11.01.09 | Farooq Tariq

Tip en ven       |     Print  

Pakistan: De første ni måneder med Pakistan Peoples Party

Politisk ustabilitet, prisstigninger, stigende arbejdsløshed og voksende underskud er status for Pakistan Peoples Party (PPP) efter ni måneder ved magten.

Der er daglige demonstrationer rundt omkring i landet omkring et eller flere af disse spørgsmål, ligesom der er en reel risiko for krig mellem Pakistan og Indien efter terrorangrebet i Mumbai den 26. november. Erklæringen fra den pakistanske præsident Asif Ali Zardari om Ajmal Qasabs tvivlsomme identitet – den eneste terrorist, som blev pågrebet levende, faldt ikke i god jord i det indiske establishment. Det fælles krigsmøde mellem alle topfolk i den indiske regering er en alvorlig sag.

PPP-regeringen forholder sig meget useriøst til de religiøse fanatikere. På den en side ønsker regeringen at tilfredsstille USA-imperialismen og udstedte et forbud mod Jamat Dawa, en fundamentalistisk gruppe i Pakistan, som hævder at udføre velgørenhedsarbejde. Imidlertid står det klart, at alt velgørenhedsarbejdet er for Jihad. Jamat Dawa har åbent anbefalet angreb på hinduer. På den anden side ønsker PPP-regeringen at vinde popularitet ved at spille på pakistansk nationalisme med brug af krigsretorik. Anti-indiske følelser er det vigtigste redskab for religiøse fundamentalister til at få opbakning. Den pakistanske stat er tæt forbundet med religion, og der er ingen forsøg på at adskille stat og religion.

Regeringens popularitet har nået sit laveste niveau. En meningsmåling den 20. december 2008 satte regeringens popularitet til kun 21 procent. Selv i Sindh-provinsen, hvor PPP fik en historisk jordskredssejr ved valget i februar 2008, er den blevet mødt med en voksende utilfredshed omkring en række spørgsmål, ikke mindst forslaget om at privatisere et af de største naturgasfelter.

Der er dagligt luftangreb fra USA, og adskillige er blevet dræbt i Pakistan, en aggressionshandling som ikke er set tidligere. ”Vi har ikke givet tilladelse eller indgået nogen aftale med amerikanerne om at angribe,” sagde Pakistans udenrigsminister Shah Mehmood Qureshi, da han skulle forklare regeringens holdning. Hans udtalelse står i modsætning til en rapport i Washiongton Post, som hævdede at PPP-regeringen har indgået en sådan aftale med Washington.

”I kan angribe hvor i vil, vi vil protestere i stærke vendinger, men tag det ikke bogstaveligt og fortsæt jeres arbejde med at udrydde terroristerne.” Det er den holdning, som tilsyneladende i al hemmelighed er blevet accepteret af Zardaris regering. PPP-regeringen har også offentligt accepteret, at den ikke kan gøre noget, når USA angriber. ”Vi kan ikke kæmpe mod amerikanerne,” lyder svaret fra Zardari.

Udenrigsminister Karan Rasul blev straks fjernet i november fra sin post, da han fortalte en parlamentskomite, at Washington ikke på forhånd informerer den pakistanske regering om karakteren af angrebene – regeringen får detaljerede rapporter efter at angreben er udført.

Ved siden af angreb fra USA’s luft- og jordstyrker gennemfører Pakistan selv på regeringens ordre militære operationer i forskellige dele af landet mod den voksende bølge af fundamentalister. Den hævder hver eneste dag at have dræbt talibanere og statsfjendtlige elementer. Regeringens krigsretorik kommer dagligt til udtryk i såvel private sammenhænge som i offentlige trykte og elektroniske medier. Trods alt dette fortsætter de religiøse fundamentalister med selvmordsangreb, nedbrænding af offentlig ejendom, særligt pigeskoler, og bombninger af civile, politi- og militære områder.

Det er en tyrekamp mellem to vanvittige grupper. Beskidte og brutale metoder retfærdiggjort i denne herrekrig. Men det er folkemasserne, som betaler prisen. Der er dagligt civile omkostninger i angrebene fra begge sider. Der er en massiv intern og ekstern tvangsflytninger, og der er ingen til at hjælpe disse ”indvandrere” i eget land. Minustemperaturer om vinteren i nogle områder har medført endnu barskere forhold for dem, der bor midlertidigt i telte. Ingen kan vinde denne krig med militære midler. Begge sider taber krigen, og folk må lade livet uden udsigt til at det får en ende i nærmeste fremtid.

Gælden vokser
Den Internationale Valutafond (IMF) accepterede den 16. november et lån for at ’redde’ Pakistan på 7,9 milliarder dollar, med en rente på næsten 5 procent. Den normale rente for mange andre lande har været under 3 procent. Regeringens ikke-valgte statslige finansrådgiver Shoukat Tareen har lovprist af aftalen som et resultat af den pakistanske regerings fantastiske forhandlingsevner. Den fulde aftale er stadig ikke offentliggjort.

Men mange økonomer i Pakistan tror, at lånet vil blive bundet op på stramme betingelser, som ikke er set i tidligere aftaler mellem regeringer og IMF. Det forventes, at nye skatter til over 100 milliarder rupees (1,2 milliarder dollar) vil blive pålagt befolkningen for at kunne overholde betingelser i låneaftalen. Med det nuværende lån er Pakistans udlandsgæld vokset til 53 milliarder dollar. IMF’s betingelser indeholder også landbrugsskatter, som vil sætte ekstra skub på prisstigningerne på fødevarer i Pakistan.

Nyliberal dagsorden
PPP-regeringen er fortsat med den samme nyliberale dagsorden, som blev sat under general Musharafs ni år ved magten. Blandt de første initiativer for at ’redde den syge økonomi’ var en forhøjelse af momsen fra 15 til 16 procent. Derefter tog regeringen fat på at skære ned på statslige subsidier, som kun udgjorde 7,9 procent af det samlede budget. Den turde ikke gøre noget ved de mest upopulære udgifter – militærudgifterne og tilbagebetalingen af udlandsgælden, som står for over 50 procent af det samlede budget.

Afskaffelsen af statsstøtte til olie og elektricitet havde hårde omkostninger for folk over hele Pakistan. Det var vendepunktet, hvor regeringens popularitet begyndte at falde. Elektricitetspriserne steg med 70 procent. Den spontane massereaktion med at brænde elregningerne og en kampagne for betalingsboykot var regeringens første åbne nederlag. Den blev tvunget til at trække stigningerne tilbage, og senere blev en nedsættelse på 13 procent af de forhøjede priser annonceret.

Et andet vigtigt nederlag i november var på spørgsmålet om privatisering. Regeringen varslede et salg af Qadirpur gasfeltet i Sindh den 7. november, men det blev øjeblikkeligt afvist af gasarbejdernes fagforening og senere fik de følgeskab af alle de vigtigste partier. Massereaktionen i Sindh skræmte regeringen, og den blev tvunget til at udskyde salget af statens aktier. Beslutningen er ikke opgivet, men regeringen venter på bedre tider.

PPP vil nu spille samme beskidte spil, som den gjorde med advokaternes bevægelse. Ved at tilbyde ’jobs til drengene’ vil det vigtigste element i dens strategi være at fortsætte med privatiseringerne. De fleste advokater, som er medlemmer af PPP, og som ikke stod i spidsen for advokaternes bevægelse, er nu dommere ved lokale eller statslige domstole, statsadvokater eller repræsenterer statsejede virksomheder
Det var den pris, PPP-advokaterne forlangte, og regeringen betalte den med glæde. Selv om det betyder, at støtten til PPP, næsten er forsvundet blandt de 80.000 advokater – PPP havde næsten 80 procent støtte i marts 2007 – da spørgsmålet om fyringen af højesteretsdommer Iftikhar Choudry kom op.

Regeringen har en plan for privatisering af de vigtigste statsinstitutioner. Imidlertid vil det nuværende tilbageslag føre til flere problemer. Regeringen kan ikke gentage den goodwill, Musharaf-dikatuturet nød godt af i en kort periode takket være udenlandske investeringer. Den internationale økonomiske krise, billedet af Pakistan som scene for regelmæssige selvmordsaktioner, den fortsatte imperialistiske aggression og bombeangreb, PPP-regeringens image som en svag regering, den konstant forværrede industrielle infrastruktur og den voksende opposition og upopularitet hos regeringen – alt dette vil fore til, at købere af disse institutioner vil holde sig væk.

Mister støtte overalt
Gennem de sidste otte måneder er regeringen blev opfattet som en regering, der skamløst snyder, svindler, narrer og stjæler fra enkeltpersoner, grupper eller andre politiske partier.

Løftet om at genindsætte ledende advokater 24 timer efter, at Musharaf var trådt tilbage blev ikke overholdt. Ligeledes lovede regeringen at nedsætte oliepriserne, når de falder på det internationale marked, men gjorde det ikke. Den lovede at forsvare Pakistans suverænitet og indvilgede i ikke at tillade amerikanske direkte angreb, men bøjede sig. PPP’s koalitionspartnere lovede at skabe fred i den Nordvestlige Grænseprovins, men mislykkedes, og i stedet banker krigen nu på i hvert et hjem i provinsen. Den lovede under valgkampagnen at skaffe ’brød, tøj og bolig’, i stedet er priserne på disse goder steget så meget, at de er uden for almindelige folks rækkevidde.

Regeringens ministre siger, at alt det ikke kan klares fra den ene dag til den anden. Men når alle tendenser peger i den modsatte retning af løfterne, er det svært at tro på, at tingene kommer i orden i fremtiden, hvis vi lider nu.

Beskeden fra PPP er meget klar: ”Stram livremmen ind nu, for at få det bedre senere”. Dette råd bliver ikke forstået af det altovervejende flertal af pakistanere. Det er kun en retfærdiggørelse, som bruges af alle kapitalistiske politikere over hele verden for at overtale masserne.

De fortsatte prisstigninger på næsten alle forbrugsgoder i de sidste otte måneder er især forårsaget af den politik, som den nuværende regering fører, og som ligger i direkte forlængelse af Musharafs diktatur. Den er den blinde vej, hvor markedet styrer. Det betyder afskaffelse af statsstøtte og privatisering eller privatiseringsplaner for økonomiens nøglesektorer. Alt dette betyder, at man opsparer en god portion had fra alle sider.

Regeringen mister sin opbakning i hastigt tempo. Asif Zardari, Pakistans præsident, er blevet meget upopulær. PPP-regeringen har mistet næsten al støtte fra advokaterne. Alle taler om den korruption, der foregår. En hær på 55 føderale ministre er blevet udnævnt på et tidspunkt, hvor de råber om økonomisk krise.
Alle Asif Zardaris venner og bekendte, som på den ene eller anden måde hjalp ham, da han var fængslet (1996-2004, pga. korruptionsanklager, red.) under Nawaz Sharifs og Musharafs regimer, er blevet forfremmet til nøgleposter. Den eneste kvalifikation, som Pakistans justitsminister besidder, er at han var Asif Zardaris advokat under fængslingen. Indenrigsministerens rådgiver er der, fordi han stillede sin multimillion kapital til rådighed under deres eksiltid i London. En politibetjent, som tilbød Asif Zardari en bil med aircondiiton til hans rejse fra et fængsel til et andet, er blevet forfremmet til chef for pensionerede politifolk.

Voksende modsætning med PMLN
Regeringens dalende popularitet har også forøget spændingerne med koalitionspartneren Pakstans Muslimske Liga (N) (PLMN – ledet af tidligere premierminister former Nawaz Sharif, red.). Nawaz Sharifs politiske sprogbrug bliver stadig mere bittert. PMLN ønsker ikke at blive ramt af folks utilfredshed gennem en total støtte til PPP. PLMN arbejder for et nyvalg før tiden eller en regeringsdannelse. Partiets økonomiske og politiske linje er ikke bedre end PPP’s. Kun på meget få områder adskiller PMLN sig positivt fra PPP. Begge partier hører til på højrefløjemn. Begge tror på samarbejde med den amerikanske imperialisme. Begge går ind for en nyliberal dagsorden.

Den lille forskel er, at PLMN bevidst går efter at rydde efter det roderi, det har skabt ved at samarbejde med alle de gamle magthavere fra militæret. Man må ikke lade sig narre af PLMN’s løfte om en uafhængig domstol gennem en genindsætttelse af dommerne. Det kan tænkes, at partiet vil gøre det, hvis det kommer til magten. Men dets generelle politik er grundlæggende vendt mod arbejderne og folket og en støtte til den rige overklasse. Det er et parti af rige og for de rige. Det er et klasseparti af kapitalister og feudalherrer. Det vil udbytte arbejderklassen, præcis som PPP gør det nu.

Regeringens fremtid
PPP-regeringen er svag og i dårlig form. Der er allerede rapporter om modsætninger mellem præsidenten og premierministeren. Enhver handling fra den ene mod den anden vil betyde begyndelsen til afslutningen for denne regering. Selv om de ikke ønsker det, vil den ikke kunne sidde hele femårsperioden ud. Årsagen er, at regeringen er blevet så upopulær i befolkningen. Den er nu mere og mere afhængig af undertrykkelse og mere tilbøjelig til at fortsætte med militære aktioner i den Nord-Vestlige Grænseprovins og stammeområderne. Den fortæller intet om de daglige amerikanske angreb. Den modsætter sig, at indiske fly bevæger sig få kilometer ind på pakistansk luftrum, men er begejstret for amerikanske fly, der kommer hundrede kilometer ind.
Præsident Zardari er allerede blevet Pakistans mest upopulære valgte præsident. Der er ingen tiltro til denne præsident. En mængde moralske spørgsmål er involveret her. Det var et dårligt valg, og ledelsen af PPP vil engang i fremtiden indse og acceptere dette.

PPP-ledelsen er endnu ikke færdig med at gratulere hinanden for at denne eller hin post. Reklametavler over hele Pakistan er fyldt med billeder af Zardari og takkebudskaber om hans tjenester. Benazir Bhuttos mordere er stadig på fri fod efter ni måneder med PPP, og der er intet forsøg fra regeringens på at sætte en undersøgelse i gang om mordet. Den henviser til en mulig FN-udredning som undskyldning for at undgå spørgsmålet.

Vi må opbygge et alternativ til de riges politik. Labour Party Pakistan er et forsøg på at gøre det. Vi har brug for jeres støtte og samarbejde. Stå ikke på sidelinjen, men tag stilling til fordel for arbejderklassepolitik.

22. december 2008. Farooq Tariq er talsmand Labour Party Pakistan. Læs mere på partiets hjemmeside www.laborpakistan.org. Oversat af Åge Skovrind fra Europe solidaire sans Frontiers

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: 6wr6z3
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk