21.05.17 | Astrid Vang Hansen

Tip en ven       |     Print  

Tale: Til højstærede hr. doktor Karl Marx!

”Det er ikke sandsynligt, at De nogensinde har set mit navn, eftersom det er aldeles nyt i verden. Det er nemlig kun bekendt fra to foredrag, som jeg for nyligt har holdt om ”kvindesagen, socialistisk betragtet”. Trods al den modstand, jeg ved, jeg vil møde, og med fare for at ødelægge min private stilling, har jeg dog besluttet at danne en forening til emancipationens og på samme tid socialismens fremme."

"Jeg tvivler ikke på at finde tilslutning, men da min erfaring ikke er meget stor – jeg er nemlig kun 19 1/2 år – er jeg meget tvivlrådig med hensyn til måden, hvorpå en sådan forenings opbygning skal gribes an, og flere andre ting. Og da fik jeg det råd at henvende mig til Dem.”

Sådan skrev Augusta Jørgensen d. 14. august 1872.

Augusta havde i øvrigt ingen grund til at tvivle på sine organisatoriske evner. 1 år senere havde ”kvindesektionen af Internationale i Danmark” lokalforeninger over hele landet.

45 år senere. For 100 år siden. Gik kvinderne på gaden i Skt. Petersborg.

Man siger at det var spontant.
Man siger at det var uorganiseret.
Man siger at ingen havde forventet det...
Mand siger.

Kvinde siger: Vi havde allerede organiseret os om at passe hinandens børn, mens vi arbejdede på fabrikkerne.
Kvinde siger: Vi havde allerede talt sammen om manglen på brød, mens vi stod i indkøbskøerne.
Kvinde siger: Vi havde allerede lavet netværk der rakte hele vejen til fronten, fordi vi ville høre nyt fra vores sønner. Fordi vi ville vide om de stadig levede.

Man(d) siger så meget...
Mand skrev historiebøgerne.
Kvinde skabte historie.

23 år senere. København. 1930.
Kvinderne i metalindustrien går i strejke.
De strejker for ligeløn og for bedre barselsforhold.
Lyder det bekendt?

Da den socialdemokratiske formand, Alvilda Andersen, indgik forlig med minimal lønstigning, stemte 2.141 af de strejkende for at fortsætte strejken. 162 stemte imod.
Alligevel blev der indgået forlig.

Da Alvilda Andersen bagefter på et stormøde kaldte arbejdsgivernes indrømmelser for ”acceptable” og påstod, at tiden ikke var ”moden” til ligeløn, fik hun simpelthen tæsk af de rasende kvinder.
Derefter måtte hun søge om politibeskyttelse for medlemmerne af hendes eget forbund...

Og stadig siger man, at vi er de blide...
Stadig påstand man, at vi ikke kan slås!
Stadig påstår man, at vi nogensinde fik noget foræret...
Og stadig siger man, at tiden ikke er moden... Til ligeløn og lige barsel...

30 år senere organiserede vi busser, der kørte til Polen, hvor vi kunne få foretaget aborter.
Det var dengang, det var ulovligt her, og vi kunne få adgang til det der.

I dag er det omvendt. Polske kvinder rejser over grænsen til Tyskland. For at få foretaget aborter. For at bestemme over deres egen krop.

Og alligevel siger man, at historien kun går fremad.
At det sker helt af sig selv.
At vi ikke behøver at slås...

Man siger så meget.
Mand siger så meget!

Vi der står på skuldrene af de navnløse kvinders kampe...
Vi der bærer arven fra alt det, de sloges for...

Ligesom vi skal rive masken af de løgnere, der fortalte os, at det var kongerne, der byggede slottene, skal vi også rive masken af de løgnere, der påstod, at det var mænd, der skabte revolutionerne!

Når vi river masken af disse løgnere, kan vi også se på vores egen tid med nye øjne...

Man(d) påstår stadig, at kvinderne mangler i organiseringerne. Og at kvinderne ikke er politiske ledere.

Men måske er det, fordi man(d) kigger de forkerte steder?

Vi skaber allerede netværk
Vi står allerede i frontlinjen
Vi ER allerede ledere.

Vi skal se derhen, hvor kvinderne allerede organiserer sig. Dér finder vi kimen til det oprør, der kan forandre vores samfund.
Dér finder vi arven fra pariserkommunens Louise Michel, fra den russiske revolutions Alexandra Kollontai, fra Rosa Luxemburg, fra Augusta Jørgensen, fra Marie Christensen, Olivia Nielsen, Inger Gamburg, Marie Nielsen og så mange flere...

I dag spørger vi: Hvem er forrest i klimakampen?
Hvem er forrest i flygtningesolidaritetsbevægelsen?
Hvem er forrest i kampen for sundhed?
Hvem står forrest i kampen mod krig?
Hvem står forrest i kampen mod racismen? Mod højrekræfternes fremmarch?
I USA, i Latinamerika, i Asien, i Mellemøsten, i Østeuropa, i Sydeuropa og her hos os?

Hvor er de virkelige ledere af de bevægelser, der kan bringe os til sejr?
Det er det spørgsmål, vi må stille os selv her i 100-året for den russiske revolution.


Astrid Vang Hansen holdt denne tale på det afsluttende arrangement på SAPs Påskeseminar 2017.

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: SNQRSU
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk