RELATEREDE ARTIKLER

En vej ud af krisen? Hvilken løsning for arbejderbefolkningen? Efter generalstrejken 28. april Brasilien ramt af første generalstrejke i 20 år Bliver Venezuela til et diktatur? Sandinisme eller "Danielisme"? Masseprotester over hele Mexico mod ”gasolinazo” - prisforhøjelser på el og benzin Historisk revolutionært massemøde Fidel Castro er død Skal vi stemme eller lade være? Temer opretter en komité for racerenhed Hilser freden velkommen, men presser på for social retfærdighed Bittersød eftersmag En blå bølge "Jordskredsvalget": Den bolivariske proces i krisetider »Vi vil have en hård venstrefløj, som fordømmer den politiske kaste og kæmper med arbejderne.« ”Der er ingen vej tilbage” "Hverken den 13. eller den 15. repræsenterer os" Vejen til folkemagt? Cuba: En sejr og et par risikomomenter Hvad har menneskerettighederne at gøre med en kanal i Nicaragua? Krise og modstand i Mexico Genvalg til Morales - revolutionær forandring stadig på dagsordenen? Den aktuelle debat handler om, hvordan man stopper offensiven fra den neoliberale højrefløj Kan et land have en revolutionær stat og en kapitalistisk økonomi? Vores Cuba Hernandez godkendt som vinder, anklager om valgsvindel Juni-vinden blæser stadig Da Pinochet inviterede nyliberalismen Ingen fredelig vej til socialisme Den folkelige opstand er retfærdig! Stop undertrykkelsen! Historien om en revolutionær Efter Chavez: Et muligt scenarie Nyt politisk landskab i Mexico Nederlag for højrefløjen, udfordringer til venstrefløjen “7. oktober: Chavez som præsident – 8. oktober: Ud med bureaukraterne” Argentinas eksempel fra 2001 Rio +20 og videre frem Topmøde i Venezuela starten på “ny historisk fase” Nye perspektiver for den antikapitalistiske venstrefløj Udsigt til et socialt og politisk forår Humalas sejr - et ryk til venstre Den neoliberale strategi slog fejl i Cuba Et farligt og modsætningsfyldt dokument Den venezuelanske revolution PT-valgsejr med bismag Venstrefløjen vinder valget, men højrefløjen gik frem Revolutionens udfordringer Den internationale situation sommeren 2010 Forsvar og styrk den bolivarianske revolution med et bevæbnet og mobiliseret folk Cochabamba viser vej Lav en aftale om jordens overlevelse! Solidaritet med indfødte folk fra den peruanske regnskov Konsolidering af kuppet i Honduras? Uafhængig kandidat udfordrer de to blokke Tiltrængt demokratisering af medierne Det herskende oligarkis kup Nationaliseringer og klassekamp Venstrefløjen sejrede Morales vandt – igen Alle er enige: De andre tabte Fri abort stoppet af veto Regionalvalg i Venezuela Mexico i krig Hugo Blanco – arresteret og løsladt Peruviansk bondeoprører arresteret Karakteristiske træk ved erfaringerne fra Venezuela, Bolivia og Ecuador Historisk afstemning viser vilje til forandring Karakteristika ved udviklingen i Latinamerika Venezuelas arbejderbevægelse ved en skillevej Venezuelas revolution i krydsild

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Latinamerika

17.10.08 | Samuel Farber

Tip en ven      |    Print  

Cuba: Livet efter Fidel

Selvom den var ventet, var Fidel Castros officielle tilbagetræden som statsoverhoved for Cuba et vendepunkt, der har rejst store spørgsmål om Cubas fremtid.

Castros yngre broder Raúl, som nu officielt indtog landets højeste embede, havde allerede »midlertidigt« erstattet den øverstkommanderende den 31. juli 2006, da Fidel Castro blev tvunget til at træde til side på grund af en alvorlig sygdom, hvis præcise natur blev erklæret for en statshemmelighed. Cubas magthaveres beslutning om at udnævne den 77-årige José Ramón Machado Ventura som Raúl Castros efterfølger, var overraskende, men afslørende. De fleste observatører, også denne skribent, havde i stedet forventet udnævnelsen af Carlos Lage, en læge stadig i 50-erne, som har et ry for at være moderat og som gennem adskillige år havde haft en stor rolle i gennemførelsen af den cubanske økonomi. I stedet udnævnte Cubas herskere en politisk »strammer«, som har været viet til opgaven med at bevare systemets ideologiske renhed. Han har også bidraget til yderligere at konsolidere militærets magt i de øverste lag i regeringen, således at det bliver muligt at foretage en status quo udskiftning, der kan sikre den maksimale videreførelse af systemet.

Der er politiske uenigheder inden for ledelsen og de intellektuelle på spørgsmålet om politiske og økonomiske forandringer, som stiller spørgsmålstegn ved deres fremtidige forhold til de dominerende militære kredse. Samtidigt har der for nyligt været tegn på nye protester fra neden, som kan forstyrre elitens planer. Og der er pres udefra, specielt fra USA, som utvivlsomt vil have en betydningsfuld indflydelse på en hvilken som helst politisk overgang på øen.

Socialt forfald
De politiske diskussioner om Cubas fremtid finder sted på en baggrund af betydeligt socialt forfald. I en vigtig tale, som blev givet på Havannas Universitet i november 2005, havde Fidel Castro allerede påpeget, at korruptionen var blevet så udbredt, at han frygtede, at den kunne ødelægge revolutionen indefra. Meget af denne korruption er resultatet af store økonomiske trængsler. Skønt der har været betydelige materielle forbedringer, specielt i elektricitetsforsyningen (strømafbruddene er næsten forsvundet) og for nyligt i Havannas offentlige transport, er landet endnu ikke helt kommet sig over den alvorlige økonomiske krise, som blev fremkaldt af sovjetblokkens sammenbrud.

Både sundhedsvæsnet og uddannelsessystemet, som var de områder, der havde oplevet de største fremskridt siden revolutionens tidlige år, blev ramt meget hårdt af krisen. Der har løbende været en alvorlig mangel på lærere især pga. de lave lønninger, der kendetegner denne sektor. Krisen i det cubanske uddannelsessystem har blandt andet vist sig gennem erstatningen af lærere med klasser undervist via fjernsyn og gennem den voksende betydning af privat betalte tutorer, en trend, som avisen Juventud Rebelde med bekymring beskrev den 30. marts i år. Der er alvorlig mangel på medicin og udstyr på klinikker og hospitaler, der betjener den brede befolkning (til forskel fra de sundhedsfaciliteter der står til rådighed for den politiske elite og i det medicinske turistsystem). Krisen i sundhedsvæsnet er blevet uddybet af olie-for-læger udvekslingen med Venezuela, der skabte en mangel på praktiserende læger i det ellers velestimerede familielæge program, så vel som blandt de specialister, patienterne herfra får henvisninger til.

Dertil kommer, at den officielle rationeringsbog ikke dækker mere end halvdelen af folks behov for fødevarer. Resten må skaffes på det dyre frie marked hvor priserne er i konvertible pesos (som er endog dyrere end dollaren). FN’s økonomi-kommission for Latinamerika (ECLA) har vurderet at 62 pct. af cubanerne har tilgang til hård valuta (i meget varierende omfang) mens 20 pct. af øens bybefolkning er i fare, for ikke at kunne opfylde sine helt grundlæggende behov (75 pct. af Cubas befolkning bor i øjeblikket i byerne). Det kan derfor ikke undre, at tyveri, specielt af statsejendom (endog inklusive dele af kraftledningerne) og alle former for fup og svindel er blevet dagligdagen for et stort antal cubanere. På det sidste har den cubanske presse rapporteret om et voksende antal tilfælde, der antyder et mere generelt socialt sammenbrud ud over nødtvunget brud på loven og korruption. Dette strækker sig fra skulken fra skolerne, alkoholisme og en generel nedgang i almindelig høflighed og hensyntagen til mere farlige tilfælde af uprovokerede angreb på bybusser, der kører gennem fattige bydele og ikke tidligere sete tilfælde af hooliganisme ved sportsbegivenheder.

Raúls reformer
På kort sigt forsøger Raúl Castro at øge sin popularitet og legitimitet ved at gennemføre liberaliseringer, specielt i landets økonomiske liv. Samtidig fastholder han de stramme politiske tøjler for at forhindre enhver form for demokratisering af det cubanske samfund. Dette ser ud til at være hans meget diskrete og selektive svar på de folkelige krav, som kom frem, da han opfordrrede til en åben og fri national offentlig debat i hans tale 26. juli 2007.

Det er ikke første gang, en sådan opfordring har lydt på øen. Noget lignende skete i perioden op til Det Kommunistiske Partis Fjerde Kongres i 1991. Den gang var dte imidlertid den officielle presse, som præsenterede de forslag, der kom frem på arbejdspladserne og møder i lokalsamfundene. Det havde kun lille eller slet ingen praktisk virkning. Nogle cubanere har beskrevet denne institutionaliserede måde at give afløb for utilfredshed som »elevatorens kultur«: Forslag bliver sendt op til myndighederne og deres svar bliver sendt ned igen, uden at folk har nogen mulighed for at handle i forhold til deres omgivelser. Med andre ord bliver det folk forbudt at organisere sig uafhængigt med hinanden uden om de officielle kanaler. Dette har til formål at fratage befolkningen mulighed for at konfrontere myndighederne direkte og forlange løsninger af de mennesker, der sidder på magten.

Efterfølgende har Raúl Castro allerede fjernet forbuddet mod erhvervelsen af mobiltelefoner, computere og andet elektriske apparatur, landbrugspolitiske initiativer og forsyninger. Han fjernede også forbuddet mod, at cubanere opholder sig på turisthoteller og deres adgang til at leje biler. Imidlertid kommer disse indrømmelser kun de cubanere til gode, der har adgang til hård valuta. Raúl Castro har også fjernet loftet over statslige lønninger og vil sandsynligvis også lette adgangen til at blive selvstændig i servicesektoren i byerne.

Han er endvidere begyndt at fordele noget af den store mængde statsejet jord, der ligger ubrugt hen, til bønderne. En stor del af denne jord kom til at ligge ubrugt hen, da sukkerindustrien skrumpede ind. Sådanne forholdsregler, kan åbne en Pandoras æske med vigtige politiske konsekvenser. Det forventes, at han i nær fremtid vil løsne de stramme restriktioner på udenlandsrejser og reducere – og endda helt afskaffe – kravet til den store mængde penge og personlig ejendom, som cubanere er pligtige til at aflevere for at få tilladelse til at emigrere.

Overordnet set, vil han bevare sin egen måde at regere på, der begrænser hyppigheden af politiske demonstrationer, som afbryder arbejdsrutinerne. I stedet vil ledelsesansvar blive uddelegeret til lokalt beslutningsniveau, og begrlnse de pludselige og tilfældige improvisationer i det økonomiske liv. Med andre ord vil Raúl prøve at etablere »normal« klassebureuakratisk rationalitet i stedet for bonapartistisk og karismatisk kaos og uorden.

Hvis Raúl overlever sin ældre bror, eller hvis militæret fortsætter med at opretholde sin nuværende magtposition efter Fidels død, vil de cubanske magthavere sandsynligvis indføre en variant af den vietnamesiske eller kinesiske model, som Raúl beundrer så stærkt. En sådan model ville indebære en åbning over for den kapitalistiske markedsøkonomi regeret af en autokratisk et-partistat, primært kontrolleret af hæren. Der er allerede materiel basis for den type stat, med den dominerende økonomiske rolle, som de cubanske væbnede styrker, ofte i samarbejde med udenlandsk kapital, har spillet, i det mindste siden de tidlige 1990’ere efter Sovjetunionens kollaps.

Hæren har koordineret sine økonomiske aktiviteter gennem en virksomhed ved navn GAESA. Et af dets datterselskaber, Gaviota, er formentlig den suverænt største turistvirksomhed i Cuba. Højtrangerende militære officerer har styret andre store dele af økonomien, som f.eks. sukkerindustrien. Det er i den sammenhæng væsentligt, at Raúl Castro for nylig forfremmede en anden veteran, overgeneral Julio Casas Regueiro, til forsvarsminister. Casas stod i spidsen for perfeccionamiento empresarial (virksomhedsforbedring), en rationalisering baseret på kapitalistiske organisationsprincipper gennemført i virksomheder, der var under militærets kontrol (de samme metoder er også blevet anvendt i mange civile virksomheder).
Hærens økonomiske aktiviteter har skabt et betydningsfuldt lag af militære teknikere og managere, »forretningsmænd i uniform«, som sammen med deres ligesindede i de civile erhvervssamarbejder med udenlandsk kapital, udgør den primære sociale base for den mulige opkomst af en Sino-Vietnamesisk model i Cuba.

Liberale kommunister versus talibanere
I et godt stykke tid har en liberal kommunistisk strømning med opbakning fra flertallet af intellektuelle, akademikere og kunstnere på øen, opereret på yderst forsigtig vis og vil sandsynligvis spille en rolle også i den nærmeste fremtid. For nylig har denne gruppe gjort sin indflydelse gældende på UNEAC – Kunstnere og Forfatteres Fagforening’s kongres, som fandt sted i starten af april. Denne strømning hælder mod at støtte en åbning af markedet, ikke i neoliberal stil, men mere i stil med de moderate markeds-reformer, som blev forsøgt i Østeuropa før kommunismens kollaps i 1980’erne og endnu før. I tillæg til disse økonomiske reformer, ønsker de liberale kommunister også en række demokratiske reformer og at se et mere pluralistisk Cuba, måske endda med åbne politiske strømninger inden for det cubanske kommunistparti. Disse holdninger bliver offentliggjort og er dominerende i udgivelser med relativt lille distribution, som f.eks. La Gaceta de Cuba, Temas, Revolución og Cultura.

Selvom disse demokratiske reformer ikke ville være acceptable for en frem-tidig »Sino-Vietnamesisk« magtelite, vil de markedsliberale og markedsautokraterne måske indgå, en om ikke andet midlertidig, alliance, efterhånden som indførelsen af markedet vil medbringe liberaliseringer af den sociale sfære. Dette vil muligvis indebære reformer, som allerede er under overvejelse og måske snart bliver annonceret, såsom færre rejserestriktioner, større frihed for små erhvervsdrivende, retten til at leje, købe og sælge fra sit hjem og større adgang til internettet, om end fortsat begrænset af censur. Enhver materiel indrømmelse, denne type regime er i stand til at give til de uddannede grupper (den sociale basis for de liberale kommunistiske strømninger), vil forlænge en sådan alliances levetid.

Hardliner Fidelisterne vil uden tvivl modsætte sig enhver yderligere liberalisering af økonomien, og kæmpe mod enhver bestræbelse på at demokratisere det politiske liv. I Cuba bliver de kaldt Talibanere, og hertil hører folk som Felipe Pérez Roque, den tidligere statssekretær for Fidel Castro, som nu er udenrigsminister. Talibanernes primære magtcentre har været Fidel Castros Grupo de Apoyo (Rådgivningsgruppen) og blandt dele af det kommunistiske partis apparat, især i provinserne, herunder individer som er blevet personligt »opdraget« af Fidel. Grupo de Apoyo, der udgøres af folk som Carlos Valenciaga, Fidel Castros personlige sekretær, er blevet marginaliseret af Raúl Castro. Disse folk blive spøgende refereret til som huerfanitos, de små forældreløse, og spillede en nøglerolle i Fidel Castros »Ideernes slag«. Dette »slag« involverede ikke bare politiske og ideologiske kampe akkompagneret af massedemonstrationer, men også implementeringen af økonomiske projekter, som ofte afveg fra de vedtagne planer og underminerede magten og beføjelserne hos regeringens departementer og ministerier.

Disse talibanere har ingen politisk fremtid, så længe hæren under Raúl Castros lederskab, eller hvem der måtte efterfølge ham, forbliver samlet og er i stand til at levere vigtige økonomiske reformer på den korte bane, som kan øge legitimiteten og populariteten blandt brede dele af befolkningen. Kinas overgang er et godt eksempel til at sammenligne med talibanernes rolle; deres pendant var »firebande«-typerne, der forsvarede det gamle stalinistiske system. De kunne ikke nå Deng og hans løfter til sokkeholderne: en forbedret levestandard og en frigørelse fra Maos endeløse mobiliseringer og vilkårlighed.

Politiske tendenser
Som i mange af de post-kommunistiske overgange, der har fundet sted siden slutningen af 1980’erne, er der lille politisk støtte af betydning til en kollektiv økonomi og et samfund under folkelig kontrol fra neden i et åbent politisk klima. Det politiske landskab er tilsyneladende begrænset til tre overordnede positioner: To af disse støtter en fortsættelse af et-partistaten, mens de er uenige om, i hvilken grad Cuba skal åbne sig for markedsøkonomien. Den tredje position, der står stærkt blandt intellektuelle og akademikere, støtter liberalisering og demokratisering af samfundet, men inden for en kontekst af at nærme sig det kapitalistiske marked minus neoliberalisme. Ikke desto mindre er den generelle stemning i Cuba, at selvom flere og flere måske mener, at kapitalisme er det bedste system til at producere varer og ydelser, vil de med stor ihærdighed forsvare den frie offentlige sundhed, uddannelse og andre sociale goder, som de har vundet i revolutionens tidlige år.

De mange eksempler på overgange til kapitalisme gør, at det er højst usandsynligt, at en kapitalistisk overgang i Cuba vil få bare et relativt mildt udtryk. Tværtimod vil vi formentlig blive vidner til »chokterapier« og stærke nedskæringer i »velfærdsstatslige« institutioner og udgifter, som vil blive gennemført med diktatorisk magt i partnerskabet mellem hæren og udenlandsk og indenlandsk kapital. Vi kan også forvente en væsentlig indblanding fra USA i interne affærer på øen med USA’s IMF-agtige strukturelle tilpasninger, privatiseringer og knaphedspolitikker og disses ødelæggende konsekvenser for især sorte og fattige cubanere. Mulighederne for en fjerde position, en demokratisk antikapitalistisk politik, ligger i den folkelige modstand mod denne type overgang.

Nylige begivenheder på øen antyder en udvikling i denne retning. 2007 var muligvis begyndelsen på en overgang fra den individuelle klage-strategi – som fik stor aktualitet under krisen fremprovokeret af Sovjetunionens kollaps – til en kollektiv modstandsstrategi. Året begyndte med en stor protest, anført af cubanske intellektuelle og kunstnere, imod tre genopdukkede individer i offentligheden, som blev associeret med de mest repressive kulturelle politikker fra den mørkeste periode i 1970erne: Luis Pavón Tamayo, Armando Quesada og Jorge »Papito« Sergueras. Protesterne var politisk begrænsede eftersom de aldrig for alvor udfordrede censur af strømninger eller rejste spørgsmålet om hvem, der havde givet ordre til disse repressive kulturelle funktionærer tilbage i 1970’erne. Men protesterne var temmelig usædvanlige i cubansk sammenhæng, fordi de startede spontant gennem emails og gav rum for, at kunstnere og intellektuelle kunne vise politiske muskler uafhængigt at et-partistatens kontrol. Regeringen formåede at inddæmme protesterne, men demonstranterne opnåede officiel bekræftelse af de nuværende relativt tolerante kulturpolitikker.

Siden da er der indtruffet en række begivenheder som bekræfter, at noget nyt er under opsejling i landet. I september 2007 demonstrerede flere hundrede studerende åbenlyst ved Oriente Universitet i Santiago de Cuba i protest mod dårlige levestandarder og uddannelsesforhold, såvel som mod manglen på sikkerhed for kvindelige studerende. Studenterprotesten må have været temmelig alvorlig, for regeringen fandt det nødvendigt at holde en stor officiel moddemonstration i Santiago de Cuba i starten af oktober til støtte for regimet. Der er ubekræftede rapporter om, at mange af demonstranterne siden blev smidt ud af universitetet, men den regeringskontrollerede presse har været larmende stille omkring sagen.

I januar 2008 opstod der noget nær optøjer ved et møde, hvor regeringsrepræsentanter orienterede ansatte fra udenlandske firmaer om, at de ville blive opkrævet skatter af deres uofficielle valuta-løntillæg, som de modtog fra deres udenlandske arbejdsgivere. Arbejderne var især oprørte, fordi den cubanske regering i forvejen opkrævede deres valuta-løn fra firmaerne og betalte dem tilbage i pesos.

Studerende har protesteret over rejserestriktioner, deres manglende mulighed for at besøge turistfaciliteter i Cuba, de uretfærdige konsekvenser af det dobbelte valutasystem, manglende information om kandidaterne til de officielle parlamentsvalg, og internet-censuren som forhindrer adgang til søgemaskiner som f.eks. Yahoo. De studerende rejste krav om demokratiske frihedsrettigheder fra et åbenlyst revolutionært udgangspunkt.

USA’s rolle
Men Castro-regimet har fyret op under invasionsfrygten, når som helst det har været belejligt, for at fjerne den indenlandske og udenlandske opmærksomhed fra skandaler, som f.eks. da Castro gennemtvang hårde fængselsstraffe over for 75 fredelige dissidenter i foråret 2003.

Det er adskillige årtier siden, USA seriøst planlagde invasion af øen. Ikke desto mindre har den amerikanske regering, og Bush-administrationen i særdeleshed, fortsat en bølle-politik med evige chikanerier for at forværre forholdene på øen og fremskynde regimets kollaps indefra, og få en USA-ledet invasion til at fremstå som en nødvendighed.

Samtidig har USA givet ly til terrorister som Luis Posada Carriles og Orlando Bosch, der er ansvarlige for 73 uskyldige civiles død, da de bombede et cubansk fly i nærheden af Barbados i 1976, og forsøgte at købe sig til politisk opbakning internt i Cuba.

USA’s regerings aktuelle strategi i forhold til Cuba er tilsyneladende baseret på forestillingen om, at individer og grupper på øen, som støtter amerikansk politik og interesser, vil komme til magten med støtte fra den amerikanske regering og deres cubansk-amerikanske allierede i det sydlige Florida. Disse folk skulle i givet fald implementere en »demokratisk« kapitalistisk overgang på Cuba.

Siden Sovjetblokkens kollaps, har politikken om økonomisk blokade og politisk chikane primært været opretholdt ud fra valgstrategiske og indenrigspolitiske overvejelser, snarere end ud fra ønsker fra den amerikanske korporative klasse, som tværtimod har vist stigende interesse i at handle med Cuba. Adskillige virksomhedsledere sælger allerede fødevarer og forarbejdede varer for hundreder millioner af dollars om året til Cuba. Denne stigende interesse har også afspejlet sig i Kongressen. Under Bush juniors år ved magten har Kongressen været tæt på at godkende lovgivning – med republikansk støtte – som vile have svækket blokaden alvorligt.

Perspektiverne for et post-Castro Cuba er bekymrende, hvad enten det udvikler sig i retning af en »Sino-Vietnamesisk« model eller mod en fortsættelse af den herskende orden (selv med liberale forandringer). Progressive amerikanere kan hjælpe til med at forbedre mulighederne for en demokratisk, human og socialistisk overgang i Cuba ved at kræve øjeblikkelig genoprettelse af økonomiske og politiske relationer mellem USA og Cuba. En normalisering af relationerne med Cuba ville fremme retten til national selvbestemmelse i almindelighed og i særdeleshed være et godt, praktisk alternativ til næsten halvtreds års forfejlet økonomisk blokade og politisk chikane. Valgåret 2008 er det bedst tænkelige tidspunkt at presse på for en sådan forandring.

Samuel Farber er født og opvokset i Cuba. Hans seneste bog er »The Origins of the Cuban Revolution Reconsidered« (University of North Carolina Press). Han er fast skribent på Foreign Pollicy In Focus (www.fpif.org).

Oversat af H.C. Nielsen og Nina Trige Andersen fra »Life After Fidel« http://www.fpif.org/fpiftxt/5205

Foreign Policy in Focus har bragt flere artikler om udviklingen på Cuba, blandt andet »Cuba: The Struggle Continues« af Saul Landau, professor emeritus ved Cal Poly Pomona Universitet og fast skribent på FPIF (http://www.fpif.org/fpiftxt/5206), og »Strategic Dialogue in Cuba« af både Samuel Farber og Saul Landau (http://www.fpif.org/fpiftxt/5208).

 

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 33

Intet pusterum til Lunde Larsen - For en skånsom og dedikeret hav- og fiskeripolitik

Den nyeste tumult i regeringen, efter at Karen Ellemann har måttet overtage fiskerimisteriet, og udenrigsministeriet fiskeristyrelsen, fra Esben Lunde Larsen, er udtryk for en virkelig skandale. Siden det i dølgsmål lykkedes den daværende VK-regering at privatisere den danske fiskebestand i 2007, har en systematisk privatisering af havet været på dagsordenen. Men privateje og profit er i direkte konflikt med den mest effektive og omsorgsfulde håndtering af vores fælles hav. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.