06.11.09 | Peter Saxtrup

Tip en ven       |     Print  

Debat: Enhedslisten, klimakampen og antikapitalismen

Peter Saxtrup, aktiv i ”Climate Justice Action” og medlem af Enhedslisten, SUF og SAP, undrer sig i dette indlæg over Enhedslistens linje i forhold til den klimabevægelse, han er med i.

Jeg skriver disse linier som en refleksion over det arbejde, jeg har gennemført i arbejdet frem mod klimatopmødet COP15 til december i København.
 
Den mest betydningsfulde begivenhed i nyere politisk tid har uden tvivl været Berlinmurens fald i 89 og Østblokkens følgende kollaps. Ikke bare var den betydningsfuld fordi denne begivenhed åbnede enorme markeder, som vestlig kapital kunne udvide i, men også fordi dette økonomiske boost samtidig bidrog til følelsen af historiens slutning. Halvfemserne var uden tvivl nyliberalismens årti, mængden af sociale kampe faldt og alternativet til kapitalismen var meget svært at få øje på. Enhedslisten blev stiftet forud for denne periode og har derfor spillet en helt særlig rolle i Danmark, hvor det har været muligt at pege på alternativer til venstre i et stadig mere ensartet politisk felt. Dette er en luksus som ikke alle lande har haft – og forskellen er mærkbar.
 
Mistillid til de politiske institutioner
Men over de seneste år er en ny periode i klassekampen rykket nærmere. Som følge af halvfemsernes passivitet er der på verdensplan en stigende mistillid til de politiske institutioner, der skulle sikre det borgerlige demokratis tusindårsrige. Samtidig er den økonomiske og klimatiske krise, som er blevet skubbet foran den kapitalistiske ekspansion de sidste 30 år, ved at vise sit ansigt. I denne periode er Enhedslistens rolle ikke længere at sikre at der 'er et alternativ til SF', men selvstændigt at opbygge sine kræfter for at kunne spille en afgørende rolle i de kampe, som en skærpet klassekamp vil føre til.
 
Vi har således bevæget os fra en periode, hvor venstrefløjen stod isoleret i sin krise og ikke kunne bygge på særlig mange erfaringer og bevægelser i sin insisteren på at forblive et alternativ, til en periode, hvor kapitalismen står overfor en tredobbelt krise, mindst. Den økonomiske krise alene har gjort det muligt igen at tale om hvilket samfund vi har brug for, det samme gælder den økologiske krise. Det er blevet muligt at beskrive vores teorier og formodninger med henvisninger til nutidige konkrete udviklinger i verden.
 
Det betyder selvfølgelig, at et socialistisk parti må bevæge sig med denne situation. Det bliver nødvendigt at udfordre den herskende orden direkte. Det viser sig meget tydeligt i de lande, hvor venstreorienterede partier har bevæget sig ud i forsøg på at gennemføre deres programmer på basis af parlamentariske alliancer med centrum-venstre grupper. Men det viser sig også i Enhedslistens behandling af klimatopmødet i København til december.
 
EL og klimabevægelserne
Mens alle, der arbejder med området i de sidste år har argumenteret for, at det er nødvendigt at bygge en bevægelse på klimaområdet, har Enhedslisten nærmest taget det for givet, at denne bevægelse eksisterede, og i dens fravær har man valgt en meget vag politisk linie på spørgsmålet. Enhedslisten har igennem hele forløbet op mod topmødet insisteret på at 'presse politikerne'. Problemet er, at de faktiske bevægelser for en stor dels vedkommende mener, at man skal gå længere end det.
 
Det har altid været god latin i bevægelsesarbejdet, at man ikke skal 'sprænge elastikken' – altså, at man skal afstå fra ligegyldige ideologiske sejre, der kan svække bevægelsens styrke. Men dette gælder i to retninger. Man skal bestemt også tage sig i agt for ikke at blive anerkendt af de mest bevidste dele af bevægelsen. Og klimabevægelserne har bestemt bevidste elementer.
 
Når man læser Enhedslistens politiske platform til klimatopmødet er der lagt fokus på 'pres på politikere og vikrsomhedsledere', men når man snakker med de aktivister, der organiserer overnatning og forplejning under topmødet, handler diskussionerne om, hvordan man kan få kontrol med produktionen. Og vel at mærke ikke som en ideologisk opbakning til hverandres synspunkter, men som et resultat af erfaringerne fra Vestas-arbejdere i England og fabriksbesættelser i Argentina.
 
Forskellen er umiddelbart hvilket niveau, begivenhederne betragtes på. For store grupper i Det Globale Syd står Kyoto-protokollen som en dårlig aftale, der ikke må gentage sig, og følger man forhandlingerne om en Københavns-aftale er det da også tydeligt, at der ikke bliver vedtaget noget, der kan bruges af de fattigste lande. Hvad vi til gengæld kan forvente, er tiltag i retning af mere privatisering af klimaindsatsen. Ganske forståeligt nærer mange af de folk, der er påvirket eller bliver påvirket af kapitalens falske løsninger (såsom biobrændsel og CO2-kvoter), en udtalt mistillid til, at dette møde vil kunne opfylde deres behov. Men der har ikke været nogen kommunikation med disse grupper fra Enhedslistens side.
 
International klimaaktivisme
Den internationale forpligtigelse fra Enhedslisten i forhold til det kommende topmøde har begrænset sig til officielt at deltage i organisationen af demonstrationen den 12. december og deltagelse i det alternative topmøde Klimaforum. Hermed fremstår Enhedslisten ikke som det aktivistiske center, man bør opsøge, hvis man vil finde allierede til social kamp i Danmark. Og de danske aktivister, kommer til at føle, at Enhedslisten ikke interesserer sig for deres kamp og ikke har svar. Dermed risikerer en afgørende generation af aktivister at glide forbi Enhedslisten og ud i politisk inaktivitet eller personlige projekter. Samtidig risikerer Enhedslistens internationale arbejde at begrænse sig til møder med partitoppen i forskellige europæiske venstrefløjspartier.
 
Men det værste er, at Enhedslisten bliver ude af stand til at udvikle en forståelse og kritik af klimaspørgsmålet. Et globalt fænomen må nødvendigvis analyseres globalt, og det kan kun ske i tæt samarbejde med aktivister fra hele verden. En sådan analyse kan heller ikke dannes på baggrund af diskussioner alene, tværtimod må ideerne og kampviljen testes i konkrete aktioner og konkret kamp. Derfor er det underligt, at Enhedslisten ikke på noget tidspunkt i forløbet op til klimatopmødet har søgt samarbejde med gruppen Climate Justice Action, selvom flere medlemmer i dag ser god grund til at kritisere dette netværk. På samme måde kan det undre, at Enhedslisten, på trods af en årsmødevedtagelse der skærpede holdningen til fossile brændstoffer, ikke tydeligt bakkede op om 'Shut-It-Down'-aktionen tidligere på året.
 
Antikapitalisme
Vi er i en ny periode og feltet er blevet åbent for reel socialistisk propaganda. Masser af mennesker er i dag klar til at diskutere om dette samfund skal laves om, men hvis Enhedslisten ikke er til stede i de diskussioner eller ikke forbinder sig til alle dele af dem, så vil diskussioner på arbejdspladser og i miljø- og elevbevægelser alle forblive adskilt.
 
Der er én samlende kritik, der kan forene disse bevægelser, og det er den antikapitalistiske kritik. Det ideologiske sammenbrud i arbejderklassen, der definerede halvfemserne, er ikke glemt eller væk. Paradoksalt nok er manglen på alternativer støttet af et lige så stort håb om forandring, der i øjeblikket har svært ved at finde organiseret udtryk.
Enhedslisten har behov for at formulere en systembrydende kritik af klimakrisen. Det er ikke nok, at Enhedslisten anviser snedige udveje for en kapitalisme, der er en smule mindre kapitalistisk. Tværtimod må det siges lige ud, at det er den kapitalistiske produktion, der har skabt klimakrisen, at kontrol med produktionen er det mest effektive redskab til at begrænse denne krise, og at det kræver organisering at nå de mål.

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: 1gvqTf
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk