15.05.09 | Christian Christensen

Tip en ven       |     Print  

Fødselsdag: : Springsteens ”Born in the USA” fylder 25 år

Sangen ”Born in the USA” af Bruce Springsteen fylder 25 i år. Denne sang er måske et af de mest misforståede stykker kunst i den globale populærkulturs historie.

Sangen ”Born in the USA” af Bruce Springsteen fylder 25 i år. Denne sang har fået status som ikon, men er måske et af de mest misforståede stykker kunst i den globale populærkulturs historie. Hvis man læser teksten omhyggeligt, vil man opdage, at sangen bringer et budskab, der står i modsætning til den mytologi, der er knyttet til den. Derfor er også den afstandtagen fra sangen, der har været en følge af denne mytologi, fejlanbragt.
Det er værd at reflektere over både sangens historie - og over, hvorledes det budskab, den indeholder, er lige så relevant i 2009 som det var i 1984. Det er også værd at bemærke, hvorledes Springsteen selv har sat spørgsmålstegn ved sin arv, der tidligere var at være arbejderklassens stemme. Det har han gjort ved gennem de seneste år at indgå i kommercielle aktiviteter, som har skuffet de loyale fans (og tilføjet et nyt lag af kompleksitet til vor forståelse af forholdet mellem kunstner, kunst og fans).
”Born in the USA” er en af det lille antal sange, film eller fjernsynsprogrammer (for en stor dels vedkommende produceret i USA) der kan fremkalde næsten fysisk negative reaktioner ved bare at nævne titlen! – Kun film som Rambo og TV-udsendelser som The Jerry Springer Show er i samme kategori. Da sangen udkom, var min egen reaktion, som 15-årig dreng der levede i Storbritanien, på linje med mange af mine britiske venners: Forundring og forargelse over, hvad der for os syntes at være intet mindre end en bevidstløs hymne, der udbasunerede patriotismens dyder og amerikansk storhedsvanvid. Sangen var selvhævdende, pralende og – til irritation for folk, der afskyede Thatchers og Reagans politik – forbavsende populær.
 
Konservativt billede
”Born in the USA”´s tilsyneladende konservatisme blev fremhævet af den måde, hvorpå Reagan højrefløjen i USA ivrigt udnyttede sangen som en lovprisning af den amerikanske drøm. Medens teksten tydeligt gik mod krig og var kritisk overfor behandlingen af arbejderklassen, var billedet af Springsteen (med hans slidte Levis bukser, hvide t-shirt, amerikanske flag og tusindvis af tilbedende fans) helt på linje med det konservative højres ideologi i Amerika: Bruce var en arbejderklasse-dreng, der nåede til tops gennem en blanding af hårdt arbejde og talent.
Den konservative klummeskriver George Will (redaktør af det ultrakonservative ”National Review” gennem midten af 70´erne) skrev følgende i ”Washington Post” i september 1984, efter at have overværet en Springsteen koncert:
- Jeg aner ikke noget om Springsteens politik, hvis han har en, men der bliver viftet med flag, når han synger om hårde tider. Han er ikke et klynkehoved, og opregnelsen af de lukkede fabrikker og andre problemer synes altid at blive afsluttet med en stor, munter bekræftelse: ”Født i USA!”.[1]
Seks dage efter at Wills artikel var offentliggjort, refererede Ronald Reagan selv til det amerikanske folks drømme, og hvordan disse drømme kunne findes i de ”budskaber om håb” som var indeholdt i Springsteens værk. Den kulturelle gennemslagskraft i sangen var stor. Og så stort var indtrykket af en opløftende melodi om fortrinnet ved at være amerikaner, at Chrysler bilgiganten efter sigende bød Springsteen 12 millioner dollars for retten til at bruge ”Born in the USA” i deres bilannoncer.
I sit studie af Springsteens musik og politiske holdning gennem 1980´erne nåede Jim Cullen frem til den konklusion, at uanset sangerens egen ideologi, så ”fungerede Springsteens værk mere effektivt for højre end for venstre” [2]
 
Reagans fantasi
Wills og Reagans referencer til ”Born in the USA” afspejlede den generelle misforståelse af sangen (både i USA og i resten af verden), der har varet til i dag. I mellemtiden forsøgte Springsteen at tage afstand fra disse konservative, pro-amerikanske fortolkninger af sit værk.
Reagans omtale af sangen fremkaldte en respons fra Springsteen på scenen under en koncert i Pittsburgh, hvor han sarkastisk undrede sig over, hvilken af hans plader der mon kunne være Reagans favorit, og mente, at det næppe kunne være hans dystre og deprimerende Nebraska fra 1982 (der indeholdt en række sange, som forholdt sig til den amerikanske arbejderklasses lidelser). Springsteen afslog også multimillion-tilbuddet fra Chrysler. Alligevel var han i 1980´erne kun sjældent åbenlys i sit politiske tilhørsforhold; for eksempel støttede han ikke åbent Walter Mondale, den demokratiske præsidentkandidat, der i 1984 stillede op mod Ronald Reagan.
Siden midt-1980´erne – og til trods for sangens kritiske tekst og Springsteens voksende synlighed som en stemme for det amerikanske venstre – er ”Born in the USA” forblevet i en patriotisk tidslomme. I et interview i bladet ”Rolling Stone” filosoferede Springsteen over forholdet mellem sig selv og sine fans og bemærkede, at publikum ofte foretager selektiv lytning. Han formodede, at betydningen af populærmusik i lige så høj grad er fansenes eget værk, som det er bandets eller musikerens. Måske tænkte han på de forskellige fortolkninger af ”Born in the USA”, da han sagde:
- Popmusikere lever i en symbolsk verden. Du lever og dør på mange måder gennem symbolet. Du tjener som et udtryk for dit publikums fantasi. Det er et kompliceret forhold [3].
 
Magt, klasse og krigsførelse
Men til trods for Springsteens anerkendelse af publikums magt til at fortolke musik, så den passer ind i deres egne forestillinger og ønsker, og til trods for en vedholdende tendens til at se ”Born in the USA” blot som en hymne til amerikansk egenart og et levn fra 1980´erne, så fortsætter sangen med at give lytterne en forståelse af forholdet mellem magt, klasse og krigsførelse.
Mange af sangens temaer der stammer fra de tidlige 1980`ere – bekymrede unge mænd, der sendes i krig, konfliktens rædsler, depressionen der følger efter at være vendt hjem, industriens forfald, arbejdsløshed, en almen følelse af håbløshed – minder slående om avishistorier fra de sidste par år. En rapport fra 2007 fortalte at op til 25 % af alle amerikanske soldater, der var vendt hjem fra aktiv tjeneste i Irak og Afghanistan, bar tegn på sindssygdom, og en tredjedel havde psykiske problemer.
Arbejdsløshedsprocenten i 2007 for amerikanske veteraner på 20-24 år var på omkring 12 % - og det var 50 % over det nationale gennemsnit for voksne i denne aldersgruppe. Af de veteraner, der havde fundet arbejde, tjente halvdelen mindre end 25.000 $ om året [4]. Og en rapport i New York Times fra tidligt i 2008 viste, at antallet af mord begået i USA af aktivt militært personel samt nye veteraner, var 89 % højere i de seks år, der fulgte invasionen i Afghanistan, end i de seks foregående år [5].
 
Afstanden mellem ansigtet udadtil og virkeligheden
Imidlertid har den fortsatte misforståelse af Bruce Springsteens sang – samtidigt med, at USA´s besættelse af Irak og Afghanistan fortsætter og den globale økonomiske krise bliver dybere – efterhånden antaget en surrealistisk kvalitet. Springsteens støtte til det amerikanske venstre og til arbejderklassen står i skarp modsætning til hans store finansielle succes. Ud over en nyligt indgået syv-plade aftale med Colombia Records til 110 millioner dollars, var Springsteen & The E Street Band det orkester, der tjente næstflest penge ved koncerter i 2008, med en bruttoindtægt på 204 millioner dollars (billetterne til hans 2009-tourné koster mellem 60 og 100 dollars). Mens Springsteens tourné-indtægter og pladekontrakter helt enkelt kan opfattes som en afspejling af hans verdensomspændende popularitet, så viser de firmaer, han har valgt at handle med, og de steder, han har valgt at optræde, en stigende afstand mellem hans ansigt udadtil (pro arbejderklasse og fagforeninger) og virkeligheden.
Billetsalget til Springsteens koncerter i USA varetages af Ticketmaster, et firma som er berygtet for sine ”salgsomkostninger”, der kan forøge allerede dyre priser med 20-50 %. I januar indgik Springsteen en eksklusiv aftale om at udgive et særligt ”Greatest hits” album med Wall-Mart supermarkedskæden, der er kendt for sin fanatiske modstand mod fagforeninger. Reaktionen fra fansene på dette åbenlyse hykleri tvang Sprinsteen til at give en offentlig undskyldning i et interview i New York Times[6]
Den ultimative fornærmelse var Springsteens beslutning om at optræde i pausen ved den amerikanske Super Bowl finale i 2009; et show, der opfattes som det ultimative udtryk for kitsch og kommercialisering. Det, som gjorde denne optræden særlig forargelig for hans fans var, som sportsjournalisten og kritikeren Dave Zirin bemærkede [7], det faktum, at showet blev sponsoreret af Bridgestone-Firestone, et multinationalt dækfirma kendt for sin dårlige behandling af gummiplantage-arbejdere i Liberia.
 
Brud
Reagan-årene gav ny luft til de konservative i Amerika, der havde lidt under ”modkulturs” æraen i 1960´erne. Og tyveriet af ”Born in the USA” kom fra en del af USA´s højre, der generobrede kulturel magt – om Springsteen så kunne lide det eller ej. Det er derfor ironisk, at sangeren, på et tidspunkt hvor hans mest berømte sang er blevet et kvart århundrede gammel, er begyndt at bortkaste den aura af ægthed, som var hans varemærke, og som også var det, der gjorde sange som ”Born in the USA” så bevægende for de fans, der var parate til at ignorere medievrøvlet og lytte til teksten.
Springsteens kommentar i Rolling Stone i 2004 siger lige så meget om den 25-årige misforståelse af Born in the USA, som den siger om hans voksende økonomiske adskillelse fra sin egen fan-base. Sangeren bemærkede, at når en kunstners værk møder virkeligheden, kan resultatet være smerteligt for hans fans.
- Publikum og kunstneren er værdifulde for hinanden, så længe som man kan kigge derud og se sig selv, og de kan kigge tilbage igen og se sig selv, sagde han.
- Når dette bånd bliver brudt, af dine personlige overbevisninger, personlige tanker eller personlige handlinger, kan det gøre folk vrede. Så enkelt er det [8].
 
Christian Christensen er professor i medier og kommunikation ved Karlstad Universitet. Artiklen er oversat fra ”Le Monde Diplomatique” af Peter Kragelund.

 


[1] George Will, “Bruce Springsteen´s USA”, Washinton Post 13. september 1984.
[2]Jim Cullen, ”Bruce Springsteen's Ambiguous Musical Politics in the Reagan Era”, Polpular Music and Society, summer 1992
[3]Bruce Springsteen: ”We´ve Been Misled””.
[4]Young Veterans Face Financial Battles”, USA Today, d. 26 december 2008.
[5]Af de 349 mord som blev begået af forhenværende militært personnel siden oktober 2001, blev 75% begået af krigsveteraner fra Irak og Afghanistan.
[6] New York Times, 1. januar 2009-05-08
[7] Se ”Edge of Sports”.
[8] ”Bruce Springsteen: We´ve been misled”, se note 3

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: gyf5j6
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk