08.04.09 | Corey Balsam

Tip en ven       |     Print  

Gaza: »Israel bør dømmes for krigsforbrydelser«

Professor Richard Falk er FN’s særlige udsending for menneskerettigheder i de besatte palæstinensiske områder. På det seneste har fremført, at Israels handlinger både er en overtrædelse af internationale krigskonventioner og en forbrydelse mod menneskeheden.

Professor Richard Falk er FN’s særlige udsending for menneskerettigheder i de besatte palæstinensiske områder. Han er en verdenskendt kapacitet inden for international lov og forfatter/medforfatter på 20 bøger om emnet. På det seneste har professor Falk beskæftiget sig indgående med de israelske massakrer i Gaza og fremført, at Israels handlinger både er en overtrædelse af internationale krigskonventioner og en forbrydelse mod menneskeheden.


Det følgende bygger på et telefoninterview med ham fra hans hjem i Santa Barbara, Californien:

Kan du starte med at forklare grundene til, at du mener, Israel har gjort sig skyldig I krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden?

Tja, det er jo selvfølgelig et stort spørgsmål. Jeg mener, at det angreb på Gaza, der begyndte den 27. december sidste år, var en overtrædelse af grundlæggende normer i FN-charteret, der jo forbyder ikke-forsvarsmæssig brug af magt. Ved Nürnberg-retssagerne efter Anden Verdenskrig blev det behandlet som en forbrydelse mod freden og blev anset for at være den mest alvorlige af alle internationale forbrydelser.

Som følge af selve angrebet – der i sig selv ikke var berettiget brug af magt - opstår også hele spørgsmålet om, hvorvidt brugen af moderne våben i et område, hvor civilebefolkningen er udsat i forhold til krigens skader, nogensinde kan være forenelig med internationale konventioner for krig. Det mener jeg ikke, den kan. Den konklusion er noget kontroversiel. Den er ikke blevet formelt testet ved et internationalt tribunal, men jeg mener, at den manglende evne til at forhindre civile tab er blevet helt entydigt påvist af Gaza-angrebenes resultater.

Udover den faktiske fysiske død og de skader, palæstinenserne har måttet gennemleve (også kvinder og børn), findes en anden virkelighed, hvor det at blive fanget i en krigszone af denne slags, næsten helt sikkert påfører hele befolkningen alvorlige og måske uhelbredelige mentale skader. Så det er et spørgsmål om at føre krig mod en hel civilbefolkning. Det forekommer mig at være essensen af den mest alvorlige overtrædelse af krigskonventionerne. Og det var forstærket i denne situation, fordi de civile i Gaza ikke var givet muligheden for at blive flygtninge. De var låst i krigszonen og derfor fanget med fuldt overlæg i dette kampområde, som var så tæt befolket og blev angrebet fra havet, luften og jorden.

Endelig er der spørgsmålet om de taktikker og våben, der blev brugt. Der er mange øjenvidne-beviser på, at ulovlige mål blev ramt, inklusiv adskillige FN-bygninger; at civile med fuldt overlæg blev udvalgt som mål for hævn, tilsyneladende; og juridisk set tvivlsomme våben blev brugt i sammenhænge, hvor civile blev udsat for dem. Det var f. eks: fosforbomber og et våben kaldet DIME, som udløser en meget intens eksplosiv kraft, der gør kirurgisk og medicinsk behandling umulig.

Så der er en hel række af emner, der tilsammen skaber nærmest et arsenal af overtrædelser af krigskonventionen og FN-charteret.

I betragtning af de nuværende geopolitiske realiteter, tror du at der er en chance for, at de israelske ledere bliver stillet til ansvar på nogen som helst måde?

Jeg er skeptisk på nuværende tidspunkt med hensyn til, om regeringslederne i den nuværende ramme for verdenspolitikken har kapacitet til at påtvinge Israel, de israelske borgere eller dets politiske ledere et juridisk ansvar. Og jeg tror ikke, at det er sandsynligt at FN gør noget betydningsfuldt, selv om de har krævet undersøgelser af disse anklager om krigsforbrydelser og vil – tror jeg – finde yderligere dokumentation for dem. Jeg er ikke særlig optimistisk, når det kommer til implementering af rapporterne i form af skridt, der kan gennemtvinge, at de må stå til ansvar.

Der er to områder, hvor der er en vis udsigt til en udvikling, der kunne flytte tingene i den retning. Det ene er antydet af Spaniens nationale retssystem, som har opmuntret retsforfølgelsen af tretten førende israelske politikere og militære embedsmænd. Det grundlægger i det mindste et legalt krav fra en regeringsinstitution, hvorved der tilføjes troværdighed til anklagerne. Det er tvivlsomt, om det kan operationaliseres som en egentlig retsforfølgelse, men det vil sandsynligvis under alle omstændigheder forhindre prominente israelere i at besøge Spanien, og det vil indskrænke deres rejseplaner.

Det andet scenarie, som jeg mener højst sandsynligt vil tage form, er organiseringen fra civilsamfundet af borgertribunaler, der vil undersøge disse anklager og nå til en dom, som ikke kan håndhæves på sædvanlig vis, men har en betydelig symbolsk vægt. Dette vil have betydning for aktivister rundt omkring i verden,som allerede gør sig store bestræbelser for at gennemtvinge boykots, opmuntrer til at firmaer med forretninger i Israel afholder sig fra investeringer og som tilskynder deres regeringer til at overveje sanktioner.

Så jeg synes, man bør være opmærksom på det civile samfunds indvirkning på den dimension, der handler om bekymring over det kriminelle i Israels handlinger under angrebene på Gaza og på, hvordan disse kriminelle handlinger har bidraget til, at folk rundt omkring i verden har mobiliseret i solidaritet med den palæstinensiske kamp. Man må huske på, at det var det, der i sidste ende vendte strømmen i Sydafrika og førte til sejr for anti-apartheid-bevægelsen. Det var ikke en sejr ved hjælp af våbenstyrke. Det var en sejr i det, jeg kalder ”den anden krig”, legitimitetskrigen, som i sidste ende isolerede Sydafrika på en sådan måde, at landet internt omformede sit konstitutionelle og politiske system, så det imødekom kravene fra det internationale samfund.

Som du måske er opmærksom på, deltog over 40 byer i verden for et par uger siden i den række af begivenheder, der blev kaldt israelsk apartheid-uge. Hvad er din fornemmelse med hensyn til udtrykket israelsk apartheid-uge til at skildre, hvad der sker i Israel/Palæstina? Ville du mene, at Israel også er skyldig i den internationale forbrydelse apartheid?

Tja, jeg synes først og fremmest, at den begivenhed med de 40 byer i sig selv viser, i hvor høj grad palæstinenserne er i færd med at vinde legitimitetskrigen. Det ville ikke være sket for et år siden, for ikke at tale om for fem år siden. Så symbolsk, igen, er det en meget vigtig udvikling, uafhængigt af hvor bogstaveligt den parallel bør forfølges. Jeg tror, at der en vis mobiliserende effekt ved at bruge den sammenligning, men der er også en vis fremmedgørende effekt, så det meget svært at vide, om det taktisk set er nyttigt sprogbrug. Enhver situation har sit eget udgangspunkt.

Der er helt sikkert ligheder, som sydafrikanske ofre for apartheid har bemærket – og der er forskelle. Det er en militær besættelse, som har sine egne karakteristiske træk, som ikke bør overses, så som gennemtrumfningen af bosættelser på Vestbredden eller den fortsatte blokade af Gaza. Så jeg synes ikke, at det er upassende at bruge parallellen mellem den situation, palæstinenserne står overfor, og anti-apartheid-kampen i Sydafrika. Men jeg finder det mindre nyttigt end at fokusere direkte på besættelsens realiteter og den måde, de påvirker dagligdagen for det palæstinensiske folk.

Som du nævnte, er bosættelserne blevet et stort problem. Der er nu omkring en halv million bosættere, der bor i det besatte område på Vestbredden, for ikke at nævne de nyligt afslørede planer om at fordoble antallet. Samtidig bliver det internationale samfund ved med at presse på for en to-stats løsning, til trods for de tilsyneladende uigenkaldelige fysiske realiteter på stedet. På den baggrund, hvordan mener du så, at fortalerne for en retfærdig løsning bør fortsætte på nuværende tidspunkt?

Det er et vanskeligt spørgsmål, fordi det for begge de åbenlyse veje at gå, to-stats- eller et-statsløsningen, synes meget vanskelige at se, hvordan man skal gå fra den nuværende virkelighed til løsningen. Der er ingen tvivl om, at en videre udvidelse af bosættelserne, hvis den faktisk gennemføres, ville være døden for en to-statsløsning. Selv uden en udvidelse forekommer det meget vanskeligt at gennemføre en to-statsløsning uden at afmontere en betydelig del af de eksisterende bosættelser. Samtidig føler mange mennesker, at intet israelsk lederskab ville have den politiske vilje eller styrke til at gennemføre sådan en tilgang, selv hvis det ønskede at bevæge sig i den retning. Men at øge bosættelserne, specielt så massivt, er ikke bare at udvise foragt for den internationale vilje på dette spørgsmål, men også en fornægtelse af kvartettens (dvs. USA, EU, Rusland og FN, etableret som fredsmæglergruppe i 2002, og med Tony Blair som særlig udsending, red.) fredsproces, som delvist byggede på et bosættelsesstop, som Israel konsekvent har ignoreret.

Så jeg mener, at hvis denne udvidelse ikke modarbejdes effektivt af USA og af kvartetten, betyder det enden på kvartettens fredsproces. Det ville betyde begyndelsen på en ny fase i den diplomatiske tilgang til en eller anden form for løsning og ville bringe et-statsalternativet mere i fokus. Men så ville man være nødt til at tænke over, om der findes en måde at nå til en et-statsløsning, uden at de israelske ledere opgiver zionismen, for at de skulle gøre det forekommer – endnu en gang – ud over grænserne for hvad der er politisk gennemførligt. Intet israelsk lederskab ville gå med til at afskrive zionismen som grundlag for deres regering. Hvis nogen leder gjorde dette, er det usandsynligt, at vedkommende kunne overleve politisk og muligvis også fysisk.

Siden du er blevet udnævnt som FN’s særlige udsending, er du blevet nægtet adgang til Israel. Vil du prøve igen med den ny regering, når den er blevet dannet?


Jeg vil helt sikkert undersøge mulighederne. Jeg kunne godt tænke mig at være i stand til at udfylde min rolle på en ansvarlig måde, som ville indebære at besøge Vestbredden og Gaza for at mødes med folk og deres ledere der. Jeg er ikke særlig optimistisk omkring, at et regeringsskifte i Israel vil føre til en ændret politik med hensyn til min adgang til landet, men jeg vil helt bestemt gøre mit bedste for at udføre jobbet så godt som jeg kan.

Corey Balsam arbejder for Det alternative Informationscenter i Jerusalem.

 

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: zb4JYF
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk