21.11.09 | Lee Sustar

Tip en ven       |     Print  

Afghanistan: Fra valgfiasko til eskalerende krig

Aflysningen af den anden runde af Afghanistans præsidentvalg den 2. november forstærkede landets politiske krise, samtidig med at Talibans krig mod regeringen har lagt et stadig større pres på USA’s og NATOs besættelsestropper.

Præsident Hamid Karzai blev erklæret genvalgt, efter at hans rival Abdullah Abdullah trak sig fra anden valgrunde. Den første runde der var gennemsyret af svindel begået at Karzais støtter. Samtidig er Barack Obama sammen med sit ”krigsrådl” i gang med alvorlige overvejelser om hvorvidt (og i så fald hvordan) de skal imødekomme kravene fra den øverstkommanderende i Afghanistan, general Stanley McChrystal. Han vil have mindst 40.000 flere soldater for at gennemføre en intensiveret kampagne mod Taliban.

Anand Gopal, en journalist med base I Kabul, talte med Lee Sustar fra Socialist Worker (USA) om afghansk politik set i lyset af det, der tegner til at blive endnu en kraftig troppeforstærkning fra USA og dets allierede.

Hvad har været resultatet af valgsvindelen?
Svindelens omfang var et slag for Karzai-regeringens, FN’s og USA’s troværdighed. Der var mange, der inden valget sagde, at det ville blive umuligt at have frie og retfærdige valg i et land, som knap fungerede og midt i et ondskabsfuldt militært oprør, men Vesten skubbede på alligevel.

Mange afghanere mener, at valgene er blevet gennemført til ære for det hjemlige publikum i Storbritannien, Canada og USA, ikke for afghanere. I cirka halvdelen af landet blev der knap nok gennemført et valg. Sikkerhedssituationen er nemlig så dårlig, at næsten ingen stemte i disse områder. Hele fiaskoen har været enormt pinlig for Washington, og jeg tror, at de prøver at feje det hele ind under gulvtæppet.

Hvis USA holdt op med at støtte Karzai, hvad ville alternativet så være?
Der er nærmest ikke noget alternativ, og det derfor, at USA vil blive ved med at bakke Karzai op. Desuden er der mange fordele ved Karzai. For det første har han ikke blod på hænderne – i modsætning til Abdullah, som arbejdede for krigsherrer, da de slagtede tusindvis i Kabul i 90’erne. For det andet er han en ægte national figur og har støtter blandt alle etniske grupper. Der er ikke nogen anden politiker, som han kan sammenlignes med.

Presset på Obama for at sende flere tropper til Afghanistan startede med general Stanley McChrystals anmodning om mindst 40.000 flere soldater. Hvad er din fortolkning af det?
Lækket ser ud til at have været en måde at presse Obama til en beslutning. Præsidenten er temmelig omhyggelig og inde i dybe overvejelser omkring de forskellige muligheder. Til gengæld føler en større og større del af militærets topfolk, at en massiv tilgang af tropper er den eneste måde at stoppe det åbne sår. Når det kommer til stykket, synes det mere og mere sandsynligt, at Obama vil følge sine generalers råd og sende endnu tusinder af tropper afsted. McChrystal er ret ligefrem omkring de problemer USA står overfor, men mange afghanere siger, at de ikke helt forstår, hvordan hans kur skal hjælpe på lidelserne.

Modstanden mod de udenlandske tropper har aldrig været større, og det er i pashtun-områderne – hvor krigen udkæmpes – at flest mennesker er imod troppernes tilstedeværelse. En meget almindelig beklagelse fra landbefolkningen i Pashtun er, at tropperne bringer ustabilitet. Når de kommer til et område, bliver der flere kampe, de civile tab øges, vejene bliver svinet til med vejsidebomber, og livet i al almindelighed bliver et helvede.

Mange vil måske mene, at talibanerne har et mindst lige så stort ansvar for dette som amerikanerne. Men landbefolkningen i Pashtun kan ikke rigtig komme af med Taliban. De er nemlig deres brødre og fætre og kan ikke bare udraderes fra landsbyen. Så de retter deres vrede mod amerikanerne, de fremmede indtrængende, som bragte ødelæggelse ind i deres liv. Hvad enten vi er enige med denne logik eller ej, så er det den måde, mange på landet i Pashtun tænker. Hvis du så lægger en ligeglad og korrupt regering, grådige lokale (og regerings-allierede) krigsherrer, massiv fattigdom og manglende udvikling til dette, har du den perfekte opskrift på oprør. Landbefolkningen i Pashtun siger, at disse problemer ikke kan løses ved at kaste flere tropper efter dem.

Nogle af McChrystals andre forslag, så som at arbejde for at beskytte befolkningen og minimere civile tab, virker positive. Men det forekommer mig at der er én ting som hære er gode til – nemlig at slå ihjel. At bede dem om at gøre noget som helst andet er muligvis ikke realistisk.

På slagmarken er det mere og mere vanskeligt at skelne deltagere fra civile. I mange tilfælde passer landsbybeboere deres landbrug om dagen og henter deres kalashnikov om aftenen. I andre tilfælde nyder oprørerne beskyttelse fra lokalsamfundet. I så fald bliver ideen om at ”beskytte befolkningen” lidt mudret. Det, der ender med at ske i stedet for, er at luftangreb og ransagninger af huse fortsætter, mange dør, og vreden mod de udenlandske styrker forøges.

Er der overhovedet nogen chance for, at besættelsesstyrkerne vil kunne nå den styrke og effektivitet, som McChrystal ønsker?
Det er bestemt muligt at forøge styrken med 40.000 flere soldater, skønt flertallet vil være nødt til at komme fra USA. Det overordnede spørgsmål er så, hvilken effekt et så stort antal soldater vil have hjemme i Amerika.

Afghanistan har altid været en langt mere dræbende slagmark end Irak (målt på forholdet mellem antallet af tropper i landet og antallet af dræbte soldater); men nu er det blevet den mest dødbringende amerikanske krig siden Vietnam. Knapt et tusinde soldater er blevet hårdt såret eller dræbt i de sidste fire måneder. Når man tager i betragtning, at kun en del af de 100.000 soldater i landet bevæger sig uden for de befæstede lejre, er dette virkeligt et slående tal.

Hvad skal der til, for at de afghanske sikkerhedsstyrker ville kunne nå op på 400.000?
Det ville kræve masser af tid, penge og soldater til at træne dem. Den Afghanske Nationale Hær (ANH) udvikler sig i det store og hele godt i modsætning til de Afghanske Politistyrker. ANH udfører missioner sammen med de amerikanske styrker og tager undertiden den ledende rolle i disse missioner. Men hære er kun så gode som de politiske institutioner, som det er meningen at de skal beskytte. Der er meget lidt nationalfølelse i Afghanistan endsige dybtfølt loyalitet over for den afghanske regering. Så det virkelige spørgsmål er, hvorvidt de afghanske sikkerhedsstyrker ville være i stand til at stå på egne ben, uden de udenlandske styrker, og det er højst usandsynligt.

Hvad er fremtidsudsigterne for initiativer med henblik på ”nationsopbygning” som McChrystal har skitseret?USA har vist sig ikke at være særlig god til nationsopbygning. Tiltagene til genopbygning og udvikling har forgyldt private firmaer, men har ikke gjort meget for afghanerne.

I den første periode fra 2001 og til 2004 var USA allieret med grådige krigsherrer, som ignorerede grundlæggende dele af politisk styring, og i stedet alvorligt mishandlede deres befolkning. Gennem de senere år har USA bevæget sig væk fra at bygge på sådanne krigsherrer (skønt ikke fuldstændigt), men det meste af skaden er allerede sket.

McChrystals forslag bruger meget tid på at snakke om, hvad der bør gøres, men er ikke særligt konkret om, hvordan det bør gøres.

McChrystals rapport var meget åbenhjertig om Talibans succes. Den kommer også ind på, at Taliban ikke er en ensartet styrke. Er det en præcis beskrivelse?I store træk er den præcis, men virkeligheden er en smule mere kompliceret. Haqqani netværket i Taliban ledes af Siraj Haqqani, hvis far er Jalaluddin Haqqani, der tidligere arbejdede for CIA. Haqqani leder et mere eller mindre uafhængigt netværk med base i den sydøstlige del af landet, og bliver anset for at være amerikanernes stærkeste fjende.

Mullah Omars gren af Taliban er stærkest i den sydlige del af landet, men har støtter overalt. Der findes også andre mindre grupper, så som Hizb-i-Islami Khalis, der ledes af sønnen af en anden af USA´s tidligere koldkrigs-allierede, og som opererer i den østlige del af landet.

Alle disse grupperinger er organiseret i det, der kaldes Quetta Shuraen, der, som navnet antyder, har sin base i Quetta i Pakistan. Quetta Shura-talibanerne er den centrale del af oprøret – og i Pashtun-områderne regerer de sandsynligvis flere områder end amerikanerne eller den afghanske regering.
Ud over Qutta Shura, findes der en gruppe, som ledes af Gulbuddin Hekmatyar (endnu en tidligere amerikansk allieret) ved navn Hizb-i-Islami Gulbuddin. Den befinder sig i og omkring Kabul så vel som i det nordlige og nordøstlige.

Hekmatyar er ikke en del af Quetta Shuraen og er ideologisk forskellig fra dem. Hans ideologiske rødder ligger hos det Muslimske Broderskab, som er stærkest i det arabiske Mellemøsten, medens Talibans ideologi er en blanding af landlig Pashtun-kultur og den islamiske Deobandiskole, som er fremherskende i dele af det sydlige Asien.

Skeptikere som vicepræsident Joe Biden og den konservative klummeskriver George Will er imod enhver troppeforøgelse; men argumenterer i stedet for en Pakistan-fokuseret strategi kombineret med droneangreb i selve Afghanistan. Kunne det virke ud fra et politisk-militært synspunkt?

USA har i årevis med held dræbt oprørske ledere i Afghanistan, men disse er simpelthen blevet erstattet af andre. Der er en næste uendelig forsyning af sådanne lokale militære ledere. Disse snigmordskampagner har ikke bremset Talibans vækst i nogen nævneværdig grad.

En Pakistan fokuseret strategi ville være endnu mere katastrofal end at fokusere på Afghanistan. Pakistan er et moderne land med en kæmpe befolkning og med yderst kompliceret stamme- og etniske problemer. Betragt det som en blanding mellem Irak og Afghanistan.

Artiklen er oversat fra Socialist Worker (USA), som udgives af International Socialist Organization som har været – men for nogle år siden brød med – den internationale IS-tendens.

 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: DvEmF2
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk