kilde til fremtidigt arbejde for alle indere ville være i den uformelle sektor, som allerede producerede over halvdelen af BNP, Fremtiden for Indiens arbejdskraft er altså uformel med sporadiske rettigheder, der har til formål at forebygge de mest groteske krænkelser af menneskelig værdighed. Et fremtidshåb for den indiske arbejder er ganske enkelt ikke på dagsordenen i Indiens nuværende system.

Premierminister Narendra Modi, som endnu engang tog afsted på sin uendelige verdensturne, tog ikke hensyn til disse arbejdere. Hans mål er at øge Indiens vækstrate, som – hvis man ser på hans praksis som førsteminister i delstaten Gujarat – kan opnås med kannibal-metoder i forhold til arbejderrettigheder og de fattigdoms levevilkår. Udsalg af statslige værdier, lukrative aftaler med det private erhvervsliv og åbne døre for direkte udenlandske investeringer er de mekanismer, som skal øge væksten. Ingen af disse strategier, hvilket selv den Internationale Valutafond anerkender, vil føre til social lighed. Denne vej til vækst fører til større ulighed, mindre magt til arbejderne og flere afsavn.

Klassekamp
Kun fire procent af den indiske arbejdskraft står i fagforening. Hvis disse fagforeninger begrænsede deres kamp til alene at forsvare deres spinkle rettigheder, ville de stå endnu svagere.

Fagforeningernes styrke er blevet svækket alvorligt, siden den indiske økonomi blev liberaliseret i 1991, med domme i Højesteret mod fagforeningsdemokrati, og i kraft af konkurrencen fra globaliseringen, som sætter indiske arbejdere op mod arbejdere i andre lande. Det er de indiske fagforeningers store fortjeneste, at de – i forskelligt tempo - har taget sig af arbejds- og livsbetingelserne for arbejdere og bønder i den uformelle sektor. Fagforeningers styrke kan kun vokse, hvis de gør det, som de har gjort – nemlig at orientere sig mod den enorme masse af uformelle arbejdere og bønder, og få dem trukket ind i klassekampen og den faglige kultur.

Klassekampen er ikke fagforeningernes eller arbejdernes opfindelse. Det er et faktum for arbejdskraften i det kapitalistiske system. Kapitalisten, som køber arbejdskraften af arbejderen, prøver at gøre arbejdskraften så effektiv og produktiv som mulig. Kapitalisten beholder overskuddet fra denne produktivitet, og sender arbejderen til bage til slummen om natten, hvor han på en eller anden måde får energi til at komme tilbage næste dag. Det er dette pres for at blive mere produktiv og give gevinsten fra deres produktivitet til kapitalisten, som er essensen i klassekampen. Når arbejderen ønsker en større bid af kagen, lytter kapitalisten ikke. Det er strejken – en opfindelse fra det 19. århundrede – som giver arbejderen en stemme til at gå ind i klassekampen på en bevidst made.

Den første strejke i Indien var i april-maj 1862, da jernbanearbejderne fra Howrah Railway Station strejkede for retten til en 8 timers arbejdsdag. De besværligheder, som strejken skaber for middelklassen, må vejes op i forhold til de daglige ”besværligheder”, som arbejderne må udholde, når deres ekstra produktivitet bliver taget af kapitalisterne. Disse jernbanearbejdere fra 1862 ønskede ikke et uendeligt skift på 10 timer, som ødelagde deres liv. Deres strejke gav dem mulighed for at sige: Vi vil ikke arbejdere mere end 8 timer. Kritikere af strejkevåbnet vil sige, at der findes andre måder til at give sin mening tilkende. Men der er ikke blevet anvist nogen anden vej for arbejderen, som hverken havde den politiske magt til lobbyarbejde, eller den økonomiske magt til at styre medierne.

Fra Gujarat til Kerala
Arbejdere i Narendra Modis hjemstat Gujarat bakkede op om strejken i stort tal, fra 70.000 børnepassere og skolemadspersonale til havnearbejdere i Bhavnagar. tekstilarbejdere i Tamil Nadu og bilarbejdere i Karnataka lukkede deres fabrikker. Bank- og forsikringsfolk sluttede sig til væveri- og minearbejdere, mens transportarbejdere over hele landet besluttede sig for at stå udenfor deres bus- eller latbilgarager. Kommunistiske fagforeninger gik sammen med andre fagforeninger for at sikre den bredest mulige mobilisering.

Hver lokal fagforening i denne strejke havde sine egne krav, sine egne problemer og frustrationer. Men det, som samlede og skabte bredde blandt millioner af arbejdere, kredsede omkring demokrati på arbejdspladsen, en større del af kagen og kravet om et mindre giftigt socialt landskab. Gennem fagforeningerne rejste arbejderne deres 12 krav til regeringen, som ignorerede dem. I sidste øjeblik, da det så ud til, at strejken ville få stor opbakning, forsøgte regeringen at give små indrømmelser. Det var ikke nok. Det var, som fagforeningerne sagde, en fornærmelse.

Der er ingen forventning om, at strejken i sig selv skulle føre til væsentlige indrømmelser fra regeringen. Som bekendt ændrede regeringen ikke sin arbejder-fjendske politik efter sidste års strejke med 150 millioner deltagere. I stedet satte Narendra Modis regering yderligere gang i ”arbejdsmarkeds-reformene” – nemlig at svække fagbevægelsen og gøre det nemmere at fyre de ansatte efter forgodtbefindende.

Strejken fortæller, at Indiens arbejdere fortsat er active i klassekampen. De har ikke overgivet sig til “virkeligheden”. I 1991, da regeringen besluttede at åbne økonomien i den globale kapitals turbulente interesse, gjorde arbejderne oprør. I august 1992 gik tekstilarbejderne i Bombay på gaden i deres undertøj – de erklærede, at den nye orden ville efterlade dem i en ynkelig fattigdom. Deres symbolske optræden er den virkelighed, vi ser i dag.

Vijay Prashad er professor i internationale studier på Trinity College i Hartford, Connecticut, og forfatter til 18 bøger, blandt andet Arab Spring, Libyan Winter (AK Press, 2012), The Poorer Nations: A Possible History of the Global South (Verso, 2013) og The Death of a Nation and the Future of the Arab Revolution (University of California Press, 2016).

Artiklen blev første gang bragt i webmagasinet
Alternet den 7. september 2016 og senere trykt i International Viewpoint. Oversat af Karina Skov.

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: YtsHEd
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk