16.08.09 | Jan Malewski

Tip en ven       |     Print  

Honduras: Det herskende oligarkis kup

Syv uger efter at præsident Zelaya blev afsat og fløjet ud af landet, sidder kupmagerne stadig ved magten. Folkelige protester slås ned og demonstranter er myrdet og fængslet. Trods massive internationale protester, har USA og vestlige regeringer ikke iværksat sanktioner mod det ulovlige regime. Jan Malewski opridser her baggrunden for kuppet.

Søndag morgen, den 28. juni, invaderede den honduranske hær præsidentpaladset og, efter en skudveksling med præsidentens vagter, blev præsident Manuel Zelaya arresteret. Fra lufthavnen blev han deporteret til nabolandet Costa Rica. Kupmagerne fabrikerede et falsk afskedigelsesbrev fra Zelaya og med dette faskneri udnævnte Kongressen Roberto Micheletti, også medlem af det Liberale Parti, samt formand for Kongressen, som efterfølger. Micheletti har modtaget det honduranske katolske hierarkis velsignelse.

Den nationale Kongres har erklæret udgangsforbud fra klokken 22 til 5 om morgenen (den 5. juli blev udgangsforbuddet udvidet til kl. 6:30) over hele landet og har annulleret de grundlovfæstede borgerlige rettigheder, hvilket i praksis vil sige indførelse af undtagelsestilstand. Andrés Pavon, formand for Civilrådet for Honduras' Folk og Indfødte (CCOPIH) forklarer kupmagernes bevæggrunde for at gennemføre disse tiltag således: ”Et højtstående medlem af militæret fortalte mig, at general Romeo Vasquez (den militære leder) fortalte Micheletti, at han ikke havde ”legale midler” til at modstå demonstrationerne mod sig, og at dette var grunden til dekretet.”

Venstrefløjsaktivister og medlemmer af faglige og bondeorganisationer er blevet arresteret. Kongressen har beordret arrestation af mange ledere af folkelige eller sociale organisationer, heriblandt Juan Baraona og Carlos H. Reyes (Folkelig Blok), Andrés Padrón (Menneskerettighedsbevægelsen), den faglige leder Luther Castillos, Rafael Alegrón (Via Campesina), samt en række medlemmer af CCOPIH activister: Caesar Han, Andrés Pavón. Marvin Ponce, Salvador Zúñiga og Berta Cáceres.

Fagforeninger, NGO'er og venstrefløjsorganisationer gik umiddelbart sammen i en front af folkelig modstand for at mobilisere befolkningen mod ”kuppet”, titusinder invaderede gaderne i hovedstaden Tegucigalpa og andre dele af landet. De blev brutalt slået ned af politiet og hæren. Den 2. juli opfordrede fagforeningerne til generalstrejke. Den 5. juli forsøgte præsident Manuel Zelaya, med diplomatisk støtte fra FN og Organisationen af Amerikanske Stater (som har suspenderet Honduras efter kuppet) at vende tilbage til Tegucigalpa. Hæren besatte landingsbanen og forhindrede flyet i at lande, og åbnede derefter ild mod tusinder af ubevæbnede demonstranter, som var samlet for at tage imod den lovlige præsident, med dødsfald og sårede til følge.

Zelaya-regeringen
Manuel Zelaya er en stor forretningsmand inden for træindustrien og vandt som kandidat for det Liberale Parti (centrum-højre) præsidentvalget i 2005 foran kandidaten fra det Nationale Parti (konservativ højrefløj). Gennem en årrække var Honduras en af ”bananrepublikkerne” domineret af United Fruit Company. Som leder af et Latinamerikas fattigste lande (50 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og analfabetismen er 20 procent) forsøgte Zelaya at lægge låg på de sociale spændinger med en mere socialt bevidst politik. Derfor mistede han hurtigt støtte fra sit egen politiske bagland og det lokale oligarki, hvilket pressede ham til at vende sig til progressive kræfter.

I et interview kort før kuppet forklarede hans sin udvikling således: ”Min regering er en centrum-venstre-regering, fordi jeg gennemfører liberale ideer, men med en socialistisk, en social tendens, og med et ønske om at garantere borgernes rettigheder. Jeg kommer fra meget konservative kredse. Jeg troede, at jeg kunne ændre den nyliberale ramme. Men de rige betaler ikke så meget som en cent. De rige vil ikke af med deres penge. De beholder alt for sig selv. Derfor må du logisk set integrerer folket for at gennemføre forandringer. Chavez hjalp mig i krisen. Det er mig, som har søgt denne støtte, det er ikke ham, som har opsøgt mig. I starten var nogle lande imod, jeg ved ikke hvorfor. Chavez er en demokrat. Han har valg hver dag. Nu er mit samarbejde med Fidel Castro og Hugo Chavez accepteret her.”

På et spørgsmål om hans isolation inden for statsapparatet, svarede Zelaya: ”Det er derfor vi taler om en borgerlig stat. Og det er de økonomiske eliter, som skaber den borgerlige stat. Det er lederne af hæren, partierne, domstolene, og denne borgerlige stat føler sig sårbar, når det bliver foreslået, at folket skal have en stemme (…) Hvis jeg står styrket (i meningsmålingerne) på søndag (28. juni) … Måske skal jeg nærme mig disse magtfulde grupper og overbevise dem. Fortælle dem at dette er ikke imod dem, det er en historisk proces, de er nødt til at samarbejde.... de må forstå, at fattigdommen først vil forsvinde, når det er de fattige, som laver lovene.”

Zelaya-regeringen har indledt en alfabetiseringskampagne inspireret af Cuba og Venezuela, ligesom man har forsøgt at forbedre de fattiges adgang til lægehjælp ved at importere billig medicin og givet stipendier til at studere medicin i Cuba. Desuden er renten blevet sat ned for lån til små landmænd, og mindstelønnen er øget med 60 procent. Takket være aftalen med Petrocaribe, med sæde i Venezuela, har det været muligt at importere olie til under verdensmarkedsprisen. Disse initiativer har undermineret den monopolstilling, som multinationale inden for olie- og medicinalindustrien har haft. Præsident Zelaya har fordømt oligarkiets monopol over medierne og skåret i statsstøtten til store mediegrupper, hvilket har provokeret deres vrede.
På den diplomatiske front har Honduras sluttet sig til det Bolivarianske Alternativ for Amerika (ALBA), sammen med Venezuela, Cuba, Bolivia, Nicaragua og Dominica (senere er St. Vincent, Grenada, Antigua og Barbuda og Ecuador kommet med).

Samtidig med at alle disse tiltag har øget hans popularitet blandt de fattige befolkningsgrupper, har de mødt fjendskab hos det lokale oligarki og i statsapparatet, som var begyndt er undergrave regeringens politik. Polariseringen fik Zelaya til i stigende omfang at vende sig til masserne. Han tog initiativ til en folkeafstemning om indkaldelse af en grundlovgivende forsamling, i forbindelse med parlamentsvalget til november, inspireret af eksemplerne fra Venezuela, Bolivia og Ecuador. Folkeafstemningen skulle finde sted søndag den 28. juni 2009. Kongressen og Højesteret sagde, at folkeafstemningen, som kun var vejledende, var ulovlig. Hærens øverste kommando nægtede at give logistisk støtte til organiseringen, og kuppet forhindrede afstemningen i at blive gennemført.

International isolation
Modsat deres egne forventninger er kupmagerne hurtigt blevet internationalt isolerede. FN's Generalforsamling har fordømt kuppet, OAS har suspenderet Honduras (hvilket aldrig er overgået et militærdiktatur!), flertallet af de imperialistiske magter tilbagekaldte deres ambassadører. Washington, med en stor militærbase i Honduras, har suspenderet sine militære forbindelser med Micheletti-regimet, Venezuela har indstillet sine olieleverancer, den Inter-Amerikanske Udviklingsbank har fastfrosset sine lån til Honduras, Verdensbanken har stoppet sit lån på 270 mill. dollar og så videre.

Disse reaktioner viser, at det internationale borgerskab, begravet i krise og i et forsøg på at opnå legitimitet, er bekymret først og fremmest for en polarisering og en radikalisering af modstanden. Det honduranske oligarki, som står bag kuppet, er fra dette synspunkt kun en sekundær klient, og det risikerer at åbne Pandoras æske. Hvis det ikke kan tolerere selv beskedne progressive reformer, vil den globale storkapital ikke være indstillet på at beskytte det for enhver pris. Det er igen blevet tid til ”stabilitet”, og det honduranske militærs handlinger er blevet fordømt. ”Det internationale samfund” fordømmer kupmagerne og vil have, at de finder en udvej.

Det internationale samfund foretrækker Zelaya, som opfordrede demonstranterne mod kuppet til at byde ham velkommen ”ubevæbnede”, overfor væbnede styrker. Selvfølgelig opfordrede han også, efter at hans blev forhindret i at lande og i stedet fløj til El Salvador, militæret til at ”sænke deres våben”, men det har ikke forhindret de første skudofre. For hvis soldaterne skal vindes til at vende deres officerer ryggen, så de kan ”skifte side” i en situation med åben konfrontation, må der være en anden side, som er klar til at kæmpe på den bane, som deres modstander har valgt. Demonstrationerne mod militærregimet har, selv om de har været store, endnu ikke taget dette skridt. Kupmagerne er isoleret internationalt, men holder skansen takket være våbnenes magt.

Jan Malewski er medlem af det Nye Antikapitalistiske Parti i Frankrig, redaktør af Inprecor og medlem af Fjerde Internationales ledelse. Artikel er afsluttet medio juli.

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: ELMyFZ
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk