30.04.17 | Steen Andersen

Tip en ven       |     Print  

Ny bog: De røde Flertal – håb, sejre og nederlag

Søren Kolstrup gennemgår i bogen ”De røde Flertal” de parlamentariske arbejderflertals historie i dansk politik. Lad det være sagt straks: Den største indvending mod denne bog er, at den ikke udkom i 2011, for den burde være obligatorisk læsning for enhver wannabe-parlamentariker i Enhedslisten.

Søren Kolstrup tager os hele turen fra ”Det Røde Kabinet” i 1967, over Jens Otto Krag/Anker Jørgensen-regeringen i perioden oktober ’71 til december ’73, perioden efter Påskestrejkerne i midten af 80’erne, frem til den ”Rød Blok” med Helle Thorning i spidsen.

Undervejs tager vi afstikkere til Frankrig og Sverige, hvor ”arbejderregeringerne” har en helt anden historie end i Danmark. Det giver perspektiver på forskelle og ligheder, både hvad angår det dominerende Socialdemokratis rolle og hvad angår juniorpartnerens (SF i Danmark, og Kommunistpartierne i Frankrig og Sverige)..

Bogens erklærede mål er at undersøge, om arbejderflertallene gjorde en forskel, i forhold til de borgerlige regeringer, og om de satte sig blivende spor. Kolstrup forsøger også at afdække de arbejdsmetoder, som de involverede partier brugte for at nå deres politiske mål.

Man kan diskutere, om Kolstrup når i mål på disse punkter. Det er forskeren Søren Kolstrup, der har skrevet bogen, langt mere end det er politikeren Kolstrup, og det er nu engang en politisk stillingtagen at vurdere, om et parti har opfyldt sine mål.

Bogens store styrke er, at Søren lægger ”bevismaterialet” frem – grundigt og gennemarbejdet – så læseren selv bliver i stand til at tage stilling, og drage sine egne konklusioner.

”Røde flertal”
Som man kan se, er bogen ikke begrænset til de to perioder, hvor der rent faktisk var flertal af arbejderpartier i Folketinget. Søren Kolstrup medtager også de perioder, hvor diskussionen om arbejderflertallet – arbejderregeringen – eller hvad man nu vil kalde det – var markant i arbejderbevægelsen, og spillede en rolle i den politiske udvikling.

Det er i øvrigt værd at bemærke sig, at der strengt taget aldrig har været folkelig opbakning for en regering bestående af arbejderpartier: Ved valget i 1967 fik S/SF godt nok flertal i Folketinget, men det skyldtes større stemmespild blandt de borgerlige. Stemmemæssigt fik de borgerlige partier til sammen nogle få tusinde flere stemmer end arbejderpartierne (S, SF og DKP). Ved valget i 1971 fik de borgerlige flertal i Folketinget, men en helt usædvanlig fordeling af de nordatlantiske mandater gjorde det muligt for Krag at danne regering.

Det Røde Kabinet
Det første arbejderflertal – Det Røde Kabinet – var en realitet i mindre end 10 måneder, fra marts 1967 til december samme år. Reelt bestod ”kabinettet” af en aftale om en skattereform og nogle hensigtserklæringer om jordreform og en boligfond. Der blev nedsat en kontaktgruppe mellem SF og Socialdemokratiet, med det formål at ”sikre den nødvendige orientering mellem de to partier om lovgivningsarbejdet og dets forberedelse”. I realiteten fik Socialdemokratiet sin politik igennem nu og her, og SF fik steg i himlen – en model, som Socialdemokratiet med stor succes har anvendt overfor venstrefløjen lige siden.

Der følger en nøje gennemgang af diskussionerne internt i de to partier, overvejelser, forbehold og ind imellem interne magtkampe i partierne. Særligt interessant er det at se, hvordan Socialdemokraterne også dengang var præget af forskellige fløje, der havde vidt forskellige opfattelser af målet med et samarbejde.

Vi ser i detaljer, hvordan S stille og roligt kan føre sin politik igennem, mens SF bliver mere og mere præget af interne uenigheder. Parallellen til udviklingen under Helle Thorning er så tydelig, at det næsten gør helt ondt at se på!

Samarbejdet brød sammen i december 1967, da Socialdemokraterne besluttede sig til at gøre et spørgsmål om indefrysning af en automatisk lønstigning til et kabinetsspørgsmål, selv om (eller måske netop fordi) de vidste, at det ville sprænge SF.

SF gik ind i samarbejdet med en tro på, at der i Socialdemokratiet fandtes en venstrefløj, der ville manifestere sig under indtryk af det parlamentariske flertal, og muliggøre en udvikling af samarbejdet i progressiv retning.

I Socialdemokratiet kan man se to linjer: En pragmatisk ”Krag”-linje, der gik ind for et nogenlunde jævnbyrdigt samarbejde, primært med det formål at sikre stabiliteten, og en ”Hækkerup”-linje, der mente at samarbejdet med SF først og fremmest havde til formål at knække SF ved at ”bringe dem under åget”, som det direkte blev formuleret. (Per Hækkerup var datidens version af Henrik Sass Larsen). Uenighederne var taktiske: Der var aldrig nogen i SD, der reelt anså et ”arbejderflertal” bestående af flere arbejderpartier som en strategisk retning, partiet skulle følge. Alle – uden undtagelse – var overbeviste om, at Socialdemokratiet havde monopol på at tale arbejderbevægelsens og arbejderbefolkningens sag. Alliancer kunne kun komme på tale, hvor det tjente Socialdemokratiets langsigtede og overordnede mål.

Søren Kolstrup gennemgår minutiøst referater, erklæringer og erindringer og blotlægger hele processen i detaljer.

På tilsvarende vis bliver de følgende arbejderflertal og arbejderflertals-diskussioner gennemgået, op til og med Rød Blok. Kildematerialet bliver lidt mere sparsomt – der er formentlig meget, der endnu ikke er frigivet, og de centrale skikkelser har stadig til gode at skrive deres erindringer.

Frankrig
Særlig interessant er gennemgangen af Mitterrand-regeringen i Frankrig, der kom til magten i 1980 med det franske kommunistparti som støtteparti og regeringspartner. Den lagde ud med et – i hvert fald på overfladen – radikalt, anti-kapitalistisk program, med nationaliseringer af storbanker og betydende dele af industrien. Samtidig gjorde man også op med den franske supercentraliserede statsmagt. Et program, der lå noget til venstre for Enhedslistens aktuelle krav!

Regeringens politik blev forventeligt nok mødt med modstand i form af investeringsstrejker og kapitalflugt.

Mitterrand og Socialistpartiet valgte i situationen at sætte sin lid til EF og at give køb på idealerne. De franske kommunister i PCF fulgte politisk trop, og blev – præcist som vi har set det herhjemme – straffet hårdt af vælgerne. På 5 år, fra valget i 1979 til valget i 1984, mistede partiet mere end halvdelen af sine stemmer og gik fra 20,6 procent af stemmerne til cirka 10 procent.

Hvordan gik det så?
Satte arbejderflertallene sig spor – positive spor, vel at mærke? Svaret er tvetydigt. Helt klart blev det ikke til nogen blivende samfundsmæssige ændringer af samfundet i socialistisk retning eller bare en i form af en styrkelse af arbejderbefolkningen i forhold til arbejdsgivere og kapital.

Kolstrup nævner dog flere forhold, fx indførelsen af arbejdsmiljølovgivningen og de fundamentale ændringer, der skete af hele sociallovgivningen og hele socialområdet.

Men han understreger også, at begge dele skete som led i processer, der rakte ud over de enkelte arbejderflertals levetid. Begyndelsen til socialreformerne skal findes helt tilbage i halvtredserne, og de blev hovedsageligt drevet frem af fagfolk, besjælet af en ukuelig tro på både det bedste i mennesket og den krisefri kapitalisme. Den gruppe bestod af folk af alle tænkelige politiske observanser.

Lovgivningen på arbejdsmiljøområdet var forankret i et langt forarbejde i fagbevægelsen, og for den sags skyld blandt nogle arbejdsgivere, og området blev også videreudviklet under de efterfølgende borgerlige regeringer.

Bogen nævner en række andre eksempler.

Personligt mener jeg, at det er svært at konkludere entydigt, at udviklingen på disse områder var afhængig af tilstedeværelsen af et arbejderflertal – eller truslen om et arbejderflertal.

Det er bogens store styrke, at den på en gang er grundig i sin gennemgang af konkret politik og de bagvedliggende politiske overvejelser, samtidig med at den er prisværdig kort og overskuelig. Der er et udførligt noteapparat og kildehenvisninger, så folk med særlige interesser kan nemt dykke videre ned i materien.

På den måde kan bogen blive et godt bidrag til de kommende diskussioner på venstrefløjen om vores ageren og muligheder på de parlamentariske scener. Måske mest på landsplan, men de grundlæggende mekanismer kan også ses i kommunalbestyrelser og regionsråd.

Søren Kolstrup: De røde Flertal, 256 sider, 199 kr.
Udgivet af Selskabet For Arbejderhistorie, SFAH’s skriftserie nr. 56

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: 7QDGMM
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk