26.02.10 | Søren Bech og Bodil Rasmussen

Tip en ven       |     Print  

International kvindedag: Sådan begyndte det

I år markerer vi 100-året for den internationale kvindedag, som socialistiske kvinder tog initiativ til i 1910.

Allerede i 1911 var der omfattende kvindedemonstrationer, og den tradition fortsatte i årene efter. I Rusland blev kvindedemonstrationerne den 8.marts 1917 en igangsætter af den russiske revolution og understregede sammenhængen mellem kampen for kvindefrigørelsen og kampen for socialisme.

I 1920 skrev den russiske revolutionære og feminist Alexandra Kollontaj om arbejderkvindens dag og dens historie. Om den første internationale kvindedag i 1911 beretter hun:

”Dens succes oversteg alle forventninger. Tyskland og Østrig var på arbejderkvindens dag et sydende, bølgende hav af kvinder. Overalt blev der organiseret møder, også i de små byer og endda i landsbyerne. Sale blev så tætpakkede, at arrangørerne blev nødt til at bede de mandlige arbejdere om at overlade deres pladser til kvinder. For en gang skyld blev mændene hjemme sammen med børnene og deres koner, husmødrene, gik til møder”.

”I Østrig kom kvinder i kamp med politiet. Under den største gadedemonstration, hvori 30.000 deltog, besluttede politiet at fjerne demonstranternes banner: Arbejderkvinderne holdt stand. I de tumulter, som fulgte, blev blodsudgydelser kun undgået ved at de socialistiske deputerede i parlamentet skred til hjælp”.

Inspiration fra USA
Men i USA havde der allerede været afholdt kvindedag flere gange. Bladet ”Socialist Women” fortæller om et møde i 1908 i Chicago, hvor 1500 kvinder ”bakkede op om kravene om økonomisk og politisk lighed for kvinder på en dag der var viet til arbejderkvindernes forhold”.

Både i 1909 og 1910 afholdt det amerikanske Socialistparti store kvindemøder i slutningen af februar til støtte for kravet om kvinders valgret. Mange kvindelige arbejdere deltog i møderne, ikke mindst efter en 3 måneder lang strejke blandt syerskerne i New York for bedre arbejdsforhold. Den første store kvindestrejke i USA.
Det var disse aktiviteter, der inspirerede den tyske socialist – senere kommunist – Clara Zetkin – til at foreslå ”en speciel dag, en årlig fejring af kvinderne, ud fra eksemplet fra vores amerikanske søstre”.
Og Alexandra Kollontaj skriver med henvisning til begivenhederne i USA: ”Initiativet til at organisere en kvindedag tilhører således de arbejdende kvinder i Amerika”.

Internationale konferencer
I 1907 holdtes den første internationale kvindekonference for socialistiske kvinder i Stuttgart i Tyskland. Der samledes 50 delegerede fra Tyskland, Østrig, Belgien, Storbritannien, Frankrig, Finland, Italien, Norge, Tyskland, Schweiz og USA for at diskutere kvindekampens betydning for klassekampen, og klassekampens betydning for kvindernes frigørelse.

Konferencen i Stuttgart besluttede at danne en løst organiseret international kvindeorganisation med den tyske (kommunist) Clara Zetkin som sekretær.

I 1910 afholdtes den anden socialistiske kvindekonference i København. Denne gang med 99 deltagere fra 17 lande, heraf 32 fra Danmark. Det var her, det blev vedtaget at opfordre til, at der hvert år skulle holdes en international kvindedag:

”I forståelse med proletariatets klassebevidste politiske og faglige organisationer foranstalter de socialistiske kvinder i alle lande hvert år en kvindedag, som i første linje har agitation for kvindernes valgret til alle formål. Fordringen må belyses i sin sammenhæng med hele kvindespørgsmålet, i overensstemmelse med den socialistiske opfattelse. Kvindedagen må have en international karakter og forberedes omhyggeligt”. Underskrevet af: Clara Zetkin, Käte Duncker og partifæller.

Agitation og organisering
De følgende år gik stadig flere kvinder på gaderne for valgret, for lighed i arbejdet og for freden.

”Kvindens dag i Europa og Amerika havde forbløffende resultater” skriver Alexandra Kollontaj, og fortsætter:
”Det er sandt, at ikke et eneste borgerligt parlament havde i tankerne at gøre indrømmelser til arbejderne eller at indfri kvindernes krav. For på det tidspunkt var borgerskabet ikke truet af en socialistisk revolution”.

”Men kvindens dag opnåede noget. Frem for alt viste den sig at være en fremragende måde til at agitere blandt de politisk mindst bevidste blandt vore proletar-søstre. De kunne ikke lade være med at vende deres opmærksomhed mod møderne, demonstrationerne, plakaterne, pjecerne og aviserne, som blev lavet til arbejderkvindes dag. Selv den politisk mest tilbagestående kvinde tænkte: ’Dette er vores dag, den arbejdende kvindes festdag’ og hun skyndte sig til møder og demonstrationer. Efter hver arbejderkvindedag gik flere kvinder ind i de socialistiske partier, og fagforeningerne voksede. Organiseringen blev bedre, og den politiske bevidsthed udviklede sig”.

”I de sidste år før krigen tvang prisstigningerne på fødevarer selv den mest fredelige husmoder til at interessere sig for politik og protestere højlydt mod borgerskabets plyndringsøkonomi. ’Husmoder-opstande’ blev stadig hyppigere, de flammede op på forskellige tider i Østrig, England, Frankrig og Tyskland”

Krigen og den russiske revolution
Holdningen til Første Verdenskrig og den russiske revolution gav splittelser i såvel arbejderbevægelsen som den socialistiske kvindebevægelse. Alexandra Kollontaj beretter:

”Den Første Verdenskrig brød ud. Arbejderklassen i hvert eneste land blev overskyllet af krigens blod. I 1915 og 1916 blev arbejderkvindens dag en svag affære. – De socialistiske kvinder, som var af samme opfattelse som det russiske bolsjevikparti forsøgte at gøre 8. marts til en demonstration af arbejderkvinder mod krigen. Men de socialdemokratiske forrædere i Tyskland og andre lande (som også i parlamentet havde stemt for krigen – red.) ville ikke tillade de socialistiske kvinder at organisere møder, og de socialistiske kvinder blev nægtet ret til at få pas til at rejse til neutrale lande, hvor de arbejdende kvinder ønskede at holde internationale møder for at vise at på trods af borgerskabets ønsker, levede arbejdernes følelse af solidaritet stadig”.

”I 1915 lykkedes det kun Norge at organisere en international demonstration på kvindens dag. Repræsentanter fra Rusland og neutrale lande deltog. Der kunne ikke blive tale om at organisere en kvindes dag i Rusland, for her var Zarens magt og krigsmaskinens styrke stadig utæmmet”.

”Men så kom det store år 1917. Hunger, kulde og krigens prøvelser brød tålmodigheden hos de kvindelige arbejdere og bondekvinder i Rusland. I 1917, den 8.marts på arbejderkvindernes dag. (23. februar efter den gamle russiske kalender – red) kom de modigt ud på Petrograds gader. Kvinderne hvoraf nogle var arbejdere, andre koner til soldater, krævede ’Brød til vore børn’ og ’Vore mænd hjem fra skyttegravene’. På dette afgørende tidspunkt blev protesten fra de arbejdende kvinder en sådan trussel, at selv Zarens sikkerhedsstyrker ikke turde drømme om at tage de sædvanlige forholdsregler mod rebellerne, men forvirrede måtte se ud over det stormende hav af folkets vrede”.

Og Alexandra Kollontaj slutter:
”Arbejderkvindens dag 1917 bør huskes af historien. Denne dag hævede de russiske kvinder den proletariske revolutions fakkel og satte en verden i brand. Februarrevolutionen begyndte fra denne dag”.

"Den internationale kvindedag var fra 1910 og op til den russiske revolution blevet markeret på forskellige datoer i februar og marts. Men i 1922, på en international konference for kommunistiske kvinder foreslår en bulgarsk delegeret, at man lægger sig fast på den 8.marts ”til minde om de russiske kvinders initiativ.”
 

Tip en ven       |     Print  

Ingen kommentarer endnu...

Skriv kommentar

For at undgå misbrug skal du nedenfor i feltet "Kodeord" indtaste: fBSqK1
Kodeord:
Navn:
E-mail:
Overskrift:

Socialistisk Arbejderpolitik - Studiestræde 24, o.g. 1.sal - 1455 København K - (+45) 3333 7948 - sap@sap-fi.dk