RELATEREDE ARTIKLER

Hjælp vores kammerater i den værste flygtningekrise i nyere tid Baba Jan for Højesteret Alternative nyheder fra Indien og Kashmir Kammerat Ruben er død Smædekampagne mod Baba Jan og hans parti Med rigsretsdommen mod Park Geun-hye har ”stearinlys”-bevægelsen vundet en vigtig sejr Verdens største generalstrejke Baba Jan og hans kammerater dømt til 40 år i fængsel Filippinernes nye stærke mand Fanget i Kinas klapjagt på faglige aktivister Nationalisme og krigsmageri vandt valget Fra lokomotiv til bremsevogn "Jeg er marxist" Anti-terrordomstolene terroriserer arbejdere, fagforeningsledere og aktivister i sociale bevægelser Støt Hong Kong-borgernes kamp for frie valg Hvorfor regeringen ikke stopper højrefløjens sabotage Hayian-Yolanda: Klimaets budbringer 40.000 demonstrerer mod atomkraft i Tokyo Modstanden på Taksim Optøjer og politivold i Tyrkiet Støt asiatiske kammeraters regionale samarbejde En højreorienteret sejr Sabelraslen eller trussel mod mange millioner? Den tabte krig Det 21. århundredes socialisme i Pakistan? Stop de territoriale konflikters onde cirkel Høj bølgegang i den indonesiske arbejderbevægelse Baba Jan løsladt Arbejderkampe angriber elitens magt Terroranklage mod aktivister Den filippinske stat i stormens øje Fjerde Internationale går stærkt frem i Asien Update: Socialister frigivet Et år efter katastrofen på Fukushima atomkraftværket International aktionsdag mod atomkraft Hvilke nye vinde blæser i Burma? Sociale bevægelser i Mindanao har brug for hjælp efter stormen Venstrefløjen og de sociale bevægelser kæmper i Bangladesh Et slag mod Pakistans fagbevægelse Brutal undertrykkelse i det nordlige Pakistan Jaitapur: en ny nuklear tåbelighed Appel om solidaritet med malaysiske socialister Hævnfølelsen stopper ikke med Osamas død Økonomisk solidaritet med ofrene og de evakuerede fra jordskælvet, tsunamien og atomkatastrofen i Japan Katastrofen i Japan og dens konsekvenser Erfaringer fra Labour Party Pakistan Ikke med godgørenhed alene Stræben efter sindsro i en krigshærget region Den internationale situation sommeren 2010 Det ødelagte Pakistan venter på hjælp Hjælp "Labour Relief Campaign" med at hjælpe folk i Pakistan Ny fase i klassekampen Alcatel på oprørt hav Militære operationer styrker fundamentalisterne Fra valgfiasko til eskalerende krig Bryd tavsheden om krigen Militæret holder hånden over Taliban Socialistisk revolution, kapitalistisk genopretning Støt kampen mod Taleban og det pakistanske militær De første ni måneder med Pakistan Peoples Party Indiens ledere bør søge i egen baghave Den nye kinesiske kapitalisme Den gode krigs blændværk Afvis imperialistisk indgriben i Georgien! En besejret diktator

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Asien

22.05.09 | Farooq Ahmad

Tip en ven      |    Print  

Pakistan: Den religiøse fundamentalisme, militæret – og befolkningen

Udviklingen i den pakistanske provins Swat, hvor Taleban har taget magten, har skabt frygt i hele Pakistan. Både situationen og omstændighederne omkring den er sammensatte og komplicerede. Der hersker også stor forvirring om den rolle, som forskellige aktører spiller i provinsen.

Først indgik den pakistanske regering en fredsaftale med talebangrupper i Swatdalen, der tillod dem at oprette religiøse domstole – men Taleban rykkede tættere og tættere på hovedstaden Islamabad, og siden slutningen af april har den pakistanske hær kæmpet med talebanerne. Op mod to millioner civile mangler vand, mad og medicin. Det følgende er en rapport fra kammerater i Labour Party Pakistan om situationen i Swat.

Det er som et skakspil, hvor man ikke kan gennemskue, hvad der bør være det næste træk, når man er i vanskeligheder. Så tager man bare chancen og flytter fremad. Det er en meget forvirret situation.

Det er derfor de to sider i konflikten, både de religiøse fanatikere og regeringen, først underskrev Nizam Adl-aftalen (der tillod indførelsen af religiøse domstole i den pakistanske provins Swat, red.) og nu gennemfører militære operationer...

De afprøver forskellige taktikker og er ikke sikre på hvilke, der vil virke. Imidlertid betales prisen for disse fadæser af de almindelige beboere i disse områder.

Taleban kom fra Afghanistan. De slog sig ned i Swat-dalen for længe siden og blev integreret i lokalområdet. Og det foregik helt åbenlyst. De stammede fra andre områder, men giftede sig med lokale kvinder, undertiden fredeligt, undertiden med magt og er nu fastboende.

Gennem 1994 og 95 var der en religiøs bevægelse kaldet Tehreek Nifazi Shariat Mohammdi (TNSM) ledet af Sufi Mohammed for en implementering af ”Islam”.

Under denne bevægelse førte besættelser og dharnaaerne til at Swat blev isoleret fra resten af Pakistan. Regeringen og Sufi Mohammed indgik kompromisser og samarbejdede fint et stykke tid.

Situationen i Swat er imidlertid hastigt ændret gennem de sidste tre år. Da USA angreb Afghanistan gik Sufi Mohammad ind for Jihad mod dem og ”Afghanistan Chaloo” (Ta´ til Afghanistan) var hans slogan.

Befolkningens vrede

Over 15.000 fundamentalister og tilhængere af Sufi Mohammad tog til Afghanistan for at føre Jihad. Regeringen i Islamabad foretog sig intet mod dem, men holdt tand for tunge om denne militære kampagne.

Efter Talebans nederlag i Afghanistan kom han tilbage til Pakistan og blev sat i ”beskyttelsesarrest”. De lokale var vrede på ham. Han havde lovet dem en masse; men intet gjort.

De lokale ønskede svar på hvorfor han havde ført deres sønner til Afghanistan uden deres billigelse, hvorefter mange mistede livet under dette eventyr i nabolandet. Så regeringens anholdelse var virkelig for at beskytte ham mod lokalbefolkningens vrede.

Røde flag
Chupinal er beliggende i det, der nu er centeret for de religiøse fundamentalister. I juni 2006 afholdt Labour Party Pakistan (LPP – Det pakistanske Arbejderparti) et offentligt møder her, hvor Nisar Shah talte til en forsamling på over 600 tilhørere. Og der var røde flag på hele vejen fra Matta og dertil.

Måneden før afholdt LPP en majdemonstration i selve Matta. Matta er en Thesil i Swat og er nu blevet Talebans højborg. Så frem til 2006 havde vi gode progressive kræfter i området.

Nogle af de centale ledere af Awami National Party (ANP, et sekulært pashtunsk parti, red.) også Abdullah Qureshi, gik over til LPP. Han var den første til at blive dræbt ved en selvmordsbombe i december 2007 netop i Matta.

Senere er de fleste af ANP-lederne enten blevet dræbt eller de er flygtet fra området for at redde livet. Det var ren fascisme og selv general Musharrafs regering tog disse begivenheder yderst alvorligt.

Valg
I parlamentsvalget sidste år blev der valgt medlemmer af Pakistan Peoples Party (PPP, det pt. regeringsbærende parti, red.) og ANP i Swat, Buner, Dir og Chitral områderne; men ingen repræsentanter for de religiøse grupper.

LPP boykottede valget i 2008 på opfordring fra den bevægelse, der krævede højesteretsdommerne genindsat.

Folket afviste altså de religiøse fundamentalister. Selv for tre måneder siden vandt ANP over Jamaat Islami (Pakistans ældste religiøse parti, red.) ved et suppleringsvalg i Buner. Så vi kan med sikkerhed sige at hele området er meget politisk labilt.

Fundamentalisterne har bredt sig i området gennem de sidste tre år og specielt efter valget i 2008, fordi de er organiserede og bevæbnede. De har godt med ressourcer og benytter sig af en fascistisk taktik.

ANP og PPP bøjede af overfor fundamentalisterne efter valget og løslod Sufi Mohammad, hvilket styrkede fanatikerne. Fraværet af forsøg på at mobilisere befolkningen mod fundamentalisterne fra de vigtigste politiske partiers side, banede vejen for fanatikernes vækst.

Mange grupper i Taleban
I 2003 tog de to vigtigste ledere af ANP, Afrasayb Khatak og Asfand yar Wali, til USA og gik i forhandlinger med repræsentanter for den amerikanske imperialisme. De sagde helt åbent, at vi havde fået tilbudt Phuktoonistan på et sølvfad – hvorfor så ikke modtage det? De havde også tidligere støttet NATO-styrkerne i deres besættelse af Afghanistan.

Taleban er opdelt i forskellige grupper og er ikke en sammenhængende gruppe. Der er adskillige Talebanbevægelser adskilt fra hverandre; og der er store modsætninger mellem dem.

Konflikten mellem Shia- og Sunnimuslimerne er centralt i dette. Taleban har grundlæggende smidt Shiasamfundene ud fra de områder, som fanatikerne dominerer.

Der er tre hovedgrupperinger inden for Taleban. Både CIA og det pakistanske militære efterretningsvæsen, ISI (Inter-Services Intelligence, red.) har deres egne grupper inden for Talebanerne.

Der har været mange episoder i Swat, hvor lastbiler fyldt med våben er blevet konfiskeret af politiet, hvorefter de blev frigivet af folk fra hæren. Det synes meget klart, at der er dele af Taleban, der er blevet støttet af dele af hæren.

Talebanernes krig har mange dimensioner: de forskellige grupper anvender forskellige taktikker og har forskellige mål. Den gruppe som mistænkes for at være støttet af CIA-folk går efter regeringsbygninger, der er tale om Bitul Masood gruppen i Taleban. Det kan være for at destabilisere regeringen.

De Talebangrupper, der støttes af dele af den pakistanske hær, angriber de nationalistiske ledere især i Malkand provinsen. I disse områder er ledelsen af ANP næsten udslettet. Alle partiets medlemmer i parlamentet, der blev valgt i 2008, har forladt områder for at redde livet. Deres huse er blevet overtaget af Taleban.

Sufi Mohammad og hans Tereek Nifazi Shariat Mohammdi-bevægelse adskiller sig fra Taleban. Taleban nægtede at aflevere deres våben, selvom Sufi Mohammad ønskede det.

Kvinderne hårdest ramt
Talebans aktiviteter har haft ødelæggende og chokerende indvirkninger på befolkningens tilværelse i området. Kvinderne er hårdest ramt.

Piskningen af en kvinde, der blev vist i medierne, er blot en enkelt episode, som folk fik kendskab til. Lignende episoder sker hele tiden. Det er blevet almindeligt under Taleban.

Uanset hvad regeringen påstår, så skete dette rent faktisk. Stedet hed Kala Kilay, hvor det lykkedes nogen hemmeligt at optage piskningen på video.

Der sker meget mere af den slags hver dag. Kvinderne er ofre for denne brutale opførsel.

Et andet eksempel kommer fra vor kammerat i LPP, Jilal Khan, der rejste i området med sin syvårige datter. Taleban stoppede dem og spurgte hvorfor datteren ikke bar slør. Jilal kendte til et andet tilfælde, hvor Taleban havde dræbt en mand pga. af ’forkert’ beklædning, så for at redde sit og datterens liv, måtte han lyve og sige at det var en fejltagelse og at det ikke ville gentage sig.

De gennemtvinger alle mulige former for undertrykkende forholdsregler. De har et specielt instrument kaldet en Gulail til at måle størrelsen af mænds skæg. Er skægget for lille, bliver ejermanden udsat for alskens afstraffelser.

Man har ikke mulighed for at barbere sit skæg i områder under Talebans kontrol. De terroriserer hele samfundet ved at indføre deres middelalderlige skikke.

Tavshed
De almindelige politiske partier udviser en kriminel tavshed om disse Talebanforbrydelser. De tager ikke stilling til disse spørgsmål og de udtaler sig heller ikke om sociale problemer.

Men hvis et medlem af Taleban bliver dræbt af politiet eller hæren, så laver de en masse larm.

Jamaati Islami partiet støtter offentligt Taleban. I Dir provinsen er JI stærkt og de spionerer for Taleban. De er agenter for Taleban i byerne. Vi kender til en begivenhed, som bekræfter dette.

I Timargrah blev en leder af en NGO organisation kidnappet; da han senere blev løsladt fortalte han os, at to medlemmer af Jamaati Islami havde set ham komme ud fra sit hjem og de stak ham til Taleban.

Ruineret
Økonomien i Swat er ruineret pga. Talebans kontrol. Borset fra turisme er Swat berømt for sine frugthaver. Frugten bliver solgt til folk udefra og det skaber også en masse beskæftigelse. Men pga. den farlige situation udeblev frugthandlerne udefra i år.

Pærerne, fersknerne og de andre frugter er rådnet i år. Turismen er allerede væk; hoteller er beboet af hæren og Taleban, uden at de betaler husleje. De er blevet besat med magt af begge parter. Og frugtproduktionen har ikke givet nogle indtægter.

Swat blev erklæret toldfrit område, hvilket resulterede i etableringen af industri indenfor først og fremmest kosmetik og silke. Indenfor kosmetikindustrien var det først og fremmest kvinder, der nu alle er blevet arbejdsløse, der arbejdede. Taleban tvang dem til at stoppe. Fabrikkerne lukkede.

Buner området er kendt for sin gode marmorproduktion. ’Super hvid’ og ’Swat grøn’ er berømt for sin skønhed og kvalitet over hele Pakistan. Mere end 12.000 er nu blevet arbejdsløse.

Vi oprettede Pehar Mazdoor fagforeningen (for bjergbrug, red.) i regionen. Hele denne industri er også lukket nu. Uddannelsesinstitutionerne er værst ramt. Taleban har angrebet skoler og først og fremmest pigeskoler.

Først bliver de sprængt i luften, derefter bliver selv murbrokkerne solgt. Alt hvad der er tilbage af de ødelagte skoler bliver solgt. Taleban stjæler og plyndrer overalt, hvor de har kontrol.

Formanden for Kvindelig Arbejderhjælp var med os i Salam Pur, en landsby i Swat, der er berømt for broderi og kunsthåndværk. Mange kvinder tjente deres penge ved denne hjemmeindustri. Salam Pur er nu en død by og indbyggerne er flygtet til os i Murdan efter militæroperationen i maj 2009.

Da Taleban overtog Buner distriktet i slutningen af april, besatte de 17 tankstationer. Ejeren satte sig til modværge i 15 dage, men til sidst var han tvunget til at flygte, da han var fuldstændig overladt til sig selv og ikke fik nogen støtte fra hverken hæren eller politiet.

Taleban solgte al benzinen for 30 rupees per liter, i stedet for de 56 rupees benzinen skulle koste – udelukkende for at tjene hurtige penge. Da benzinen var solgt rejste de blot videre.

Ikke drevet af religion
Taleban er en fascistisk – ikke en religiøs bevægelse. De udrydder alle modstandere. De er mere som Muhajir Quami Movement (MQM). De bruger samme taktik. Jeg kender medlemmer af Taleban, der hverken beder eller går til bøn i moskeen. De siger, at de er i en krigssituation og derfor ikke behøver at gå til bøn. Men det er bare en undskyldning.

Forbindelsen mellem Taleban og kræfter indenfor statsapparatet afslører sig ved, at på trods af at Wazirustan bliver bombet af amerikanske droner, så optræder Taleban-lederen Tehreek Baitul Masood jævnligt på pressekonferencer; hvorfor kan de ikke spore ham? Dette er en flerdimensionel krig, der udkæmpes af mange parter.

Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at oprette selvforsvarskomiteer – det er for sent. Den eneste mulighed er at bevæbne folket, selvom vi har set i Afghanistan, at de der blev bevæbnet for at bekæmpe Taleban, udviklede sig til væbnede grupper og krigsherrer.

I Rustam, min lille by i Murdan distriktet, kom Taleban på motorcykler; de kontaktede de kriminelle, bad dem om at komme til moskeen og opfordrede dem til at samarbejde.

De havde det store checkhæfte fremme og sagde, at penge ikke var noget problem, så der er også mange kriminelle i Taleban. De er fuldstændig skruppelløse. De eksisterer sig i stort tal i Pakistan og venter på bedre tider.

Andre Taleban er fra Punjab, atter andre fra Saraiki. Mange terrororganisationer har hovedkvarterer I Punjab. Kidnapninger finder sted hver eneste dag i Pukhtoonkhawa og endnu flere i Murdan.

Der er ingen militær løsning på dette problem; Om Taleban eller er venner eller fjender kan være det samme – folket stoler ikke på nogen af dem.

Modstand
Taleban fører guerillakrig og vi må protestere og bekæmpe dem. Vi er i gang med at udarbejde en strategi for bekæmpelsen af både Talebans guerillakrig og hærens militære operationer.

Den herskende klasse underskrev Nizam Adl-aftalen, måske for at presse de imperialistiske magter for flere penge. Men folket betaler en langt højere pris.

Muttahida Majlis-e-Amal (MMA, en koalition af religiøse partier i Pakistan, red.) og MQM er ikke imod militarisering og de bliver støttet permanent af hæren. Da Nizam Adl-aftalen mellem Taleban og regeringen blev underskrevet, var situationen uklar.

Folk ønskede fred, så de støttede aftalen. Men efter lidt forvirring en dag eller to modsatte vi os aftalen.

Der er nogle venstrefløjskræfter, der siger; lad amerikanerne og hæren udrydde Taleban. Denne retning havde den samme holdning i Afghanistan. Den må bekæmpes på alle niveauer. Situationen i Afghanistan er det bedste eksempel.

MMA, den religiøse alliance, der regerede provinsen fra 2002-2007 ændrede pensum (i skolerne) i Pukhtton Khawa. Alle principper i kemi og biologi blev forklaret gennem ’Islamisk lære’, i stedet for videnskabelige argumenter.

Mobilisering er ét rigtigt svar; folk vil kæmpe, hvis massemobilisering er den centrale strategi.

Der er ikke nogle militære løsninger. Militæroperationerne har haft altødelæggende virkninger med hundredetusinder af fordrevne. Vi kan hverken støtte Taleban eller den militære løsning.

Vi modsætter os begge. De tror begge på underkuelse. De er begge forbundne med hinanden og nu bekæmper de hinanden. Vi kan ikke stole på nogen af dem.

Vi er nødt til at opbygge et alternativ. Vi er nødt til at forene alle kræfter, der er imod Taleban og også alle, der er imod den militære løsning. Arbejderbevægelsen er nødt til at spille en rolle, særligt i Punjab.

Folk i Swat er skuffede og desillusionerede. De støttede fredsaftalen fordi de troede at den ville bringe fred. Freden kom ikke. Den kunne ikke komme, fordi det var en uhellig alliance mellem to rivaliserende kræfter, der af al magt prøver at bedrage hinanden.

Mange fordrevne kommer til Murdan, vi er nødt til at hjælpe dem. Vi arbejder i Murdan, og vi gør vores bedste for at hjælpe. Folk stoler ikke længere på hæren. Hæren samarbejder med visse dele af Taleban.

Lala Afzal, en anset ANP-leder der kæmpede mod Taleban og først for nyligt forlod Swat, fortalte en forsamling, at den, der styrer Taleban, er den samme som den, der styrer hæren. Dét opsummerer situationen ganske godt. Vi er i en konfliktzone. Vi har en historisk rolle at spille.

Farooq Ahmad er medlem af ledelsen i Labour Party Pakistan

 

Bidrag til diskussionen fra kammerater fra berørte områder:

Yasir, medlem af landsledelsen LPP
Jeg er enig med Farooq Ahmad; flere informationer: Taleban har deres egen dobbelte standarder. De beder sønner og døtre af muslimer om at komme til madrassas (religiøse skoler, red.), men sandheden er, at lederen af Taleban Tehreek Pakistan, Fazal Ullah’s to sønner studerer kemi ved Peshawar Universitet.

Taleban blev til en vis grad afsløret gennem fredsaftalen. Det var et smart træk fra regeringens side. Nu leder Taleban efter nye måder at retfærdiggøre sin krig mod regeringen. En kammerat fra Murdan fortæller, at Taleban nu agiterer med at hæren er Shia[-muslimer] og derfor urene og skal slås ihjel.

I Buner kom der kun 60 Talebankrigere og overtog hele området. Sufi Mohammed gruppen er militant, ikke fredelig. De har overhovedet ikke noget med fred at gøre. Det er en væbnet gruppe. Mange mennesker er bevæbnede. De har måske ikke mad, men riflen har de.

Rehana, Kvinders Arbejdshjælp, Pukhtoon Khawa.
Det er godt, at jeg er her. Kvinderne er hårdest ramt i Swat. De kan ikke deltage i undervisningen, da de ikke har lov til at forlade deres hjem. I området domineret af Taliban, kan kvinderne end ikke forlade deres hjem selvom det sker i selskab med brødre eller ægtemænd. 

Tusinder af kvinder er hjemløse på grund af Taliban. Heller ikke enker kan gå uden for deres hjem, og er allerhårdest ramt.

Mange NGO’er i Murdan er blevet bedt om at forsvinde fra området. Også i Murdan bliver kvinderne påbudt at blive i hjemmet. Selv pigeskoler får besked på  at lukke.

Kvinderne er værst ramt. Taliban slår kvinder. Ingen skoler, intet marked, intet udendørsliv – sådan er kvinders liv.  Fjernsynet dækker ikke volden mod kvinder i hjemmet.

Ayaz, Formand for  Lærernes Fælles Forbund, Phukhtoon Khawa
Alt dette berører ikke bare Phukhtoon Khawa, men hele Pakistan. I forhold til deres finansielle forudsætninger burde Taliban være ringestillet, men de besidder alle ressourcerne. De er meget rige. De kører i de store og allernyeste biler. Det er ikke en religiøs kamp, det er en kamp mellem kapitalister for at vinde kapital.

Det er et kapitalisternes spil. Hæren var med dem tidligere. Spillet står åbent nu, i og med hæren har startet en krig. Premiere-Ministeren gav ordre til at angribe dem. Det er et drama; virkeligheden er, at hæren selv vil have kontrol med området – gennem deres krig.

Men det kommer ikke til at begrænse sig til et område. 67 personer er allerede kommet til mit hjem  for at blive, det spreder sig overalt. For et par dage siden hos en mobil telefon-reperatør fortalte butiksejeren mig:

”En fra Taliban kom for at få repereret en telefon. Lidt efter ankom en kvinde med samme formål og Taliban-manden spurgte hende, hvad hun lavede uden for hjemmet og hvorfor hun havde en mobil telefon. Og at hun skulle blive hjemme.”

Butiksejeren gjorde hvad han gjorde, for at redde kvindens liv:

”Jeg blev vred på kvinden og gav hende besked på at efterlade hendes telefon og aldrig vende tilbage, Mobiltelefonerne er mænds arbejde, ikke noget for kvinder. Det var sådan jeg reddede hendes liv. Hun gik, og senere gav jeg hende telefonen tilbage”.

Det er  sådan Taliban nu styrer tingene i Murdan, et distrikt der opfattes som sikkert mod Taliban.

Hakim Bahadur, medlem af  LPP’s Landsledelse, Mangora, Swat.
Etablissementet skabte Taliban, Fazullah og Sufi Mohammed .  Vores statslige institutioner har skabt dem. Nu er situationen ude af kontrol. De starter militær operationer. Situation i Swat er elendig. De bevæger sig langsomt mod Punjab – i Murdan er de der. De har kontrollen nu.

For at bekæmpe dem må vi opbygge vores parti, og vi må bevæbne os ideologisk. De angriber alle; socialister, demokrater, nationalister… Det er nødvendigt at bygge partiet for at bekæmpe dem. Enhed og enhed er svaret.

Farman Ali, sekretær for LPP, Phukhtoon Khawa.
Ikke før situationen i Afghanistan er blevet bedre og NATO-styrkerne dér er forsvundet, vil situation i Pakistan blive bedre. Afghanistan er ved grænsen. Taliban får inspiration derfra. De er forbundet med det afghanske Taliban og de hjælper hinanden.

Amerikanske imperialister er ikke intereseret i fred i dette område. De optrapper krigen. De presser den pakistanske regering til flere militære aktioner mod Taliban.

Men det er ikke Taliban der påvirkes, det er folket i området der bliver hårdt ramt. Vi betaler prisen for den nye liberale agenda. Vi må stille op mod begge.
 

Oversat og redigeret af Mikael Melstad, Peter Kragelund, Rasmus Espenhaim og Nina Trige Andersen

 

Læs mere på f.eks. Labour Education Foundations hjemmeside

Læs evt. tidligere artikler om Pakistan:

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 33

Intet pusterum til Lunde Larsen - For en skånsom og dedikeret hav- og fiskeripolitik

Den nyeste tumult i regeringen, efter at Karen Ellemann har måttet overtage fiskerimisteriet, og udenrigsministeriet fiskeristyrelsen, fra Esben Lunde Larsen, er udtryk for en virkelig skandale. Siden det i dølgsmål lykkedes den daværende VK-regering at privatisere den danske fiskebestand i 2007, har en systematisk privatisering af havet været på dagsordenen. Men privateje og profit er i direkte konflikt med den mest effektive og omsorgsfulde håndtering af vores fælles hav. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.