03.12.09 | Åge Skovrind

Tip en ven       |     Print  

Debatmøde: Socialistisk politik under en ny regering?

Hvad bliver Enhedslistens rolle under en ny regering? Hvor meget og hvordan kan vi presse en S-SF-regering, og hvor langt skal vi være parat til at støtte den?

Det var nogle af de spørgsmål, som var sat til debat på et møde arrangeret af Socialistisk Arbejderparti (SAP) torsdag den 26. november.

Lidt over 30 mænd og kvinder – langt flest af de førstnævnte – var mødt frem og blev præsenteret for indledende oplæg af folketingsmedlem Per Clausen, medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse og fhv. folketingsmedlem Rune Lund, samt Michael Voss, tidligere pressemedarbejder for folketingsgruppen og medlem af SAP.

Alle var enige om, at debatten er nødvendig. Den ser også ud til at blive sat på dagsordenen på Enhedslistens kommende årsmøde den 14.-16. maj.

Der var også mange andre ting, de tre var helt enige om. For eksempel at princippet om at stemme for enhver forbedring, og imod enhver forringelse, er værd at holde fast i. Og at Enhedslisten skal fortsætte arbejdet med dobbeltorganisering af medlemmerne, det vil sige organisere medlemmerne ikke bare i forhold til deres bopæl, men også i forhold til deres arbejdsplads og faglige tilhørsforhold.

Hvor var så uenighederne? De var svære at lokalisere med sikkerhed. Muligvis gemte de sig i den tilgang, de tre oplægsholdere havde til aftenens emne.

»Positiv realisme«
Rune Lund slog til lyd for en ’positiv realisme’.

Det mest sandsynlige er, at Enhedslistens stemmer bliver afgørende. En S-SF-regering vil være nødt til at give Enhedslisten indflydelse, eller også må man vælge den anden side og give indflydelsen til Venstre og DF. Derfor er det vigtigt, at vi er på banen, sagde han og opfordrede til at se på muligheder og ikke fokusere på begrænsninger.

»Vi skal ikke lægge en negativ dunst over det hele, det bør være den grundlæggende tone.

Per Clausen lagde ud med, at en af venstrefløjens største fejltagelser har været at undervurdere folketingsarbejdet, og at der ikke er en automatisk sammenhæng mellem de parlamentariske resultater og det politiske styrkeforhold udenfor folketinget.

Selv om »vi kan risikere at få en ny regering uden en folkelig bevægelse«, anslog han en optimistisk tone, med henvisning til at S og SF ligger klart til venstre for Nyrup-regeringen.

Man kan lave forandringer uden folkelig bevægelse, mente han. Ganske vist ikke de store forandringer, og hvis ikke regeringens politik ikke kan vække begejstring, så vil det blive slået tilbage.

Vi skal være dem der samler om nogle projekter, sagde han og fremhævede, at det er lykkedes at få et flertal i Folketinget til at stemme for Enhedslistens forslag om at indføre et forbud mod det skadelige kemikalie bisfenol A i sutteflasker – trods EU’s regler.

»Plus minus en sutteflaske«
Michael Voss understregede på den anden side, at vi ikke skal forvente noget banebrydende fra en S-SF-regering. Lidt genopretning af den borgerlige regerings politik, men altid kun ud fra hvad der er muligt inden for kapitalismen og EU’s rammer – »plus minus en sutteflaske«.

Han mente også, at vi roligt kan forudse at Socialdemokraterne vil forsøge at opnå brede forlig.
Men i befolkningen er der forventninger til en ny regeringer, og de skal afprøves. Det er forudsætningen for en venstredrejning, pointerede han.

Dertil kommer, at vi står midt i en økonomisk krise, og at en ny regering vil komme under et utroligt pres for at angribe arbejderklassen og skære ned på de offentlige udgifter.
Det helt afgørende bliver derfor at få skabt en folkelig mobilisering, og det skal være tydeligt for alle, at der er et alternativ til venstre, når S og SF svigter, sagde han.

Skræmmeeksemplet København
Selv om aftenens emne var landspolitik, tog flere indlæg fra salen fat i det brede budgetforlig som Enhedslisten i København har medvirket til.

Et skræmmeeksempel på hvor farligt det er at adskille en parlamentarisk og en udenomsparlamentarisk praksis, blev det kaldt. En rodet diskussion om budgetprincipper i Enhedslisten København banede vejen for et meget problematisk budgetforlig, som man først brød delvist med, da der opstod en bevægelse imod det.

Rettesnoren for vores deltagelse i forlig skal være, hvad der kan skabe mobiliseringer, mente en anden og fremhævede, at Enhedslistens rolle skal være at være dem, der siger at der er et alternativ. Ellers risikerer vi at folk siger: Når selv Enhedslisten er med, hvad skal vi så gøre?

»Vi er gået med i det spil med studehandler, fordi vi ikke kan røre ved jetjagerne, Nordsøolien og de multinationale, men hvis vi vil have et helt andet samfund, så skal det være nogen, der siger, at et andet samfund er muligt.«

Kabinetsspørgsmålet
En deltager bad flere gange Rune Lund svare på, om han turde stemme nej, hvis regeringen gjorde en afstemning til et kabinetsspørgsmål. »Hvor går din smertegrænse?«

Den blev ikke defineret præcist, men der er en bagatelgrænse, svarede Rune Lund, men fortsatte så:

»Det vil være ubehageligt, men i en sådan situation må man forklare regeringen, at den må ændre sin politik, så vi kan stemme for. Men vi skal melde os ind i spillet. Og det er hårdt håndværk.«

Også holdningen til finansloven kom til diskussion. Rune Lund kaldte den en lov som alle andre, dvs. vi kan stemme for, hvis den indeholder forbedringer og ingen forringelser.

Per Clausen præciserede, at det betyder ingen nye forringelser, men selv om princippet er godt, så svarer det ikke på alle problemer, understregede han. Det er åbent for fortolkninger.
Han pegede selv på skattepolitikken som en gråzone, og det var måske det nærmeste, man kom på en konkret uenighed.

Vi går ind for bedre skattebetalte skoler og daginstitutioner, men er vi også parat til stemme for en forhøjelse af skatten på almindelige mennesker for at skaffe pengene til det, spurgte Clausen, og lod et »ja« være usagt, men underforstået.

Ja, der er bagatelgrænser i politik, men kommer det til markante skatteforhøjelser for almindelige indkomster, så må vi stå af, kommenterede Michael Voss, og slog til lyd for, at Enhedslisten ’fortæller en anden historie’ end den om en lagkage, der skal skæres lidt anderledes.

Per Clausen konstaterede, at er der tre partier, som er enige om ikke at hæve skatten, er det SAP, SF og Socialdemokraterne – dog kun den halvdel, der vedrører almindelige lønindkomster.

Folkeligt pres
Clausen mente, at Enhedslisten vil »få mere ud af« at stemme for finansloven, end at undlade, sådan som Enhedslisten gjorde under Nyrup-regeringen – forudsat at det er en finanslov med klare forbedringer og ingen nye forringelser.

Men den opskrift var for nem og for naiv, mente Michael Voss. »Det er ikke det mest oplagte dilemma«. (…) »Vi kan ikke få resultater med fire eller seks folketingsmandater – kun hvis der kommer et folkeligt pres, kan vi flytte S og SF.«

Det vil, tilføjede han, også kræve en politisk kamp i fagforeningerne og andre bevægelser, hvor vi siden 2001 har vænnet os til et samarbejde med SF’ere og socialdemokrater. Det vil blive vanskeligere.

Folkelige bevægelser og parlamentarisk arbejde hænger ikke automatisk sammen, konkluderede Rune Lund. Det er bevægelserne, der rykker for alvor, mente han, men advarede mod at stirre sig blind på kun ét af midlerne i værkstøjskassen.

Urimeligt bagland
Rune Lund pegede også på en væsentlig organisatorisk forskel mellem Enhedslisten og SF.

»Mens SF har skåret deres Hovedbestyrelse ned og frataget den indflydelse, så har vi i Enhedslisten styrket Hovedbestyrelsen og taget strategiske diskussioner.«

Og Per Clausen efterlyste afslutningsvis en strategi, som afspejler hele partiets erfaringer, ikke bare folketingsgruppens.

»Dobbeltorganiseringen kan gøre det muligt, at vi på en systematisk måde gør det muligt at diskutere politik og tager initiativer i bevægelser og på arbejdspladser. Det vil betyde, at vi i Enhedslisten kan få diskussioner, der bygger på et reelt politisk arbejde, og ikke hvad en eller anden tror, at folk mener.

»Ingen er upåvirkede af at sidde i folketinget; hvis nogen påstår det modsatte, lyver de,« fastslog han og efterlyste kritisk debat i baglandet:

»Hvis man ikke har et urimeligt bagland, så bliver man selv urimelig.«

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: rgY9z5
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk