11.11.16 | Håkan Blomqvist

Tip en ven       |     Print  

USA: Nyliberalismens sorte hul

Trumps sejr kan ses som nyliberalismens endestation inden for kapitalismen, eller snarere som dens sorte hul. Vi oplever lignende udviklinger i land efter land. Der, hvor den nyliberale kapitalistiske udvikling har smadret store arbejdende befolkningsgruppers livsvilkår og fremtidsmuligheder, kræves der en udvej. Hvis ikke venstrekræfter formår at kanalisere dette behov ind i solidarisk retning hen mod ligestilling vil andre kræfter gøre det med andre formål.

Man høster, som man sår. Årtiers nedbrydning af sociale sikkerhedsnet, jobsikkerhed og fremtidsmuligheder for brede befolkningsgrupper har sin pris. På tilsvarende måde som med udfaldet af den britiske Brexitafstemning, chokeres verdens liberale etablissement af Trups sejr i USA. Så ubegribeligt, så utaknemmeligt, så afgrundsdybt. Når nu Obama næsten havde overvundet finanskrisen, når alle tal pegede opad, når globaliseret økonomisk liberalisering og frihandelsaftaler lover en blomstrende fremtid...

Men virkeligheden bag eliternes fremgangseventyr er en anden. Den reelle amerikanske arbejdsløshed ligger i virkeligheden på mellem 15-20 procent afhængigt af beregningsmetoden, beskæftigelsen mindskes, millioner opgiver at søge arbejde, hele jobforøgelsen efter finanskrisen handler om usikre lejlighedsansættelser. Indkomstforøgelsen efter 2008 er helt gået til den rigeste procent af USAs befolkning. 48 millioner amerikanere lever af madkuponer. Samfundskløfterne er blevet bredere med en skrækindjagende fart.

Der findes to yderpunkter i forklaringerne på Trumps sejr. Den ene, ofte liberale, er, at sorte og kvinders fremgang i det amerikanske samfund har fremprovokeret en modreaktion fra hvide amerikanske mænd, som har tabt magt, indflydelse og økonomisk position. En sort mand på præsidentposten efterfulgt af en kvinde var simpelthen for meget for det mandlige hvide magt-Amerika. Den anden, gerne med socialistisk fortegn, går ud fra, at alt i grunden handler om økonomi. Bag Trump, ligesom tidligere Brexit, står en vældig klassereaktion vendt mod den nye tøjlesløse kapitalismes globale fremfærd. Og medens den første tolkning gerne udtrykker afsky rettet mod en udannet og forbitret arbejderklasse, risikerer den anden at undervurdere betydningen af reaktionære - bagstræberiske - vurderinger og hierarkier.

I virkeligheden hænger de to vurderinger godt sammen. Nyliberalismens beskæringer af menneskers livsvilkår giver ophav til en social modreaktion nedefra mod kapitalismens følger. Den politiske kanalisering af denne modreaktion drejer sig om rivaliserende ideer og ideologi. Bernie Sanders repræsenterede et forsøg på at kanalisere den sociale revolte i socialistisk retning med solidariske antiliberale lighedsløsninger. Clinton og det øvrige Demokratiske Parti forsøgte derimod at hævde liberale frihedsidealer - med et påklistret Sanderselement om 15 dollars i mindsteløn og verbal kritik af Wall Street - med udgangspunkt i den bestående, nyliberalt indstillede kapitalisme. Omvendt gjorde Trump alt for at kanalisere denne sociale modreaktion hen mod ideer om en mere autoritær, nationalistisk (læs chauvinistisk) og kontrollerbar kapitalistisk orden - i forening med reaktionære idealer i et forsvar for det traditionelt hvide USAs magtsystemer.

Trumps vej til magten kan ses som endestationen for nyliberalismen inden for kapitalismen, eller snarere som dens sorte hul. Vi oplever lignende udviklinger i land efter land. Der, hvor den nyliberale kapitalistiske udvikling har smadret store arbejdende befolkningsgruppers livsvilkår og fremtidsmuligheder, kræves der en udvej. Hvis ikke venstrekræfter formår at kanalisere dette behov ind i solidarisk retning hen mod ligestilling, vil andre kræfter gøre dette med andre formål. Det tragiske i historien er, at den nyliberale kapitalismes magtblok har haft held til at kidnappe dagsordenen om menneskerettighederne og dermed risikere i millioner af menneskers øjne at lænke disse rettigheder til det synkende skib. Der, hvor ligestilling, mangfoldighed og minoriteters rettigheder knyttes sammen med øgede økonomiske kløfter, svækkede sociale sikkerhedsnet, privatiseringer og hensynsløs profitjagt, er der risiko for, at bagstræberiske og konservative idealer kommer til at fremstå som uskyldige, ja efterstræbelsesværdige, som alternativ til opløsning af samfundets netværk. Vi ser det i den politiske islamismes fremvækst, der kombinerer ekstremt konservative forestillinger med sociale programmer. Og vi ser det i den franske Front Nationals demagogiske venstreprofil på det økonomiske område.

Den nyliberale kapitalisme har ikke bare beredt vejen for trumpismen ved at ødelægge sociale tryghedselementer og fremtidsudsigter. Ideologisk har den også gødet højrealternativer gennem årtiers kampagner mod solidariske samfundsløsninger, hvad enten disse er blevet kaldet socialisme, kommunisme eller noget helt tredje og prædiket om den kapitalistiske iværksætter og det private initiativs lov. "Jobs skabes af firmaer, ikke politikere" har været et liberalt yndlingstema, ligesom at "rigtigt arbejde" udelukkende findes i den private sektor. Og som man råber, får man svar. Den mærkværdige forestilling, som mange amerikanere er tyet til, er, at Trump, som en påstået fremgangsrig forretningsmand og milliardær - som det er blevet udpenslet i hans populære tv-show - kan løse USAs økonomiske problemer. Det er ikke engang en vulgær udlægning af det nyliberale budskab, som år ud og år ind er blevet pumpet ud fra borgerlige opinionsdannere og tænketanke over hele kloden fra Svenskt Näringsliv og Annie Lööf til Goldman Sachs og Harvard Universitet.

Så Trumps sejr har intet at gøre med at opgive en rå firmakapitalisme, tværtimod, den vil blot forsøge at omveksle profitjagten til en i ideologisk forstand antiliberal dagsorden sammen med forandringer, som på en endnu hårdere måde vil begunstige den amerikanske kapitalisme såvel hjemme i USA som internationalt. Skrotningen af Obamacare, klimaprogrammer og andre regulerende samfundsmekanismer sammen med yderligere skattesænkninger for de rige, leder i retning af nyliberalismens afslutning gennem et privatkapitalistisk diktatur med hjælp af en hårdfør og reaktionær natvægterstat - det vil sige den stat, som med Friedrich Engels´ ord fra for 150 år siden i sidste instans er en "bande bevæbnede mænd" - men nu sammen med den moderne stats myndighedsapparat.

I 1970erne fandtes en gængs opfattelse blandt nationaløkonomer og statsvidenskabsmænd om, at de to systemer - Sovjet og USA - var i gang med at nærme sig hinanden med øgede markedsindslag i øst og mere statslig indflydelse og planlægning i vest. Ja, at de måske i fremtiden helt ville smelte sammen. I dag ser vi en helt anden type af tilnærmelse. Den råkapitalistiske udplyndring af arbejdskraft og samfund overvåges løbende af stadigt mere autoritære politiske regimer i såvel Rusland og Kina som i USA og andre steder. Det sker både i en bevægelse oppefra, som i EU-projektet og den såkaldte "trojka" rettet mod enkeltstaters budgetbeslutninger, og nedefra gennem en kapring af den sociale revolte for at omdanne den kapitalistiske udbytning til andre ideologiske og politiske former.

Nyliberalismens fremgangeventyr, fra dens første etablering gennem kuppet i Chile i 1973 og dens videre omstøbning af den regulerede efterkrigskapitalisme på kontinent efter kontinent, er for længst et overstået kapitel. Men det definitive punktum blev sat 8. november 2016. Da indledtes en ny epoke. "Glem ikke at fejre nyliberalismens død", udråber Göran Greider i ETC. Men den fejring bør vi udskyde. Det er fremgangseventyret. der så definitivt er afsluttet, men det er i stedet nyliberalismens overgang til den mørkeste skrækfortælling, vi i disse dag oplever. En forsat profitjagt gennem endnu mere barbariske politiske og ideologiske forhold, er det fænomen. der med Trump kravler over dørtærsklen til en nygammel verden. Døren er blevet brudt op til alle de førdemokratiske idealer og vurderinger, der kan hentes op nede fra kældrene. En amerikansk præsident med efterkrigstidens mest hadefulde antidemokratiske budskab og Ku Klux Klans åbne støtte bliver en plov for alle reaktionære kræfter på planeten. Ikke bare de amerikanske. Alt Right - det vil sige det såkaldte "Alternative Højre", som propaganderer for hvide raceidealer og delstater frie for afroamerikanere og hispanics - samt højreekstremister, nationalister, fremmedfjendtlige og racister over hele jorden, får stærkere vind i sejlene, øget kraft og legitimitet. Vore svenske Sverigesdemokrater tager yderligere skridt mod normalisering i en verden, hvor Trumps budskab var muligt, og mange af verdens ledende politiske kræfter, ligesom USAs republikanere, vil indordne sig under den nye dagsorden.

Nej, lige så lidt som datidens venstrefløj kunne fejre den korrupte Weimarrepubliks død i 1933, fejrer vi i dag den hærgede nyliberalismes afslutning. Kapitalismens dr. Jekyll er blot blevet forvandlet til sin mr. Hyde. Her findes intet glædesstrålende "hvad sagde vi!" - bare en opsamling af kræfterne og kamp, til the bitter end eller i retning af lyset for enden af tunnelen, hvor Trumpkapitalismen hurtigt knuser manges vildfarelser, og hvor den sociale vrede kan knyttes til en solidarisk, demokratisk og ligestillet udvej - for hele menneskeheden.

9. november 2016

Håkan Blomqvist er medlem af ledelsen i Socialistiske Partiet (Sverige). Oversat fra SPs ugeavis
Internationalen af Peter Kragelund

 

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: GsDdqb
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk