18.02.17 | Alexandra Kollontai

Tip en ven       |     Print  

Nu på dansk: Seksuelle relationer og klassekamp

Blandt de mange problemer som kræver menneskehedens opmærksomhed i vor tid, er problemerne i de seksuelle relationer uden tvivl et af de mest afgørende. Der findes intet land hvor spørgsmålet om seksuelle relationer ikke er ved at blive et påtrængende og brændende emne. Menneskeheden gennemlever i dag en akut krise i sexlivet, som vil blive endnu mere usund og skadelig hvis den bliver langvarig og trækkes ud.

[Alexandra Kollontai (1872-1952) skrev i 1921 denne tekst, som her for første gang bringes i dansk oversættelse. Kollontai var russisk revolutionær og blev efter den russiske revolution i 1917 den første kvindelige minister i verden. Hun er især kendt for sine mange bidrag om kvindernes frigørelse. Hun tilhørte Arbejderoppositionen, som blev forbudt i 1921, hvorefter hun fungerede som diplomat i den sovjetiske udenrigstjeneste, bl.a. i Norge og Sverige.]

I hele menneskehedens lange historie, finder man formodentlig ikke et tidspunkt hvor problemer vedrørende seksuelle forhold har haft så central en plads i samfundslivet, hvor spørgsmålet om relationer mellem kønnene i en sådan grad har fungeret som en tryllekunstner der tiltrækker sig millioner af trængte menneskers opmærksomhed og hvor seksuelle dramaer i en sådan grad har fungeret som en uudtømmelig kilde til inspiration for enhver form for kunst.

Efterhånden som denne krise skrider frem og vokser sig mere og mere seriøs, roder mennesket sig ud i en mere og mere håbløs situation og prøver desperat med et hvert middel at afgøre det ”uløselige spørgsmål”. Men ved ethvert nyt forsøg på at løse problemet, bliver den forvirrede knude af personlige relationer mere og mere indviklet. Det er som om vi ikke kan finde den ene tråd som endeligt kan få den stædige forvikling til at gå op. Problemerne med seksuelle relationer er som en ondskabsfuld cirkel hvor folk - uanset hvor skræmte de bliver og hvor meget de render først den ene vej og så den anden - ikke kan bryde ud.

Den konservativt indstillede del af menneskeheden argumenterer for at vi skal vende tilbage til fortidens glade dage, at vi skal genetablere de gamle fundamenter for familien og forstærke de velafprøvede normer for seksuel moral.

Borgerskabets individualistiske sejrherrer siger at vi skal prøve at destruere de hykleriske restriktioner som ligger i de forældede normer for seksuel opførsel. Disse unødvendige og undertrykkende ”klude” bør forvises til arkiverne – kun den individuelle samvittighed, den individuelle vilje hos hver enkelt person kan beslutte sådanne intime spørgsmål.

Socialister, på den anden side, forsikrer os at de seksuelle problemer først vil blive løst når den grundlæggende reorganisering af de sociale og økonomiske strukturer har fundet sted.

Men peger denne ”udskydelse af problemet til fremtiden” ikke på at vi stadig ikke har fundet den ”magiske tråd”? Burde vi ikke finde eller i det mindste lokalisere denne ”magiske tråd” som lover at udrede forviklingen? Burde vi ikke finde den netop nu i dette øjeblik?

Når vi ser på menneskehedens og samfundets historie, som er historien om kontinuerlige kampe mellem forskellige sociale grupper og klasser med forskellige mål og interesser, kan vi finde spor som leder os på vejen mod denne ”tråd”. Det er nemlig ikke første gang at menneskeheden har gennemgået en krise i sexlivet. Det er ikke første gang presset fra en tidevandsbølge af nye værdier og idealer har sløret de klare og definitive betydninger af og moralske forventninger til seksuelle relationer. Krisen i sexlivet var især akut i tiden omkring renæssancen og reformationen, hvor omfattende sociale fremskridt pressede den stolte patriarkalske feudale adel, som var vandt til absolut kontrol, i baggrunden og banede vejen for udviklingen og etableringen af en ny social kraft – borgerskabet. Feudalismens seksuelle moral havde udviklet sig ud fra ”stammelivet”, den kollektive økonomi og stammens autoritære lederskab, som tvang de individuelle medlemmer i knæ. Dette stødte sammen med det nye og sære moralske kodeks hos det voksende borgerskab. Borgerskabets seksuelle moral er funderet i principper som står i skarp modsætning til den grundlæggende moral i feudalismen. Her er tale om streng individualisme, eksklusivitet og isolation i ”kernefamilien” som erstatning for det kollektive arbejde, som var karakteristisk for både de lokale og regionale økonomiske strukturer under det feudale arvesystem. Med kapitalismen blev det konkurrencens etik, det triumferede princip om individualisme og eksklusiv privat ejendomsret, der voksede og destruerede resterne af ideen om fællesskabet, som i en vis udstrækning var fælles for alle stammebaserede livsformer. I et helt århundrede, mens livets komplekse laboratorium drejede de gamle normer ind i en ny formel og udadtil fik etableret et harmonisk billede af de nye moralske ideer, vandrede mennesker forvirret mellem to meget forskellige seksuelle kodekser og forsøgte at tilpasse sig begge dele.

Men i disse lyse og farverige forandringens dage, antog sexlivets krise, omend den var dybdegående, dog ikke så truende en karakter som den har fået i vor tid. Hovedårsagen til dette er at i ”de store dage” under renæssancen og i den ”nye tid” hvor det strålende lys fra en ny åndelig kultur skyllede ind over den døende verden med sine klare farver, og oversvømmede det monotone middelalderliv, da påvirkede krisen i de seksuelle relationer kun en relativt lille del af befolkningen. Langt størstedelen af befolkningen, bønderne, blev kun påvirket på en ganske indirekte måde og kun, ganske langsomt, i takt med at der igennem århundreder skete forandringer i de økonomiske forhold på landet. På toppen af den sociale rangstige blev der udkæmpet en bitter strid mellem to konfliktende sociale verdener. Dette involverede også en kamp mellem deres forskellige idealer, værdier og måde at se på tingene. Det var disse mennesker som oplevede og følte sig truet af den krise i de seksuelle relationer som udviklede sig. Bønderne, som var frygtsomme overfor forandring, fortsatte med at holde fast i deres velafprøvede stammetraditioner som var videregivet fra deres forfædre og kun når de kom under ekstremt pres modererede og tilpassede de disse traditioner til forandringerne i deres økonomiske omgivelser. Selv da bølgerne gik højest i kampen mellem borgerskabet og den feudale verden, gik krisen i de seksuelle relationer hen over hovedet på ”klassen af skattebetalere”. Mens de øverste lag i samfundet var i gang med at bryde de gamle normer ned, virkede bønderne faktisk endnu mere beslutsomme i at klamre sig fast til deres traditioner. I trods mod den truende og forvirrende hvirvelvind, der rystede jorden under deres føder, formåede bønderne, særligt de russiske, at bevare deres kodeks for seksuelle relationer uberørt i mange århundreder.

I dag er historien en ganske anden. Den aktuelle krise i de seksuelle relationer, levner ingen uberørt, end ikke bønderne. Som en smitsom sygdom ”skelner den ikke mellem hverken rang eller status”. Den spreder sig fra paladserne og fra arbejderklassens overfyldte kvarterer, stikker næsen ind hos det fredeligt slumrende småborgerskab og trænger sig helt ind i hjertet af livet på landet. Den kræver sine ofte i det europæiske borgerskabs villaer, i arbejderklassefamiliernes mugne kældre og i bøndernes rygende huler. Der er intet forsvar og intet bolværk imod konflikterne i de seksuelle relationer. At forestille sig at det kun er folk i de velstående dele af samfundet som spræller i kløerne på disse problemer ville være en alvorlig fejltagelse. Krisen i de seksuelle relationer er en bølge der flyder ind over dørtrinnet i arbejderklassens hjem og skaber konflikter der er absolut lige så akutte og dybtfølte og skaber lige så stor psykologisk lidelse som i det ”raffinerede borgerskabs verden”. Krisen i de seksuelle relationer er ikke længere noget der kun interesserer de besiddende. Spørgsmålet om seksuelle relationer er nu også noget der bekymrer meget store dele af befolkningen og som optager arbejderklassen i hverdagen. Det er derfor svært at forstå hvorfor dette vitale emne bliver behandlet med så stor ligegyldighed. Denne ligegyldighed er utilgivelig. Et af de spørgsmål som arbejderklassen står konfronteret med i sit forsøg på at forme fremtidens samfund, er uden tvivl spørgsmålet om hvordan man kan etablere mere sunde og glædesgivende relationer mellem kønnene.

Hvad er roden til denne utilgivelige ligegyldighed overfor en af arbejderklassens væsentlige udfordringer? Hvordan kan vi overfor os selv forklare hykleriet i at vi overlader problemerne i de seksuelle relationer til sfæren af ”private spørgsmål” som ikke er værdige til at optage vores kollektive anstrengelser og opmærksomhed? Hvorfor ignorerer vi at et af de gennemgående aspekter ved sociale kampe igennem historien har været forsøgene på at ændre relationer mellem kønnene og de typer af moralske kodekser der bestemmer disse relationer, og at måden de personlige relationer er organiseret på i en bestemt social gruppe har vital betydning for resultatet af kampe mellem konfliktende sociale klasser?

Tragedien i vores samfund er ikke blot at de sædvanlige former for adfærd og principperne for regulering af adfærd er ved at gå i opløsning, men at den spontane bølge af forsøg på nye måder at leve på udvikler sig indenfor en samfundsstruktur som giver mennesker forhåbninger og idealer der endnu ikke kan realiseres. Vi er mennesker der lever i en verden af ejendomsrelationer, en verden med skarpe klassemodsætninger og med en individualistisk moral. Vi lever og tænker under åget af en uundgåelig sjælelig ensomhed. Folk oplever denne ”ensomhed” selv i byer fulde af råbende, larmende mennesker og selv mens vi er omgivet af nære venner og kollegaer. På grund af ensomheden forsøger mennesket at klamre sig på en aggressiv og usund måde til illusionen om at finde en ”sjælemage” i et menneske fra det modsatte køn. Det ser erotik som det eneste redskab til, om så blot for en stund, at charmere sig ud af den dystre uundgåelige ensomhed. Mennesker har måske aldrig før i nogen tidsalder følt sjælelig ensomhed så dybt og så vedholdende som i vor tid. De er sandsynligvis aldrig før blevet så deprimerede og blevet så hårdt ramt af ensomhedens lammende bedøvelse. Det kunne dårligt have været anderledes. Mørket synes aldrig så sort som når der er et lys der skinner lige forude.

De såkaldte ”individualister”, som kun er løst organiseret i et kollektiv med andre mennesker, har nu en chance for at forandre deres seksuelle relationer således at de er baseret på venskabets kreative princip og på samvær snarere end på et en eller anden blind psykologisk drift. Den individualistiske ejendomsmoral i vore dages samfund begynder at fremstå ganske åbenlyst lammende og undertrykkende. I kritikken af kvaliteten af de seksuelle relationer, gør det moderne menneske langt mere end at afvise de forældede adfærdsnormer i det nuværende moralske kodeks. Menneskets ensomme sjæl søger efter genskabelsen af selve essensen i disse relationer. Han stønner og længes efter ”stor kærlighed”, efter en situation med varme og kreativitet som alene er det der kan fortrænge den ensomhedens kolde ånd som vor tids ”individualister” lider under.

Hvis tre fjerdele af krisen i de seksuelle relationer er resultatet af ydre socioøkonomiske relationer, så skyldes den sidste fjerdedel vores ”raffinerede individualistiske psyke”, som er fostret af det herskende borgerskabs ideologi. Menneskers ”potentialet for at elske” er, som den tyske forfatter Meisel-Hess udtrykker det, ved en lav ebbe. Mænd og kvinder søger hinanden i forhåbning om at finde, igennem et andet menneske, et redskab til en større andel i åndelig og psykisk nydelse til sig selv. Det gør ingen forskel om de er gift med deres partner eller ej, de giver ikke meget omtanke til hvad der foregår i det andet menneske, hvilke følelser og psykologiske processer dette menneske gennemgår.

Den ”rå individualisme” der pryder vores epoke er måske intet sted så åbenlys som i organiseringen af de seksuelle relationer. En person ønsker at undslippe sin ensomhed og forestiller sig naivt at det at være ”forelsket” giver ham ret til at varme sig i strålerne fra den sjældne velsignelse af følelsesmæssig nærhed og forståelse. Vi individualister har fået vores følelser spoleret af den vedholdende ”ego-kult”. Vi forestiller os at vi kan opnå lykken ved at være i en tilstand af ”stor kærlighed” uden at vi behøver at give noget som helst af os selv væk.

De krav vi gør på vores ”kontraktmæssige partner” er absolutte og udelte. Vi er ude af stand til at følge selv kærlighedens simpleste regel – at et andet menneske skal behandles med stor omtanke. Nye koncepter for relationer mellem køn er allerede i gang med at blive udviklet. De vil lære os at opnå relationer der er baseret på de fremmede ideer om fuldstændig frihed, lighed og ægte venskab. Men i mellemtiden sidder menneskeheden i kulden med sin sjælelige ensomhed og drømmer om den ”bedre tid” hvor alle relationer mellem mennesker vil blive varmet af strålerne fra ”solens gud”, hvor vi vil opleve en følelse af samvær og blive uddannet i de nye vilkår for livet. Den seksuelle krise kan ikke løses med mindre der sker en radikal reform af den menneskelige psyke, og med mindre menneskehedens potentiale for at elske bliver øget. En grundlæggende transformation af de socioøkonomiske relationer ud fra kommunistiske grundprincipper er nødvendig for at skabe en sådan forandring af den menneskelige psyke. Dette er en ”gammel sandhed” men der er ingen anden udvej. Krisen i de seksuelle relationer vil på ingen måde lade sig reducere til hvad end folk måtte forsøge sig med af ægteskabelige og personlige relationer.

Aldrig før i historien har vi set en så stor variation i personlige relationer – det uopløselige ægteskab med sin ”stabile familie”, de ”frie foreninger”, hemmelige affærer, kvinder der lever ganske åbent med deres elskere i såkaldte ”vilde ægteskaber”, parforhold, trekantsforhold og sågar de komplicerede firkantsforhold – for slet ikke at tale om de forskellige former for kommerciel prostitution. Du genfinder også hos bønderne de samme to moralske kodekser der eksisterer side om side. Et miks mellem den gamle stammelivsførelse og udviklingen af den borgerlige familieform. Derved får man eftergivenheden overfor ”pigehuse” (se note) side om side med forargelse over ”utugt” eller tanken om vanære ved at mænd går i seng med deres svigerdøtre. I kontekst af de selvmodsigende og forkludrede former for personlige relationer som eksisterer i dag, er det overraskende at folk er i stand til at fastholde en tiltro til moralske autoriteter og at de er i stand til at få mening ud af disse modsigelser og finde sig en vej igennem de gensidigt destruktive og uforenelige moralske kodekser. Selv den sædvanlige retfærdiggørelse ”jeg lever efter den nye moral” hjælper intet, eftersom den nye moral stadig kun er under udvikling. Vores opgave er at udtrække fra dette kaos af nutidens modsigende seksuelle normer, en form og nogle principper som kan danne basis for en moralitet der svarer til den åndelighed som udspringer af den progressive og revolutionære klasse.

Udover de allerede omtalte mangler ved samtidens psyke – ekstrem individualisme, egoisme der bliver en kult – så forværres krisen i de seksuelle relationer af to karakteristika ved psykologien hos det moderne menneske:
1. Ideen om at ”besidde” sin partner.
2. Opfattelsen af de to køn som ulige, at de har ulige værdi i enhver henseende, i enhver sfære, inklusiv i den seksuelle sfære.

Den borgerlige moral, med sin indadvendte individualistiske familie som er fuldstændig baseret på privatejendom, har omhyggeligt kultiveret ideen om at en partner bør fuldstændigt besidde den anden. Denne ide har fået stor succes. Ideen om ”besiddelse” er mere omsiggribende nu end de var under de feudale arvesystemers ægteskabelige relationer. Under den lange historiske periode der udviklede sig under stammernes tidsalder var ideen om en mands besiddelse af sin kone (der har aldrig eksisteret en ide om at en kone skulle have ubestridt besiddelse over sin mand) ikke mere omfattende end at den udelukkende vedrørte fysisk besiddelse. En kone var forpligtet til fysisk troskab – hendes sjæl var hendes egen. Selv ridderne anerkendte denne rettighed hos deres koner til at have chichesbi (platoniske venner og beundrere) og til at modtage ”hengivenhed” fra andre riddere og minnesangere. Det er borgerskabet som omhyggeligt har plejet og fostret idealet om absolut besiddelse af den ”kontraktmæssige partners” følelsesmæssige såvel som fysiske ”jeg”, og således udvidet konceptet for ejendomsret til også at omfatte retten til den anden persons hele åndelige og følelsesmæssige verden. Således blev familiestrukturen forstærket og stabiliteten garanteret i en periode hvor borgerskabet kæmpede sig til samfundsmæssig dominans. Og det er så dette ideal som vi har accepteret som vores arv og som vi har været rede til at betragte som det uforanderlige moralske endemål! Ideen om ”ejendom” går langt videre end det ”lovlige ægteskab”. Den gør sig selv til den uundgåelige ingrediens i de mest ”frie” kærlighedsforeninger. Nutidens elskere med al deres respekt for frihed er ikke tilfreds med viden om den fysiske troskab hos den person de elsker. For at gøre sig fri af den evigt påtrængende trussel om ensomhed, lancerer vi et angreb imod følelserne hos den person vi elsker med en ondskabsfuldhed og mangel på fintfølenhed som fremtidige generationer vil stå uforstående overfor. Vi forlanger retten til at vide enhver hemmelighed i dette menneskes væsen. Den moderne elsker vil lettere kunne tilgive fysisk utroskab end ”åndelig” utroskab. Han ser enhver følelse som opleves udenfor grænserne af det ”frie” forhold som et tab af hans personlige skat.

Mennesker der er ”forelskede” er helt utroligt ufølsomme overfor relationer til en tredje person. Vi har uden tvivl alle observeret den sære situation hvor to mennesker der elsker hinanden, i stor hast, før de har lært hinanden ordentligt at kende, begynder at udøve deres rettigheder overfor alle de relationer som det andet menneske har formet frem til dette tidspunkt og begynder at kigge ind i de indernes hjørner af deres partners liv. To mennesker som i går var fremmede for hinanden og som fandt sammen i et enkelt øjeblik af gensidige erotiske følelser, skynder sig at komme ind til hjertet af den anden persons væsen. De ønsker at føle at denne sære og uforståelige psyke, med sine tidligere erfaringer, som aldrig vil kunne undertrykkes, er en udvidelse af deres eget selv. Ideen om at et par er hinandens ejendom er så accepteret at vi end ikke finder det unaturligt hvis et ungt par, som i går levede deres egne adskilte liv, i dag åbner hinandens breve uden at rødme og gør ordene fra en tredje person, som kun er ven af den ene part, til fælles ejendom. Men denne form for ”intimitet” er kun virkelig mulig når mennesker har fået deres liv til at fungere sammen i en lang tidsperiode. Normalt bliver en uærlig form for nærhed etableret som en erstatning for den ægte følelse, og dette bedrag bliver fostret af den misforståede ide om at den fysiske relation mellem to mennesker er et tilstrækkeligt grundlag til en udvidelse af besiddelsesretten der inkluderer hinandens følelsesmæssige væren.

Uligheden mellem kønnene – uligheden i deres rettigheder, den ulige værdi som tillægges deres fysiske og følelsesmæssige oplevelser – er det andet væsentlige forhold som fordrejer psyken hos nutidens mennesker og som er med til at forstærke krisen i de seksuelle relationer. Dobbeltmoralen der igennem århundreder har gennemsyret både det feudale arvesystem og det borgerlige samfund, har forgiftet psyken hos mænd og kvinder. Disse tankemåder er så meget en del af os at de er endnu sværere at komme af med end ideen om at besidde en partner, som vi kun har arvet fra den borgerlige ideologi. Ideen om at kønnene er ulige selv i sfæren af fysiske og følelsesmæssige oplevelser, betyder at den samme handling vil blive bedømt forskelligt afhængig af om der er tale om en mand eller en kvinde. Selv det mest ”progressive” medlem af borgerskabet, som for længst har afvist hele det nutidige moralske kodeks, afslører sig selv på dette punkt, for også han vil overfor mænd og kvinder der begår den samme handling fælde forskellige domme. Et enkelt eksempel er nok. Forestil dig at et medlem af middelklassens intelligentsia som er lærd, involveret i politik og sociale forhold – som kort sagt er en ”personlighed”, endda en ”offentlig figur” - begynder at gå i seng med sin kok (en ikke usædvanlig situation) og endda bliver gift med hende. Ændrer borgerskabet sin opfattelse af denne mand? Giver denne begivenhed anledning til selv den mindste skygge af tvivl om hans moralske værdi? Selvfølgelig ikke.

Så forestil dig en anden situation. En respekteret kvinde fra borgerskabet – en social figur, en forsker, læge eller forfatter, det er underordnet – bliver intim med sin tjener, og skandalen bliver komplet ved at hun gifter sig med ham. Hvordan reagerer det borgerlige samfund på en sådan adfærd hos en hidtil ”respekteret” kvinde? De overdynger hende med ”foragt”, naturligvis! Og husk, det er kun så meget desto værre hvis denne tjener endda ser godt ud eller har andre ”fysiske kvaliteter”. Så er det ”åbenlyst hvad hun er faldet for” lyder det snærende fra det hykleriske borgerskab.

Hvis en kvindes valg har så meget som antydningen af en ”individuel karakter” over sig, så bliver hun ikke tilgivet af det borgerlige samfund. Denne tankemåde er en form for tilbageslag til de stammebaserede tider. Samfundet ønsker stadig at hun, når hun træffer sin valg, skal tage højde for rang og status og instruktioner og interesser fra hendes familie. Borgerskabets samfund kan ikke se en kvinde som en selvstændig person der er er adskilt fra sin familieenhed og som er udenfor den isolerede cirkel af hjemlige forpligtigelser og dyder. Nutidens samfund går endda videre end de gamle stammesamfund i at fungere som kvinders ”rådgivere”, idet hun ikke kun instrueres i hvem hun må gifte sig med, men endda at hun kun må forelske sig i personer som er hende ”værdige”.

Vi ser hele tiden mænd med store åndelige og intellektuelle kvaliteter som har valgt som deres ven-for-livet en værdiløs og tom kvinde, som på ingen måde matcher sin mands åndelige værd. Dette accepterer vi som noget normalt og vi tænker ikke nærmere over det. Aller højest har vi ondt af Ivan Ivanovich fordi han er landet i et forhold med sådan en ubærlig kone. Men hvis det sker den anden vej rundt, bemærker vi det og udtrykker bekymring. ”Hvordan kunne sådan en fremragende kvinde som Maria Petrovna dog falde for sådan en ubetydelighed? Jeg begynder at betvivle Maria Petrovnas værd.” Hvor kommer denne dobbelte standart fra? Årsagen er utvivlsomt at ideen om at kønnene har ”forskellig værdi”, igennem århundreder er blevet en dels af menneskers psykologiske væren. Vi er vandt til at vurdere kvinder, ikke som personligheder med individuelle kvaliteter og fejl som er uafhængige af hendes fysiske og følelsesmæssige erfaringer, men kun som et vedhæng til en mand. Denne mand, ægtemanden eller elskeren, kaster sit lys over kvindens personlighed og det er denne refleksion og ikke kvinden selv som vi betragter som den sande definition af hendes følelsesmæssige og moralske væsen. I samfundets øjne kan en mands personlighed lettere adskilles fra hans handlinger i den seksuelle sfære. Kvindens personlighed bliver derimod vurderet næsten udelukkende på baggrund af hendes seksuelle liv. Denne tankemåde kommer fra den rolle som kvinder har spillet i samfundet igennem århundreder, og det er først nu at en forandring af disse attituder langsomt er ved at finde sted, i det mindste i skitseform. Kun en forandring af kvindens økonomiske rolle og hendes selvstændige deltagelse i produktionen kan og vil skabe en svækkelse af disse forkerte og hykleriske ideer.

 

De tre grundlæggende forhold som forvrænger den moderne psyke – ekstrem egoisme, ideen om at partnere besidder hinanden, og accepten af ulighed mellem kønnene i forhold til fysiske og følelsesmæssige oplevelser – må konfronteres hvis problemerne i de seksuelle relationer skal løses. Menneskeheden vil først finde den ”magiske nøgle” hvormed de kan bryde ud af deres situation, når deres psyke indeholder en tilstrækkelig mængde af ”omtanke-følelser”. Når deres evne til at elske er større, når ideen om frihed i personlige relationer bliver et faktum og når ”kammeratskabets” princip triumferer over den traditionelle ide om ulighed og underkastelse. De sexlivets problemer kan ikke løses uden en radikal genopdragelse af den menneskelige psyke.

Men er dette ikke at bede om for meget? Er forslaget ikke en utopi uden fundament, en naiv forestilling hos en drømmende idealist? Hvordan skal vi ærligt talt bære os ad med at øge menneskehedens evne til at elske? Har vise mænd ikke forsøgt at gøre netop dette siden tidernes morgen, begyndende med Buddha og Konfutse og afsluttende med Kristus, hvorfor skal vi beskæftige os med dette? Og hvem kan vide om ”potentialet for at elske” allerede er blevet øget? Er denne form for velmenende dagdrømmeri om en løsning på de seksuelle relationers problemer ikke blot en tilståelse af svaghed og en undskyldning for ikke at forsætte jagten må den ”magiske nøgle”?

Er det tilfældet? Er den radikale genopdragelse af vores psyke og vores tilgang til seksuelle relationer noget så usandsynligt, så fjernt fra virkeligheden? Kunne man ikke lige modsat sige at imens store sociale og økonomiske forandringer finder sted, udvikler der sig betingelser som både kræver og giver anledning til psykologiske erfaringer som er på linje med det vi har taler om? En ny klasse, en ny social gruppe, er på vej frem for at erstatte borgerskabet, med sin borgerlige ideologi og sit individualistiske kodeks for seksuel moral. Den progressive klasse kan, efterhånden som den udvikler sig og vinder styrke, ikke undgå at skabe nye ideer om relationer mellem køn som er formet i tæt forbindelse med de udfordringer som kendertegner denne klasse.

Den komplicerede evolution af socioøkonomiske relationer som udspiller sig foran vores øjne, som forandrer alle vores ideer om kvinders rolle i det sociale liv, har to modsatrettede resultater. På den ene side ser vi menneskehedens utrættelige forsøg på at tilpasse sig de nye forandrende socioøkonomiske forhold. Dette manifesterer sig enten som et forsøg på at fastholde ”de gamle” former mens man giver dem et nyt indhold (dette ser vi i fastholdelsen af de udadtil strikt monogame ægteskaber, hvor der i praksis sker en accept partneres frihed) eller som en direkte accept af de nye former som dog samtidig indeholder alle de samme elementer som indgår i det moralske kodeks for det borgerlige ægteskab (de ”frie” foreninger hvor den tvingende besiddelse af partneren er større end i det juridiske ægteskab). På den anden side ser vi den langsomme men stabile tilsynekomst af nye former for relationer mellem kønnene som er anderledes end de gamle normer både i formen udadtil og i ånden.

 

Menneskeheden famler sig ikke frem mod disse nye ideer med megen selvtillid. Men vi bør se på de forsøg der bliver gjort, omend de foreløbig ganske vage, da disse er tæt knyttet til de opgaver som proletariatet er konfronteret med som klasse hvis den vil erobre fremtidens ”befæstede fort”. Hvis man, i den komplicerede labyrint af modsigende og forviklede seksuelle normer, vil finde begyndelsen til mere sunde relationer mellem kønnene – forhold der giver løfter om at lede menneskeheden ud af sin sexlivskrise – så må man forlade kulturelitens kvarterer og borgerskabet med deres raffinerede individualistiske psyke, og kaste et blik på arbejderklassens trange boligområder. Midt i den lidelse og elendighed som kapitalismen skaber, mellem tårer og forbandelser, vælder livets kilde frem.

Man kan se den dobbelte proces som vi netop har omtalt udspille sig i proletariatets hverdagsliv, hvor man lever under det tunge pres fra hårde økonomiske vilkår, kapitalismens ondskabsfulde udbytning. Man kan se både en proces af ”passiv tilpasning” og en proces af aktiv modstand mod de eksisterende vilkår. Kapitalismens destruktive indflydelse ødelægger grundlaget for arbejderfamilien og tvinger ham ubevidst til at ”tilpasse sig” de eksisterende vilkår. Dette giver anledning til en hel serie af forskellige situationer vedrørende relationer mellem kønnene der minder om det der sker i andre sociale klasser. Under presset fra den lave løn bliver arbejderen uundgåeligt gift i en senere alder. Hvis det for 20 år siden var almindeligt at en arbejder blev gift i en alder mellem 20 og 25 år, så løfter han nu først de bekymringer der kommer med en familie når han er omkring de 30 år. Des højere samfundets krav er til arbejderen, des mere værdsætter han muligheden for at komme i kontakt med det kulturelle liv, besøge teatre og forelæsninger, læse aviser og blade, bruge sin fritid på kamp og politik eller på en favoritaktivitet så som kunst eller litteratur, og des senere bliver han gift. Men de fysiske behov tager ikke højde for den finansielle situation: De trænger sig på. Arbejderungkarlen søger således, ligesom middelklasseungkarlen, til de prostituerede for at finde en udvej. Dette er et eksempel på arbejderklassens passive tilpasning til deres ringe livsforhold. Tag et andet eksempel – arbejderen gifter sig, den lave løn tvinger familien til at ”regulere” børnefødslerne ligesom borgerskabets familier gør. De hyppige tilfælde af barnemord, stigningen i prostitution – dette er alt sammen udtryk for denne proces. Dette er eksempler på arbejderklassens tilpasning til omgivelserne. Men denne proces ikke karakteristisk for arbejderklassen. Alle de andre klasser som er fanget i den kapitalistiske verdensproces reagerer på samme måde.

Der hvor vi ser en forskel er kun når vi taler om den kreative aktive kraft der gør oprør imod snarere end at tilpasse sig undertrykkelsens realitet og når vi taler om de nye idealer og forsøg på nye relationer mellem kønnene. Det er kun indenfor arbejderklassen at dette aktive oprør tager form. Men det betyder ikke at de andre klasser eller sektioner af befolkningen (særligt middelklassens intelligentsia, som på grund af vilkårene for deres sociale eksistens står arbejderklassen nærmest) ikke også adopterer de ”nye” former der bliver udviklet af de progressive dele af arbejderklassen. Borgerskabet, som er motiveret af deres instinktive begær efter at puste nyt liv in i deres døde og svage former for ægteskab, griber ud efter de ”nye” ideer i arbejderklassen. Men idealerne og det kodeks for seksuel moral som arbejderklassen udvikler svarer ikke til borgerskabets interesser. De afspejler arbejderklassens krav og er derfor et våben i dennes sociale kamp. De hjælper med til at ryste fundamentet for borgerskabets sociale dominans. Lad os gøre dette klart med et eksempel.

Middelklasse intelligentsiaens forsøg på at erstatte det uopløselige ægteskab med de friere og mere letopløselige bånd ved det civile ægteskab, ødelægger borgerskabets nødvendige stabile basis. Det ødelægger den monogame ejendomsorienterede familie. På den anden side sker udviklingen af de mere flydende forhold mellem kønnene sideløbende med og er ligefrem det indirekte resultat af en af arbejderklassens grundlæggende opgaver. Afvisningen af elementet af ”underkastelse” i ægteskabet vil ødelægge de sidste kunstige bånd som borgerskabet har over familien. Underkastelsen af et medlem af arbejderklassen overfor et andet er, på samme måde som fornemmelsen af besiddelse i relationer, noget der har en skadelig effekt på arbejderklassens psyke. Det er ikke i den revolutionære klasses interesse kun at udvælge enkelte medlemmer som sine uafhængige repræsentanter, som skal have til opgave at tjene klassens interesser før sine egne interesser som individuel isoleret familie. De konflikter som opstår mellem familiens interesser og klassens interesser f.eks. under en strejke eller under en aktiv kamp, og den moralske målestok som proletariatet bruger til at anskue sådanne begivenheder, er et tilstrækkeligt tydeligt bevis på grundlaget for den nye proletariske ideologi.

Forestil dig at familieforhold kræver at en erhvervsdrivende tager kapital ud af sit firma i en periode hvor virksomheden er i finansielle vanskeligheder. Den borgerlige moral er entydig i sin vurdering af hans handling: ”familiens interesser kommer først”. Vi kan sammenligne dette med arbejdernes holdning til en skruebrækker der trodser sine kammerater og går på arbejder under en strejke for at rede sin familie fra at være sultne: ”Klassens interesser kommer først”. Her er et andet eksempel. En middelklasse ægtemands kærlighed og loyalitet overfor sin familie er tilstrækkelig grund til at aflede hans kones opmærksomhed fra hvad der foregår udenfor hjemmet hvorved han ender med at afskære binde hende til børneværelset og køkkenet. ”Den ideelle ægtemand kan forsørge sin familie” er den måde borgerskabet ser på det. Men hvordan ser arbejderne et ”bevidstgjort” medlem af deres klasse som lukker sin kones eller kærestes øjne for den sociale kamp? For den individuelle lykkes skyld, for familiens skyld og for moralens skyld vil arbejderklassen kræve at kvinden tager del i det liv der udfolder sig udenfor dørtrinnet. Kvinders ”fangeskab” i hjemmet, den måde familiens interesser sættes foran alt andet, den udbredte udøvelser af ægtemandens absolutte ejendomsret overfor sin kone – alle disse ting bliver brudt op af det grundlæggende princip i arbejderklassens ideologi om kammeratlig solidaritet. Ideen om ulighed mellem medlemmer af klassen og om at nogle skal underkaste sig andre er i modstrid med det fundamentale proletariske princip om kammeratskab. Kammeratskabets princip er det grundlæggende i arbejderklassens ideologi. Det farver og bestemmer hele den proletariske moral, en moral som hjælper med til den genopdragelse af menneskets personlighed som gør ham i stand til at føle, i stand til at være fri i stedet for bundet til sin fornemmelse af ejendomsbesiddelse, i stand til kammeratskab i stedet for ulighed og underkastelse.

Det er en gammel sandhed at enhver ny klasse som udvikler sig som et resultat af en fremadskridende økonomiske udvikling og udvikling i materiel kultur, tilbyder menneskeheden en ny ideologi. Et Kodeks for seksuelle relationer er en del af en sådan ideologi. Alligevel er det værd at sige et par ord om den ”proletariske etik” eller den ”proletariske seksualmoral” for at kritisere den fortærskede ide om at proletariatets seksuelle moral ikke er andet end en ”overbygning” og at der ikke er grundlag for nogen forandring i denne sfære før den økonomiske basis i samfundet er forandret. Som om en klasses ideologi først former sig når sammenbruddet i de gamle socioøkonomiske forhold som garanterer denne klasses dominans allerede er færdige! Alle historiens erfaringer lærer os at en social gruppe udvikler sin ideologi, og herunder sin seksualmoral, i kampprocessen mod de fjendtlige sociale kræfter i samfundet.

Kun med hjælp fra nye åndelige værdier, der er udviklet indenfor og som giver svar på behovene hos denne klasse, kan en klasse lykkes med at styrke sin sociale position. Den kan kun lykkes med at vinde magten fra de grupper i samfundet der er fjendtlige overfor den ved at holde fast i disse nye normer og idealer. At lede efter grundlæggende kriterier for en moral der kan afspejle arbejderklassens interesser, og sikre at der udvikles normer for seksuelle relationer som er i overensstemmelse disse kriterier – dette er en opgave som må løses af arbejderklassens ideologer. Vi er nødt til at forstå at det kun er gennem den bevidste og kreative proces der udvikler sig i samfundet, og gennem de nye krav, nye idealer og nye normer som bliver formet, kun ved at blive klar over kraften i den seksuelle moral hos den progressive klasse, at vi kan gøre os forhåbninger om at få mening ud af kaosset og modsigelserne i de seksuelle relationer og finde den tråd der vil gøre det muligt udrede den tæt sammenfiltrede forvikling af seksualitetens problemer.

Vi er nødt til at huske på at kun et kodeks for seksualmoral der er i harmoni med arbejderklassens udfordringer kan fungere som et vigtigt våben i styrkelsen af arbejderklassens kampposition. Erfaringerne fra historien bør lære os dette. Hvad kan stoppe os fra bruge dette våben i kampen for et kommunistisk system og for nye relationer mellem kønnene som er mere glædesgivende?

 

Note

* I den traditionelle russiske landsby, samledes de unge piger ofte for at leje en gammel hytte eller et rum i nogens hus. De samledes om aftenen for at fortælle historier, brodere eller synge. De unge mænd kom fordi for at deltage i festlighederne. Det lader til at disse festligheder af og til blev til et orgie, men der er dog forskellige opfattelser af udbredelsen af dette.

Kilde: Alexandra Kollontai, Udvalgte værker, Allison & Busby, 1977;
Oversat til engelsk: Alix Holt, 1972;
Oversat til dansk: Astrid Vang Hansen, 2017

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: GMdAH6
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk