12.02.10 | Lone Degn

Tip en ven       |     Print  

Anmeldelse: ”Umyndiggørelse” af pædagoger (og mange andre)

Rasmus Willigs essay om de århusianske pædagoger giver offentligt ansatte en god forståelse af de processer, de er udsat for.

Bogen beskriver forskellige typer umyndiggørelsesprocesser, der fratager mennesker deres mulighed og evne for at ytre sig kritisk. Århusianske pædagoger har lagt virkelighed til bogens teoretiske anskuelser, men det kunne lige såvel have været sygeplejersker eller lærere.
Bogen bør tildeles en pæn portion stjerner, ikke fordi den er et teoretisk mesterværk, men fordi den har sat noget i gang, og fordi den har evnet at give offentligt ansatte en forståelse af de processer, de er udsat for.

Rasmus Willig er sociolog og udgav i 2007 bogen ”Til Forsvar for Kritikken”. I den forbindelse blev han inviteret til Århus for at holde oplæg for BUPL´s tillidsrepræsentanter. Her mødte han en gruppe mennesker, som havde stor erfaring med, at kritik blev stoppet eller begrænset. For Willig var det en enestående mulighed for at undersøge kritikkens normative vilkår i et praksisfelt.

Inspireret af mødet med pædagogerne gik Willig efterfølgende i gang med et projekt, der skulle undersøge kritikkens trivsel på gulvplan. Han ville se på den kritik, som bygger på konkrete erfaringer, og som ofte går under betegnelsen brok. Efter fokusgruppeinterviews med 110 pædagoger, ledere og tillidsfolk fra BUPL Århus, måtte han ændre ideen om at skrive et færdigt teoretisk værk til at skrive et essay. Opgaven viste sig at være for stor til, at han kunne konkludere på den. Willig har nu to nye essays undervejs, der følger op på problemstillingerne, og hvor han inddrager 120 pædagoger fra andre østjyske kommuner, for at undersøge om de umyndiggørende processer finder sted andre steder end i Århus kommune – og lad mig bare afsløre med det samme, at der ikke er tale om en Århus-historie.

Afmontering
I essayet Umyndiggørelse viderebringer Rasmus Willlig pædagogernes fortællinger om, hvordan de oplever at deres kritik bliver mødt, og hvad de stiller op med deres frustrationer når de ikke bliver hørt.

Willig viser, at der findes mange metoder til at afmontere kritikken, og bruger trafikskilte som illustration. F.eks. er der skiltet med U-vending. Pædagogen går til sin leder med en kritik. Lederen lytter og siger derefter. ”Hvad kan du selv gøre for at afhjælpe problemet?”. Eller blind vej skiltet: Pædagogen bliver mødt med: ”Der er ikke noget at komme efter, det er en politisk beslutning, der er truffet på et andet plan”. Eller museumsskiltet: ”Synes du virkelig, det var bedre i gamle dage, nu må vi altså se fremad.” Eller den med kødannelse: ”Ja, jeg ved det godt, men jeg har altså ikke lige tid”. Og ikke mindst skiltet med ensretning: ”Jamen, det er noget, jeg er blevet pålagt ovenfra, det er en opgave vi skal løse.”

For sent
Fælles for pædagogerne er en oplevelse af ikke at blive taget alvorligt og at de hele tiden kommer for sent med deres kritik. Nye projekter og politikker flyder i en lind strøm fra forvaltningen. Det betyder, at den skydeskive, man tager sigte efter, allerede er flyttet et nyt sted hen, når kritikken når vejs ende. Det skyldes bl.a. de mange ledelseslag og det snørklede MED-system – et system, som blev indført i 1990’erne for at styrke de offentligt ansattes medbestemmelse.

Først må pædagogen tage sagen op på et personalemøde eller gå til sin pædagogiske leder. Lederen skal så prioritere at gå videre med sagen til dagtilbudslederen. Dagtilbudslederen skal så finde problematikken vigtig nok til at gå videre til områdechefen, som så skal overtales til at gå til direktøren og rådmanden. Skulle det lykkes at nå hele vejen gennem MED-systemet, kan det tage op til et år inden problematikken har nået toppen, da de forskellige niveauer kun mødes ca. en gang om måneden.

Ifølge Rasmus Willig får det den konsekvens at pædagogerne resignerer. De orker ikke længere at fremsætte kritikken, og den bliver i stedet til det, der kaldes brok og kommer ud i krogene blandt kollegerne. Dermed kommer den relevante kritik ikke op gennem systemet, og den finder ikke vej til offentligheden.

Skrig der renser luften
For at overleve i dette etablerer pædagogerne forskellige strategier. F.eks. fortæller en pædagog, at hun har besluttet at parkere sit arbejde i sit garderobeskab, inden hun går hjem, da hun ikke vil slæbe alt det negative og alle frustrationerne med hjem. Når Rasmus spørge hende, hvad der så sker, når hun åbner garderobeskabet næste dag, svarer hun, at så er dampen gået lidt af. En anden pædagog fortæller at hun skriger i sin bil, faktisk både når hun kører til og fra arbejde, det er som om det renser luften.

Til slut i essayet behandler Willig umyndighedsbegrebet mere teoretisk, men det er efter min opfattelse ikke den stærkeste del af essayet. Derimod finder jeg det yderst interessant at få synliggjort, at der er tale om processer, der umyndiggøre mennesker, og at vi reproducerer umyndiggørelsen. Willig understreger derfor, at essayet ikke viser, at jo højere oppe i systemet en leder sidder, des mere umyndiggørende er hun. Derimod forsøger essayet at vise umyndiggørelsesprocesserne og kritikkens infrastruktur.

Det formelle og virkeligheden
I ”Umyndiggørelse” er der ikke lagt vægt på den formelle og juridiske ytringsfrihed. Ifølge Willig fejler den nemlig ikke noget, og vi er alle godt klar over, at vi i den henseende har ret til at ytre os. Essayet tager derimod fat i den normative ytringsfrihed. Oplever vi at kunne komme til orde, og at vores kritik bliver taget alvorligt? Her står det helt anderledes til.

Willig påpeger, at pædagogerne ikke er særligt udvalgte, men at det kunne have været en hvilken som helst anden faggruppe inden for det offentlige. Pædagogerne har dog det særlige, siger han, at de arbejder med næste generation af borgere, og diskussionen om reproduktion derfor bliver ekstra interessant.

Umyndiggørelsesprocesser reproduceres og gives videre til dem, der er i leddet under, og i sidste ende videregiver pædagogerne det til børnene. En pædagog beskriver i bogen, hvordan sutten bruges oftere i vuggestuen. Det er en måde at skabe ro på, når der ikke er tid til at undersøge, hvorfor barnet er ked af det, altså at lytte til barnets kritik

Historierne i essayet er ikke bevis for, at det faktisk er sådan det forholder sig, hverken i de oplevelser, der fortælles om, eller generelt. Den anden part er ikke blevet hørt, og der er ikke lavet faktuelle undersøgelser. Ifølge Willig er det dog heller ikke relevant. Det, der er vigtigt, er, at det er den oplevelse, pædagogerne har. Samtidig er historien så mange og så ens, at det må give stof til eftertanke.

Willigs essay ”Umyndiggørelse” er frit tilgængelig på nettet. Der er, som han siger, Copyleft i modsætning til Copyright. Materialet kan altså frit bruges, ændres og udvikles på. Dette gælder også de kommende essays, der graver både dybere og bredere ned i umyndiggørelsesprocesserne.

Bogen kan læses i sin fulde længde på: http://flipper.gyldendal.dk/9788741253084.book
 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: wq5B1G
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk