21.01.17 | Kim Moody

Tip en ven       |     Print  

USA: Hvem satte Trump i Det Hvide Hus?

I dagene efter valget i 2016 handlede mediernes historier om, at det, der sendte Trump i Det Hvide Hus, var et enormt antal af vrede, hvide arbejdere i Rustbæltet, der afveg fra deres traditionelle Demokratiske stemmemønster, og gav en enorm lussing til nationens "liberale" elite. Men er det nu også den sande historie?

Selv om Trump ikke fik flertal af de afgivne stemmer, så fik han flertallet af de hvide vælgere (58 procent). Endvidere vandt han nøglestaterne i Rustbæltet, hvad der er basis for mediernes historier. Det rejser alvorlige spørgsmål. Hvem var disse hvide vælgere? Var det det afgørende skifte, der skaffede Trump sejren?

Exit polls, der blev foretaget under primærvalgene, da Trump-revolten startede, viste, at hele valgprocessen havde slagside over mod de bedrestillede dele af det amerikanske samfund, og at Trump klarede sig bedre her end Clinton gjorde. Ser man på de 26 procent af de amerikanske husholdninger, der tjener mere end 100.000 $ årligt, og som ikke kan siges at være arbejderklasse nu om dage, så kan vi se, at disse velbjærgede vælgere leverede 34 procent af Clintons stemmer og 35 procent af Trumps stemmer. [1]

Med andre ord var de velbjærgede overrepræsenterede blandt vælgerne som helhed, og begge kandidater fik en disproportional andel af deres stemmer fra disse vælgere, med Trump som den førende blandt disse høj-indkomstvælgere. Dette udelukker ikke i sig selv et arbejderklasseskifte til Trump, men mediernes version er baseret på en problematisk definition.

Blandt andet er det et problem, at det store flertal af folk uden college-uddannelse slet ikke stemmer. Endvidere har de en tendens til generelt at ligge til venstre på økonomiske spørgsmål og spørgsmål om regeringens rolle. Af de 135,5 millioner hvide amerikanere uden college-uddannelse, stemte omkring en femtedel på Trump - en minoritet, der ikke er særlig repræsentativ for de uuddannede som helhed.

Et andet problem er, at der findes kun 18,5 millioner "rigtige" hvide arbejdere i produktionssektoren - prototypen på den frafaldne hvide industriarbejder. [2]. Selv hvis vi fordobler dette tal for at tage hensyn til ægtefæller, og forudsætter, at ingen af disse ægtefæller har en college-uddannelse, så når vi stadig kun op på cirka en tredjedel af den påståede klassedefinerende college-uddannelse.

Der er selvfølgelig omkring 14 millioner hvide arbejdere i servicesektoren, men selv hvis vi inkluderer dem og deres ægtefæller, så har vi stadig kun redegjort for omkring halvdelen af de 70 procent af hvide voksne amerikanere, der ikke har en college-uddannelse.

Der også millioner af amerikanere, der heller ikke har en college-uddannelse, som ikke er arbejderklasse, og som faktisk har større tilbøjelighed til at stemme end de "forladte" industriarbejdere. Der er cirka 17 millioner små erhvervsdrivende uden collegeuddannelse. En undersøgelse foretaget af National Small business Association fra 2016 har vist, at 86 procent af disse er hvide, at de er dobbelt så tilbøjelige til at stemme republikansk som demokratisk, at 2/3 af dem betragter sig som konservative (78 procent på økonomiske spørgsmål) og 92 procent siger, at de som regel stemmer ved nationale valg.

De tjente i gennemsnit 112.000 $ mod den gennemsnitlige indkomst på 48.230 $ om året. [3] Læg ægtefællerne til, og denne gruppe af klassiske småborgere er stor nok til, at den alene kan udgøre de 29 millioner Trump-vælgere uden college-uddannelse.

Der er også 1,8 millioner ledere, 8,8 millioner formænd og værkførere, og 1,6 millioner strømere, hvis jobs ikke kræve college-uddannelse. Til den gruppe kan vi lægge forsikrings- og ejendomsmæglere osv. [5]. Nogle kan have en college-uddannelse, men det er klart, at der er snesevis af millioner vælgere i USA, der ikke er arbejderklassevælgere, som ikke har en college-uddannelse, og som er mere sandsynlige, traditionelle republikanske vælgere end flertallet af hvide arbejdere er.
Det relativt høje indkomstniveau hos Trumps vælgere, pegede i retning af, at flertallet af Trumps basis var småborgerskab og middelklasse, noget som The Economist konkluderede i en tidligere undersøgelse af Trumps vælgere ved primærvalgene, da de skrev "men ideen om, at det hovedsageligt er fattige, dårligt uddannede vælgere, der føler sig tiltrukket af Mr. Trump er noget af en myte." [6]. Den første pointe er altså, at Trumps sejr var uforholdsmæssigt meget et middelklasse-, højindkomst-fænonem.

Trumps fagforeningsstemmer
For at afprøve, om hvide industriarbejdere og tilsvarende arbejdergrupper gav Trump sejren, vil vi se på skiftet blandt fagligt organiserede. Det bliver ikke perfekt, da det kun er en minoritet af arbejderne, der er fagforeningsmedlemmer i vore dage; omkring halvdelen er offentligt ansatte, og ikke-hvide arbejdere udgør en fjerdedel af det samlede antal.

Ikke desto mindre kan vi trygt antage, at et eventuelt skifte til Republikanerne hovedsageligt er sket blandt hvide fagforeningsmedlemmer og deres familier. Man skal også holde sig for øje, af fagforeningshusholdningernes andel af stemmetallet er dalet i præsidentvalgene fra omkring 26-27 procent i 1980 til cirka 18 procent i 2016, så indflydelsen fra fagforeningshusholdningerne er mindsket, selv om den ikke er forsvundet.

Fagforeningshusholdninger, stemmeafgivning i pct. ved præsidentvalg, 1976-2016
Årstal Dem. Rep
2016  (Clinton vs. Trump) 51 43
2008  (Obama vs. McCain) 59 39
2012 (Obama vs. Romney) 58 40
2004 (Kerry vs. Bush) 59 40
2000 (Gore vs. Bush) 59 37
1996 (Clinton vs. Dole) 60 30
1992 (Clinton vs W. Bush) 55 24
1988 (Dukakis vs W. Bush) 57 43
1980 (Carter vs. Reagan) 48 45
1976 (Carter vs. Ford) 62 38
Andre kandidater:
2016, 6 procent andre/intet svar
2000, 1 procent Buchanan, 3 procent Nader
1996, 9 procent Perot
1992, 21 procent Perot
1980, 7 procent Anderson
Kilde: Roper Center, “How Groups Voted”, 1976 - 2012; CNN politics, election2016, “Exit Polls, National President”.  





To ting er klart, når man ser på tabellen. For det første har omkring 40 procent af alle fagforenings-medlemmer og deres familier stemt republikansk ved præsident-valgene i meget lang tid, mens demokraterne har haft lidt under 60 procent af vælgerne i de sidste 40 år. Det er kun i 1948 og i 1964, at mere end 80 procent af fagforenings-husholdningernes medlemmer har stemt for den demokratiske kandidat, hhv. Harry Trumann og Lyndon B. Johnson.

I 2016 skiftede et relativt lille antal til Trump, fra 40 procent republikanere i 2012 til 43 procent i 2016. Disse tre procent repræsenterer i alt knap 800.000 vælgere, fordelt over hele landet.
Det er mere interessant, at den demokratiske andel af fagforenings-husholdningerne faldt med 7 procent fra 2012 til 2016, fordi vælgerne gik til helt andre partier, nægtede at svare eller ikke stemte. Selv om den uspecificerede "intet svar" gruppe giver teorien om den tavse Trump-vælger en vis troværdighed, peger dette fald ikke desto mindre på, at Demokraterne har mistet vælgere siden 2012.

Ser man på dette i historisk sammenhæng, er skiftet til Trump faktisk mindre dramatisk end skiftet fra 1976 til 1980 til fordel for Reagan, og meget mindre dramatisk end de 14 procent, Carter mistede i 1980, hvoraf halvdelen gik til den uafhængige kandidat John Anderson og ikke til Reagan, og fagforeningshusholdningerne udgjorde 26 procent af alle afgivne stemmer.

Med andre ord, så tiltrak Trump både en mindre andel og et mindre antal af disse stemmer end Reagan og Anderson. De samme vælgere har længe skiftet mellem Republikanere, Demokrater og markante 3. parti-kandidater, så som Anderson, Ross Perot (som fik 21 procent af fagforeningshusholdningernes stemmer i 1992) og Ralph Nader, som fik 3 procent i 2000. [10]. Betydningen af skiftet i 2016 var helt sikkert mere alvorligt, men det har været længe undervejs, efterhånden som Demokraterne bevægede sig mod højre.

Det betyder ikke, at skiftet ikke afspejler konservative sociale synspunkter, racisme og - i 2016-valget - sexisme, hos de hvide arbejderklassevælgere, der gik fra Demokraterne, såvel som det afspejler deres vrede over deres forværrede situation.

Selvfølgelig vandt Trump 10 millioner stemmer blandt fagligt organiserede mod Clintons 12 millioner. Disse tal er vigtige, men vi ved, at mange af dem ikke er så nye republikanske stemmer, som det tit fremstilles. Det kan man ikke rigtigt trøste sig med, men det viser resultatet af Det Demokratiske Partis beslutning om at lægge vægt på de højere indkomstgrupper, som begyndte under Bill Clinton.

Det synes også klart, at et betydeligt antal af hvide arbejdervælgere, der stemte for Obama i 2008 og 2012 stemte på Trump - også selv om endnu flere simpelt hen ikke stemte.

Demokraternes selvskabte sammenbrud
Selv om der var et skifte over til Trump blandt hvide arbejdervælgere og i fagforeningshusstande, var det betragteligt mindre end det generelle fald i Demokraternes stemmetal.

Selv om vælgerundertrykkende love, såsom krav om foto-id i 17 stater, sammen med racemæssige udrensninger af valglister i mange stater, helt sikkert har begrænset deltagelsen af sorte, latinoer og fattige hvide, så er årsagen til, at de fleste vælger sofaen, at de ikke kan se noget fornuftigt at stemme for.

Samtidig er valgdeltagelsen stadig lav i arbejderklassen, delvist fordi de politiske partier har reduceret den direkte dør-til-dør kontakt med lavindkomstvælgere, til fordel for købte kampagneformer, fra tv-reklamer til nye digitale metoder til at ramme bestemte vælgergrupper.

Enorme mængder af personlige data opsamles af firmaer, der har specialiseret sig i at omskabe disse data til vælgermålrettede algoritmer, som derefter sælges. Ifølge John Aristotle Phillips, der er direktør i Aristotle, kan de forsyne deres kunder med op til 500 forskellige informationer om hvert enkelt individ. [13] De partier eller kampagner, der køber denne service, kan derefter bruge disse informationer til at sprede målrettede budskaber til specielle grupper eller endda individuelle vælgere via internettet, gennem forskellige platforme, bl.a. Facebook, der angiveligt tjente en mindre formue på valget i 2016.

Udgifterne til digitale annoncer steg fra 22 mio. $ i 2008 til 158 mio $ i 2012, og det forventes at have ramt 1 milliard i 2016-valget, voksende til 3 mia. $ i 2020-valgene. De vil uden tvivl fortsætte med at vokse, efterhånden som de bliver tilgængelige for valg hele vejen ned gennem systemet, ifølge Demokraternes digitale virksomhed DSPolitical. [14]

Bortset fra de svimlende omkostninger, som denne invasive digitale markedsføring tilfører de amerikanske valg, og den yderligere reduktion af vores privatliv, så flytter det politiske kampagner endnu længere væk fra enhver menneskelig kontakt. Som reporterne fra The Guardian udtrykte det, så vil "kampagner i fremtiden afhænge lige så meget af at være i stand til at spore folk på tværs af skærme og apps, som at banke på døre og dele løbesedler ud." [15]

Det er jo ikke sådan, at der ikke bliver banket på døre eller ringet til vælgere, men den algoritme, der udvælger det begrænsede antal vælgere, der kontaktes for at få dem til at stemme, har i praksis gjort, at det er den mere velstillede del af befolkningen, der kontaktes. "Get-Out-The-Vote" kampagnen er blevet til "Get-Out-The-Well-To-Do-Voters" kampagnen. Og det er er endnu vigtigere er, at den politiske proces i endnu højere grad outsources til profitskabende "ekspert"-firmaer, der leverer servicen.

Kort sagt, på trods af de enorme beløb, der blev skaffet og brugt, alt det sofistikerede digitale udstyr og alle de "eksperter", der var til rådighed for dette "folkets parti" og Clintons påståede fantastiske "ground game" [lokale kampagneorganisationer /oa.] i de mest omstridte stater, så er det Demokratiske Parti som helhed ikke i stand til - eller prøver at - mobilisere nok blandt sine traditionelle kernevælgere - sorte og latinoer, såvel som hvide arbejdere og fagforeningsmedlemmer - til at vinde nationale, eller bare delstatsvalg, i disse nøglestater.

Bevares, Clinton vandt folkeflertallet på nationalt plan, måske endda med en uhørt stor margen på 2 millioner eller mere. Problemet er bare, at 1,5 mio. af disse stemmer kan siges at stamme fra Clintons sejr over Trump alene i New York. [16] Flertallene alene i de to kyststater New York og Californien udgør mere end hendes nettoflertal; i resten af landet ser vi fortsat, at Demokraternes stemmetal stagnerer eller falder.

Demokraterne er, og har i årtier været, partiet for den (neoliberale) status quo, hvor millioner af alle racer har oplevet deres levestandard falde og fremtidsudsigter forsvinde, og, som et resultat af dette, er kommet til at foragte denne status quo. Og som de mange millionærdemokrater i Kongressen (det gennemsnitlige demokratiske kongresmedlem har en formue på 5,7 mio. $), og deres forretningsvenner åbenlyst demonstrerer, så er de en del af nationens elite.

Faldet i jobs i fremstillingsindustrien, den faldende faglige organisering, skabelsen af flere og flere skodjobs, fjernelsen af støtten til byerne osv., har ikke bare skabt "vrede, hvide mænd", men vrede hvide, sorte, latino- og asiatiske mænd og kvinder, som - af gode og sunde årsager - ikke længere anser Demokraterne som deres forsvarere.

Mange i denne flok har stemt med fødderne, og de gik ikke til afstemningsstederne. I 2014 (med valg til Kongressen) udgjorde sofavælgerne næsten 128 mio. indbyggere - et flertal af vælgerskaren [17] - og det store flertal af disse var middel- og lavindkomstvælgere.

En stærk indikation af, at Demokraterne ikke længere kan motivere eller mobilisere et flertal i store dele af landet, er den kendsgerning, at flertallet af sofavælgerne i gennemsnit ligger til venstre for dem, der stemmer, på nøglespørgsmål om økonomien.

Som et studie formulerede det: "Sofavælgere har en tendens til at støtte øgede regeringsydelser og -udgifter, jobgaranti og reduktion af ulighed", med en overvægt på cirka 17 procent i forhold til vælgergennemsnittet. Dette tal omfatter hvide såvel som sorte og latinoer.

Demokraterne kan ikke mobilisere de kræfter, der skal til for at besejre højrefløjen, delvis fordi de ikke kan implementere en politik, der er i stand til at imødekomme flertallets behov, og derved kunne tiltrække nogen af disse venstreorienterede sofa-vælgere.

På nationalt plan har Demokraterne tabt pladser på nærmest ethvert plan siden 2009. I 2009 havde demokraterne 257 pladser i Repræsentanternes Hus. I 2015 var det tal nede på 188 pladser, det laveste antal siden perioden 1947-49.

I 2014 genvandt Demokraterne kun 6 pladser i Repræsentanternes Hus. [19] Mellem 2009 og 2016 tabte de 203 pladser i delstaternes senater og 716 pladser i andre lovgivende forsamlinger. En indikation af hvad der var på vej i Ohio og Pennsylvania kunne ses i tabet af 21 demokratiske pladser i staternes lovgivende forsamlinger i perioden mellem 2009 og 2015. [20]

Nederlagets konsekvenser
Men denne gang betød det faldende demokratiske stemmetal, ikke bare at man fik en standard-konservativ, eller endog en ”tepose” [Tea Party-tilhænger. /oa], men en racistisk demagog, med ønsket om at gøre alvorlig skade. Og det vil han gøre.

Der vil være modstand. Eller rettere, der vil blive øget modstand. Og det vil give nye muligheder for organisering, selv i en mere fjendtlig atmosfære. Samtidig vil mange, herunder ikke så få på den socialistiske venstrefløj, søge dækning i Det Demokratiske Partis "store telt," mens de argumenterer for, at nu er det ikke tid til at tage opgøret med Demokraterne, at den store opgave er at vælge en Kongres med et demokratisk flertal, ligegyldigt hvilket, så man i 2018 kan tøjle Trump, på samme måde som Republikanerne blokerede Obama efter 2010, og så videre.

Men sådan en politisk retning vil kun forstærke Demokraternes neoliberalisme, digitaliseringsafhængighed og forfejlede strategier. Vi gør klogt i at huske, hvad denne tilgang ikke har udrettet i de foregående fire årtier, og ikke vil gøre i de kommende år.

Det vil ikke betyde nogen nævneværdig permanent stigning i stemmeprocenten blandt arbejderbefolkningen, særligt ikke blandt afro-amerikanere og latino-vælgere. Stemmeprocenten er faldet i de sidste årtier, og især ved Kongresvalg i de år, der ikke er præsidentvalg.

Stemmeprocenten blandt både sorte og latinoer, der længe har ligget under gennemsnittet, er styrtdykket siden 2010, og den gik ikke op igen i 2016, på trods af truslen om en sejr til Trump.

Det er heller ikke de midtsøgende liberalister, og endnu mindre neoliberalisterne blandt Demokraternes valgte og sandsynlige kandidater, der vil vinde disse hvide arbejderklassefolk eller de fagforeningshjem, som har stemt republikansk i årtier, over til Demokraterne, og endnu mindre de nylige vrede Trump-konvertitter.

Politik som sædvanligt, har svigtet. Hvem satte Trump i Det Hvide Hus? Demokraterne.
[1] Nate Silver (2016) “The Mythology of Trump’s ‘Working Class’ Support,” FiveThirtyEight, May 3, 2016,; CNN politics (2016).
[2] US Census (2014) Table 1, “Educational Attainment of the Population 18 years and Over, by Age, Sex, Race, and Hispanic Origin: 2014” CPS, 2104.
[3] NSBA (2016) NSBA 2016 Politics of Small Business Survey. Washington DC: National Small Business Association, 46; SBA (2016) Demographic Characteristics of Business Owners and Employees, 2013. Washington DC: US Small Business Administration Office of Advocacy, 1; BLS (2015) Occupational Employment Statistics, “May 2015 National Occupational Employment and Wage Estimates United States”; Indeed (2016) “Small Business Owner Salary,”.
[4] CNN politics (2016), “national president,”.
[5] BLS (2014b) “Occupational employment, job openings and worker characteristics,” Table 1.7.
[6] The Economist (2016) “Where Donald Trump’s support really comes from,” April 20, 2016.
[7] Harry Enten (2014) “How Much Do Democrats Depend on the Union Vote?” FiveThirtyEight, July 1, 2014; CNN politics (2016) “national president”.
[8] Kim Moody (2007) US Labor in Trouble and Transition: The Failure of Reform from Above, The Promise of Revival from Below. London: Verso, 145.
[9] Roper Center, “How Groups Voted,”1980, 2014; CNN politics (2016).
[10] Roper Center, “How Groups Voted,” 1996, 2000.
[11] McElwee, Sean (2015) “Why NonVoters Matter,” The Atlantic, September 15, 2015.
[12] Donald Green and Michael Schwam-Baird (2016) “Mobilization, participation, and American democracy: A retrospective and postscript,” Party Politics, March 2016, 22(2):158164; NCSL (2016b) “Voter Identification Requirements / VoterID Laws,” National Conference of State Legislatures.
[13] Politics & Policy (2016) “Campaigns and Voter Infor¬mation: Elections in a Digital Age,”; Max Willens (2016) “Election 2016Ads: Xaxis Will Target Voters Using Their Digital And Real-Life Data”, ibtimes, November 9, 2015; DSPolitical (2016) “NGP VAN and DSPolitical Join Forces Bringing SelfService Voter Targeted Digital Advertising to Nearly Every Democratic Campaign in America,”; Sreenivasan, Hari (2012) “The Digital Campaign” transcript, PBS.
[14] Davies, Harry and Danny Yadron, “How Facebook tracks and profits from voters in a $10bn election,” The Guardian, January 28, 2016; Green and Schwam-Baird (2016), 158164; Willens (20126; DSPolitical (2016).
[15] Harry Davies and Danny Yadron, “How Facebook tracks and profits from voters in a $10bn election,” The Guardian, January 28, 2016.
[16] John Nichols (2016) “Hillary Clinton’s PopularVote Victory Is Unprecedented — and Still Growing,” The Nation, November 17, 2016; New York Times (2016c) Election 2016 “New York Results,”.
[17] United States Elections Project (2016) “2016 November General Election Turnout Rates,”; Thom File (2015), 3.
[18] Sean McElwee (2014) “Why The Voting Gap Matters,” Demos, October 23, 2014; Sean McElwee (2015); Pew Research Center (2014) “The Party of the Nonvoters” October 11, 2014.
[19] US House of Representatives (2016) “Party Divisions of the House of Representatives,”; Thom File (2015) Who Votes? Congressional Elections and the American Electorate: 19782014. Washington DC: U.S. Department of Commerce, 3; NCSL (2009) “2009 State and Legislative Partisan Composition,” National Conference of State Legislatures.
[20] NCSL (2009); NCSL (2015) “2015 State and Legislative Partisan Composition,” National Conference of State Legislatures.
[21] File (2015), 14.

Oversat fra International Viewpoint, 9. januar 2017, af Steen Andersen.

Kim Moody bor i London, er journalist, grundlægger af Labor Notes og forfatter til bogen: Essays on WorkingClass Organization in the United States (Chicago: Haymarket Books, 2014).

 

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: 3vXI3q
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk