02.04.09 | Falle Hjorth

Tip en ven       |     Print  

Filmanmeldelse: Blekingegadebanden og myterne

Så kom også den første film om Blekingebanden. Den er vellykket på sine egne præmisser og absolut værd at se. Men i Blekingegadebandens medie-kølvand breder sig efterhånden adskillige myter, som der er både historiske og politiske grunde til at tage til genmæle imod.

Peter Øvigs velskrevne bøger har gjort historien om Blekingegadebanden til en bestseller i en sådan grad, at et let dramatiseret interview med et af de tidligere bandemedlemmer, Bo Weymann, har kunnet få status af biograffilm og millionprojekt.

Det kan man fra en kulturpolitisk vinkel ikke have spor ondt af. Når man tænker på, hvad der ellers præger biografernes repertoire, ligger Anders Riis-Hansens dokumentarfilm rent kunstnerisk, betragtet som en psykologisk portrætfilm, i den absolut gode ende.

Indfølende psykologisk portræt
For det, der er filmens kerne, er hverken de dramatiske begivenheder, det kriminelle plot eller det politiske tema. Fokus ligger tydeligt på Bo Weymanns psykologi, hans personlige udvikling i det dramatiske forløb, hans nervesammenbrud og moralske opgør med sine egne og bandens handlinger. Det er karakteristisk for dette, at filmens kulmination er den del af interviewet, der nærmer sig følelsespornografisk ”reality-tv”, nemlig hvor intervieweren spørger ind til, hvordan Bo Weymann har det med, at hans bror måske er drabsmand. Den mange år ældre bror, der som det store forbillede forekommer at have spillet en afgørende rolle for Bo Weymanns indtræden i banden.

Filmen gør en del ud af, med især Bo Weymann selv som fortæller, at præsentere Vietnamkrigen som en væsentlig politisk faktor for radikaliseringen blandt datidens unge. Men i filmen bliver udlægningen af denne radikalisering naturligt nok bundet snævert op på den mikroskopiske gruppe, som var Blekingegadebandens udspring, nemlig Gotfred Appels ”Kommunistisk Arbejdskreds” (KAK).

Snylterstatsteorien
Gotfred Appel, der var gruppens ideologiske førerskikkelse, var som udgangspunkt stalinist og maoist. Men fra midten af 1960’erne udviklede han sin egen ”snylterstatsteori”, der i korthed gik ud på, at den imperialistiske udplyndring af den fattige verden havde antaget en form, hvor størstedelen af arbejderklassen i de rige lande (som Danmark) måtte betragtes som ”bestukne” af kapitalisterne ved hjælp af superprofitterne fra den tredje verden. Derfor var det spild at tid at arbejde for en socialistisk udvikling i Danmark. Revolutionen kunne kun starte i den tredje verden, og først når disse lande havde gjort op med udplyndringen, ville den deraf følgende økonomiske krise i de imperialistiske lande muliggøre klassekamp og revolution her…

Opgaven for KAK blev derfor udelukkende at skaffe penge til de revolutionære i den tredje verden – og den eneste relevante form for politisk arbejde i Danmark blev at samle de få enkeltindivider, der havde gennemskuet og moralsk gjort op med snyltersystemet. Som et daværende medlem af KAK, Xander Truelsen, beskriver det for Peter Øvig Knudsen:

”Teorien betød, at vi som en socialistisk elite konstant bevægede os rundt i fjendeland, nemlig i en bestukket arbejderklasse”.

Netop denne forståelse gjorde det også politisk – og moralsk – acceptabelt at koncentrere alle kræfter om dybt hemmelig kriminalitet, der alene havde til formål at skaffe flest mulige penge og våben til væbnet kamp i den tredje verden. Det var symptomatisk, at et af de første røverier gik ud over SiD’s a-kasse!

Myten om venstrefløjen
Begejstringen for Mao og begejstringen for forskellige andre stalinistiske diktaturer, der havde brudt med kapitalismen, var ganske udbredt i den venstrefløj, der udviklede sig på dette tidspunkt (dog ikke den betydelige del, der befandt sig i f.eks. VS, SF eller SAP (dengang SUF og senere RSF)). Der var også mange andre end Blekingegadebanden, der var betænkeligt ukritiske over for de terroristiske metoder, som f.eks. PFLP benyttede sig af.

Men: Hele den ovennævnte snylterstatsteori, ligegyldigheden over for den politiske kamp i Danmark, hele den ideologiske baggrund for ”røverbanden” lå uendelig fjernt fra alle andre end den lille sekt i og omkring KAK. Alle andre strømninger opfattede Gotfred Appels teorier som forfejlede – og, hvis nogen overhovedet havde kendt til den, ville alle andre strømninger have betegnet ”røver-strategien” som katastrofalt forkert og dybt skadelig.

Derfor er det også både beklageligt og helt uberettiget, at historien om Blekingegadebanden i mange medier bliver kanoniseret til ”Historien om den revolutionære 68-generation”. Det er forståeligt, at borgerlige kræfter har en interesse i at gøre banden til et ”blot lidt mere ekstremt” udtryk for en generel tendens på datidens venstrefløj. Men når sandheden faktisk er, at banden havde en fundamentalt anden forståelse af virkeligheden (den bestukne arbejderklasse), fundamentalt andre mål (ingen socialisme på vore breddegrader inden for en overskuelig tid), og fundamentalt andre midler (illegalitet, røverier) – ja, så er der altså gode grunde til helt at aflive denne myte!

Terror-myten
I filmanmeldelserne for tiden og også i omtalen af Øvigs bog har man ved flere lejligheder kunnet se Blekingegadebanden omtalt som ”en dansk terrorgruppe”. Det er naturligvis også yderst belejligt at kunne præsentere den sådan, hvis man har forholdt sig ukritisk til ”antiterrorlovenes” underminering af almindelige retsprincipper eller den danske militære deltagelse i ”kampen mod terror”. Men er det rigtigt, at Blekingegadegruppen bedrev terror?

Kort sagt: Nej. Ingen af Blekingegadebandens handlinger havde karakter af terror, der jo pr. definition handler om at skræmme og terrorisere nogen til at gøre noget - ved at begå voldelige handlinger mod uskyldige. Det, Blekingegadebanden bedrev, var ganske almindelig kriminalitet, og målet var økonomisk udbytte, ikke at skræmme nogen til at gøre noget. Anvendelsen af grov vold og endda drab ændrer ikke ved dette.
Det er uomtvisteligt, at Blekingegadebanden støttede PFLP, og at denne organisation i hvert fald på dette tidspunkt gennemførte adskillige aktioner, der må betegnes som terror. Det er også uomtvisteligt, at terrororganisationer som RAF og De Røde Brigader samarbejdede med PFLP. Men Blekingebanden selv hverken udførte eller planlagde aktioner, der på nogen måde gør dem til ”terrorister”.

Myten om den geniale bande
Man kan faktisk ikke klandre Anders Riis-Hansens film for at være årsag til de ovennævnte misforståelser og mytedannelser. Bo Weymann hænger ikke sig selv ud som terrorist – og fortolkningen af den øvrige venstrefløj falder helt uden for filmens personfikserede ramme.

På et andet punkt kolporterer filmen imidlertid en myte, som burde problematiseres, nemlig myten om bandens formidable evner som snedige kriminelle, der kun ved en tilfældighed (en bilulykke) bliver fanget! Indtil flere højtstående politi- og efterretningsfolk bruger en stor del af deres taletid i filmen på dette og berømmer gruppens dygtighed!

Af Peter Øvigs bog, som filmens faktuelle fremstilling ellers lægger sig tæt op af, fremgår det imidlertid tydeligt, at gruppen i en årrække var kendt og overvåget af efterretningstjenesten, og at hvis efterretningstjenesten på afgørende tidspunkter havde valgt at samarbejde med politiet, var gruppen blevet snuppet mange år før, den faktisk blev det. Gruppens lange kriminelle løbebane skyldes altså ikke deres egen genialitet, men efterretningstjenestens i nogle tilfælde beviseligt bevidste undladelsessynder.

Øvig nævner flere mulige forklaringer på dette, men den mest sandsynlige er, at efterretningstjenesten (eller den israelske efterretningstjeneste, Mossad, som man samarbejdede tæt med) ønskede at bruge gruppen som et vindue til PFLP – og derfor udviste pinlig ligegyldighed overfor at stoppe forbrydelserne.
Det er forståeligt, at politiet og især efterretningstjenesten hellere vil berømme bandens snedighed end at indrømme dette. Det er måske også forståeligt, at en film med røverne i centrum af dramatiske grunde foretrækker at fremstille dem som lidt mere fantastiske, end de faktisk er. Men for en dokumentarfilm er det ikke helt godt at omgås virkeligheden så selektivt.

”Blekingegadebanden”, instr. Anders Riis-Hansen.
Spilles i en lang række biografer landet over.

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: QJx316
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk