14.08.17 | Jonathan Simmel

Tip en ven       |     Print  

Tilbageblik: 33 år med ungdomslejre

33 ungdomslejre har Thomas Eisler været med på i 33 år, og de seneste 15 lejre har han haft ansvar for lejrene som medlem af Fjerde Internationales ungdomssekretariat. Nu træder han ud af sekretariatet og dermed stopper en hel æra med Thomas på ungdomslejr.

Til februar afholder Fjerde Internationale verdenskongres, hvor der skal vælges ny ledelse. Thomas Eisler har været en af de danske repræsentanter, men genopstiller ikke, hvilket også betyder farvel til Thomas´ deltagelse i Ungdomssekretariatet.

Vi har på årets lejr taget en snak med Thomas om grundlaget for ungdomslejrene, den historiske udvikling frem til i dag, og selvfølgelig også bedt ham komme med et par gode anekdoter.

Grundlaget for en årlig sommerlejr
Lejren blev første gang afholdt i 1984, i en periode med stor optimisme i Fjerde Internationale (FI), både centralt og i de forskellige lande. Siden starten af 80´erne havde en række sektioner i Vesteuropa prioriteret opbygningen af selvstændige ungdomsorganisationer i solidaritet med FI, f.eks. stiftede SAP i Danmark Socialistisk Ungdomsforbund i 1981. Som led i opbygningen af disse organisationer, og med udgangspunkt i den praktiske internationalisme, blev man derfor enige om at forsøge at samle medlemmerne af de forskellige organisationer, til gensidig erfaringsudveksling og inspiration, samt selvfølgelig for at koble medlemmerne fysisk sammen i et fælles projekt indenfor rammen af FI.

Selvom FI sidenhen lagde en linje til fordel for opbygning af brede antikapitalistiske partier, og 80´ernes store optimisme begyndte at smuldre, så er der ikke ændret ved den grundlæggende forståelse af vigtigheden i at organisere unge, uddanne nye unge kadrer og sikre sig, at de mødes på tværs af nationaliteter og kulturer.

Stadigvæk behov for FI
Men selvom udviklingen er gået mod bredere organisationer, som ikke direkte arbejder i tilknytning til FI, så ser Thomas stadigvæk lejrene som en unik mulighed. Alternativet skulle være, at disse brede ungdomsorganisationer stiftede deres egen lejr, hvilket der også har snakket om i f.eks. det Europæiske Venstreparti, men den politiske bredde fra Syriza-Ungdom, til Die Linkes Ungdom til f.eks. SUF i Danmark er for stor, og et sådant projekt vil drukne allerede i planlægningsfasen om den politiske linje.

Så selv i kontekst af behovet for at samle bredere dele af ungdommen, så giver den fælles politiske ramme i FI lejrene en unik mulighed for at afholdelse lejren, og så kan det politiske program selvfølgelig være bredere end selve FI, samtidig med at man respekterer lejrens udgangspunkt og den ro, som en fælles grundforståelse også giver.

Et konkret eksempel på dette giver Thomas fra året 1997, hvor ungdomslejren samlede 500 mennesker i Frankrig med et godt politisk udbytte på baggrund af en fælles forståelse af f.eks. kapitalismens virke og udvikling, som der kunne bygges videre på.

Senere på året deltog Thomas på et interkontinentalt træf mod nyliberalismen i den spanske stat, hvor 4.000 mennesker samlet. I lighed med de senere sociale fora var målet at samle bevægelser og organisationer, der alle kæmper mod nyliberalismen. Men reelt var det primært solidariteten med zapatisterne i Mexico, der havde mobiliseret folk. Solidariteten med zapatisterne var en vigtig opgave og fyldte også en del på ungdomslejren, men det betød, at erfaringer fra bevægelser og kampe i de enkelte lande ikke reelt kom til udtryk i debatterne.

Samtidig med det interkontinentale træf blev der afholdt verdensungdomsfestival – som udspringer af de kommunistiske partier – hvor store delegationer fra f.eks. Nordkorea samlede 12-13.000 mennesker på Cuba til en festival, hvor unge mødtes for at høre gamle mennesker belære dem om den politiske situation og teori.

For Thomas et klart eksempel på, at antallet alene ikke er afgørende, men at det kræver en fælles politisk forforståelse at kunne bygge videre i international sammenhæng. Det tjener heller ikke noget formål at forstå ungdommen som nogle, der skal belæres af gamle mænd, tværtimod handler det om at bygge videre og udvikle mellem de unge på baggrund af deres egne erfaringer og livssituationer.

Derfor giver det fortsat mening at forsøge at samle den ikke-sekteriske, ikke-stalinistiske og ikke-reformistiske ungdom, som ligeværdige med forskellige internationale erfaringer.

Konkret output?
Historisk er der en række eksempler på at lejren har spillet en vigtig rolle i forhold til fælles internationale initiativer, senest i forhold til flygtninge og migrantbevægelsen, hvor lejren har skabt en række afgørende bånd for at sikre, at de forskellige nationale bevægelser også kunne koordinere arbejdet internationalt.

I 90´erne var det den fælles kampagne for et multietnisk Balkan, og de forskellige solidaritetskonvojer for Bosnien, og før det var det den europæiske kampagne mod atomraketter i Vesteuropa.

Det er i hvert fald tre konkrete eksempler fra forskellige perioder i lejren. Man kunne selvfølgelig tilføje en masse konkrete mobiliseringer op til topmøder, COP-processer, klimaaktioner, boykotkampagner mm., men den mest afgørende koordinering er faktisk den mere løbende koordinering i forhold til europæiske bevægelser, og den løbende udveksling af erfaringer.

Enhedslistens nye feministiske delprogram ville helt sikkert have set anderledes ud, hvis ikke så mange gode kammerater år efter år havde deltaget på lejren og diskutere en række af disse spørgsmål med internationale kammerater med andre erfaringer, uden for den snævre danske kontekst.

Dertil skal man være bevidst om, at det er en dårlig forståelse af, hvordan man laver fælles europæiske kampagner, hvis man som f.eks. fagbevægelsen blot oversætter de samme 10 krav og laver mobiliseringer i alle lande – den rigtige internationale kampagne handler om en fælles forståelse og målsætning, hvorefter man sætter dette i et nationalt perspektiv og dermed også udvikler de krav, der kan mobilisere i forskellige lande og områder.

Murens fald
Selvom FI stod som en af de stærkeste kritikere af Sovjet, så påvirkede murens fald selvfølgelig lejren voldsomt, ligesom den efterfølgende krise på venstrefløjen.

I FI forsøgte man at bruge lejren som det initiativ, der kunne forsøge at genrejse en europæisk venstrefløj efter murens fald. Ved at åbne op og brede ud forsøgte man at samle op på de ikke-stalinistiske dele af venstrefløjen, herunder grupper med oprindelse i kommunistpartierne. Det gav bl.a. mulighed for at vore italienske kammerater kunne arbejde i Rifundazione Communista, og at vi i Danmark kunne opbygge Enhedslisten.

Især forsøgte man at række ud til tidligere sovjetlande i Østeuropa, og som led i dette afholdt vi i 1991 lejren i Tjekkoslovakiet. Det skete uden en stærk gruppe i landet, der kunne løfte lejren, men var det et forsøg på at række ud til grupper i regionen. Desværre var forsøg på opbygningen af en ny venstrefløj i Østeuropa ikke nogen stor succes. Det har kunnet aflæses på mængden af deltagere fra Østeuropa sidenhen, hvor kun Polen og Rusland deltog kontinuerligt i en række år. En deltagelse, der også rent praktisk var vanskelig, når lejrene geografisk holdes i Vesteuropa og der er svære økonomiske forhold. F.eks. måtte kammeraterne fra Rusland blaffe hele vejen fra Moskva til Frankrig i forbindelse med en lejr.

Men det var en grundlæggende svær præmis at afholde en socialistisk lejr i Østeuropa så kort efter murens fald. Dertil kom, at det f.eks. var et krav, at alt personale skulle være ansatte. F.eks. opstod et problem med, at kvinder fik mindre mad end mænd, hvilket var svært at ændre ved, når det var eksternt personale. Sidenhen er maden blevet serveret af frivillige ældre kammerater, som kan forstå, når praktiske opgaver også har et politisk perspektiv, som kan tages op af lejrens egen ledelse.

De efterfølgende år var nogle af de største lejre i lejrens historie, de flød over med initiativer og partier, der kollapsede, og kun ganske få klarede sig igennem krisen, herunder FI og ungdomslejren. Det betød, at lejren også hurtigt blev et bredere samlingssted, hvor f.eks. anarkister følte, at de havde en ramme at mødes i.

Mest mindeværdige lejr
Men uanset mængden af oplevelser, Thomas har haft, og uanset mængden af anekdoter, så kommer svaret prompte fra Thomas, når man spørger om hans mest mindeværdige lejr – nemlig første gang i 1984!

Størsteparten af forklaringen handler selvfølgelig om, at man altid husker sin første lejr bedst, især da Thomas kun var 14 og for første gang var på ferie uden forældre. Men svaret handler også om, at det var FI´s første lejr, så hele den erfaringsbase og institution, som nu om dage er bygget op, var ikke tilstede, så organiseringen var mildt sagt... svingende...

Men foruden at ´84 var den største enkeltoplevelse, så peger Thomas ellers på især rejserne til og fra ungdomslejrene, de usandsynligt lange busture, hvor man tvinges til at bruge måske døgn sammen med kammerater låst inde i en bus, og uanset hvor ubehageligt det kan være i situationen, så opstår der altid noget på turen, som gør busturene mindeværdige. Her tænker han ikke kun på, når bussen brænder, netop som de har forladt lejren og er på vej hjemad, og derfor får nogle ekstra dage i Portugal, men faktisk også på de mere stille ture, det at man tvinges til at være sammen, måske i op til to døgn. Det gør bare folk fjollede og skaber sjove oplevelser, som knytter kammerater sammen.

Lejren nu og i fremtiden
For Thomas var den russiske revolution meget længe siden, da han blev politisk aktiv og tog med på den første lejr i 1984. På dette års lejr blev 100-året for den russiske revolution markeret og lejren har nu eksisteret i en tredjedel af denne periode. Det minder en om, at for deltagerne ligger de første lejre også langt tilbage i historien, før de blev født. Verden har ændret sig meget siden dengang – så hvorfor består ungdomslejren stadig, spørger Thomas retorisk.

For svaret er, at den stadig har noget at tilbyde – er et nyttigt redskab. Lejren gør Fjerde Internationale til noget konkret, en konkret oplevelse, et konkret rum og konkret politik, som de ellers ikke ser i hverdagen. Kigger man på de personer, som er blevet ledere i FI eller i de enkelte lande indenfor de sidste 33 år, så har de alle været en del af ungdomslejrene, og de har dermed også oplevet FI som noget konkret med direkte personlige forhold til andre partikammerater verden over. Med de personlige forhold er der også opstået en dybere anerkendelse af hinandens historiske erfaringer, forståelsen for nationale kontekster og forskelligheder, ligesom der er lagt et grundlag for et fortsat samarbejde i forhold til kampagner eller erfaringsudveksling på skrift.

I dansk kontekst, hvor vores arbejde handler om opbygning af SUF og Enhedslisten, er det også helt tydeligt, at en lang række af de nye årgange af ledende kammerater, både i centrale organer, men også i fagligt arbejde, lokalafdelinger mm. trækker på deres oplevelser og læring fra ungdomslejrene, også blandt dem, som ikke er medlem af SAP, men som blot har prøvet at deltage.

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: ygTmqz
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk