24.10.09 | Åge Skovrind

Tip en ven       |     Print  

Pakistan: Militæret holder hånden over Taliban

Den pakistanske regering spiller et dobbeltspil, hvor den på den ene side støtter USA's krig i Afghanistan, men på den anden side holder fast i allancen med - dele af - Taliban. Det fortalte pakistansk socialist på besøg i Danmark.

Nyhedsmedierne fortæller ifor tiden om selvmordsangreb og blodige kampe i Pakistan mellem Taliban og det pakistanske militær. Men militæret er i virkeligheden ikke interesseret i at udrydde Taliban eller deres strukturer. Det er kun de dele af Taliban, som man ikke har kontrol med, som man ønsker at udrydde. Andre dele ønsker militæret fortsat at bevare en alliance med.

Det fortalte Khalid Mahmood fra den pakistanske organisation Labour Education Foundation (LEF) under et besøg i denne uge i Danmark. Khalid var inviteret af organisationen STS-International Solidarity, som blandt andet finansierer en skole drevet af LEF i Kashmir-området. Bag LEF står venstrefløjspartiet Labour Party Pakistan, som Khalid er ledende medlem af.

På et offentligt møde i Roskilde fortalte Khalid Mahmood både om skolen i Kashmir, den militære situation i Pakistan, utilfredsheden med den nuværende regering og udfordringerne for Labour Party Pakistan.

USA finansierede Taliban
Talibans tilstedværelse i Pakistan er ikke et nyt fænomen. Det går tilbage til den tid, hvor Taliban var forenet med USA i kampen mod de sovjetiske styrker i Afghanistan. Derfor blev Taliban støttet af USA og kunne operere fra Pakistan. Da de sovjetiske tropepr trak sig uf af Afghanistan, mistede USA interessen, men Taliban havde stadig mange våben og penge.

»Disse grupper reorganiserede sig og blev en strategisk partner for det pakistanske militær, blandt i forholdet til Indien« fortalte Khaled Mahmood.

Fundamentalisterne voksede i styrke, trods indbyrdes sekteriske slagsmål.
De blev en institution i undervisningssektoren. De forhindrede progressive kræfter i at vise sig på universiteterne, og med rundhåndet støtte fra arabiske lande oprettede de egne skoler på et islamisk grundlag.

Khalid fortalte, at der i dag findes over 80.000 islamiske skoler - såkaldte madrasser, som rekrutterer millioner af børn fra fattige familier. På skolerne kan de bo og få mad, mens de undervises på et sekterisk religiøst grundlag. For mange familier er det den eneste mulighed for at forsørge deres børn.

Dobbeltspil
Den 11. september 2001 kom angrebet på World Trade Center i New York, og kort efter indledte USA krigen mod Taliban-styret i Afghanistan. Taliban flygtede til de bjergrige grænseområder til Pakistan, som derfor igen blev en nødvendig allieret for USA. Men for Musharraf, Pakistans daværende leder, som tog magten ved et militærkup i 1999, var der tale om et dobbeltspil. Et dobbeltspil, som er fortsat frem til i dag.

På den ene side er Pakistan allieret med USA, men samtidig bevarer man en alliance med dele af Taliban. Det gælder også i Swat-dalen, hvor militæret for få måneder siden indledte en offensiv mod Taliban, som sendte over 2 millioner civile på flugt. Men her tillod man Taliban at forsvinde ad flugtruter i god tid, fortalte Khaled. Ligeledes er der eksempler på, at lokalbefolkningen selv har taget affære, men hvor Taliban er blevet beskyttet af militæret.

»Hvis man virkelig ville af med Taliban, kunne man lykkes med det,« siger Khaled, »men det er ikke kun en miilitær kamp. Det handler også om at fjerne grundlaget for, at fundamentalisterne kan vokse,« påpeger han.

»USA må ophøre med at dræbe civile. Det er en af grundene til, at Taliban kan rekruttere, at amerikanske ubemandede fly dræber uskyldige civile.«

»Men det vigtigste er fattigdommen, især i grænseområderne, som betyder at mange sender deres børn til de religiøse skoler. Derfor bør man sætte ind mod fattigdommen og nationalisere de religiøse skoler, som i dag er rekrutteringssteder for Taliban,« siger han.

Upopulær regering
Intet tyder imidlertid på, at det er den vej, regeringen i Pakistan vil gå.

Da Pakistan Peoples Party (PPP) overtog regeringsmagten efter valget i 2008 var der store forhåbninger, om at den ville løse de økonomiske problemer. M;en i stedet har befolkningen oplevet voldsomme porisstigninger, blandt andet på olie og el. Den Internationale Valutafond har ydet lån til regeringen med skrappe betingelser om at fjerne statsstøtte, pålægge befolkningen nye skatter - og samtidig er udgifterne til militæret steget.

»Det har skabt stor skuffelse og stor utilfredshed med regeringen, men dens prioritering er at fortsætte ad samme vej. Det stiller os over for en stor udfordring,« siger Khaled.

»Mange arbejdere kontakter os for at få hjælp til at organisere sig på arbejdspladsen eller blive medlem af vores parti.«

Betingelserne for faglig organisering i Pakistan er meget svære. Højst 3 procent af landets omkring 47 millioner lønmodtagere er organiseret. Inden for mange sektorer er det forbudt at have fagforeninger, og andre steder slår arbejdsgiverne hårdt ned på ethvert tilløb til faglige protester. Falske anklager fabrikeres mod arbejdere, som man vil af med, og domstole bestikkes for at godkende arbejdsgivernes dispositioner.
Labour Party Pakistan er konstant inddraget i sager ved domstole, hvor arbejdere forsvarer sig mod uretmæssige ovegreb.

Khaled understregede, at støtteerklæringer fra udlandet er vigtige og kan spille en stor rolle. International støtte til en faglig leder på en møbelfabrik i Lahore, som var arresteret på falske anklager om terrorvirksomhed, var formentlig årsagen til, at han reddede sit liv, sagde han.

Succes med faglig organisering
Men trods undertrykkelsen er der en voksende bevægelse for faglig organisering. Inden for de sidste par år er det lykkedes LPP at oprette 23 nye fagforeninger inden for flere forskellige sektorer, blandt transportområdet, metalindustrien og hjemmeindustrien, der hovedsageligt beskæftiger kvinder.

Specielt i Pakistans tredjestørste by Faisalabad har LPP haft succes med at organisere arbejdere i tekstilindustrien. Der er dannet en ny fagforening for 10.000 ansatte.

Det er også positivt, at arbejdere i stigende grad indser, at de må blive en del af den politiske proces, påpeger Khaled.

Traditionelt er fagforeningerne ikke særligt politiske, men LPP forsøger at rejse politiske diskussioner i fagforeningerne. Partiet prioriterer også højt at få kvinder med i det politiske arbejde.

Læs mere på Labour Party Pakistans hjemmeside

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: ttvncL
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk